Under overfladen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2014
  • Status: Igang
Hazel er ikke en helt normal pige. Selvom hun ikke ved det, er hun på magisk vis forbundet med vandet. Under mystiske omstændigheder bliver hun kidnappet sammen med tre andre piger, og de drager sammen ud på et eventyr, der omfatter båder indiske prinsesser, irriterende fyre og spor der fører hele vejen til Frankrig. Hazel er forvirret. Hvorfor lige hende? Og hvorfor lige nu? Og lige som et kaos udspiller sig for hendes øjne, begynder forelskelsen og et nagende spørgsmål at trænge sig på. Hvem er jeg?

13Likes
11Kommentarer
995Visninger
AA

7. Kapitel 5

Fire teenagepiger stod på Hovedbanegården og trippede med fødderne. De så ud som om, de ventede på noget. Eller rettere, nogen. En lidt ældre dreng gik hen til pigerne med to trezoners-klippekort. Pigerne så først lidt mærkeligt på hinanden, men nikkede derefter.

De fem unge havde en samtale, vist nok om deres skoletid og interesser. Den sorthårede pige grinte adskillige gange. Pigen med det gyldenblonde hår var meget mere stille i det. Hun sagde sjældent noget. Den brunhårede snakkede meget, og ligeså gjorde den rødblonde pige.

De satte sig alle fem ind i den nærmeste bus, en 6Aer. Pigerne krympede sig lidt ved synet af, hvor trangt der var i den bus. De satte sig i gruppesæderne oppe foran. De kunne lige være der.

Drengen hev en pose guldkarameller frem, og rakte den først til den sorthårede pige, der grådigt takkede ja og gravede en lille håndfuld op. Den rødhårede løftede det ene øjenbryn, hvorefter hun selv fik posen. Hun tog tre. Den lille blonde takkede nej. Til sidst blev det brunettens tur. Hun rødmede lidt, da hun fik posen, og åbnede munden, så de andre kunne se, at hun havde ganebøjle. Den blonde gav hende et kram. Drengen snakkede videre om hans uddannelse. Sådan fortsatte turen i bussen.

 ”Vesterbro Torv” sagde en robotagtig kvindestemme i bussens højtalere. Drengen trykkede på stopknappen. Deres endelige destination lå få meter fra bussen, hvor drengen trak et overbelæsset nøglebundt frem. Der lå et brev i postkassen. Et brev i falmet, pergamentagtigt papir. Drengen sukkede og hviskede noget utydeligt til sig selv.

Brunetten trykkede mat på elevatorknappen. Hun så træt ud. Modsat busturen var der helt stille i elevatoren. Ikke en akavet stilhed, men en naturlig en. Elevatordørene trak sig fra hinanden. De gik ud, og derefter ind i en lille rodet lejelighed.

Drengen fortalte dem, at de skulle sætte dem til rette. Det gjorde de. Og de faldt i søvn.

 

 

”Hvad fanden sker der? Hvor længe har vi sovet? Og hvor i helvede er vi?”

Leahs vildfarne øjne rettede sig mod mig, som om jeg vidste noget. Jeg vidste ikke en dyt, kun at jeg i bussen pludselig havde følt mig totalt udmattet. Og at jeg havde en mærkelig drøm.

”Lige meget hvor vi er, eller hvorfor vi er her, så skal vi finde en måde at komme væk herfra,” Hun rynkede næsen, ”for her lugter ikke særligt godt.”

Alicia, Leah og jeg fnisede i kor. Stakkels Mira. Hun var nok vant til fine villaer, store balkoner og syregrønne græsplæner. No wonder hun ikke følte sig godt tilpas i en lille, beskidt lejlighed.

”Nu må vi altså ikke tage sådan nogen beslutninger. Jo, det kan godt være

Jeg gik jeg hen til vinduet. Jeg vidste allerede, at vi ikke var i hverken Kaldred, Føllenslev eller Eskebjerg. Vi var havnet i København. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Det Gyldne Tårn, der majestætisk hævede sig over alle andre bygninger. Jeg havde kun været i København en gang før, sammen med min mormor. Dengang var jeg kun ni år, men jeg kan stadig huske glæden og forventningen for en ny by, en stor by. Og jeg var fuldt ud tilfreds.

Jeg blev hurtigt revet ud af gamle minder, da jeg hørte små lyde fra den venstre side af rummet. Jeg ville ikke vende mit hoved om for at kigge derhen. Jeg lukkede blot øjnene. Fire lyde kom i træk. Først et stille suk af udmattelse. Et lille klik. Dernæst lyden af en knirkende dør. Og til sidst lyden af de tre pigers glædesskrig.

Jeg gik hurtigt hen imod dem og den åbne dør. Jeg gjorde et lille hop af glæde, da jeg så udgangen mod den snavsede og dunkelt oplyste opgang, men tøvede alligevel med at gå derud.

”Vil i slet ikke vide, hvor vi er?”

De tre piger foran mig kiggede ned og rystede let på hovederne.

