Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5413Visninger
AA

12. ...11...

At indrette herregården og de forskellige værelser, tog kortere tid end nogen i familien Hollow havde forventet. Til trods for de mange lokaler, lange korridorer og 11 forskellige gæsteværelser - tre på første og anden etage og yderligere fem i stuetagen -, 3 opholdsstuer og et kæmpe bibliotek, var det ikke svært at møblere rundt. De viktorianske møbler og mahognitræsborde rundt omkring i herregården, lettede arbejdet betydeligt, og på mindre end fem timer havde alle lokalerne fået Hollow-familiens eget personlige præg. 

  Kate indrettede sit værelse med de tre forskellige plakater - den ene af Eminem, den anden af Pussycat Dolls, og den tredje af Orlando - "de der blå øjne er bare så fucking lækre" - Bloom. Garderobeskabet havde tre knagerækker efter hinanden, så alt tøjet hang hun i systematisk orden - hverdagstøj forrest, sommertøj i midten og tøj til særlige lejligheder bagerst. Sko, jakker, trøjer, kjoler, nederdele, jeans blev alt sammen delt op i systemer. Radioen stillede hun i den brede marmorbelagte vindueskarm, sammen med kalenderen og de tre dekorative glas hun havde lavet i billedkunst et par år tilbage. Kasser blev pakket ud, opslagstavler blev sat op, hylder blev samlet - det hjalp Daniel med - og på en halvanden time havde hun fået værelset til at minde om det hun havde haft hjemme i London, hvis man så bort fra dens dobbelte størrelse og udsigten udover det grønne areal. 

   Daniel hjalp også Michael med at få boret de respektive hylder i væggen, samt med at få flyttet sengen og samlet skrivebord og kontorstol. Efter en kort frokost - det var et frit valg, og man kunne selv smøre sig noget toast og spise noget frugt hvornår end det lystede -, begyndte han at få orden på kontoret. Lokalet udgjorde det meste af den vestlige sydfløj, kun afløst af et toilet til sidst. Det var det længste kontor, han nogensinde mindedes at have været i, samt det pæneste - Med de brune egetræspaneler som udgjorde vægge og loft, de mange reoler og borde vidste han, at papirer ikke ville opstakke sig ligesom hjemme i Hollow-huset. Her, så afsides fra det øvrige af herregården, kun med ét sæt vinduer som vendte ud mod gårdspladsen, og med mulighed for at låse egetræsdøren efter sig, følte Daniel allerede, at dette lokale, som udstrakte sig flere meter foran ham, for til sidst at ende i en indskrænkende passage afgrænset af en mørkebrun egetræsdør med dørknob indtil badeværelset, var hans domæne. Det eneste sted i hele bygningen, han ikke behøvede at dele med nogen - ikke engang Cathryn -, hvor han altid kunne trække sig tilbage og låse sig inde hvis han havde brug for ro, hvor han kunne fordybe sig i en fantasiverden, i en bog eller en god film eller nyhedsavisen, hvor han kunne gøre forretninger og styre sin hjemmeside uden at blive forstyrret. Han brugte timer efter timer på at møblere om, på at samle de hylder og borde og skuffer som ikke allerede var i lokalet, på at ordne de to computere, på at blande Hollow-møblerne med de viktorianske sofaer og stole, der indgød en essens af sent 1800-tal, tidligt 1900-tal. Særligt sofagruppen der stod modsat vinduerne, med den største af dem værende en viktoriansk firemandssofa med tilhørende bord understøttet på løvefødder af gulglinsende guldmetal, fangede Daniels interesse, og han følte sig allerede draget til den, måtte bare prøve den. Eller måske kunne den sælges, og... 

