Under overfladen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2014
  • Status: Igang
Hazel er ikke en helt normal pige. Selvom hun ikke ved det, er hun på magisk vis forbundet med vandet. Under mystiske omstændigheder bliver hun kidnappet sammen med tre andre piger, og de drager sammen ud på et eventyr, der omfatter båder indiske prinsesser, irriterende fyre og spor der fører hele vejen til Frankrig. Hazel er forvirret. Hvorfor lige hende? Og hvorfor lige nu? Og lige som et kaos udspiller sig for hendes øjne, begynder forelskelsen og et nagende spørgsmål at trænge sig på. Hvem er jeg?

13Likes
11Kommentarer
989Visninger
AA

6. Kapitel 4

”Årh, den her pizza smager bare så godt.”

Vi sad på det nærmeste pizzeria og fik stillet den værste sult, nu da vi ikke fik den ækle aftensmad, kidnapperne ville servere for os. Det smagte himmelsk. Det smagte af frihed. Det viste sig, at vi var blevet holdt fanget i kælderen i et slumkvarter... i en by ingen af os havde været i før.

”Vi må vel finde ud af, hvordan vi kommer hjem.” sagde jeg, med munden fuld af Margherita.  ”Altså, for en start – hvor bor i? Jeg bor i Eskebjerg.”

”Jeg bor i Kaldred.” svarede Mira og Leah i munden på hinanden, hvorefter de sendte hinanden forundrede blikke.

”Og jeg bor i Føllenslev.” afsluttede Alicia.

”Jamen så er vi jo alle sammen nærmest naboer!” udbrød Leah.

”Yay!”

Det var rart endelig at kunne hygge sig sammen med de andre tre. Selvom vi var i en alvorlig situation, havde vi også alle sammen brug for at falde lidt ned. Jeg var i hvert fald helt udmattet. På mindre end to døgn var jeg blevet kidnappet, fundet ud af, at jeg har magiske kræfter, mødt tre nye piger med meget forskellige personligheder og slået en voksen mand i gulvet. Ikke ligefrem et hverdagsscenarie, og derfor var det ikke desto mindre forvirrende – for os alle.

”Hvad med bare at spørge servitricen, hvor vi er henne?” fnisede Leah, og vi spruttede alle sammen af grin.

”Her kommer der en lidt mere rationel idé. Hvad med at spørge om hvor det nærmeste busstoppested ligger?”

Leah klappede sig for panden.

”Genialt, Mira. Jeg skal nok spørge.”

Leah vinkede servitricen hen til vores bord.

”Undskyld, men hvor ligger det nærmeste busstop?”

”Der ligger et lige her i nærheden, ved Kalundborg Station. Når I går ud skal i bare gå mod venstre, og så dreje til venstre når I når ned til havnen. Pærelet!”

Servitricen smilede sit der-vidste-jeg-noget-I-ikke-gjorde-smil og ryddede den ene tallerken af bordet.

”Hvordan vil i betale?”

Fandens også. Det havde jeg fuldstændig glemt. Kidnapperne havde taget min taske, og sikkert også alt, de andre havde haft i deres tasker og lommer. Mira og Leahs smil forduftede lige så hurtigt som mit, men Alicia rodede bare lidt rundt ved sine sko.

”Tager i imod check?”

Servitricen kiggede underligt på Alicia, men nikkede så.

”Hvornår er i klar til at betale?”

”Lige om lidt, vi skal bare lige spise det sidste.”

Servitricen nikkede kort, og begyndte at tørre nabobordet af. Jeg skulle lige til at åbne munden, men Alicia kom mig i forkøbet.

”Det er min fars checkhæfte. Jeg lånte det fra ham, da jeg skulle ud at shoppe med mine veninder. Efter shoppeturen tog jeg hjem, men på vejen mødte jeg de to, og resten af historien kender i jo.”

”Men altså, du må jo have gemt det, hvis de ikke skulle have taget det?”                 

”Ja. Jeg var bange for, at det skulle blive stjålet, så jeg lagde det i platformen på mine støvler.”

”Fuck hvor heldigt egentligt. Det er også nogle ret fede støvler. Hvor har du købt dem? Ikke i Føllenslev gætter jeg da på.”

”Nej, jeg fik dem i London.”

”Har du været i London? Fedt!”

Samtalen gik videre, men jeg lyttede ikke rigtigt efter mere. Mit fokus var på et af de andre borde, hvor en dreng på omkring sytten sad og drak en cola. Grunden til, at jeg stirrede på ham var ikke hans tydelige casanovaudstråling eller hvor klassisk lækker han var. Jeg havde set ham før. Det var ham, der havde grinet af mig dengang ved vandpytten.

”Hey, har i set ham der ved bordet derovre?”

Ja, hvis I troede det, var det ikke mig, der højlydt afbrød samtalen med den bemærkning. Det var Leah.

”Øh, vil i lige, altså, undskylde mig for et sekund?” Jeg rejste mig langsomt og så elegant som muligt fra min orange plastikstol.

”Uuuh, har vi en der er forelsket, hva Haze?” fniste Alicia, der sad og nærmest puffede til mig, mens hun blinkede til mig med det ene øje. What? Haze? Havde hun nu også fundet et kælenavn til mig?

”I modsætning til andre meget pladderromantiske personer” startede jeg, mens jeg for sjov sendte Alicia med et strengt blik, ”så tror jeg IKKE på kærlighed ved første blik. Jeg har set ham her før. Og jeg tror lidt, han følger efter mig.”

