Under overfladen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2014
  • Status: Igang
Hazel er ikke en helt normal pige. Selvom hun ikke ved det, er hun på magisk vis forbundet med vandet. Under mystiske omstændigheder bliver hun kidnappet sammen med tre andre piger, og de drager sammen ud på et eventyr, der omfatter båder indiske prinsesser, irriterende fyre og spor der fører hele vejen til Frankrig. Hazel er forvirret. Hvorfor lige hende? Og hvorfor lige nu? Og lige som et kaos udspiller sig for hendes øjne, begynder forelskelsen og et nagende spørgsmål at trænge sig på. Hvem er jeg?

13Likes
11Kommentarer
995Visninger
AA

3. Kapitel 1

Like a balloon, you fill me with air

Make me so light I float into the atmosphere

You made me a star, got me all above

Maybe I’m in love

"Shit!"                                              

På et øjeblik vendte jeg tilbage til virkeligheden, da mine tynde Converse blev oversølet med gråt, grumset regnvand, der havde samlet sig i et hul i vejen. Typisk. Og hvad værre var, jeg kunne høre nogen, der grinte af mig. En dreng på cirka 17 stod ovre på den anden side af vejen. Det undrede mig en del, for han er for gammel til at gå på vores skole, og gymnasiet ligger i nabobyen, Kaldred (ikke fordi der er særlig langt). Desuden kender jeg alle i byen, og jeg har aldrig set ham før. Jeg skulle lige til at råbe noget om gode manerer til ham, da han forsvandt om næste hjørne med et djævelsk smil om munden. Særling. Det der forstyrrede mig mest var måske, at han var ret lækker. Jeg ville bare ikke indrømme det overfor mig selv.

Jeg nåede skolegården uden rigtigt at tænke mere over det, og lige som jeg troede, at jeg ikke skulle tænke på Særlingen mere, så jeg ham igen. Han stod oppe i legetårnet og holdt øje med de små børn, der løb ind. Hvad i...? Klokken ringede og mindede mig om, at den var fem minutter i. Jeg løb ind i opgangen så hurtigt som muligt med min hætte over hovedet, så Særling ikke opdagede mig. Endnu et optrin med ydmygelse var virkelig ikke det, jeg havde brug for.

Jeg var lige ved at vælte ind i Josefa, der stod på vores sædvanlige mødested lige inden for døren, ved siden af trappen. Vi gav hinanden en hi-five og gik op ad trappen. Normalt plaprede vi løs, men der var underligt stille. Jeg prøvede at fange Josefas blik, men hun kiggede på sine fødder. Jeg sukkede.  Hvorfor opfører alle sig så mærkeligt?

”Det skete seriøst det mest freakede her i morges.”

”Virkelig? Lad mig høre.” Josefa havde sat sin sladretantestemme på, så jeg kunne ikke gøre andet end at grine og fortælle hende det med Særlingen.

”Nå, på den måde. Nu må du ikke involvere dig i noget, vel?” Hun løftede øjenbrynene og sendte mig et vammelt smil.

Jeg svarede ved at daske til hende, og vi begyndte et kollektivt grinemarathon.

”Jeg hader at sige det, men klokken er snart otte, Carsten går amok.”

Vi spænede ind til klassen og nåede det lige. Puh.

Carsten begyndte at lære os om grundformerne af navneord. Åh, hvorfor, HVORFOR skulle vi også have dansk lige nu? Mine tanker svirrede rundt i hovedet på mig, som en masse ildfluer, der ikke kunne finde ud af at slukke deres lys. Selv da de var faldet til jorden, kunne man stadig tydeligt se deres aftryk. Grunden til min forvirring og min uendelige tankestrøm var naturligvis Særlingen, og den måde han havde grint af mig ved vandpytten. Men på den anden side, jeg må jo have set sjov ud.

Jeg fniste modvilligt, da jeg forestillede mig, at det var ham, der fik sine fine støvler våde. Åh gud, hvor var jeg træt. Jeg lagde stille mit hoved ned på bordet foran mig, og blæste på grundreglerne for rodmorfemer. For mit indre blik så jeg mig selv dansende, på en kornmark med en lille alf ved min side. Jeg kiggede hele tiden på alfen, vi svingede hinanden rundt, og så kom der en stor, grøn kat...

"Hazel, pst, Hazel?" Josefa skubbede sin albue hårdt ind i min skulder, da jeg vist kom til at lukke øjnene i et kort sekund. 

"Hvad?" Min stemme var helt søvndrukken og hæs, som om nogen havde prøvet at viske ordet ud med et dårligt viskelæder.

 Jeg må indrømme, at jeg faktisk var lidt sur på Josefa, selvom hun stort set lige havde reddet mit liv, for Carsten var noget af et muskelbjerg, og han var vist også medlem af Hells Angels.

Men ingen, og jeg mener INGEN skal ødelægge min skønhedssøvn. Ikke fordi jeg bliver lige frem `skøn´ af det. Mit lange, krusede ravnesorte hår pinte mig, og min helt blege hud og mine skrabede knæ gjorde mig helt bange for at se mig i spejlet. Det eneste, jeg kunne lide ved mig selv, var mine øjne. Mine øjne har mørke ringe omkring pupillen, men resten af min iris er en skinnende hasselnøddebrun nuance. Nogen gange, når jeg tænker dybt eller får gode ideer, siger min mor, at jeg får et grønt skær i mine øjne.

Med mit lange dagdrømmeri gik dagen hurtigt. Da klokken ringede ud fra sidste time, tog Josepha mig under armen, og vi gik sammen ud fra gangen ned til den overfyldte skolegård. Da vi var lidt væk fra skolen stoppede Josefa op og så mig dybt i øjnene.

”Hazel der er noget vigtigt jeg skal fortælle dig.” Jeg kiggede spændt på hende. ”Men ikke her, ikke nu. Vi mødes på den forladte sti, klokken fem. Præcis. Det har noget med din far at gøre.”

Og så tog hun sin cykel og trampede væk på pedalerne. Min far boede i Frankrig. Han kom aldrig på besøg, eller sendte mig et kort på min fødselsdag eller til jul. Han var forsker i overnaturlige hændelser. Måske var det dét, Josefa ville snakke med mig om? Var han kommet videre med sin forskning? Hvad var der sket? Var han... Nej, jeg kunne ikke bære tanken. Jeg var næsten død af nysgerrighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...