The Secret Garden

Han er højt til hest og en stolt mand - fuld af selvtillid til sig selv. Men da han bevæger sig ind i haven til landsbyens mystiske pige, åbner en verden af undere sig for ham; en verden, der trods sin vildskab og skønhed også er uendeligt sårbar over for folks fejltrin og ondskab...

2Likes
2Kommentarer
403Visninger

1. Secret Garden

T h e   s e c r e t   g a r d e n

 

Han red gennem byens brolagte gader på sin hvide ganger med brystet højt hævet. Han var en flot mand, og tilmed en mand af status, og han vidste det. Hans blå øjne flimrede funklende fra side til side i det beherskede tempo, der kendetegnede ham så godt; alt imens han betragtede alle byens små haver. Han kendte dem alle sammen ud og ind.

 Som han red dér, var han et flot syn. Han var høj og muskuløs og holdt ryggen rank, og hans hoved var stolt hævet en anelse, medens han så ned på verden. Den hvide hest under ham understregede blot hans styrke og maskulinitet, som det ædle og stærke dyr det var. Et vindpust kom yndefuldt løbende hen til ham, og gav sig i kast med at lege med hans kornblonde hår, før det skyndsomt fór videre igen. Ikke engang vinden kunne holde sig fra ham, tænkte han og smilte skævt.

 Han kiggede til venstre og fik øje på en mørkhåret kvinde i en af de velkendte, små haver. Hun var i gang med at pleje en af hendes små bede. Da hun fik øje på ham, smilte hun og vinkede ivrigt til ham, så hendes korte hår dansede og sprang op og ned på hendes smalle skuldre. Han sendte hende et funklende blik med sine intense øjne, og smilte bredt med den sensuelle mund, alle kvinderne elskede, sådan så hans stærke, hvide tænder blev blottet for dagens lys, alt imens han løftede hånden til et værdigt vink. Han så kvinden sukke dybt, hvilket fik ham til at smile skævt. Han kendte sin indvirkning på kvinder fra alle de gange, han havde nedlagt dem én efter én, til de alle var blevet voksne kvinder, der sænkede de bløde hække ind til deres ensformige haver og begyndte at passe dem, som vaskeægte koner nu engang bør og skal.

 Han vendte blikket fremad og væk fra den begudende kvinde og red videre. Nu var det hans tur til at sukke let. Han var begyndt at kede sig i sin tilværelse. Hans verden var blevet ensformig og uden overraskelser. Han drejede ind på en grussti, der ledte op på en lille bakkekam, og så sig omkring ud over byen. Han kendte hvert et gadehjørne, hver en vej, hvert eneste lille gadekær.

 Hver eneste have.

 Og det hele lignede bare hinanden. Intet af det skildte sig ud. Ikke én eneste have havde en bestemt sort rose, der ikke var andre haver der havde, eller et træ, de var ene om at holde. De havde allesammen det samme.

 De var alle sammen ens.

 Han drejede blikket til højre, og dér, liggende afsides fra de andre huse og helt alene, var 4 høje kampestensmurer der tilsammen indkransede en hemmelig have. Intet kunne ses fra dén have; kun et par klatreplanter havde vokset sig helt op toppen af muren, hvor de åbenbarede sig for omverden og mageligt strakte sig mod sollyset.

 Han havde aldrig været på besøg i den have. Han havde kun set pigen, der boede der, nogle enkelte gange som en hurtig bevægelse af en hvid kjole i øjenkrogen.

 Men lige så snart man kiggede derhen, var hun væk.

 Hun var mystisk og spændende; magisk som en skovalf og sky som en hind. Hun opsøgte aldrig nogle, og ligeså opsøgte ingen nogensinde hende.

 Porten ind til hendes have var altid grundigt låst, så han gjorde aldrig andet end blot at ride forbi; opsøgte aldrig dette lukkede sted. Men det gjorde han af en eller anden grund i dag. Nysgerrigt ansporede han sin hest og red nærmere. Da han nåede den høje mur holdt han sin hest an og tøvede et øjeblik medens han så op på dette lettere afskrækkende sted. Så sprang han af sin ædle ganger, og med lange, faste skridt gik han hen til porten. Han løftede hånden; stod med den tøvende  i luften et øjeblik, før han lagde den forsigtigt mod porten og gav den et let skub. Porten gled  lydløst indad i en stille bue.  Hans hånd isnede i luften af ren og skær overraskelse et øjeblik.

