Først alene, så fortabt (one shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 23 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jeg har skrevet en novelle i dansk, og nu tænkte jeg at jeg ville dele den med jer. Håber i vil læse den, og kommentere hvad i synes om den. Ved godt at det her resume er mega kedeligt, og coveret med, men jeg håber nu at i gider at læse den alligevel, det ville være så super dejligt

2Likes
2Kommentarer
139Visninger
AA

1. Først alene, så fortabt

”Det kan du ikke tillade dig overfor Flemming!”, råbte mor. Jeg svarede hende ikke, kiggede bare ned i jorden. “Kig på mig når jeg taler til dig!”, råbte mor. Jeg blev ved med at kigge ned i jorden. “EIGIL PETER HANSEN! Kig på mig når jeg taler til dig!”, råbte mor, jeg kiggede op på hende. Hun havde tårer i øjnene. Var hun virkelig så skuffet over mig? Var jeg sådan en dårlig søn? ”Hvad fanden er det jeg har gjort?”, spurgte jeg, mor kiggede chokeret på mig ” Hvor vover du at sige “fanden” i mit hus?”, hørte jeg Flemming spørge mig om. Hvorfor skulle Flemming altid komme? Sådan en idiot. Jeg kunne ikke se hvad mor så i ham.

”Farvel!”, råbte jeg. Jeg kunne ikke klare at bo i samme hus som ham længere, så jeg løb. Over til far. Jeg tog altid over til far, når jeg ikke kunne klare Flemming længere, så jeg var faktisk ved far ret tit. Far var den eneste, som rigtig forstod mig, den eneste som rigtig passede på mig, den eneste som elskede mig. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor mor tog mig med, da hende og far blev skilt, hun havde aldrig kunnet lide mig, hun havde altid hadet mig. Jeg ville meget hellere bo hos far, men der var et problem ved det. Siden mor var skredet, var far begyndt at drikke. Han drak ikke bare lidt, han drak meget, alt for meget. Jeg var bange for, at han ville dø fra mig, bange for at han ville drikke sig ihjel.

Faktisk var det ikke det eneste problem ved at bo hos far. Efter far var begyndt at drikke, var han holdt op med at betale huslejen. Han var blevet smidt på gaden, og nu boede han i en skov ovre ved parken. Jeg var egentlig også bange for, at han skulle dø af kulde. Ja jeg var i det hele taget bare rigtig bange for, at far skulle dø fra mig.

Da jeg var på vej over mod “fars” skov, så jeg blink fra en ambulance. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Så kunne jeg se det. Det var far, der lå på båren. Mit værste mareridt var gået i opfyldelse. Jeg løb over til båren og kiggede ned på far. Jeg mærkede noget fugtigt glide ned af min kind, jeg så det dryppe ned og lande på far. Tårer. Der kom en falckmand over til mig “ Kender du ham her?”, spurgte falckmanden forsigtigt, jeg kiggede op på ham og nikkede så. ”H..han..er min... far”, sagde jeg med gråd i stemmen “ Er han…….” jeg brød sammen i gråd, jeg kunne ikke sige ordet. ”Er..er han…” jeg kunne ikke sige det. ”Om han er død?”, spurgte falckmanden, jeg nikkede. Falckmanden kiggede ned på mig, så trak han mig ind til sig i et kram. ”Ja”, sagde falckmanden stille “ Ja, han er død. Det gør mig virkelig ondt”, sagde falckmanden. Jeg løb over til far og knugede ham ind til mig, imens jeg hulkede. Jeg ville ikke hjem til mor og Flemming igen, jeg ville hellere være alene. Jeg kunne godt bo i “fars” skov selv.

”Vi tager ham med på hospitalet, han skal tjekkes for hvordan han døde. Vil du med?”, spurgte falckmanden mig. På en måde ville jeg gerne, jeg ville gerne være sammen med far, men på en måde ville jeg ikke, de ville jo bare tage ham fra mig. Jeg rystede på hovedet ”Nej”, svarede jeg. Jeg knugede far ind til mig en sidste gang “ Farvel far. Jeg elsker dig, det har jeg altid gjort, og det vil jeg altid gøre”

Jeg så ambulancen køre væk med far, måske kunne jeg ikke bo uden ham alligevel, men jeg nægtede at tage tilbage til mor og Flemming. Uden far var jeg fortabt.

Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...