Under overfladen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2014
  • Status: Igang
Hazel er ikke en helt normal pige. Selvom hun ikke ved det, er hun på magisk vis forbundet med vandet. Under mystiske omstændigheder bliver hun kidnappet sammen med tre andre piger, og de drager sammen ud på et eventyr, der omfatter båder indiske prinsesser, irriterende fyre og spor der fører hele vejen til Frankrig. Hazel er forvirret. Hvorfor lige hende? Og hvorfor lige nu? Og lige som et kaos udspiller sig for hendes øjne, begynder forelskelsen og et nagende spørgsmål at trænge sig på. Hvem er jeg?

13Likes
11Kommentarer
990Visninger
AA

5. Kapitel 3

"Hun er vågen, åh, gud! Hun er vågen!"

Leah hoppede op, og glemte alt om, at vi helst skulle være stille. Mira skulle lige til at åbne munden, som for at tysse på Leah, men stoppede hurtigt bevægelsen igen. Selvom kidnapperne meget bestemt havde advaret os om at larme igen, var der nogen tidspunkter, hvor man ikke kunne holde glæden nede. Leah kiggede mig dybt i øjnene, og selvom et bredt smil stadig flækkede hendes ansigt, var der alvor at spore i hendes rynkede pande.

"Hazel? Jeg tror Alicia gerne vil snakke med dig." hviskede Leah.

Jeg nærmest gled på gulvet hen til den lille nødmadras vi lavede til Alicia af vores cardigans og andet unødvendigt tøj. Hun så ikke træt ud, tværtimod. Hendes øjne lyste, og hendes mund var spids og beslutsom. Alicia kiggede direkte på mig.

"Du tror på det nu, gør du ikke?"

Jeg nikkede højtideligt. Jeg vidste præcis hvad hun snakkede om.

"Godt. For ellers ville du da være en total torsk, efter alt hvad der skete i går aftes."

Forbløffet over hendes tidsfornemmelse tvang jeg et lille fnis frem. Jeg blev alvorlig igen, da jeg så et glimt af fortvivlelse i Alicias øjne.

"Er du ok efter i går? Du ser jo helt frisk ud, men man ved aldrig."

"Jeg har det fint. Men, det jeg ville snakke med dig om..."

"Ja?"

Jeg var dødnysgerrig. Jeg rykkede mit hoved lidt tættere på hende.

"Altså. Jeg synes vi skal flygte. I dag. Jeg har planen parat, og du må love mig, at du stoler på mig og gør, hvad jeg siger du skal gøre uden at spørge om for meget."

Jeg var forbløffet.

”Jeg vil bede dig om at holde godt øje med Leah. Ikke alene har hun humørsvingninger og et heftigt temperament, hendes magi er også meget stærk. Jeg kan fornemme, at hvis hun kommer for højt op i det røde felt, hvilket hun har meget let ved, så kan hun ved et uheld skade nogen. Hun ville aldrig gøre sådan noget med vilje, det ved jeg. Bare stol på, hvad jeg siger. Du vil ikke fortryde det.”

. . .

Vi sad alle fire klar da den tynde af kidnapperne forsigtigt åbnede døren og kom ind med vores ’aftensmad’. Den lille, slatne portion bønnesalat så absolut ikke indbydende ud, og Alicia så ud som om hun skulle brække sig. Jeg kiggede på skift dem alle tre i øjnene og nikkede. Det var nu. Kidnapperen skulle til at åbne døren igen, og gå ud af det lille ildelugtende rum.

Vi samlede alle vores hænder, som var vi en, og en bølge af kraft bølgede ud i lokalet, rettet mod manden. Det lignede et reb, flettet ud af fire tråde; en blå, en hvid, en rød og en brun. Det virkede. Kidnapperen var faldet om kuld. Jeg sad bare i et splitsekund og trak vejret. Vi skulle skynde os videre, for den anden mand var sikkert på vej, og han ville nok blive en del sværere at få ned med nakken. Alicia stod og pustede ud. Nu var det hendes tur til at vise, hvad hun kunne.

”Kom så, Alicia. Du kan godt.” opmuntrede Leah.