De andre pigers ansigtsudtryk ændrede sig lynhurtigt på de få sekunder det tog at sige den sidste bemærkning. Kun Leah sad med et totalt stoneface, indtil hun spruttede af grin.

”Haze,” startede hun. Ahrg! Det der Haze-noget igen. Hvor kommer det fra? ”Det der lød bare... mærkeligt.” Hun fniste, og jeg grinede lidt med. Det var jo okay. Vi var venner. Alle sammen. Ej, det lyder jo bare som en eller anden kliché eller sådan noget. Men det er sådan jeg tænker, okay? Jeg er ikke den mest originale person nogensinde. Eller noget.

”Men, jeg.. Nej, altså, jeg har set ham før, sådan… Mange steder.”

Mit forsøg på at frembringe bare en alvorlig sætning endte mest bare i højlydte fnis og pizzeriasalat på gulvet. Og en bunke misbilligende blikke fra nabobordene.

”Jeg tror bare jeg smutter, før jeg siger mere dumt. Så kan i lige ordne det der med klippekort og sådan noget, ikke?”

Klippekort. Busstop. I øjeblikket da jeg rejste mig op, følte jeg en svimmelhed, og mine tanker førte mig tilbage til dengang på den forladte sti, med det gamle, rustne stoppestedsskilt. Kidnapperne. Josefa.

”Josefa!”

Ups. Det var altså ikke meningen, at det skulle råbes højt i hele Ali Babas Pizzeria og Grillbar. Pigerne sad og grinede løs i deres lille bås, men alle andre gloede bare i samme øjeblik. Den mystiske dreng sad bare der og stirrede med sit gennemborende blik. Jeg gik roligt hen i hans bås og satte mig prompte ned på den modsatte side. Tro det eller ej, de sidste par dage har gjort mig til en lidt mere ligefrem person, men da jeg sad der, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. Helt ærligt. Hvorfor skal man altid være mundlam på sådanne tidspunkter? Det eneste jeg kunne gøre var at gengælde hans blik. Endelig, efter hvad der føltes som tusinder af øjeblikker, men som nok bare havde været et enkelt, rev jeg mig løs, og besluttede jeg mig for at sige noget.

”Hvem er du?” spurgte jeg, stadig uden at forlade vores øjenkontakt.

”Det er svært at svare på. Hvem er du?” svarede han enkelt.

Haha, så han troede han kunne skyde mig ned? Han forventede sikkert et stammende og usikkert svar, men nej. Jeg skulle vise ham.

”Jeg er Hazel. Hazel Marie Adriana Dahl. Min mor var en hippie i 70´erne og datede Jimi Hendrix, men jeg er egentligt bare normal. Troede jeg. I forgårs fandt jeg så ud af, at jeg har magiske kræfter forbundet med elementet vand. Men det er såmænd bare hverdag. Hvad med dig?” afsluttede jeg med et falsk smil på læben.

Jeg ved ikke hvor den talestrøm kom fra. Den flød ligesom bare ud, sammen med alle de mærkelige tanker og følelser jeg havde haft det sidste døgn. Drengen sad stadig bare og kiggede på mig.

”Jeg hedder Matthias.” sagde han nøgternt, stadig med det samme irriterende overlegne smil. Jeg tog en dyb indånding. Jeg plejer ikke at være hurtig til at bedømme folk, men jeg havde kendt Matthias i, hvad, et minut, og jeg hadede ham allerede.

”Nå, Matthias.” startede jeg, uden at blinke. ”Hvordan går det så? Jeg har set, at du har noget imod folk der falder ned i vandpytter. Hvordan kan det være?” stadig med det sukkersøde smil, der havde været fastklistret på mit ansigt lige siden jeg satte mig ned i hans bås.

”Nå, Hazel.” efterabede han. Jeg følte en umådelig stor trang til at kvæle ham. ”Jeg kan se, at du klarede din første udfordring meget godt,” han nikkede hen imod Alicia. ”Men hvad med de næste?”

Han løftede sit ene øjenbryn i hvad der nok skulle ligne et charmerende blik, men det gav mig kuldegysninger. Den første udfordring? Alicia? Det hele dæmrede lige så langsomt for mig.

”Fuck. Fuck dig! Hun kunne jo have været død! Dit svin!”

Jeg var komplet ligeglad med, om jeg fik alle i pizzeriaets blikke på mig. Jeg rejste mig op fra den orange bænk og marcherede direkte hen til mig og pigernes bord.

”Kom!” råbte jeg skingert.

”Men...”

”Ikke noget men. Vi skal gå. Lige nu!”

De rejste sig alle fire op fra deres stole i samme sekund de fandt ud af, at det var alvor. Jeg halvløb ud af pizzeriaet med de tre andre, der forvirrede fulgte efter mig. Hvordan var det nu? Til venstre. Og så lige ud i et stykke tid, og så til venstre helt nede ved havnen. Pyha. Vi var her. Den næste 350S kom vist om 10 minutter.

”Et klippekort, to zoner, tak.”

”Det bliver 75 kroner.”

Samtalen kom fra et sted til venstre for os. Jeg vendte hovedet, og ganske rigtigt; der stod Matthias. Hvordan i alverden var han kommet herhen så hurtigt? Oh, shit. Han kom den her vej. Jeg prøvede at styre pigerne den modsatte vej, ned mod togene, bare for at slippe væk fra ham. Pis. For sent.

”Hej, Hazel! Jeg tænkte på, om jeg kunne komme med jer?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...