Under overfladen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2014
  • Status: Igang
Hazel er ikke en helt normal pige. Selvom hun ikke ved det, er hun på magisk vis forbundet med vandet. Under mystiske omstændigheder bliver hun kidnappet sammen med tre andre piger, og de drager sammen ud på et eventyr, der omfatter båder indiske prinsesser, irriterende fyre og spor der fører hele vejen til Frankrig. Hazel er forvirret. Hvorfor lige hende? Og hvorfor lige nu? Og lige som et kaos udspiller sig for hendes øjne, begynder forelskelsen og et nagende spørgsmål at trænge sig på. Hvem er jeg?

13Likes
11Kommentarer
990Visninger
AA

8. Kapitel 6

Jeg stirrede på Matthias, der nonchalant stod lænet op ad dørkarmen. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på pigen, der hed Stella.  

”Hvad sker der lige her? Jeg mener, nok er du en forskruet idiot og en morder, men det her, det bliver bare ikke værre...”

Matthias’ øjne begyndte at lyse fjendtligt. Han tog hånden op for at ruske i hans allerede pjuskede hår. Selvom han var frustreret, var der alligevel noget andet ved hans hårde blik, noget jeg kun kunne se små glimt af.

”Jeg gider ikke... Jeg gider ikke det her lort mere, Matthias. Fortæl os, hvorfor du har os her, og så kan vi komme videre.”

”Okay, du fik mig,” Matthias smilede vagt, men vreden viste sig stadig i hans øjne. ”Hvis du virkelig gerne vil vide det, er jeg blevet sendt hertil af din far.”

Alles blikke rettede sig mod mig, men jeg var mindst lige så forvirrede som dem. En hovedpine begyndte langsomt at vokse med en dunkende smerte. Jeg lukkede øjnene et kort sekund for at få bare den mindste smule lindring. Da jeg åbnede dem igen, var hverken hovedpinen eller de gennemtrængende blikke gået væk.

”Ved i hvad? Jeg... Jeg giver op.”

Blikkende blev en anelse mere uforstående, og Leah lavede et uglelignende ansigt, der i alle andre situationer ville have været morsomt. Jeg åndede ind og prøvede lidt at tage den trykkende stemning med mig. Hvilket ikke lykkedes.

”I ved, jeg vil bare gerne... Jeg vil bare gerne hjem. Hjem og glemme de magiske kræfter, glemme kidnapningen, glemme det hele. Det her er så surrealistisk. Jeg kan ikke... Jeg kan ikke... Jeg kan ikke klare det.”

Hovedpinen tog til og tårerne begyndte at pible ud, uden jeg havde nogen kontrol over det. Leah begyndte at holde om mig, da jeg sank sammen på gulvet og græd. Ikke den søde, lydløse gråd fra filmene. Jeg hulkede, hikstede, åndede hvæsende og mit ansigt blev sikkert også helt rødt. Matthias gjorde for den første gang noget barmhjertigt, da han langsomt trak sig tilbage. Jeg ved ikke, hvor længe mig og Leah sad der. Til sidst var der ikke flere tårer tilbage.

”Haze,” startede Leah ud med en blid stemme, og for første gang blev jeg ikke irriteret over mit kælenavn. ”Det skal nok gå, okay? Vi skal nok klare den. Vi finder ud af det. Så længe vi holder sammen, kan intet gå galt.”

Jeg nikkede og krammede hende hårdere end før. Jeg troede virkelig på hende, selvom jeg vidste, at det ville gå galt alligevel. Det var bare en fornemmelse jeg havde.  

”De damer.”

Til min store fortrydelse var Matthias tilbage i rummet. Jeg åbnede munden for at sige et eller andet til ham, men Leah tyssede på mig.

”Han er ikke det værd. Kom op med dig,” Hun hjalp mig op at stå igen. ”Vi smutter. Hvor er badeværelset?” Det sidste var henvendt til Matthias, der tilsyneladende upåvirket af situationen pegede på en dør til venstre for os. Leah trak mig derud, og snart stod vi på et lille badeværelse med lyseblå fliser. Jeg havde ondt af Mira og Alicia for at være derinde sammen med Matthias. Og hvem ved, måske også lidt af Stella. Men jeg kendte hende jo ikke. Måske var hun hans sammensvorne. Det ville give mening. Stop hjerne, stop. Stop. Lade være med at tænke sådan om personer du lige har mødt. Helt ærligt.

Leah tog en serviet-lignende ting fra en lille holder (hvad er det for noget at have på sit badeværelse?) og tørrede mine øjne. Da kiggede jeg op og så mig selv i spejlet. Jeg fik  et chok. Mit hår var viltert (endnu mere end det plejer, altså), der var rander under mine øjne, min hud var bleg og mine læber var dødtørre. Jeg lignede en zombie, bare uden blod og sår og... ja, du ved hvad jeg mener.

”Jeg har taget forsyninger med,” Leah smilede stort og krammede mig, hvorefter hun tog en lilla makeuptaske frem.