   Nej, tænkte han, Cathryn havde ret. Møblementet i Hildread var til fri afbenyttelse. Det var antikviteter, kunne sikkert sælges til gengæld for endnu større mængder penge, men uden dem mistede herregården sin charme. Det var bedst at beholde dem. Men én ting var dog sikkert, og det var at dette kontor, dette egetræslokale, allerede havde stukket ham med sin magt, og han var blevet forelsket ved første øjekast. Ikke engang biblioteket, med sine kongelige reoler der i række efter række strakte sig opad, eller den mægtige riddersal med højt til loftet, eller hall'en med krystallysekronen, eller svømmepølen og spabadet, eller arbejdsværelset med glasbordene og de guldindlagte stole i østfløjen, syntes at kunne måle sig med dette lokale, hvor han havde besluttet sig for at indrette sit kontor. Det eneste guld var listerne der omkransede vinduene, dørknobene og løvefødderne ved sofabordet langs den rødbrune trævæg. Det var måske nok et af de lokaler i herregården, udover loftslokalerne, der var mest sparsomt på guldmaterialer, men alligevel var Daniel draget til det. Som han gik omkring i lokalet, undersøgte både kontoret og toilettet, havde han en fornemmelse af, at det ikke var ham som havde valgt dette lokale, men derimod lokalet der havde valgt ham. Som hvis egetræspanelerne på væggen og de aflange glatte planker der udstrakte sig på gulvet, havde en sjæl, en personlighed. At den svage kulde, der konstant tilførtes fra aircondition-anlægget - som kunne justeres til både koldt og varmt luft - var lokalets ånde, at døren var munden og kontoret var kroppen. Og at det var ham, der var hjertet. 

  Han vidste allerede inden han var færdig med at indrette det og samle skrivebordet og hylder og skuffer, at dette lokale var hans. Og hans alene. 

*

Cathryn prøvede så vidt muligt på at undgå metalvogterne i riddersalen. Indbildning eller ej, fornemmelsen af koldt forkrøb sig langs med hendes rygsøjle hver gang hun nærmede sig, og forvisningen om at hun blev betragtet, voksede jo tættere på dem hun kom. Den drænende følelse af håbløshed fik det til at trykke i brystet og gjorde hendes arme sløve, og hun nægtede at bevæge sig forbi dem. I hvertfald alene. Måske skulle de skaffe sig af med dem, sælge dem, før hun endte med at få mareridt af dem. Uanset hvad, var hun i tvivl om at hun ville kunne holde ud at gå forbi dem morgen efter morgen, at opleve den samme stikken af overvågning, under resten af deres ophold uden at ende med at blive sindssyg. Måske var hun bare træt og overanstrengt. Måske var det bare det. Hun kunne ikke svare på det, var også ligeglad. Hun skulle bare ikke i nærheden af dem. Bare det at hun passerede forbi riddersalen for at komme op til trappen, var nok til at den drænende fornemmelse begyndte at trække hende, og hun kunne ikke lade være med at sætte farten op for at komme væk derfra så hurtigt som muligt.

   Det var bare hende, prøvede hun at overbevise for sig selv. Hverken Kate, Daniel eller Michael så ud til at blive det mindste berørt af at gå igennem riddersalen - De gik der endda flere gange, både for at hjælpe hinanden med indretning af den orientalske opholdsstue for enden af salen, samt for at få lagret bøger og film op i østfløjens bibliotek. Kasser blev båret ned i vinkælderen og bryggerset, og Michael og Daniel hjalp hinanden med at få samlet fryser og køleskab, som skulle stå i kælderdepotet, alt sammen i østfløjen. De behøvede ikke at tænke på vaskemaskine eller tørretumbler, da alle disse ting var med som en del af inventaret. Og hvis der ikke var nogen andre blandt familien, som så ud til så meget som at bemærke rustningerne, var det nok bare hende. Hende og de forbandede gysere, hun havde en tendens til at fordybe sig i lidt for ofte. 

