Take a chance

Hvad sker der når en ven fortæller at han er forelsket i en? Hvad sker der når man bliver truet med en kniv af den selv samme person som voldtog en? Det kan denne fanfiction svare på. Corinne er Zayn's søster, og er rigtig gode venner med resten af drengene. Men hvad sker der når Zayn slet ikke forstår hende, og hun er deprimeret hele tiden? En ting er sikker. De andre vil kæmpe for at få Corinne i bedre humør...

7Likes
6Kommentarer
1336Visninger
AA

4. you hurt me

Vi sad i Zayn's bil på vej mod Harry og Louis' lejlighed. Zayn's lejlighed var der ikke stemning for at skulle tilbage til, lige foreløbig.

Jeg var stadig svær at komme i kontakt med, og jeg havde forholdt mig tavs siden det skete.

Zayn placerede hans hånd på mit knæ, hvilket fik mig til at se op på ham. Han var også meget tavs, men han gav mig dog et lille opmuntrende smil.

Jeg så blot ned igen, og forholdt mig stadig tavs hele vejen til lejligheden. De andre drenge var der allerede.

Jeg så ned på min meget ømme fod. Der var sat lidt forbinding på, efter skårene var blevet fjernet. Dog gjorde det rigtig ondt at gå endnu, så Zayn insisterede på at støtte mig, eller bære mig igen. Jeg gav mig og lod ham støtte mig.

Dog gjorde det stadig ondt, og Zayn kunne se det på mig. Lidt efter lå jeg igen i Zayn's favn, og han gik op af trapperne med mig. Hurtigt blev han lukket ind af Harry.

Han kastede et bekymret blik på mig da Zayn passerede ham, endnu i tavshed. Han fik mig ind i stuen hvor de alle sad.

Hurtigt placerede han mig i sofaen, og gik ud i gangen igen for at få skoene af. Liam som sad ved siden af mig, lagde armene om mig. Det fik mig til at græde lydløst igen.

Han strammede grebet lidt. "Jeg troede aldrig jeg skulle opleve noget, mere forfærdeligt" sagde Liam så, og brød den underlige tavshed. Jeg sagde slet ingenting i den tid Liam sad med armene om mig. Jeg rystede også stadig lidt fra oplevelsen. Ingen sagde noget.

"Måske vi skulle få os noget mad" sagde Louis. Alle nikkede, undtagen mig. Jeg havde forholdt mig tavs hele tiden. Jeg havde måske sagt to eller tre ord, men ellers var jeg bare stille. Drengene havde flere gange prøvet at få mig til at sige noget, men jeg sagde ingenting.

Jeg sad og stirrede på den endnu tomme tallerken. Louis lagde en hånd på min skulder, hvilket fik mig til at se op på ham. Han så bekymret og bedende på mig, hvorefter han nikkede mod Zayn.

Zayn så nedtrykt på mig, og han så heller ikke ud til at have så meget appetit. Jeg rejste mig langsomt med blikket i jorden. Jeg gik ud af køkkenet og mod badeværelset.

Ingen af drengene sagde noget, eller prøvede at stoppe mig. Jeg var på en måde taknemmelig for det, og så alligevel ikke...

Jeg kom ud på badeværelset og lod mig selv glide ned af væggen. Jeg gemte ansigtet i mine knæ. Dog nåede jeg ikke at sidde der ret længe før Liam kom.

"Hey.. Kom her" sagde han, og hjalp mig op. Straks trak han mig ind til ham og jeg gemte ansigtet i hans bryst.

"Bad jeg dig ikke om at holde dig fra min søster?" Lød det fra døren. Zayn. Jeg så såret på ham. "Bad du ham om at holde sig fra mig?" Spurgte jeg såret.

Tårerne begyndte at bane sig ned af mine kinder. Jeg havde ikke sagt noget i flere timer, og når jeg så endelig skulle sige noget, var det det der skulle forlade min mund. Jeg rystede på hovedet.

"Du er for meget, du er. Kan du ikke selv se det?" Græd jeg. Liam forlod langsomt badeværelset uden et ord. Zayn gik hen mod mig, men jeg trådte blot tilbage.

"Hold dig fra mig" sagde jeg hurtigt uden at kigge på Zayn. Han ignorerede mig. "Lad mig være Zayn!" Sagde jeg højt nok til at Louis og Harry kort efter stod i døren.

Jeg gik længere og længere tilbage. Harry tog blidt fat i Zayn, og trak ham tilbage igen. Louis gik hen mod mig, og jeg lod ham omfavne mig.

"Hvad sker der?" Spurgte Harry så. "Han har bedt Liam om at holde sig fra mig.." Græd jeg, mens jeg kiggede på Zayn.

De så begge bebrejdende på Zayn, som blot rystede på hovedet og gik ud af badeværelset. Kort efter kom Liam igen ind sammen med Niall. Louis førte mig hen til Liam som hurtigt lagde armene om mig igen.

Jeg lod endnu en gang mit ansigt gemmes i hans bryst, og jeg følte mig tryg. Tårerne stoppede langsomt, da Liam havde holdt om mig i et lille stykke tid.

Niall, Harry og Louis så bekymret på mig. "Tag hende med hjem.. Vi snakker med Zayn" lød det fra Louis. Liam nikkede lidt, hvorefter Louis og Harry vekslede blikke inden de alle tre forlod badeværelset. "Kom" sagde Liam kort efter. Jeg fulgte blot med ham.

Næste dag:

Det var lykkes for Liam at få mig til at grine lidt, og jeg snakkede en hel del nu.

Louis kom forbi lige om lidt, så lige nu lavede vi ikke noget specielt. Vi lå faktisk bare sammen i sofaen og snakkede en hel del.

"Tak" sagde jeg bare ud af ingenting. "For hvad?" Spurgte han så. "For det her. For alt" svarede jeg. "Selvfølgelig" svarede han så. Kort efter ringede det på døren, og Liam måtte rejse sig. Jeg kom selv ordentligt op at sidde igen.

Der gik ikke lang tid før Louis dukkede op. "Corinne!" Sagde han glad, og jeg rejste mig for at give ham et knus. "Jamen søde dog. Du smiler jo" sagde han. Jeg sendte ham endnu et smil, og begyndte så på en uendelig samtale med ham og Liam.

Louis blev ved med at smile, når jeg grinte eller når jeg rent faktisk sagde noget.

Samtalen blev pludselig afbrudt da Zayn kom styrtende ind og nærmest hev mig op fra sofaen. "Slip mig!" Sagde jeg. "Zayn!" Sagde Louis strengt. "Du kommer med mig" sagde Zayn og begyndte at hive mig med ham.

Louis og Liam prøvede at stoppe ham, men intet hjalp. Han fik mig ind i hans bil kort tid efter.

Han kørte afsted før Liam og Louis nåede bilen. "Kan du ikke bare lade mig være Zayn" udbrød jeg, mens tårerne begyndte at trille igen. Han svarede ikke, men kørte blot hurtigere.

To uger senere:

Siden Zayn havde hentet mig på den måde, havde han forbudt Liam at komme i hans lejlighed.

Jeg var igen tavs hele tiden, og græd hver eneste aften. Niall havde flere gange prøvet at trøste mig, men intet hjalp.

Harry og Louis var flere gange kommet kun for min skyld. Jeg havde intet spist de sidste to uger, men Zayn forstod ikke at kun Liam kunne få mig til at smile, snakke og spise igen.

Han havde prøvet at tvinge mig til at spise noget, men jeg nægtede ved blot at ryste på hovedet.

Jeg havde ikke sagt et eneste ord til nogen, siden den dag. Jeg savnede Liam...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...