Open up.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2016
  • Status: Igang
Du behøver ikke at læse den, det er bare min dagbog. Hvis jeg ikke skriver noget ned, så ender jeg selv med at gå mentalt ned. Jeg har ikke den største tiltro til folk, og jeg er bange for at gå dem på nerverne, hvis jeg snakker om mine problemer. Dette er den letteste måde. Jeg regner ikke med favoritlister,likes eller kommentarer, da det jo bare er en bog der indeholder mine problemer. Hvem vil ærligtalt høre på dem, og vide hvilket latterligt liv jeg har, når de selv har deres egne problemer at tage sig af.

12Likes
23Kommentarer
858Visninger
AA

4. 4.

21-04-2014

Åh badet.

Badet er det sted, der giver en muligheden for at lufte tankerne. Om det er godt eller dårligt, har alle brug for at lufte tankerne. Du er i et lukket rum, hvor folk ikke kan komme brasende. Vandet har en dejlig temperatur, og hjælper med at få dig til at slappe af.
Du ved at du er alene, du ved at ingen dømmer, du kan være dig selv. Om det så kun er i 5 minutter eller en time, det er bare vigtigt at vide, at der stadig er en lille gnist i dig.
Dog er badet endnu et af de steder, jeg frygter mest, samt bilture. Jeg indser hvor alene jeg er. Hvor meget jeg har brug for en person til at være der for mig. Jeg har folk omkring mig det meste af tiden, og jeg nyder det skam også.
Jeg elsker de personer, jeg er sammen med, de betyder meget.
Jeg kan dog ikke regne med dem, når jeg har brug for det. Al den tillid jeg har bygget med dem, falder til jorden, så snart jeg får et tilbagefald. Jeg kan ikke stole på nogen, når jeg ikke engang kan stole på mig selv.
Jeg kan ikke love mig selv, at jeg skal spise. Jeg bryder for det meste mine egne løfter, så jeg tvivler stærkt på at andre kan love mig, at det bliver imellem os. Det er så trist, for flere gang har de vist sin loyalitet overfor mig.
Dog kan jeg aldrig starte en samtale om mig selv, eller bare få blandet det ind. Hvis der bare var et sted jeg kunne gå hen, uden folk stillede spørgsmål.
Ofte ender jeg på internettet. Det er min 'escape', og det har jeg det egentlig fint med. Det er dog hårdt, når jeg vil skrive med den eneste person som forstår mig. For han er næsten aldrig på, når jeg har brug for ham. Han har sit eget liv, men jeg vil gerne have at han er en del af mit. 
Det er ikke altid at internettet kan hjælpe, og fjerne alle de grimme tanker. Det kan gøre det modsatte, nemlig gør at jeg finder trøst ved noget skarpt. Eftersom det ser ud til, at jeg i 2 år har kunne finde trøst ved dem, uden at de siger mig imod. Der er altid noget skarpt, så jeg har altid noget at gå til. 
Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke har udført selvskade i godt og vel 3 uger. Men jeg ønsker det, som bare pokker. Der er nogle ting der stopper mig. Som foreksempel det faktum, at jeg skal til konfirmation, og jeg vil ikke have at arene er så tydelige, at de kan ses igennem strømpebukserne. Eller at pigerne fra min klasse ser mine ar, når vi skal på lejrtur. Så ender jeg med at få et anfald. Dog ved jeg ikke hvad der sker efter det, men man kan håbe at trangen har lagt sig. Lige for tiden, ser jeg ikke andet en rødt på mine underarme, som egentlig ikke er stedet jeg pleger at gøre det. Det er bare en stikkende og lokkende fornemmelse, der fremme lysten til at se noget rødt på mine håndled. 

Ikke rettet igennem

_______________________________________________________________________

Undskyld for at få det til at lyde som om at jeg er opmærksomhedskrævende, for ja. Lige nu føler jeg mig også meget opmærksomhedskrævende, og jeg bryder mig ikke om det. Jeg føler bare, at jeg snakker om alt muligt lort, som ingen bekymre sig om. Jeg vil ikke have medlidenhed, jeg vil bare have at folk har forståelse for, hvad der sker inde i nogen personers hoved. Grunden til at jeg siger 'nogen', er fordi, at jeg ved, jeg ikke er alene. Jeg er bare talsmand for alle de mennesker, der ikke tør komme ud med det. Stay strong.<3

-Anonymous.xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...