 Der var åbent?

 Så blev han fanget af den nysgerrighed og sejrsikkerhed, som han kendte så godt. Han rettede ryggen og et smil, mange nok ville finde arrogant og ikke særlig tiltrækkende, klistrede sig til hans ansigt. Han kastede i en glidende bevægelse hovedet bagover i en bue til siden, og kiggede på sin hest.

 ”Der er sgu låst op, du!” Med de ord vendte han atter hovedet mod havens skjulte hemmeligheder, og med løftet hage tog han et selvsikkert første skridt ind i havens prægtigheder. I det han stod inden for havens høje murer faldt lyset pludselig anderledes, og med ét var alt badet i et skær, der fik alting til at fremstå endnu mere eventyragtigt end det i forvejen var. Han kiggede langsomt rundt med nysgerrige, årvågne øjne, og langsomt blev pusten taget mere og mere fra ham. Haven var … forunderlig, men på en uendeligt tillokkende og dog også skræmmende måde. Som sirenerne, der lokkede mændene ned i deres blå dyb til de var helt og aldeles opslugt, følte han at haven kaldte på ham. Lokkede ham i fordærv.

 Eller var det omvendt?

 Han pustede tungt ud – det var slet ikke gået op for ham at han havde holdt vejret. Denne have var så meget anderledes end nogen anden han nogensinde havde set. Planterne voksede vildt og hæmningsløst, og dog var de alligevel kontrollerede… Og uendeligt besnærende.

 Han vendte sig om i et anfald af angst over dette dybt anderledes sted, han var havnet. Alt her var ham så fremmed. Han var vant til at have fuld kontrol over alle de situationer, han måtte befinde sig i. Men her var det som om, at kontrollen var blevet taget ud af hans hænder, og hændelserne blot havde fri adgang til at gå deres gang – hvor hæmningsløs den gang så end måtte være.

 Hans øjne rettede sig mod stedet han var kommet fra. Men vejen bag ham var væk. Hans hoved fløj fra side til side medens hans øjne lettere panikslagent ledte efter porten, han var kommet ind af. Intet sted lyste den op i mørket af planter. Han vendte sig om og vaklede hastigt fremad, og hans fødder begyndte lidt efter lidt at bære ham fremad i et stadigt hurtigere og hurtigere tempo. Til sidst løb han gennem haven; han sprang over alle de forræderiske rødder og slyngplanter, der lå på jorden og førsøgte at gribe fat i ham og forhindre ham i at komme længere ind i deres skjulte verden. Han snublede hen over en lille busk, der begærligt havde slået sine tynde arme omkring hans ene ben i farten, og hans hænder fagtede i luften for at finde et sted at tage fra. Intet blødt sted bød dem velkommen. En gruppe torne bed sig fast i hans ene arm, idet han faldt  fremover, og han tog sig chokeret og forurettet til armen med et frustreret udbrud, hvorefter han tumlede omkulds på jorden. Han åndede tungt ud, ind, ud, ind, hvorefter han langsomt satte sig op og fjernede hånden fra sin arm for at tilse den.  Sårene var ikke så dybe, men de sved. Han stønnede  frustreret over denne galskab og urimelighed der var blevet ham budt dette sindssyge sted, hvorefter han rejste sig op og tumlede et par skridt fremad. Så stoppede han op og bobler af frustration og vrede spredte sig rundt i ham. Vrede over at være blevet taget ved næsen og tværet ned i jorden, så han nu var helt beskidt, og frustration over den manglende vej ud og den afmagt han led under. Det var ydmygende, og han ville ikke finde sig i det. Han slog hårdt til en plante på hans vej, så den fløj ud til siden i en chokeret bue, hvorefter bladene vendte sårede nedad mod jorden. Han stormede nogle skridt videre gennem den lave underskov og sparkede hidsigt til en busk, så han efterlod sig et hul i indre. Den krummede sig smertende sammen om sig selv; som om den prøvede at hele det store, gabende sår, der var blevet den påført.

