Story of my life

Denne pige har gennemgået en del i sit liv. Op -og nedture, men mest nedtur. Gruppepres, Usikkerhed og pædofili er bare nogle af tingene og det er ikke slut endnu.

0Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

1. Starten på det hele

Story of my life

 

Okay lad mig fortælle om mit liv, jeg er en pige på 15 snart 16, som kommer fra en muslimsk familie. Hvor skal jeg starte? Okay jeg tror nok at alle mine problemer begyndte da jeg var lille. Altså, jeg var et glad barn, jeg manglede ingenting, men så skete der noget som har ændret mit liv fuldstændigt.

Da jeg var 3 år der død min far, af et hjertestop. Alle i min familie var så kede af det, men jeg. Jeg forstod ingenting, så det rørte mig ikke.

Årene gik og jeg fattede stadig ingenting. Da jeg var måske 5 eller der omkring. Der skete der også noget der har forandret mig. Min ældste bror Ahmed, han havde en ven ved navn Sebastian, men han blev for det meste bare kaldt Balli. Balli og min bror var rigtig gode venner, men der var noget min bror ikke vidste om ham. Balli kunne godt lide mig og hver gang han var hjemme hos os, så kom han altid ind til mig, altså en på mit værelse. Han satte sig altid og kiggede på mig på en meget speciel måde. Så kyssede han mig. Han tog mig også tit på røven og spurgte om det kildede. Og det gav ikke rigtigt mening. For jeg havde ingen røv da jeg var lille og det kildede heller ikke. Og jaer.. fik jeg sagt at han var 14 dengang! Og det med Balli fortsatte i ret lang tid. Jeg så ham også tit gå sammen med en ny pige hver gang. Sikke en player. Men til sidst jeg sagde fra og bedte ham om at lad vær. Han forstod det ikke rigtigt i starten, men det gik op for ham at jeg ikke gad ham mere, da jeg blev ved med at løbe væk fra ham. Jeg så ham ikke i mange år, efter det.

Da jeg så blev 6 år,der omkring gik det op for mig at jeg ikke længere havde en far. Jeg kan faktisk tydelige huske den dag eller retter sagt det tidspunkt, hvor jeg fandt ud af at han var død.

Mig og min familie tog ned på kirkegården. Der var en masse mennesker. Da vi så var kommet til en bestemt gravsten og alle begyndte at bede og nogle af dem fik tåre i øjne. Der gik det op for mig at han var væk og at jeg aldrig kommer til at se ham igen. Jeg fik ikke end gang sagt farvel. Tårerne løb ned af mine kinder, det var som om at jeg skulle græde en hel flod ”cry me a river”, men for ikke at bare stå der og græde foran alle disse mennesker. Så vendte jeg mig om og der stod min mor lige bag mig. Så jeg lagde mit hoved på hendes jakke og så stod jeg bare der og grædt mit hjerte og hjerne ud. Jeg græd så meget at jeg fik hovedpine, det var som om mit hjerte var blevet revet ud af min krop og blevet trampet på. Så ondt gjorde det. Og siden den dag, så får jeg hovedpine hver gang jeg græder.

Da jeg så begyndte i børnehaveklasse, altså 0’te, så havde jeg det stadigt rigtigt svært med det der var sket med min far. I timerne kunne jeg godt finde på bare at sidde og kig ud af vinduet og bare overhoved ikke lytte til noget af hvad min lærer sagde. I frikvartererne når vi skulle lege i vores legegrupper, så gik jeg bare og var for mig selv. Jeg sad ofte bare et sted og kiggede op på himmelen og så begyndte tårerne bare med at komme.

De første år i skolen, var ikke nemme for mig. Selv om der var gået nogle år, så gjorde det stadigt ondt, men jeg var aldrig alene. Jeg havde altid en ven at være sammen med. Sarah, har altid været der for mig. Hun var der også altid være gang jeg græd over min far i de mindre klasser og hun er der stadig for mig nu.

Da jeg så blev lidt ældre, altså i 4’er klasse, kom Anisa over til mig og sagde at jeg skulle hjælpe hende. Hun er pige jeg har kendt lige siden hun blev født og hun er 3 år yngre end mig, selvom vi ikke er de bedste venner, så er hun det tætteste jeg har på en lille søster. Så jeg gik med hende. Der stod jeg, nede i de små klasser. Jeg så Balli. Han så mig. Jeg blev helt lammet, og jeg tænkte hvad fuck laver han her!? Han var vist praktikant nede ved de små børn. Selvfølgelig er det nede ved de små børn. Klamme stodder. Jeg skyndte mig videre, end han sagde noget til mig. Jeg kunne ikke klar at se eller hører på ham. Jeg havde lyst til at råbe af ham, måske også slå ham. Men det gjorde jeg ikke og jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror ikke at han var på skolen i så lang tid, for jeg så ham ikke mere efter den episode.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...