Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5455Visninger
AA

13. ...12...

Daniel havde tændt bordlampen og lænede sig fremover, mod den åbne computerkasse, samtidig med at han løftede skruetrækkeren. Klokken var 20:30. Cathryn havde fundet et sted at spise i Southampton - The Western Café -, og klokken kvart over seks var hele familien Hollow draget afsted. Det var en tur på over en halv times kørsel, først et kvarter på landevejen og hermed yderligere fireogtyve minutter på motortrafikvejen, og klokken cirka 19 var de ankommet. Det var en café som var hyggelig indrettet, traditionelt britisk med brostensvægge og mosaikvinduer. Det var en aften, hvor alle - selv Kate - hyggede sig, nød hinandens selvskab. Ingen af dem tænkte på Hildread, eller på London, nød blot at de var der. Selvom Cathryn og Daniel dog røg ud i en noget heftig diskussion over hvem som skulle betale regningen, var det en god tur og en af de første aftener længe, hvor alle i familien Hollow hyggede sig i hinandens samvær. 

   På vej tilbage henvendte Daniel sig til Michael, fortalt ham at han havde en overraskelse i vente, og at han til hver en tid kunne indfinde sig på kontoret i vestfløjen hvis det havde interesse. Det behøvede ikke at være denne aften. Det kunne ligesåvel være næste dag, eller sågar mandag. Han skulle ikke føle sig tvunget eller hastet til det. Michael var nysgerrig, men også udmattet og drænet efter dagens mange indtryk, gav udtryk for at han ville tænke over det men stadig ønskede at se overraskelsen. Da de ankom på herregården, fandt han vej op til sit værelse. Daniel mærkede et bryststing af skuffelse, og selvom Cathryn fortalte ham at det ikke var ham, der var noget galt med, men bare Michael der - som alle andre i familien - var træt efter en hård dag, trak han sig alligevel tilbage på kontoret. Hans kontor. Hvor ingen behøvede at forstyrre ham, hvor han kunne gøre hvad der passede ham.

   Daniel havde netop fået fastmonteret harddisken til computerkassen, da en svag banken lød fra døren rundt om hjørnet i den modsatte ende af kontoret. ”Kom ind!“ 
   
   Han kiggede ikke op fra computeren, da han svarede, holdt stadig fokus på den firkantede metaldisk, på skruetrækkeren og på computerkassen. Michael trådte rundt om hjørnet, skridtede nedover gulvplankerne og hen imod ham. ”Far?“

   Daniel løftede hovedet og kiggede frem for sig. Da han så Michael stoppe op foran skrivebordet, rettede han sig op og smilte. Skruetrækkeren var stadig i hans greb. ”Hej, Michael. Hvad så?“

   ”Jeg er for nysgerrig. Hvad er det for en overraskelse?“

   Daniel havde svært ved at tilbageholde latteren. Han lagde skruetrækkeren fra sig, lænede sig tilbage i sædet og lod sine brune øjne gennemskanne sin søn. ”Og du er sikker på at du ikke vil vente?“

   ”Ja.“ Michael nikkede, og måden hvorpå han vred sit højre håndled i en enkelt rulning, fortalte alt for godt om hans bagvedliggende iver, der var ved at bryde sig frem, men Daniel kørte den stadigt længere ud. 

  ”100?“

   ”Far...“

   ”110?“

   ”Far!“ Han hævede stemmen. Først da lod Daniel latteren slippe ud fra sine læber. 

   ”'Far' er ikke et svar, Michael.“ 
  
   Michael trak i et dybt suk, og udlod en hovedrysten. ”All right! Ja... far... jeg vil gerne vide, hvad det er for en overraskelse.“ 

   ”Jamen det er jeg da glad for at høre.“ Han rejste sig op fra kontorstolen med det røde ryglæn, og drejede sig imod den nyligt opsatte kommode med reolhylderne bag sig. Strakte sig imod den sorte aflange papkasse, Cathryn havde hentet til ham fra bryggerset tidligere på dagen. En metallisk raslen. Igen vendte han sig imod sin søn, skridtede i bevægelse. Michael ventede tålmodigt, mærkede musklerne tilstramme sig i kroppen, men blev stående hvor han var. 

