Take a chance

Hvad sker der når en ven fortæller at han er forelsket i en? Hvad sker der når man bliver truet med en kniv af den selv samme person som voldtog en? Det kan denne fanfiction svare på. Corinne er Zayn's søster, og er rigtig gode venner med resten af drengene. Men hvad sker der når Zayn slet ikke forstår hende, og hun er deprimeret hele tiden? En ting er sikker. De andre vil kæmpe for at få Corinne i bedre humør...

7Likes
6Kommentarer
1350Visninger
AA

23. Justin..

Jeg slog øjnene op. Harry sov stadig, så jeg flyttede blidt hans arme fra mig. Jeg satte mig op i sengen, som egentlig var Harry's. Jeg gned mig lidt i øjnene, inden jeg strakte mig lidt. Jeg opdagede hurtigt at Lori lå på dynen, mellem mig og Harry. Hun lå og spandt lidt. Jeg aede hende lidt. "Godmorgen" lød det fra Harry. Jeg så hen på ham med et forsigtigt smil. "Godmorgen" svarede jeg. Han satte sig langsomt op. "Er du okay?" Spurgte han. "Jeg har det fint.. Tak.. For i nat.." Sagde jeg. "Selvfølgelig.. Du har slet ikke fortjent at skulle gå igennem alt det her på grund af Alec.." Sagde han opmuntrende. Han opdagede hurtigt Lori, som lå og spandt. Han grinte lidt af hende, da hun rullede om på ryggen, fordi han aede hende. Hendes mave havde en flot gyldenbrun farve, mens striberne på resten af hendes krop prydede hende. Hun havde virkelig meget pels, men ikke så meget at hun lignede en pude. "Nå.. Skal vi få os noget morgenmad?" Spurgte Harry. Jeg nikkede ivrigt da jeg var okay sulten.

3 dage senere:

Jeg klemte øjnene sammen, og mærkede tårerne forlade mine øjne. Jeg havde grædt hver eneste dag.. Haft mareridt hver eneste nat, som vækkede både Harry og Louis. De begyndte begge at blive meget bekymrede for mig, men ingen andre en de to, vidste alt om min tilstand for tiden.

Ikke engang Zayn vidste at det blot var blevet værre. Det bankede på døren. "Corinne.. Kommer du ikke snart ud.. Du har været derude i ret lang tid nu" lød det bekymret fra Louis.

Jeg sad ude på badeværelset hver dag, for at kunne græde i fred. Jeg tørrede mine øjne, og låste døren op. Jeg låste blikket fast i jorden, mens jeg gik forbi Louis.

Han stoppede mig dog hurtigt ved at tage fat i mit håndled. Jeg stoppede op, og han tvang mig hurtigt til at se op på ham. "Du har jo grædt.." Sagde han bekymret. Jeg bed mig lidt i læben, og prøvede at holde de nye tårer inde. "Kom" sagde han lidt efter, og førte mig ind i stuen.

Liam stod der. Midt i stuen, og så bekymret på mig. Med det samme lod jeg tårerne forlade mine øjne igen. Jeg løb ind i armene på ham, og han begyndte at ae mig blidt på ryggen.

Jeg havde ikke set ham siden jeg tog med Zayn hjem. "Corinne.. Jeg er så ked af det" hviskede han i mit øre. "Jeg er så ked af at jeg ikke har været der for dig" fortsatte han. Jeg lod mit ansigt blive gemt i hans bryst. Efter at have stået trygt i hans arme i et par minutter, gav han slip, og trak sig lidt væk.

Han tørrede tårerne væk fra mine kinder. "Jeg har en overraskelse til dig.." Sagde han. Jeg så spørgende på ham. "Noget der med garanti kan hjælpe dig" sagde han, og flettede sine fingre ind i mine. "Kom" sagde han, og førte mig ud i gangen, hvor jeg fik mine sko på. "Vi kommer nok tilbage i aften igen" hørte jeg Liam sige, inden han kom ud af lejligheden, og lukkede døren efter sig.

Han stod et øjeblik bare og så på mig. "Hvorfor fortalte du mig ikke noget om alt det der er sket det sidste stykke tid?" Spurgte han bekymret. "Det begyndte først da jeg kom ind i Zayn's køkken igen.." Sagde jeg stille.

Han lagde kort armene om mig. "Du har slet ikke fortjent at skulle igennem det her" sagde han, inden han plantede sine læber mod mine. Det beroligede mig en del, og lod en lykke vise sig for mig. Lige indtil han trak sig fra mig igen, og hele min verden igen braste sammen. "Kom.. Jeg ved lige hvordan vi kan stoppe det" sagde han.

Jeg steg ud af bilen, og et stort smil viste sig på mine læber. Liam kom om til mig. "Hvad får det dig til at tænke på?" Spurgte han spændt. Jeg smilte.

Det var her jeg for første gang mødte Niall, Harry, Louis og ikke mindst Liam. Liam tog min hånd. "Kom" sagde han, og begyndte at løbe lidt. Jeg grinte lidt af ham, og begyndte at løbe efter ham gennem det bløde, lune sand.

Vandet skyllede ind over sandet, og efterlod det som en våd masse. Lyden af vandet der skyllede op, efterlod en beroligende lyd. Der gik ikke længe, før vi var nede i vandkanten.