  Istedet koncentrerede hun sig om de øvre etager af herregården. Hun koncentrerede sig først om første etage, hvor hun stod for det meste af indretningen i gæsteværelserne. Musikrummet, det firkantede lokale med det sorte presseningstildækkede flygel i det ene hjørne, der befandt sig overfor hende og Daniels soveværelse,  kunne bruges som et arbejdslokale. Arbejdsværelset i østfløjen kunne forvandles til endnu en opholdsstue, eller måske et mødelokale. Cathryn var endnu ikke sikker. Hun ville snakke med Daniel om det, men gad ikke tage stilling til det i dette givne tidsrum, da hun så ubenægteligt ville få sine tanker ledt hen på rustningerne. Af samme grund lod hun flygelet med hjulunderlaget blive stående. 

   De kasser med ting, som hverken hende eller Daniel kunne finde noget at bruge til lige nu, blev båret op til pulterkammeret på tredje etage. Undervejs spurgte hun både Kate såvel som Michael, om de havde noget som de ville have bragt med op. Det var der ingen af dem som havde. Det gjorde at hun kun behøvede at bære tre kasser, forbi galleriet med de mange mannequindukker med skræddersyede klædninger - hun overvejede også at tage dem med op, men ville vente og spørge Daniel ad -, videre op ad trætrappen. Pulterkammeret var køligt, lavet af lyst træ og strakte sig hen mod en aflukket dør i den fjerneste ende. Hendes nysgerrighed tog over for et kort øjeblik, hvor hun stillede kassen fra sig, bevægede sig frem, fyrre meter hen til døren. Efter lyden, der svagt bølgede op gennem gulvbrædderne nedefra forstod hun, at hun måtte befinde sig et sted over trappen. Hun standsede. Lod fingrene omslutte det cirkelrunde dørgreb, hvormed hun strammede håndmusklerne. Drejede. Intet skete. Hun drejede den modsatte vej, indtil hun mødte modstand, hvormed hun gav slip. Erkendte, at dette måtte være endnu en af de forseglede døre, der enten førte til et indemurede rum eller et aflåst værelse. Der var ikke nogen grund til at spilde mere tid her. Hun vendte sig om og satte kursen tilbage imod trappen i den fjerne modsatte ende af pulterkammeret, men efter blot ti skridt, mærkede hun en kulde omslutte hendes hud, og en pludselig indskydelse til at skynde sig væk, blandet med en uforklarlig kildren i nakken, fik hende til at sætte farten op. Da hun nåede trætrappen, var pulsen ændret til det dobbelte. 

 

*

 

Klokken var 17:23, da Cathryn bankede på døren indtil Daniels kontor, for herefter at vride dørgrebet rundt og åbne. Et sted i bygningen hørte hun svagt lyden af rapmusik, enten fra Michaels eller Kates værelse, men lod sig ikke blive synderligt berørt af det. Hun var vant til det fra Hollow-huset, og så længe de ikke skruede så højt op at bassen begyndte at forplante sig igennem husets fundamenter, forstyrrede det ingen.

  En metallisk banken dundrede sig igennem luften da hun gav slip på dørgrebet og bevægede sig ind i lokalet. Idet hun rundede hjørnet få skridt senere og drejede til venstre, så hun Daniel i den anden ende af kontoret ligge udstrakt på gulvet, med et halvfærdigt skrivebord hævende over sig. Søm pegede opad fra munden, og alt hans fokus så ud til at være på hammeren, han i vedvarende bevægelser svang frem og tilbage, frem og tilbage. Det gjorde hende varm at se ham være så fokuseret, og selvom det de fleste andre dage ville forurolige hende ikke at se ham i flere timer selvom han var hjemme, kunne hun knap nok tilbageholde smilet ved det blotte syn som imødekom hende. Hendes mand elskede stedet. Og det her var endnu et bevis.

   Hun bevægede sig på ny frem, forbi reolerne og sofaen. "Skat?"