   ”Værsgo.“ Daniel standsede foran ham, og strakte papkassen frem. ”Du må gerne åbne den.“

   Han tog imod den. Trykkede lidt ned imod det blødstive pap, lod sig mærke af vægten og lyttede til den svage raslen der enkelte gange kom når han svagt bevægede den, men kunne ikke finde ud af hvad indholdet var. Han var fristet til at spørge sin far, selvom han vidste at han ikke ville få noget svar, men undlod at gøre det. Istedet lod han fingrende glide fra det omsluttende pap og ned til enden, som han med et enkelt pres fra tommelfingeren trykkede ind. Endnu en papkasse - ligeledes sort - befandt sig inde i kassen. Et sug forplantedes gennem hans krop. Han trak indholdet ud, og ved det næste syn som imødekom ham, troede han for et øjeblik, at virkeligheden blot var en drøm. Men papkassen med delene til en elektrisk benzindrevet elhelikopter på henved 2000 i kontanter, var virkeligt og befandt sig rent faktisk i hans hænder i dette øjeblik. Den helikopter, han blot havde gået og drømt om, som han længe havde ønsket men endnu aldrig troet at ville få. Han havde overvejet at sætte det på sin ønskeseddel sammen med de DVD-film og den nye telefon, han havde ønsket sig til sin fødselsdag for en måned tilbage, men havde haft på fornemmelsen, at han nok ikke ville få den og havde derfor undladt at inkludere den. Men nu stod han med den. Hans far, hans egen far, havde brugt tid og penge på at anskaffe ham den ting, han - sammen med en scooter - havde ønsket sig mest i snart et år. 

   ”Betragt det som en forsinket fødselsdagsgave.“ Daniel brød stilheden. 

   ”Seriously?“ Michael kunne ikke forstå det, forstå at dette skete, forventede næsten at slå sine øjne op og opdage, at han lå i sengen i sit mørklagte værelse, men det skete ikke. Dette var virkeligheden. Hans far havde købt ham den helikopter. Genstanden i hans favn var ganske virkelig. ”Er det virkelig min?“

   ”Ja. Men hvis du ikke kan lide den, kan jeg jo altid bytte den til noget andet eller beholde den selv...!“
   
   ”Nej, er du sindssyg? Den skal ikke byttes! Jeg er vild med den!“ Han kiggede atter på den sorte kasse med det gennemsigtige plastikvindue, betragtede de glinsende dele og den sølvmetalliske motor der lå trykket ind i skumformen lige under rotorvingerne. 

   ”Jeg havde egentlig tænkt, at vi skulle have samlet den i aften, men... Jeg tror måske det er bedre at gøre det i morgen. Hvor der er mere tid og overskud til det, hvad siger du til det?“ 

    Michael tilspidsede sine læber, nikkede og førte endelig blikket op til sin far. ”Selvfølgelig. Den er jeg med på. Kan jeg... Må jeg tage den...?“

   ”Tage den med op på værelset? Jamen, naturligvis da. Det er jo din.“ Han lænede sig tilbage og støttede håndfladerne imod kanten af skrivebordet. “Du kan gøre med den præcis som du vel.“

   Michael mærkede en varm kildren bag øjeæblerne, og den samme lune fornemmelse der forgrenede sig ud i hans blodårer. ”Tak far. Jeg elsker dig. Jeg... Jeg elsker dig virkelig.“