Vi stoppede begge op, og stod bare og så på solen, der kastede de sidste rødlige stråler over vandet. Lige idet den forsvandt helt i vandkanten, kyssede vi. Kysset varede længe, før vi måtte trække os. "Tusind tak" sagde jeg glad. "Det er ikke det hele" sagde han hemmelighedsfuldt. Han vendte blikket mod noget bag mig. Jeg vendte mig om.

Hans brune hår der røg rundt i forskellige retninger mens han gik. Tatoveringerne der dækkede lidt af hans krop. Hans smil, med de blændende hvide tænder. Justin kom gående imod os.

Han smilte stort til os, men det var som om at det mere var rettet mod mig. "Han vil gerne høre om det du har oplevet de sidste par dage.. Han er god til at lytte til folk.. Jeg håber at det er okay" lød det fra Liam.

Jeg vendte mig om mod ham, og kyssede ham. "Tusind tusind tusind tak Liam.." Sagde jeg glad. Justin kom helt hen til os, og gav os begge et kram, hvilket overraskede mig en del, da han ikke havde kendt mig i mere end et par dage indtil videre. "Nå Corinne.. Har du noget på hjertet?" Spurgte Justin.

Liam gav min hånd et lille klem, idet jeg nikkede lidt. Vi begyndte alle tre at gå langs vandet, mens jeg forklarede alt hvad der var sket de sidste par dage.

Det var som om at en kæmpe byrde blev fjernet fra mine skuldre. Det var nok til at bringe et smil frem på mine læber igen. Jeg kunne mærke at Justin lyttede, men selv hvis han ikke lyttede, ville det hjælpe en del.

Han satte spørgsmål en gang imellem, som blot gjorde mit smil større. Jo mere jeg fik snakket ud om det, jo bedre havde jeg det.

Liam åbnede døren, og lod mig komme ind først. Mit smil kunne ikke længere fjernes. Jeg gik ind i stuen efterfulgt af Liam, da vi havde fået skoene af.

Faktisk havde vi ikke haft skoene på, nede på stranden. Harry og Louis sad og snakkede lidt, da de så os. De så begge sjovt på mig, da mit smil var større end nogensinde før. "Liam.. Hvordan har du gjort det der?" Spurgte Harry overrasket.

Liam tog min hånd, og smilte til mig. "Tja.. Jeg tog hende som bare med til stranden, hvor vi mødte hende for første gang. Bagefter kom Justin for at lytte til hendes historie, som vidst var prikken over i'et" sagde Liam. Louis og Harry rejste sig begge, for at give mig et knus. "I har altså også gjort en del, som betød meget for mig" sagde jeg til dem. De smilte begge lidt.

"Oh.. Øh Corinne.. Vi er måske kommet til at fortælle Zayn om de sidste par dage, så han tror stadig at du er ked af det hele tiden. Derfor er han på vej herover lige nu" sagde Louis skamfuldt. "Det gør ikke noget.. Han skulle vel vide det alligevel.. Og desuden, så kommer han jo bare til at se et smil istedet for tårer" sagde jeg. "Du har ret" sagde Harry glad.

"Tusind tak drenge.. For alt hvad i har gjort for mig" sagde jeg, mens jeg så på dem alle tre. "Gruppekram?" Spurgte jeg med et grin. De grinte lidt med mig, inden de lagde armene om mig.

Idet vi stod der i en hel flok, åbnedes døren til stuen igen. "Hvad laver i?" Lød det fra Zayn. De flyttede sig alle tre lidt, og jeg vendte mig rundt. Zayn så bekymret ud, men da han så smilet på mine læber, så han mærkeligt på de andre. "Har i løjet for mig?" Spurgte han.

"Nej.. Slet ikke.. Men Liam her har reddet Corinne fra at være ked af det" sagde Harry. "Hvornår og hvordan?" Spurgte Zayn forvirret. "Lige før, og jeg tog hende med til stranden hvor hun mødte os andre for første gang, hvorefter Justin kom og lyttede til hendes historie" sagde Liam.

"Driller du mig?" Spurgte Zayn chokeret. "Nej.. Hvorfor skulle jeg det?" Spurgte Liam. "Det ved jeg heller ikke.. Men seriøst, hjalp det dig?" Spurgte Zayn mig. Jeg nikkede lidt med et kæmpe smil.

Zayn kom hen og gav mig et kram. "Wow.. Jeg troede faktisk at jeg ville se dig være helt nedtrykt.. Og så er det et kæmpe smil jeg ser..." Sagde han glad. "Men der er jo stadig et problem" sagde jeg. "Hvad?" Spurgte Zayn. "Altså.. Jeg er vel stadig bange for dit køkken.. Jeg har jo ikke været der endnu, siden sidst" sagde jeg. "Nårrh.. Måske vi skulle prøve at få din frygt for mit køkken fjernet så.." Sagde han. "Ja.." Svarede jeg tøvende.

Jeg havde godt nok fået fjernet en tung byrde fra mine skuldre ved at snakke ud om tingene.. Men det havde jo ikke fjernet frygten for Zayn's køkken. "Skal vi ikke få os noget at spise, og tænke på det senere?" Spurgte Louis glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...