Efter et par minutter i total makeup-terapi havde jeg det meget bedre. Selvom det stadig var helt uforståeligt for mig, ville jeg gerne høre hvad Matthias havde at sige. Leah gav mig endnu et kram før hun åbnede døren ud til den lille stue igen. Jeg følte mig underligt tryg ved hende, og jeg fornemmede lidt, at vi ligesom havde en forbindelse. Spørg mig ikke hvorfor eller hvordan, det var bare en følelse.

Der var helt stille i det rodede rum. I det ene hjørne sad Stella på hug, der stadig sad og nynnede en melodi, mens hun mediterede. I det modsatte hjørne lænede Alicia og Mira sig op ad væggen, mens de skulede på Matthias, der tålmodigt havde krydset armende og stod midt på gulvet.

Jeg efterlignede hans positur og krydsede armende. Han stirrede på mig med de dér blå øjne, og jeg kunne ikke lade være med at stirre lidt tilbage. Han var ret flot, altså. Men han var en idiot. Synd for ham, at jeg aldrig har kunnet lide bad boys. Jeg grinte lidt af min indre diva, men blev så alvorlig igen. Hvad var det med min far? Havde Matthias forbindelse til Josefa?

”Matthias.” Jeg spyttede nærmest navnet ud med gift på hver en stavelse. Mit mod var vendt tilbage, og gudskelov for det. ”Forklar dig.”

Han lod til øjeblikkeligt at vide, hvad jeg snakkede om.

”Det er en lang historie.” Hans stemme var ikke længere kold og klar, men derimod var den menneskelig og nærmest... var det opgivende? Han sukkede. ”I må hellere sætte jer ned, det her skal forklares grundigt. Det er noget rod det hele, proceduren er helt fucked up.” Han bandede lavt og rodede frustreret i sit hår.

Leah smed sig nærmest ned i sofaen, hvorefter jeg satte mig ved siden af. Mira og Alicia klemte sig ned i en lænestol. Stella gik – nej, svævede nærmest hen til sofaen hvor Leah og jeg sad. Vi rykkede os let til side, og jeg gav hende et forsigtigt smil, som hun gengældte mens hun satte sig. Alle sad og kiggede opmærksomt på Matthias, da han begyndte at tale.

”Ser i, den her historie begyndte i året 1863 i den fyrstelige stat Travancore, Indien. Dengang regerede Maharaja A-il-jam Ti-ru-nel...”

”Ayilyam Thirunal,” rettede Stella ham hurtigt med et så klart flow i stemmen, at mig og Leah vekslede blikke. Det virkede som et navn, Stella havde sagt mange gange før.

”Ja, ham, han regerede over Travancore provinsen, og folk var ret tilfredse med, hvordan han styrede stedet, alt var fredeligt og den slags.” Han rodede let i sit hår og sendte Stella et forvirret blik, som om han havde glemt, hvad der så skete. Stella var ham nådig og rejste sig op og fortsatte (om end lidt mindre selvsikker udseende end før) historien selv.

”Som Matthias nærmest lige beviste selv, bliver historien her fra lidt utydelig.” Hun slog ud med armene og kiggede rundt på os. Dan hun så vores tvivlende blikke, så hun nærmest fortvivlet ud. Trods alt tog hun en dyb indånding og begyndte igen at snakke.

”Det meste af den information vi har, kommer fra upålidelige kilder og fra de legender, der er blevet fortalt fra mor til barn i Travancore familien. I må bære over med det. Der er sikkert blevet taget et par kunstneriske friheder en gang imellem.” Hun smilede gådefuldt. ”Nå, men lad mig komme til det, jeg egentlig ville fortælle: I 1863 fandt Maharaja Ayilyam Thirunal ud af, at han kunne læse folks tanker. Ikke nok med det, han kunne få folks tanker til at ændre sig. Han kunne endda ændre ens drømme – lave dem om til mareridt, hvis det var det, han ville have.

Som historien fortæller det, sad han engang til bords med hans fire vigtigste rådgivere, Bhumi, Aga, Pani og Hava. De spiste et simpelt måltid i absolut stilhed, indtil Bhumi kløede sig på hovedet, og en slyngplante voksede fra et af vinduerne og groede sig så lang, at den krøb henad gulvet og snoede sig op ad hans ben. Alle sad og så overrasket på ham, indtil de alle sammen brød ud i et stort latterbrøl. Da fik Aga det pludseligt koldt, og da han begyndte at ryste, blev der øjeblikkeligt ild i kaminen. Denne gang begyndte Pani, Hava og Maharajaen at blive nervøse, men der gik ikke lang tid, før Pani blev tør i halsen, og kanden overflød med vand, der gennemblødte træbordet og dryppede ned mod gulvet med en rytmisk plasken. Hava blev forfærdet over, om bordet skulle blive helt ødelagt, da det var lavet af træ og var er gammelt arvestykke, men netop i det øjeblik kom et kraftigt varmt vindstød fra ingenting og tørrede næsten bordet, men væltede til gengæld al servicen på gulvet. Sådan er historien blevet fortalt fra mor til datter i mange generationer. Indtil den nåede mig. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...