Take a chance

Hvad sker der når en ven fortæller at han er forelsket i en? Hvad sker der når man bliver truet med en kniv af den selv samme person som voldtog en? Det kan denne fanfiction svare på. Corinne er Zayn's søster, og er rigtig gode venner med resten af drengene. Men hvad sker der når Zayn slet ikke forstår hende, og hun er deprimeret hele tiden? En ting er sikker. De andre vil kæmpe for at få Corinne i bedre humør...

7Likes
6Kommentarer
1351Visninger
AA

25. "Unbelieveable, Sophia!"

Liam's synsvinkel:

Jeg så med det samme alle pigerne i en kæmpe kreds, da jeg kom ind i lufthavnen, og vidste dermed at det var Zayn og Niall der var der.

Zayn havde fortalt mig at han havde taget Corinne med. Niall og Zayn kom med besvær ud gennem de skrigende piger. "Hvor er Corinne?" Spurgte jeg lavt Zayn om. "Er hun ikke hos dig?" Spurgte han, og kiggede rundt mellem pigerne. "Nej, jeg er først lige kommet" sagde jeg.

En eller anden prikkede til mig. "I leder efter Corinne ikke?" Spurgte pigen hurtigt, og chokeret. "Jo, har du set hende?" Spurgte Zayn. Hun sank en klump. "Jeg så en eller anden dreng trække hende med sig ud på.." Sagde hun, og pegede mod toiletterne.

Jeg vekslede chokeret blikke med Zayn. "Nialler.. Skynd dig at komme" sagde jeg, da vi var på vej over mod toiletterne. "Jamen fed velkomst Liam" sagde han, og prikkede drillende til min arm. Jeg slog hans hånd væk. "Ikke lige nu Niall" sagde jeg, og slog døren til toilettet op. Niall's øjne blev store, og Zayn stivnede.

Jeg holdt hovedet koldt, og gik hen mod drengen, der prøvede at fjerne Corinne's bluse. Corinne græd uafbrudt, og lagde knap nok mærke til mig, før jeg tog fat i drengens t-shirt, og skubbede ham op af væggen. "Du rører hende ikke!" Råbte jeg i hans hoved.

Han sank en klump. "Jeg.. Nogen spildte mad ned af hende" sagde han nervøst. "Jaså.. Så det har fået hende til at græde? AT EN PERSON FUCKING SPILDER MAD PÅ HENDE!! DU RØRER HENDE IKKE. JEG ER IKKE DUM!" Råbte jeg i hans ansigt, inden jeg slap ham, så han faldt til jorden.

Zayn og Niall var allerede henne ved Corinne, som stadig græd. "Det er okay.. Der sker ikke noget" sagde Niall beroligende, mens Zayn rejste sig. "Det her havde jeg altså ikke ligefrem regnet med.." sagde han til mig. "Det tror jeg ikke der var nogen af os der havde..." Svarede jeg, inden jeg satte mig på hug ved Corinne, og trak hende ind til mig.

Hun græd mod mit bryst. "Shh.. Han er væk nu" sagde jeg beroligende. Niall rejste sig igen, og tog fat i sin kuffert. Zayn gik hen mod den skræmte dreng, som overraskende nok, stadig lå på gulvet. "Hvis du nogensinde så meget som rører hende igen, så skal jeg personligt sørge for at du får en virkelig hård straf" sagde Zayn snerrende, med sammenbidte tænder.

Jeg trak mig lidt væk fra Corinne, som var faldet lidt til ro igen. "Er du okay?" Spurgte jeg. Hun nikkede lidt. Jeg rejste mig. "Kom" sagde jeg, og løftede hende op i brudestilling. Hun gemte ansigtet i mit bryst, hvorefter jeg kyssede hende i håret. "Liam, Zayn.." Lød det bekymret fra Niall. Vi så begge på ham. "Papparazi's.." Mumlede han.

Jeg så ned på Corinne i mine arme. De ved ikke engang at vi er sammen. "Hvad fanden skal vi gøre" sagde Zayn. "Vi skal jo igennem dem på en eller anden måde.." Sagde jeg. "Du har ret.. Vi er nødt til at gå derud nu" sagde Zayn. Niall sank en klump, inden han endnu en gang åbnede døren, og gik ud til en masse skrig, blitz og spørgsmål.