Alicia nikkede. Hun var ligbleg. Jeg forstod hende godt. Det hun var i gang med nu – det havde jeg aldrig troet var muligt. Men der er sket så meget. Det ville ikke undre mig, hvis der fandtes spøgelser og alfer.

”Hazel? Kniven?”

Jeg rakte Alicia min lommekniv. Det var det eneste der ikke blev taget af kidnapperne. De kunne ikke finde den, fordi den var gemt i bæltet. Jeg trak vejret dybt og kiggede rundt på de andre. Mira var den eneste der ikke så bare den mindste smule bange ud.

Alicia tog en sidste dyb indånding, og lettede næsten en halv meter fra gulvet. Et hårdt vindstød var lige ved at slå os omkuld, og den tro jeg havde på, at det nok skulle gå godt, blev som tryllet væk. Det måtte ikke gå som tidligere i dag. Alicia svævede en meter højere op, og var nu næsten helt oppe ved vinduet. Vindpustet var meget mindre denne gang, og det var næsten ikke en gang nok til, at man kunne mærke det. Hun var ved at få styr på det, og fløj den sidste halve meter op.

Alicia hang nu i luften med lukkede øjne. Hun var helt udmattet. I et øjeblik var jeg bange for, at hun ville dratte ned. Men det gjorde hun ikke. Hun tog min kniv frem, og begyndte at skære i tremmerne. Det gik for langsomt.

Jeg kiggede hurtigt på Leah. Hun måtte da kunne gøre noget, af os alle sammen. Og jo. Leah var allerede i gang. Hendes øjne var stift rettet mod tremmerne, og så begyndte der at ske noget. De blev langsomt rødglødende. Alicia skyndte sig at pakke kniven væk i sin lomme.

Tremmerne blev varmere og varmere, indtil det til sidst blev næsten ulideligt at være derinde. Jeg svedte som en gris, og det gjorde de andre også. Men det virkede. Tremmerne foran det lille vindue smeltede lige så langsomt, og i det øjeblik den første dråbe flydende jern ramte vinduet, sprang det i tusind stykker. Jeg nåede lige akkurat at dukke mig.

”HVAD FANDEN LAVER I NU, MØGUNGER?”

Fuck. For helvede. Shit. Pokkers. Busted.

”Skynd jer! Kravl op til vinduet!”

I det øjeblik elskede jeg bare Mira så meget. Hun havde holdt hovedet koldt i lige de fem sekunder hvor vi andre stod med åben mund og troede, at alt bare var forbi, og hun havde brugt dem så uendeligt godt. En tyk slyngplante hang ned fra vindueskarmen til gulvet.

Alicia var den første der reagerede. Hun fløj hurtigt ud af vinduet. Da Leah få sekunder efter kravlede adræt op ad slyngplanten, hjalp Alicia hende det sidste stykke, så der var plads til os andre. Jeg skulle til at klatre op, da kidnapperen stoppede foran tremmedøren og skulle til at finde sit nøglebundt frem.

”Skynd dig nu bare OP! Det er lige meget med ham, vi laver bare noget... noget magi når i er der oppe. Vi skal nok klare det.” Leah fumlede med ordene.

Kidnapperen havde nu fundet den rigtige nøgle, og skulle til at sætte den ind i låsen. Jeg skubbede Mira hårdt hen til slyngplanten, og hun klatrede op. Så var det min tur. Jeg var næsten nået til vinduet, da jeg hørte det forfærdelige `klik´, og tremmedøren var åben.

Kidnapperen sprang rasende ind i den lille celle og greb fat i mit ben. Heldigvis holdt Leah og Mira fat i mine arme, men de var jo kun to små piger, og han var en stor mand. Han satte sine negle ned i mit ben, og en stikkende smerte paralyserede mit hoved.

Mine led begyndte lige så langsomt at give op, og jeg fik krampe i min venstre arm. Mit syn var en anelse sløret, men jeg kunne lige ane en stråle af lys, der kom fra pigerne over mig. Jeg kunne mærke grebet lette om min ankel, og det føltes som om jeg fløj.

Den velkendte fornemmelse fra den forladte sti sneg sig ind på mig. Selvom det kun var en dag siden, føltes det som hundrede år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...