 Den unge mand fortsatte videre gennem haven med lange, vrede skridt. Han slog alle planternes naive og troskyldige grønne blade til side uden at ænse den skønhed, de var en del af, og som han på dette tidpunkt befandt sig midt i. På et tidspunkt på denne hans blinde, destruktive rute, var han nær tumlet ind i et træ, men han nåede lige akkurat at stoppe op. Han følte det næsten som om, at den enorme stamme stod og fnyste ham i hovedet som en fyrig hest. Han løftede øjnene og fulgte stammen op til dens møde med himmelen; den stod højt hævet højt over alt andet i haven; vågede over alt, der kom ind og ud og alt det, der skete.

 Han fik en pludselig indskydelse af, at dette træ var en autoritet man ikke skulle tage forgivet, men respektere. Han tænkte slet ikke over, hvor han fik denne afsindige tanke fra, for et træ kunne vel egentlig i princippet ikke råde over sådanne menneskelige kvaliteteter. Han vendte sig blot om og fik øje på den vej han have efterladt sig igennem haven.

 En skånselsløs rute af nedtrampede dele af et før frodigt og smukt liv åbnede sig foran ham. Planterne, han havde kvast under sine fødder, lå som døde krigere på jorden og omkring dem var de omkringstående planter sårede og hullede og sygeligt gule. Alle stod de med nedbøjede hoveder; som en trop naive sjæle der på barsk vis havde fået at vide, at verden var fuld af krig. De stod og græd medens de langsomt visnede i takt med, at de opgav håbet om ægte kærlighed. Omkring dem stod de andre planter og på trods af, at ingen af dem sagde eller gjorde noget, for planter har jo nu engang ingen sjæl, kunne den unge mand føle deres målløshed over hans traumatiske tankeløshed så intenst, at luften blev helt tyk og geleagtig af den, og han fik lige pludselig svært ved at trække vejret.

 Han var kommet ind på trods af alle de facader og forsvarsværker haven havde sat op. Nu var han inde, og alt han havde gjort var langsomt at dræbe del efter del af den livsglade, frodige unikhed der her eksistrerede. Eller i hvert fald havde gjort engang.

 Var der mere tilbage af den forunderlige verden der havde mødt ham, da han kom inden for den bastante mur? Mere af den verden der havde skræmt ham, fordi den var anderledes?

 Han kiggede tilbage på det vældige træ og rakte hånden ud for at trykke en af dens grene bønfaldende om tilgivelse – et eller andet måtte han gøre for at råde bod på det, han havde gjort. Men han så at grenen blot visnede, dér hvor han havde rørt, for til sidst at hænge slap ned mod jorden, og han trak forfærdet sin hånd til sig og så op mod træets krone, der skælvende stod og prøvede at holde sig rank og stolt og stærk på trods af al den modstand, der lige pludselig var blevet den mødt her i dens have. Han åbnede munden for at undskylde, men følte at ingen ord ville være nok til at rette op på denne skade han havde skabt. I stedet dukkede han sig under træets skælvende styrke og fortsatte ind i haven, mens lyden af gråd langsomt steg bag ham.

 Han vaklede videre, fast besluttet på at finde en udgang før han forårsagede mere smerte og ødelæggelse, end han allerede havde skabt. Han gik hurtigt fremad og forsøgte omhyggeligt at undgå at træde på noget. Han puffede blødt blade og blomster til side, men lige meget hvor blidt han behandlede dem, spredtes en hastigt voksende gul plet fra dér, hvor han havde rørt. Han så med en forundringens gru på sine hænder, og det skræmte ham, hvor meget ødelæggelse de spredte. Og det på trods af, at de så helt normale ud. Han dækkede sit ansigt med dem; forventede næsten at de ville brænde ham, som de skadede alt andet omkring ham, og han ville faktisk være ligeglad. Men det skete ikke. Ham skadede de ikke på samme måde, som de skadede havens planter.

 Det var som om, de skadede alt andet i verden end ham selv.

 Han løb gennem haven med øjnene skjult for omverden; som om han prøvede at skjule sandheden for sig selv om, hvor meget smerte han spredte omkring sig. Blade og grene piskede mod hans hoved i takt med, at han løb, og omkring ham steg et kor af drønende vinde og skrigende stemmer, og på et tidspunkt midt i det hele begyndte han også selv at skrige hjertensskrærende, men han fandt ikke ud af det, før de andre stemmer var holdt op, og han stod dér alene og skreg. Hans ben, der var stoppet med at løbe, knækkede sammen under ham, og i det de gjorde det, opdagede han, at ingen træer eller buske omringede ham mere. Han følte … plads omkring sig.