Jeg gik ud som den sidste. "Hvad er der sket med Corinne? Hvorfor bærer du hende? Hvorfor græder hun? Er i kærester? Er i sammen? Har nogen slået hende? Hvor længe har i været sammen?". Spørgsmålene fløj lige ind i hovedet på mig. Jeg sukkede lettet da vi kom ud til vores vagter ude foran lufthavnen.

De var ikke kommet med ind. Vagterne holdt hurtigt folk væk, mens vi kom hen til Zayn's bil. Jeg gav en bodyguard mine bilnøgler, og bad ham køre min bil hen til Zayn. Han nikkede hurtigt og gik ind i min bil. Jeg satte mig bagi Zayn's bil, med Corinne i mit skød.

Niall sad foran med Zayn. Jeg er sikker på at vi ville have snakket en del, hvis ikke episoden med drengen havde fundet sted. Der var blot helt stille.

2 måneder senere:

"Vi er hjemme boys" lød det fra Perrie. Hun og Corinne havde været i byen sammen for at shoppe. Kort efter dukkede Perrie op i døren.

Hun gik med det samme hen til Zayn og fik et kys. Corinne dukkede op, men til min overraskelse så hun slet ikke glad ud da hun så mig. Ikke at jeg forventede at hun var glad hver gang hun så mig, men hun plejede ikke at se så sur ud? Hun skænkede mig ikke engang et blik. "Hey Zaynie" sagde hun, og gik direkte ind på værelset.

Zayn så lige så forvirret ud, som jeg følte mig. Jeg følte mig trodset. Hvad havde jeg gjort hende? "Jeg tror i har noget i skal have snakket om.." Sagde Perrie nedtrykt.

Både mig og Zayn så forvirret på hende. Hun så blot nedtrykt på mig. "Hvad er der sket da?" Spurgte jeg forvirret. Perrie så væk og ned på hendes hænder. "Det er nok bedst at du spørger hende.." Mumlede hun så.

Jeg sad lidt og prøvede at samle mine tanker, men lige lidt hjalp det. Jeg rejste mig, og gik mod Corinne's værelse. Jeg bankede på. "Gå" lød det bare fra den anden side af døren. "Corinne, jeg" sagde jeg, men blev afbrudt. "Jeg sagde gå" sagde hun igen.

Jeg nægtede, og åbnede døren alligevel. Hun lå i sengen, og idet hun opdagede mig, vendte hun ryggen til mig. "Hey, hvad er der sket?" Spurgte jeg, mens jeg satte mig på kanten af sengen. Jeg lagde en hånd på hendes ryg, men hun rystede den af sig. "Gå nu bare" sagde hun kommanderende, men alligevel med en vis svaghed i stemmen.

Hun græd. "Corinne, hvad har jeg gjort?" Spurgte jeg. "Som om du ikke selv ved det" sagde hun, og snøftede kort. "Corinne, jeg ved virkelig ikke hvad du snakker om" sagde jeg forvirret og såret. "Gider du ikke godt bare gå" sagde hun. En hånd blev placeret på min skulder. "Lad mig snakke med hende" sagde Perrie, og smilte beroligende til mig.

Jeg smilte halvhjertet til hende, og forlod værelset. "Corinne, lad være med at lade det gå udover ham.. Han har ikke fortjent det, og jeg forstår ikke at du tror på hende.." Hørte jeg Perrie sige. Hun snakkede en smule højere end hun normalt ville, blot for at jeg skulle kunne finde ud af hvad problemet var.

Hvem tror Corinne på? Som var det planlagt hørte jeg et navn blive nævnt. Et navn jeg ikke havde regnet med at høre. Jeg hadede tanken om at hun havde snakket med Corinne.

Jeg prøvede at samle tankerne, men inden jeg nåede at tænke færdigt, var jeg på vej ud af lejligheden. "Hvor skal du hen?" Spurgte Zayn bekymret. "Jeg skal snakke med en..." Sagde jeg blot, og gik mod døren.

Jeg stoppede foran døren og så mig tilbage. Zayn så forvirret ud. "Sophia.." Sukkede jeg. Han åbnede munden, men lukkede den igen. "Det.. Det kan du da ikke.. Hvorfor Liam?" Spurgte han lamslået. "Spørg Perrie.. Det er vidst et eller andet med at Corinne tror på et eller andet som Sophia har sagt, og jeg hader at jeg ikke ved hvorfor Corinne hader mig.. Sophia virker mere og mere som en idiot hver gang hun ser mig med andre" sagde jeg, og forsvandt ud af døren.

