Under overfladen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2014
  • Status: Igang
Hazel er ikke en helt normal pige. Selvom hun ikke ved det, er hun på magisk vis forbundet med vandet. Under mystiske omstændigheder bliver hun kidnappet sammen med tre andre piger, og de drager sammen ud på et eventyr, der omfatter båder indiske prinsesser, irriterende fyre og spor der fører hele vejen til Frankrig. Hazel er forvirret. Hvorfor lige hende? Og hvorfor lige nu? Og lige som et kaos udspiller sig for hendes øjne, begynder forelskelsen og et nagende spørgsmål at trænge sig på. Hvem er jeg?

13Likes
11Kommentarer
991Visninger
AA

4. Kapitel 2

Mit hjerte hamrede, og pumpede blodet, fuldt af adrenalin, rundt i min krop. Jeg var løbet herhen. Stien så ud nøjagtigt som den gjorde, da jeg mødte Josefa her sidste gang. Nå ja, jo, der var måske groet lidt mere vedbend, og hist og pist var der dukket lidt erantis og vintergæk op, nu i det tidlige forår. Jeg spejdede rundt efter Josefa, men fik ikke øje på hende. Klokken var ti minutter over fem. Jeg blev lidt muggen. Her gør man sig umage med at komme til tiden, og så kom hun selv for sent!

Vent… Hvis jeg anstrengte mig, kunne jeg se en skygge bevæge sig inden i krattet. Først troede jeg det var Josefa, men det var skyggen alt for stor til. Og jo, det var da lyden af en kvist der knækkede, ikke? Jeg blev pludselig opmærksom på den lille lommekniv, jeg altid havde på mig, gemt i en hemmelig lomme i min jakke.

"Hazel? Er det dig?"                                          

Jeg åndede lettet ud. Det var Josefas stemme der lød inde fra tjørnekrattet, ved siden af det for længst glemte busstop.

"Hey, hvorfor kommer du så sent?" Min stemme knækkede over halvvejs, da jeg hørte andre stemmer inde i krattet. Min indre stemme plagede mig, men jeg overbeviste mig selv om, at Josefa nok bare havde taget nogen venner med, men selv det kunne ikke være rigtigt, for det var jo vores specielle sted, og hun skulle jo fortælle mig noget vigtigt om min far.

"Pas på! Det er en fælde!" Josefa væltede ud af tjørnen. Hendes arme og hænder var bundet, og bag hende stod dem, som nok havde gjort det, men jeg havde ikke tid til at se deres ansigter ordentligt.

I et splitsekund overvejede jeg at blive og befri Josefa, men det var en dårlig ide. Det var bare mig og min lille lommekniv mod to voksne mænd, der sikkert også havde våben. Så jeg besluttede mig for bare at flygte.

Jeg kendte hele stien ud og ind, alle smutvejene og gode gemmesteder, fra tidspunkter, hvor jeg bare ville være alene. Jeg løb, nej, jeg spurtede, nej, jeg pressede mine ben til det yderste, til sveden dryppede ned fra min pande, til mine fødder værkede, til mine lunger brat stoppede med at virke og fik mig til at tabe pusten. Mit hoved, der før var så klart, var nu fyldt med tanker hulter til bulter. Mine øjne ville ikke koncentrere sig om stien. Jeg faldt, lige så lang jeg var, ned på den mudrede jord. Det hele føltes så tungt. Det blev sort.

. . .

Jeg vågnede. Ude af stand til at slå øjnene op, følte jeg mig frem. Mine hænder ramte først noget koldt og hårdt, og derefter noget blødt. Jeg trak lidt i det. Det føltes som stof.

”Av! Hold dine beskidte grabber for dig selv, din mide!”

Jeg glemte helt at mine øjne var som klistret sammen, og åbnede dem. Jeg lå i et lille beskidt rum, med beton vægge, en dør fyldt med graffiti og et lille vindue med tremmer for. En pige sad ret op lige ved siden af mig. Hun havde olivenfarvet hud med en masse små, diskrete fregner, der dækkede hendes kinder. Hendes grønne øjne stirrede på mig, som om jeg var højst uvelkommen, og hendes hænder sitrede.