 Han fjernede hænderne fra sit ansigt og kiggede langsomt op på verden fra hans krybende stilling nær jordoverfladen, og forventede, nej, nok nærmere håbede på, at se verden udenfor murene brede sig ud omkring ham.

 Men det gjorde han ikke.

 I stedet mødte han synet af en stor, rød blomstereng af de smukkeste roser, han nogensinde havde set, der åbnede sig foran ham. Lysningen var cirkelrund og ca 20 meter i diameter, og langs dens sider stod høje træer og vågede over rosenhavet. Roserne stod og nikkede blidt til ham i den sagte brise, der herskede her i havens jomfruelige indre. De stod dér og så mod ham; så tillidsfulde på trods af al den smerte, verden havde budt dem. Han blev så betaget af roserne, at han glemte al den grusomhed og ydmyghed han havde befundet sig i i øjeblikket forinden. Han rejste sig langsomt op på benene, og med et fortryllet udtryk i øjnene vaklede han hen og bukkede sig ned over rosernes frodigheder. De stod troskyldigt og så tilbage på ham. Han rakte hånden frem og plukkede én, og i det samme, at han rørte rosen og rev den op med rode, fór et suk gennem hele haven og et vindspust sprang hen imod ham, så han blev væltet omkuld. Rosen gled ud af hans hånd, slog et sving op i luften, og landede på hans bryst, lige over hans hjerte, hvorfra den sendte en sviende smerte lige direkte ind i ham. Med et forskrækket råb rev han rosen væk og slyngede den så langt væk han kunne. Han så den forsvinde ned mellem trækronerne i den dybe have, på den anden side at blomsterengen.

 Han satte sig op, og pludselig følte han en vrede stige op i sig. En vrede over, hvad han blev udsat for, og hvad han måtte finde sig i. Han gned sig hen over sit bryst, der stadig sved og var varmt dér, hvor rosen havde ligget, og han forbandede haven. Denne åndssvage og latterlige have. Hvorfor skulle han overhovedet bryde sig om den? Han rejste sig vredt op igen, og efter et kort øjebliks tøven rynkede han brynene forurettet over, at han overhovedet havde tøvet over, om dette var det rette at gøre, og måske blot for at bevise dette for sig selv, tog han et første skridt ud i blomsterengen. Hele haven sukkede omkring ham, da hans fod skabte kontakt med jorden under de røde roser, men ingen svien skar sig vej ind i ham. Han så op igen, ja, for videre skulle han. Der var lige godt 20 meter over til den anden side, og vejen ud gik den vej, tænkte han. Han afbrød den sidste kontakt med jorden, og plantede sin anden fod i blomsterengen, til den var hele hans verden. Ham, og så blomsterengen under hans fødder. Et til suk spredtes omkring ham; som bølger, der udgik fra han fod, og fór ud gennem haven.

 Han tog et til skridt. Et til suk.

 Han så sig tilbage og gjorde store øjne, da han så, at et sort mørke var blevet skabt dér, hvor hans fod havde været plantet. Han løftede sin anden fod, og så, at det tilsvarende var sket under den. Ingen roser, ingen jord, ingen håbefulde skud, bare … mørke. Han skyndte sig hastigt over blomsterengen, medens verden omkring ham sukkede og stønnede, og klagelydene susende blev båret og kastet omkring ham i som i et stadig vildere boldspil.

 Han nåede omsider skovbrynet ved blomsterengens anden kant, men da han løftede blikket, var det ikke den tomme skov hans blik mødte. I stedet stirrede han lige ind i de bundløse øjne af en ung kvinde, der stod lige foran ham og så tæt på, at han kunne række hånden ud over røre ved hende, hvis han havde villet. Hun lignede en vingeskudt fugl; engang fri i krop og sjæl, men nu slået ned af al verdens ondskab. Knækket. Hendes kjole, der engang havde været lang og hvid, var nu flænset i brune striber. Men det værste var hendes øjne. Hendes øjne var store og forundrede på den måde, som de er hos et menneske, der lige har fået stukket en kniv gennem hjertet. Han var ikke i stand til at se væk fra hende på trods af, at hele hans krop rev og sled i ham og skreg ”Flygt! Flygt!” ind i hans ører igen og igen med en rædselsslagent forfærdet stemme. Da han modvilligt så dybere ind i hendes øjne, så han al den smerte og ydmygelse og sorg der fór rundt bag dem i et uendeligt kaos, og pludselig væltede en iskold bølge ind over ham, og idet muren ramte ham, blev han brutalt slået ud af sin trance.