Corinne's synsvinkel:

"Hvorfor tror du overhovedet på hende Cori.. Hun er ikke troværdig på nogen måde. Hun var, og jeg siger det igen, hun VAR en skøn pige da hende og Liam var sammen.. Da de slog op, blev hun.. Ja, jeg ved ikke.. Hun blev rent ud sagt en idiot.. Hun lyver over for alle der står i vejen for at hun kan komme sammen med Liam igen.. Hun tænker kun på berømmelsen Corinne. Det gør du ikke.. Du er den smukkeste, mest pålidelige pige jeg nogensinde har kendt.. Sophia har altid været en idiot, og jeg vidste det.. Jeg vidste det fra dag et.. Corinne, please. Hvorfor kan du ikke bare stole på Liam.. Han vil dig kun det bedste.." Sagde Perrie, mens hun strøg mig over håret.

"Hvordan skulle jeg vide at det var løgn hvad Sophia sagde?" Sagde jeg spørgende. "Cori.. Hun sagde at hende og Liam havde en affære bag din ryg.. Tror du selv på at Liam ville gøre sådan noget? Han vil dig som sagt, kun det bedste" sagde hun.

Jeg tørrede tårerne af kinderne, og satte mig tungt op. "Tak Perrie.. Du er den bedste veninde man overhovedet kunne tænke sig.. Du er den bedste" sagde jeg glad, og krammede hende. Hun gengældte blidt krammet. "Selvfølgelig Cori.. Jeg vil altid være din veninde, og du kan altid komme til mig" sagde hun. "Kom.. Jeg synes du skal få snakket med Liam, okay?" Sagde Perrie.

Jeg smilte lidt, og nikkede så. Vi forlod værelset. Zayn sad i sofaen i stuen, og så fortabt ud. "Hvor er Liam?" Spurgte Perrie. "Hos Sophia" svarede Zayn uden at kigge op. Perrie vendte sig straks mod mig som nu havde blanke øjne igen. "Åh nej søde.. Ikke græde okay.." Sagde hun hurtigt, og lagde armene om mig.

Zayn kiggede hurtigt op. "Hvad sker der lige?" Spurgte han forvirret. "Zayn.. Vi mødte Sophia idag.. Hun begyndte at fortælle Corinne noget, som har smadret alt lige nu.." Sagde Perrie. Zayn så forvirret på hende, og bagefter på mig. "Hvad sagde hun?" Spurgte han hurtigt. "Perrie?" Spurgte han, da ingen af os svarede. "Hun sagde at hende og Liam havde en affære bag Corinne's ryg.." Svarede Perrie så.

"Nej, ikke igen" udbrød Zayn. Han tog sig til hovedet. "Perrie, gider du.." Sagde Zayn. "Selvfølgelig" sagde hun, og gav min hånd et klem inden hun rejste sig og forsvandt fra stuen.

Zayn satte sig hen ved siden af mig, og tog min hånd. "Corinne... Liam ville aldrig gøre sådan noget bag din ryg, og det ved du.. Han elsker dig, og kun dig.." Sagde han. "Se på mig Corinne..." Sagde han, og tvang mig til at se op på ham igen. "Han ville aldrig gøre sådan noget.. Lov mig at du ikke glemmer det, okay? Han har et hjerte af guld..." Sagde han, og idet han sagde det, brød jeg ud i tårer. "Hvad laver han så hos hende nu?" Spurgte jeg fortvivlet.

Han tyssede på mig, og fjernede tårerne fra mine kinder. "Stol på mig Corinne.. Han er der ikke for at være sammen med hende.. Han er der for at finde ud af hvad hun har sagt.. Han hørte Perrie nævne hende.." Sagde han. "Hvornår gik han?" Spurgte jeg. "Lige før" svarede Zayn. "Her" sagde han, og fjernede tårerne fra mine kinder. "Hvis du skynder dig kan du måske stoppe ham..." Sagde han.

Jeg så ned i jorden, inden jeg rejste mig og forlod Zayn. Jeg skyndte mig ud af døren, og løb. Jeg løb hurtigt hen til ham.

Han vendte sig forskrækket rundt, og før han nåede at se mig helt, havde jeg plantet læberne på hans. Han kyssede hurtigt med, og lagde armene om mig.

Vi lagde panderne mod hinanden, og fik vejret igen. "Undskyld.. Jeg skulle ikke have stolet på hende" sagde jeg. "Det er okay..." Mumlede han.

Det var så desværre sidste kapitel, men bare rolig;-) der kommer en 2'er snart;-) hvad synes i om den?;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...