”Det er som om du slet ikke har fattet det. Vi er i overhængende fare, Hazel! Vi har magiske kræfter, for fucks sake! Forstå det dog!”

Leahs vrede forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. I stedet stod hun nu og kiggede ned med tårer i øjnene. Jeg forstod hende.

”For fanden tøser. Nu må i lige tage jer sammen.”

Mira rullede øjne.

”Hvad snakker du nu om? Skal vi tage os sammen? Det er da dig der er sådan `ledertypen´,” vrissede jeg. ”Dig med dit ”Åh, ja, Matthias, nu tager vi med dig! Jeg er da ligeglad med om du var tæt på at dræbe Alicia. Jeg ser det gode i alle mennesker!”

Alicia gispede. Havde jeg ikke fortalt det til dem?

”Bitch!” skreg Alicia skingert.

Hvad var der galt med os alle sammen? Og hvorfor havde jeg ikke fortalt dem om Matthias? Hvad var det for en drøm, jeg havde i nat? Det var vist nogle unge... i en bus? Pludselig så jeg det klart.

”Vi er færdige,” hviskede jeg.

De andre piger så spørgende på mig.

”Matthias. Han – ”

Jeg blev afbrudt af en dør, der blev smækket op.

”Jeg tror godt, jeg kan forklare det selv, Hazel.”

Matthias´ blik var udfordrende. Jeg hader ham, jeg hader ham, jeg hader ham. Og det vidste han godt selv. Men hvis han havde brug for en opfrisker, så stod jeg klar med en spand isvand. Jeg sendte et surt blik til Mira, men rettede det derefter mod Matthias.

”Ved du hvad du skal forklare, Matthias? Du skal forklare hvorfor fanden du prøvede at slå min veninde ihjel.”

”Hazel, det er altså ikke så simpelt.”

Han kløede sig i nakken.    

”Du skal ikke undskylde over for mig. Jeg ved udmærket god hvad du er ude på. Jeg falder ikke for dig.”

Alles blikke var faldet på mig. Ups. Det kom bare ud på den helt forkerte måde. Tror de nu at...? Nej, vel? Stilheden gennemborede luften på den mest ubehagelige måde, jeg nogensinde har følt.  Leah trak vejret dybt og roligt, men hendes blik skød flammer.

”Hold kæft, hvor er du selvoptaget,” fnyste Leah, uanfægtet af vores stirrende blikke. ”Tænk at du tror, at hun er faldet for en dig. Tro mig, en pige med magiske kræfter som hende,” hun nikkede hen mod mig, ”falder ikke for fyre med et fjæs som dit.”

Jeg vendte mig om mod Leah og gav hende en high-five.

”Så jeg regner med I ikke gider møde det nye medlem af jeres lille elementklub.” Matthias smilede slesk. ”For i det tilfælde har i ikke noget at lave i min lejelighed. Så må i vel bare leve uden fars penge.”

Vi stod alle med åbne munde, da han viftede med Alicias fars checkhæfte. Jeg kunne kvæle ham. Men vent. Hvad var det han sagde? Så jeg regner med, I ikke gider møde det nye medlem af jeres lille elementklub... Hvad snakkede han om? Jeg måtte tænke logisk, men mine tanker farede sammen og lå hulter til bulter. De fire elementer. På et splitsekund satte rodet sig på plads, og mine ideer og gætterier satte sig sammen til en enkelt kendsgerning.

”Det giver jo ingen mening. Du laver de dårligste trusler, jeg nogensinde har hørt,” Jeg rystede på hovedet af ham. Sikke en rådden nødløgn. ”Der er kun fire elementer, Matthias. Der kan ikke være flere ’medlemmer’, som du kalder det. Der findes ikke flere elementer.”

Matthias så helt forvirret ud i et kort øjeblik. Dernæst grinede han som en maniac.

”Man kan godt høre på dig, at du ikke har researchet.”

”Og hvad skal det så betyde?”

”Det skal betyde, at jeg har det femte element lige her.”

Matthias slog armene ud med sit casanova-smil og skubbede til døren, så den åbnede med en knirkende lyd. Jeg gispede. I det lille, snuskede lokale sad en pige i lotusstilling og mediterede med en lav summende lyd. I panden på hende sad en bindi, der indikerede, at hun nok kom fra Indien. Hendes hår var sort og let bølget; men slet ikke viltert som mit. Hestehalen i Ariana Grande-stil fik lokkerne til at svøbe sig om hendes ryg på en så elegant måde, at hun lignede en Disney-prinsesse. Mørket i gangen blandet med modlyset fra det åbne vindue omkransede pigen med et gyldent skær, der så helt guddommeligt ud. En pige så fin som hende passede slet ikke ind i et rum som det; hun virkede helt malplaceret. Jeg skævede til Matthias med rynkede bryn. Han sendte mig bare sit strålende smil tilbage. Dernæst gjorde han en dramatisk armbevægelse.

”Piger, sig hej til Stella, betvinger af elementet ånd.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...