”Hvad sker der?”

En søvndrukken stemme lød ovre fra det ene hjørne. En lille spinkel pige lå helt afslappet ned; hun var nok faldet i søvn igen. Pigens hår lå spredt ud over gulvet, som flydende guld. Kun lidt af det var samlet i en tilfældig fletning. Hun lignede nærmest en engel, og jeg var lidt bange for, at hun skulle gå i stykker. Jeg kiggede tilbage på den første pige, hvis øjne nu direkte skød flammer.

”Du må altså undskylde, hvis jeg fornærmede dig eller noget, men jeg er træt, og jeg forstår ikke hvor jeg er og hvorfor jeg er her. Jeg ville bare finde ud af det, og det var det hele.” Jeg forsøgte at formilde hende lidt.

”Bare så du ved det, så har vi ventet på dig.” Jeg så forvirret på hende. Hun sukkede, men fortsatte i et lidt venligere tonefald. ”Ja, altså, det sidste element.” Jeg forstod stadig ikke en brik. ”Vand, for pokker. Er du en idiot eller hvad?”

”Hvad fanden snakker du om? Vand? Det sidste element? Jeg er sgu da ikke en eller anden freaky person i en halvdårlig fantasy film?” Pigen kiggede forbløffet på mig. Ha, der fik jeg dig. Hun er ikke den eneste her med et temperament der siger spar fem. ”Hør her, vi er blevet kidnappet, for gods sake. Vi skal slippe fri, ikke sidde og opfinde ting.”

Okay, jeg indrømmer at det måske ikke var så smart at råbe af hende, når nu der lå en sovende person på gulvet. Nej vent lidt, to. En lidt ældre pige fik sat sig op. Hendes øjne var rolige og jordbundne, og der ville nok ikke komme et stort skænderi ud af munden på hende. Hendes nougatbrune hår var sat op i en sirlig knold med undtagelse af hendes lige pandehår.

”Rolig nu, Leah. Hun er ny, hun aner nok ikke hvad du snakker om.”

Ja, den fik hun i hvert fald rigtig. Pigen, der hed Leah rødmede en lille smule.

 ”Og Alicia, vågner du ikke snart?”

Alicia, den engleagtige pige, strakte sine arme.

”Aye-Aye, sir!” gabte hun.

Den ældste pige kiggede igen på mig.

”Ja, velkommen til.”

 Hun smilede. Jeg forstod ikke, hvad der var at smile ad, men jeg forsøgte i hvert fald at gengælde det.

”Jeg hedder Mira, hvad med dig?”

”Hazel. Men altså, jeg vil virkelig gerne have forklaret hvad der sker. Hvor er vi? Hvorfor er vi kidnappet? ”

Jeg vidste godt, at de nok vidste så lidt som mig, men det var et forsøg værd. Til mit held tog Mira ordet efter en kort pause, hvor alle så ned i jorden.

”Ja, det er sådan... Årh, det er altså svært at forklare, men jeg gør mit bedste. Ingen af os ved det helt præcist, det er jo ikke ligefrem fordi vores kidnappere har forklaret, hvorfor de har gjort dette mod netop os. Alt jeg ved, er at alle mennesker har et element, der passer til dem. Alicia er luft, Leah er ild, jeg er jord og du må jo så være vand. Egentlig er det jo ikke noget specielt i det. Og det er så her vi kommer ud i gætterier, ideer og konspirationsteorier. ”

”Lol, det rimede.” afbrød jeg hende dumt, men ændrede straks min mening, da jeg så hendes strenge blik. ”Dårligt tidspunkt...” mumlede jeg for mig selv, måske lidt højere end jeg kunne forestille mig. Jeg hørte i hvert fald et lille fnis fra Leah.

