Et par kolde hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Igang
En fortælling om en piges oplevelser med kulturkløfter, venskaber og fastholdelsen af en facade. En facade der tager livet af hende.

2Likes
4Kommentarer
159Visninger
AA

3. På et hængende hår

På et hængende hår undgik jeg at jeg igen skulle skulle lyve for dem. Heldigvis skulle jeg arbejde den weekend de ville holde filmaften. Heldigvis. 

 

"Eeeej, det mener du ikke! Du kan sagtens tage tidligt afsted på arbejde næste dag." siger Jonas med et skuffet blik. "Nej, det gider jeg ikke desværre. Det er ikke lige hvad jeg magter." svarer jeg mens jeg prøver at grine lidt. Et falsk grin, men de opdager intet. 
"Jo, Elma, det kan du sagtens. Jeg har også været i byen og taget på arbejde næste dag. Hvis jeg kan så kan du også." bryder David ind med. Jeg kunne kværke ham i det han siger det. "Jeg er ligeglad med dig, David." svarer jeg tilbage med, mens jeg griner igen. Endnu et falsk grin. 
Jeg er blank for argumenter, men jeg skal arbejde og så er den ikke længere. Og jeg må heller ikke. Kan de ikke bare fatte det? 
"Nå, siden Elma ditcher os, så må vi have det sjovt uden hende... Hvad skal vi så have at spise? Og hvordan kommer vi hjem til dig, Jonas?" spørger Simone Jonas om, mens hun kigger skævt på mig. Hun irriterer mig. Simone. Hende ville jeg aldrig fortælle noget til der vedrører min anden etniske baggrund. Hun er dømmende. Under overfladen er hun fremmedshadsk. Det kan jeg se på hende hver gang hun er hjemme hos mig. Jeg kan ikke lide hende, ikke specielt meget. 

"Vi kan vel selv lave mad?" foreslår Anna og skuler ondt hen på mig. Hun bryder ud i et grin. "Arrr, det er for jokes!" råber hun til mig og giver mig en lammer. Jeg begynder også at grine. Oprigtigt. 
Anna  er forstående. Hun dømmer ikke. Hun er perfekt. Hende kan jeg godt lide, hun er fantastisk. Men det hjælper ikke noget, når jeg ikke kan fortælle dem om den egentlige grund til mit kommende fravær ved deres filmaften...

Så snart jeg kommer ind ad døren efter skole kan jeg dufte nybagt brød og traditionel bosnisk mad. Jeg kan mærke sulten snige sig ind på mig. Jeg skynder mig at sige hej til mine forældre og sætter mig til bords sammen med dem. Stilheden hærger ved bordet og vi skovler i os. Jeg elsker min familie. Jeg er stolt af min kultur og min baggrund. Min mor, min far, min søster og min bror. Alligevel frygter jeg dømmende blikke og dømmende ord. Andres tanker om mig. Om os. Om min kultur. 
Mine forældre er fra Bosnien, de er flygtninge fra borgerkrigen som toerriserede landet i 5 år. Og de er opvokset i en anden kultur og anden religion end kristendommen. 

 

Skal. Skal ikke. Skal. Skal ikke. Skal! Jeg overbeviser mig selv om at gøre et forsøg. Det kan aldrig skade at spørge vel? Jeg hiver fat i min mor og beder hende om at komme ind på mit værelse. Jeg lukker døren og trækker vejret meget tungt. Følelsen er der igen. Følelsen af de kolde hænder som har et stramt greb rundt om halsen på mig. Jeg kan ikke få vejret. Mit hjerte banker derud af. 
"Mor, må jeg tage i byen på fredag?" Jeg mistede modet. Jeg kender svaret i forvejen. Selvfølgelig må jeg ikke overnatte med drenge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...