  Daniel løftede brynene og vendte hovedet, sænkede herpå sin hammer og fjernede sømspidserne fra munden. "Åh. Hej. Hvad er klokken?" Han strakte sig op ved hjælp af albuerne, og lod sine læber møde hendes. Hun var nødt til at knæle ned for at være i mundhøjde med ham. 

  "Den er snart halv seks." Hun rettede sig op og tog et kig på sit armbåndsur. "Går det godt?"

  "Så mange?" Han blev ved med at støtte sig til albuerne, som han bøjede hovedet og vendte blikket fremad. "Well, jeg skal stadigvæk have harddisken ind i min stationære, når jeg er færdig med skrivebordet, og så skal jeg have hængt nogle billeder og malerier op, så her ligesom bliver... Hollowsk. Men ja, det går godt. Der kunne virkelig ikke være noget bedre sted til et kontor, end her. I bloody love it.". Han bøjede ansigtet tilbage så han kunne kigge på hende, og buede læberne i et smil. 

   "Det er jeg glad for at høre, min egen. Hvad, øhm... jeg spekulerede lidt på, om vi skulle tage en tur i byen i aften? Måske til Southampton eller en af de mindre byer i området? Måske spise på pizzaria eller restaurant eller noget. Bare for... ligesom, du ved.. at fejre at nu er vi her endelig."

   Daniel kneb det ene øje sammen. Lod stilheden rulle sig indover kontoret, så lyden af det tikkende bornholmerur i vestfløjen - ligeledes et de havde haft med hjemmefra, og som Daniel havde arvet fra mor Grace -, buede om hjørnet og stedfast nåede deres ører, omend svagt. Så. "Ved du hvad, Cathryn? Det lyder som en... fremragende idé. Jeg vil bare lige have gjort det her færdigt. Jeg regner ikke med at der går meget mere end en halv time, og så kan vi smutte til Southampton. Routeren er tændt, så der skulle vist ikke være noget problem med at komme på internettet, så du kan jo eventuelt benytte ventetiden med at finde et eller andet sted. Gerne med gode anbefalinger. Kun hvis du vil. Jeg skal endelig ikke tvinge dig." 

   Cathryn lod en svag, men kærligt ment, kluklatter forlade læberne. "Det er bare i orden. Jeg vil ikke forstyrre dig mere så. Jeg elsker dig." Hun vendte ryggen til og begyndte at gå tilbage imod vestfløjen, men havde ikke bevæget sig mange meter, før Daniels stemme brød igennem stilheden.

   "Cathryn, to sekunder." 

   Cathryn drejede sig rundt. 

   "Øhm, det er bare lige... jeg er ikke sikker på at jeg husker det, så derfor vil jeg rigtig gerne at du gør mig en tjeneste. Der, øh, står en kasse nede i bryggerset... Med dele til en elektrisk modelhelikopter. Den må du rigtig gerne hente og bringe herind." 

   Bryggerset. Det betød at hun skulle igennem riddersalen. Og forbi metalmændende. Rustningerne. Ilningerne jog igennem hendes krop ved den blotte tanke, men hun valgte at lade være med at modsige sin mand. "Jo, selvfølgelig. Hvordan ser den ud?"

  "Den er sort. Aflang. Omkring den her størrelse." Han bredte hænderne ud for at vise hende størrelsen. "Den er ikke så svær at finde... den står lige for foden af trappen, og er nok det første man ser når man kommer derind." 

   "Okay. Jamen, så henter jeg den." Det blev leveret med et smil, for at skjule den drænende prikkende frygt, hvormed hun på ny vendte sig rundt. Hun blev tung i maven. Bag sig hørte hun Daniel. 

   "Og hvis du kommer forbi Michael, så vær sød ikke at sige noget til ham. Det er en overraskelse."