   ”Jeg elsker også dig, Michael.“
   
    De omfavnede hinanden, kærligt, gensidigt. En tør klump begyndte at glide op igennem Daniels strube. Det var lang tid siden, rigtig lang tid siden, han havde fået et kram af sine børn - Kate gad sjældent snakke til ham, og Michael brugte mere tid foran computeren og vennerne end sammen med sin familie, og når de endelig var sammen, sad han oftest og dagdrømte. Det blev efterhånden sjældnere og sjældnere, at de to lavede far og søn aktiviteter, i takt med at Michaels uafhængighed fra familien stadigt forøgedes, men denne aften var noget særligt. Denne aften var han kommet tættere på sin søn end han længe havde været. Denne aften kunne han mærke ham, fornemme ham. Denne aften følte han sig ikke længere som en utilstrækkelig far, en far hvis børn ikke gad ham, en far der svigtede familien fordi han ikke kunne tåle at blive for stresset. Denne aften var første gang i næsten ti år, at hans øjne blev vædet med tårer af lykke. 

*

Cathryn lod sig glide ned i det oprørske bad af varmtvandsbobler, og fornemmede en lun velvære smelte ud i hendes krop og sprede sig ned imellem muskelfibrene så de løsgjorde sig og afspændtes. Hun lod sig selv blive trukket længere ned i det boblende bassin af opvarmet vand, indtil hendes bagparti ramte fremspringet i bassinvæggen der fungerede som en bænk. Armene lænede hun imod kanten og spredte ud til hver side, inden hun lagde hovedet tilbage, sank ned og lod vandet nå hende til strubehovedet. Hun lukkede øjnene og vendte ansigtet imod loftet. Tankerne trak sig sammen i hendes hoved, blev blæst i striber af velværen, og hun lod ikke sin koncentration blive rettet imod noget som helst andet end boblerne der eksploderede imod hendes hud og son dansede henover hendes næsten nøgne krop.

   En svuppende lyd, da Daniel krydsede over flisegulvet fra bassinet, barfodet, med et håndklæde om halsen og løse badebukser til at dække skridtregionen. Han besteg de tre trin til boblebadet, og lod sig glide ned i vandet ved siden af Cathryn. Så snart hans hud kom i kontakt med de lune vandbobler, lod han en tilfreds "aaah" undslippe sine læber. 

   Cathryn åbnede øjnene, betragtede det buende loft syv meter over dem. Daniels hånd krøb sig hen langs kanten af bassinet, nåede hendes skulder og gled sig ind under den. Trykkede imod skulderbladende. Hun vendte ansigtet imod ham, smilte og rykkede sig tættere så hun kunne hvile sit hoved imod hans kraveben. Boblerne omsluttede dem i en hinde af lyksalighed. Den vedvarende brusen var hvad som brød den lange efterfølgende tavshed. 

    ”Det er fantastisk. Det er første gang i... flere år tror jeg... at min søn har givet mig et kram.“ Daniel kiggede op i loftet da han sagde sætningen. 

   Cathryn lod endnu et smil krakeleres i hendes ansigt som hun lukkede øjnene og trykkede sig tættere ind til sin mand. ”Du er en fantastisk far, Daniel, og det ved jeg han syntes. Selvfølgelig giver han dig et kram. Han elsker dig.“

   ”Det er svært at tro.“ Daniel lod stadig blikket være rettet op til loftet. Hans stemme var blød, svag, men Cathryn havde ingen problemer med at registrere de bagvedliggende følelser der syntes at ophobe sig. ”Det er svært at tro, at... de stadigvæk vil holde af mig. Efter alle de gange jeg har svigtet dem. Efter alle de gange... jeg ikke har været det for dem. Hverken for Michael, eller... for Kate. Det er svært at tro, at... i hvertfald Michael... stadig elsker mig.“

   ”Daniel, hold nu op.“ Cathryn vred hovedet rundt og kiggede op imod ham. Hans ansigt var vendt bort. De brune øjne var rettet fjernt og blankt ud i luften. ”Vi har været igennem det her før, og du har ikke svigtet. Du har bare haft nogle hårde perioder, men de forstår det. Selvfølgelig har det også været hårdt for dem... jamen for pokker, det har da været pisse hårdt for mig...  men det er fortid nu. Lad nu være med at tænk på det. Tænk på, at nu er vi her, i vores drømmehjem. Hvor vi kommer til at få det fantastisk.“ 

   Han svarede ikke. Kiggede blot. Væk. 