”Der må være en grund til, at vi er her,” fortsatte Mira tilsyneladende upåvirket. ”og vi har alle tre oplevet specielle oplevelser. Leah kom til at sætte ild til et skovbryn.” Hun stoppede hurtigt sin talestrøm, da jeg så underligt på hende. ”Bare rolig, der skete ikke noget. Hun slukkede det bagefter på samme måde, som hun tændte det. Ved bare at vifte med hendes hænder hen mod det nærmeste træ. Nogenlunde lignende hændelser er sket for mig og Alicia også, og jeg gætter på, at det også er sket for dig.”

Jeg nikkede mat. Egentlig forstod jeg ikke en lyd. Hvad fanden snakkede Mira om? Magiske kræfter eller hvad? Scener fra `Heksene fra Warren Manor´ spillede i mit hoved.

”Så er vi totalt magiske super-piger, der skal ud og redde verden?” spurgte jeg grinende, mens jeg lavede mærkelige hekseagtige bevægelser med mine arme.

Miras smil falmede lidt.

”Vi ved jo ikke noget helt præcist. Det er jo noget, vi skal finde ud af hen ad vejen-”

”Woah, woah. ’Hen ad vejen’?  Skal vi ikke lige finde ud af at komme ud herfra før vi gør noget andet?”

”Ja, helt ærligt,” Leah satte en arm i siden. ”Vi bliver nødt til at finde ud herfra. Hvem ved, hvad de kidnappere vil gøre ved os?”

Lige da Mira skulle til at åbne munden, rystede gulvet under os.  En høj rumlen lød udefra og lukkede næsten alle andre lyde ude.

”Er i okay?” skreg Leah. Selvom jeg vidste, hun sad få meter væk fra mig, var lyden af hendes råb meget svagt. Jeg var for tynget til at svare.

Alicia spjættede. Den ensomme sparepære i loftet sprang, da et voldsomt vindpust fik os alle til at vælte omkuld.  Et skrig i så høj en tone, at den næsten ikke var hørbar for mennesker, skar igennem luften. Stormen i vores lille rum stilnede af, men Alicias ansigt blev bare mere og mere smertefuldt.

Der gik kun få sekunder, før to mænd i sort tøj kom løbende. Det var kidnapperne fra før. Den største af mændene rynkede et par umådeligt store øjenbryn og forvrængede hans i forvejen vansirede ansigt.

”Møgunger! Kan i ikke finde ud af at passe jer selv? Nej, i skal absolut skabe jer. Du skriger jo som en tøs! Nå, nej, det er du jo også, ha ha ha!”

Men ingen hørte efter. Alicia svævede opad. Hendes krop løftede sig langsomt fra gulvet og lod hende falde sammen som en gammel kludedukke midt i luften. Alicia lå i luften helt stille, og hun begyndte at græde.

Tårerne faldt ned på mig, Leah og Mira som regn. Den mindste af kidnapperne tog sit nøglebundt frem, og begyndte at låse døren op. Vi var ligeglade. Alicia begyndte at spjætte igen, og jeg forstod, at vi måtte gøre noget, selvom vi var bange. Det, der derefter skete, kunne jeg ikke forklare.

 Jeg stod op. Mine ben vaklede efter flere timer hvor jeg sad stille. Alles øjne var på mig, selv den store mand og hans kompagnons. Jeg gik stille og roligt hen til Alicia, uden at mit blik veg fra hende. Min pegefinger kærtegnede hendes pande, og en slags varm kraft strømmede igennem mig, til den nåede min finger.

Et magisk syn udfoldede sig for an os alle sammen. Alicia lukkede langsomt sine øjne, og hendes rystelser stoppede. Da hun først lå helt stille, svævede hun langsomt ned på gulvet igen. Så snart hele hendes krop ramte underlaget, begyndte tråde af blå lys at brede sig i sirlige mønstre over hele gulvet.  Trådene undgik de steder, hvor Leahs, Miras og mine fødder stod, indtil næsten alle trådene stoppede med at vokse. Kun én fortsatte med at slange sig hen imod mig og lavede et lysende spor op ad mine ben, henover min mave og sluttede ved mit hjerte. Måske fandtes magi alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...