   Hun svarede tilbage ved at strække armen bagud og vise en opadpegende tommelfinger. Herpå drejede hun til højre, forsvandt ud af kontoret og ind i vestfløjen. Jo tættere hun bevægede sig spisesalen, hvor hun ville have frit udsyn til riddersalen og Hall'en, jo tungere og mere sammenknugende syntes den imaginære sten i hendes mave at blive. Det prikkede og stak i hendes hud, da hun skridtede henover Hall'en, kom tættere, stadigt tættere på riddersalen. Hun var nødt til at holde vejret og modkæmpe den voldsomme, nær uimodståelige trang til at vende om og løbe, løbe, løbe... 

   Riddersalen var stille. Så snart hun var trådt igennem døråbningen, var Daniels hamren imod skrivebordets metalstænger, blot en dæmpet dunken. Popmusikken fra gangen hvor de to teenagere havde deres værelser, var kun en svag mumlen, knap hørbar. Stilheden kvalte lyden. Selv hendes egne fødders gang henover træbrædderne, forekom hende urealistisk svagt. Den første ridder tittede frem efter fem skridt. Musklerne i hendes lår strammedes. Hjertet gik amok, trommede og dundrede og rullede rundt i brystet, som prøvede den at slippe fri og sammen med resten af hende kaste sig væk fra området og skynde sig tilbage til Daniels kontor, i sikkerhed. Hvor hun ikke var alene.

  Som hun nåede starten af østfløjen, som de to riddere bevogtede, forekom ridderen med sværdet tættest på hende, forandret. Hovedet var bøjet mere sammen end sidst hun havde gået forbi den. Det var hun overbevist om. Og fingrenes greb om sværdet var blevet hårdere, mere knugende. Nej. Det passede ikke. En ridder kunne ikke bevæge sig. Hun lukkede øjnene i en række flimmerbevægelser, pustede ud og tog det første skridt. Den gyselige prikken på huden blev kraftigere. Hun åbnede øjnene, fokuserede blikket ligefrem for sig, satte den ene fod foran den næste. Ikke tænk på rustningen. Det er bare metalfigurer, og metalfigurer er døde. Metalfigurer er døde, døde, døde, døde...

   To skridt. Tre skridt. Ridderne var først på begge sider af hende, så bag hende. Jo tættere hun kom på åbningen til biblioteket, desto længere bag sig var ridderne. Men hun var ikke i sikkerhed. Slet ikke. Blikke stak hende i nakken, kildrede nedover ryggen, og sveden sprintede slimet frem på hendes håndflader. En svag metallisk knirken, en underlig rusten lyd af en vridende bevægelse bag hende, brød stilheden. Hendes mundhule snørede sig sammen og tørrede ind og hun satte farten op, var fristet til at sætte over i løb, men bevarede roen. Lyden var blot indbildning. Intet andet. Det var blot alle de gysere. Kun dem. Kun... dem... 

   De usynlige blikke forsvandt ikke, før hun var kommet igennem biblioteket og kunne lukke døren efter sig. Hendes ben rystede, da de førte hende frem. Hun nåede kældertrappen efter tre gyselige minutter, følte sig på ingen måde i sikkerhed, snarere udsat og forfulgt. Hun tændte lyset, og ganske som Daniel havde fortalt, stod der en sort aflang papkasse hvilende imod murstensvæggen for foden af trappen. Hun tøvede ikke med at tage den og skynde sig væk. Og idet hun trådte ud fra biblioteket og atter havde frit udsyn til ridderne, var hun sikker på, at den ene af rustningerne - den med morgenstjernen - havde vredet sit hoved rundt, så det nu vendte imod biblioteket. Hun undertrykkede trangen til at undslippe et skrig, men satte nu alligevel farten op, næsten til løb, og tøvede ikke et øjeblik med at hoppe forbi dem og dreje til venstre. Endnu en metallisk knirken bag hende. Denne gang var det ikke nok med blot at gå hurtigt. Hun besluttede sig for at sætte sig over i løb.       

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...