   Hun sukkede, og strakte sig op. Lod sin mund møde hans. Kyssede ham et par gange. Han drejede hovedet, hvorefter han kyssede hende tilbage. Flere gange.

*

Den knugende fornemmelse i maven holdte Kate vågen. Hun lå på siden, med dynen trukket op til sig og ansigtet vendt ind i værelset af natsort. Omridset af garderobeskabet i den modsatte ende af rummet, blev gradvist tydeligere jo mere hendes øjne vænnede sig til mørket. Billedet af vandhanen der sendte strålen ned i vasken med den beklagende piben, sad fast i hendes hoved, afspilledes igen og igen. Den knugende mavetomhed voksede, og en kold kildren løb henover hendes hud. En skratten, ganske svag, begyndte at manifestere sig et sted i mørket, og til at starte med lagde Kate ikke mærke til det. Hun lagde kun mærke til tankebillederne, til den kolde kildren og den knugende tomhed, men da lyden syntes at blive højere, gled hendes øjne væk fra skabsomridset og opad mod loftet.

   Crrtj... crrtj... crrrtj...

Det kom fra loftet. Det blev hun mere og mere sikker på. Hun vendte sig om på ryggen, så ansigtet var rettet imod loftsplankerne, overvejede at tænde lyset men tøvede. Lyttede noget mere, som et køligt sug borede sig ned i hendes bryst. Stilhed. En svag, knap hørbar, rislen af vand der ekkoede sig igennem radiatoren. Så igen. 

   Crrrtj... crrrtj... crtj...

   Hun løftede hånden, lod den søge igennem mørket og hen til natlampen der var blevet skruet fast til væggen lige under plakaten af Eminem. Hendes pegefinger gled over metalpladen, og standsede ved trykkontakten. Strammedes og gjorde klar til at presse ind. Hendes øjne dansede rundt, men hun kunne ikke se andet end livløse gråsorte nuanceringer og antydningen af en loftslampe og træpaneler.

    Lyden kom for tredje gang. Svagere.

   Crrtj... crrrtj... crrrtj... crrtj

   Hun aktiverede lyset og satte sig op samtidig med at hun lagde hovedet tilbage. Fæstnede blikket imod loftet. Loftspladerne var intakte, men hun var næsten sikker på at det var negle der skrabede henover træ. Tanken alene var nok til at få de små hår på armene til at rejse sig og en ubehagelig kildren til at suge ned igennem benene. At nogen, selvom der ikke var andre end hende og Michael, skrabede imod loftet med negle. Lyden kom igen. Trods hjertet begyndte at dundre i hendes ørergange, anstrengte hun sig for at høre hvor den kom fra.

   Crrtj-crtj-crrrtj... crrtj... crrrrtj

Det kom ikke fra hendes værelse, men inde i loftet. Måske oppe fra selve pulterkammeret. Eller loftsrummet. Kate var ikke sikker på, præcis hvad der befandt sig over hendes værelse, andet end at det var tomt. Der kunne i hvertfald umuligt være nogen deroppe, som skrabede sine negle imod gulvplankerne. Hun gyste ved tanken. Nej. Der var ikke nogen mennesker deroppe. Måske var det bare mus. De havde haft mus hjemme i Hollow-huset, der lavede nogle af de samme lyde når de kravlede i væggen. Det var bare det. Mus. Ikke andet. Hun slukkede lyset, lagde sig tilbage i sengen og trak dynen opover sig på ny. Lyden kom igen, denne gang en anelse højere, men virkede stadig til at komme fra pulterkammeret på den anden side ad loftsplankerne.

   Crtj... crtj... crrrtj...

   Hun lukkede øjnene og gad ikke spekulere mere på det. 

   Crrrtj... crrrtj... crrrtj... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...