Open up.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2016
  • Status: Igang
Du behøver ikke at læse den, det er bare min dagbog. Hvis jeg ikke skriver noget ned, så ender jeg selv med at gå mentalt ned. Jeg har ikke den største tiltro til folk, og jeg er bange for at gå dem på nerverne, hvis jeg snakker om mine problemer. Dette er den letteste måde. Jeg regner ikke med favoritlister,likes eller kommentarer, da det jo bare er en bog der indeholder mine problemer. Hvem vil ærligtalt høre på dem, og vide hvilket latterligt liv jeg har, når de selv har deres egne problemer at tage sig af.

12Likes
23Kommentarer
874Visninger
AA

5. 5.

14-06-2014

 

Så brød helved løs.
 

Det gik hurtigt, jeg fik næsten ikke set mig om. Min mor ringede, og bad mig om at tage tøj på, og gøre mig klar til at gå. Jeg stillede ikke spørgsmål, jeg gjorde det bare. Jeg fik det nok af vide når hun kom. Hun var kørt tidlig om morgenen med min bror og far. De skulle til fodbold med min bror, hvor min bror ikke havde spillet godt, så min far blev meget sur. Når han først bliver sur over fodbold, så er der intet der stopper ham. Han tager det meget seriøs, og en fejl kan næsten give ham et hjerteanfald.
Dog på vej hjem fra fodbold, råbte og skreg min far af min mor og bror. Min mor var åbenbart skylden for at min bror spillede dårligt, ifølge min far. Når min far først bliver vred, så slår han. Så på vej hjem, var han begyndt at slå på min mor langs armen, imens hun kørte bilen. Adskillelige gange måtte hun holde ind, fordi hun ikke kunne mere.
Det der skræmmer mig endnu mere, var at folk så det. De så alt det der skete i bilen. Gjorde de noget? Nej, de kiggede og gik videre. Så min mor blev slået hele vejen hjem, og min bror sad heldigvis langt væk fra ham, så min far ikke kunne få fat på ham.
Da de så kom hjem, blev jeg bedt om at gå ind i bilen. Jeg satte mig ind, og vi kørte hele vejen til min tante og onkel. Det var i bilen, jeg fik alt af vide. Da vi ankom, lod de som ingenting, selvom vi kom ret spontant. Min mor havde dog sagt grunden, men min fætter og kusine vidste intet. Det var så svært, at sidde og lade som ingenting.
Jeg tror dog det sværeste var, at jeg ikke havde nogen at snakke med. Ikke en eneste jeg kender, ved noget der sker hjemme ved mig. Jeg vil ikke turde at fortælle dem, for hvis det ryger videre, vil jeg ikke kunne leve med mig selv. Så jeg sad bare, og var ved at bryde sammen.
Det var så svært, så for en gang skyld kunne jeg ikke klare det. Jeg plejer at kunne holde ud, men denne gang knækkede filteret. Dog skulle vi hjem igen, da min mor skulle have sin medicin. Får hun ikke sin medicin, kan hendes helbred meget hurtigt blive værre, så det var vigtigt.
Vi kom hjem, og det første min far gjorde, var at lade os komme ind. Dog fik han fat i min mor igen, og de gik ind og snakkede i spisestuen. De råbte og de skreg, jeg forstod intet, fordi de råbte i munden på hinanden. Men den dag, var nok den dag jeg var ligeglad med alt. Jeg var ligeglad med, om der ville komme flere grimme ar, eller at det ville gøre svie når jeg tager bad. Nogen ting skulle bare gøres.
Det var ikke fordi at han gjorde mig noget, men når min mor først giver op, så ser jeg ingen grund til at fortsætte. Hun har ofte tænkt sig at give op, men hun kæmper for os, så når hun kommer grædende med blå mærker, så mister jeg den. Hun betyder meget for mig, og fortjener ikke den behandling. 

_________________________________________________________________________

Det skete for 2 uger siden ca. Jeg har først turde skrive det nu, for at være sikker på, at det har lagt sig. Jeg er bange for følgerne, men jeg tager det som det kommer. Jeg har ondt af alle de børn med vold i familien, eller der bliver udsat for forældrenes diskussioner, og bliver en del af dem. Ingen burde skulle igennem det. Det er forfærdeligt, og kan virkelig ramme en. Jeg er ked af, at det ikke er godt formuleret, men det er stadig lidt tåget for mig. Det var noget af et chok, at se et familie medlem give op en efter en.
-Anonymous.xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...