 Han fór forskrækket bagud, og snublede i et af de huller, han havde skabt i den blomstrende dyne. I det hans krop skabte kontakt med det kæmpe tæppe af røde roser, steg en drønen af lyde, der slog sig sammen til et hjertesskærende kor, i den knækkede have. Han så pigens øjne vokse sig store i chokeret rædsel, og snart voksede hendes mund i takt med øjnene, til et skrig brød sig ud af den og fyldte luften, der snart var tyk af skrig og gråd.

 Han lå stadig på jorden, og et øjeblik var hele hans verden et eneste stort hav af røde roser. Et øjeblik lignede de et bølgende ocean af blod, og han kæmpede skrækslagent for at komme op at stå, selvom skrigene i luften over ham også skræmte ham. Han sparkede med benene, for at få sine fødder fri af de dybe huller, han havde skabt, og et kort øjeblik så han pigen stå i skovbrynet, sammenkrummet og med hænderne mod ørene medens hun skreg sin frygt og afmagt ud mod verden.

 Så var han på benene.

 Han fór hovedkulds henover blomsterengen, hvor roserne nu havde fået en mat, livløs rød farve, og nogle stod i sorte klaser og spredte deres livløse farve ud til de andre som stadig voksende brogede pletter af mørke. Da han sprang ind i haven og fór gennem den, lagde han mærke til den livløshed, der nu herskede der. Det var som om haven havde givet op, eller måske var den blevet myrdet. Den havde nu fået en syg, gul farve, og overalt var planterne ved at blive brune og visne, og de stod med hovederne nedadbøjede, som om de ikke havde lyst til at se på verden mere. Nogle var allerede styrtet til jorden, og overalt hørtes drøn fra små træer, der segnede om med et sidste suk. Han styrtede skrækslagent videre gennem dette ragnarok, til han lige pludselig svagt kunne skimte porten i horisonten. Han satte farten op, og nærmede sig den hastigt, medens et bølge af lettelse rullede gennem ham. Han lagde svagt mærke til, at der hang et skilt på porten ud, men han gav sig ikke tid til at læse teksten, før han tumlede mod porten og trykkede håndtaget ned.

 Der var låst.

 Desperat prøvede han igen og igen, med porten gav sig ikke. Han var låst inde i denne verden af forfald uden mulighed for at komme ud. Han hamrede mod porten med et brøl, men trak sig så nogle skridt tilbage, medens hans tanker flagrede rundt i hovedet på ham, og prøvede at regne ud, hvad han nu skulle gøre. Han kiggede desperat rundt om sig efter en anden vej ud, men fandt ingen, hvilket ledte til at han blot kiggede fremad mod porten igen. Hans øjne blev fanget af teksten på skiltet, der hang dér og stirrede på ham, og pludselig gik det op for ham, hvad det egentlig var han havde gjort.

 Han begyndte at hyperventilere, og han kunne mærke hysteriet komme over sig, men han kunne ikke rokke sig ud af flækken. En tåre dalede stille mod hans skulder, og lagde sig mod hans bløde, beskidte hud, og han så skælvende ned, og samlede det gulnede egeblad op med rystende hænder.

 Han vendte sig om, og en kold hånd greb fat om hans hjerte. Haven var lagt i ruiner. Overalt var planter og træer og buske styrtet til jorden, og alle de prægtige blomster, der før havde prydet haven, var nu visnede og stod med blikket rettet nedad mod jorden. I havens midte lå den før så smukke roseneng nu mat og svag med sorte huller strøet ud over det hele, og en masse knækkede blomster spredte sig som skampletter ud over dette før så livsglade og tillidsfulde og gode sted.

 Det lignede intet mindre end en krigszone.

 Og i midten af dette kaos knejsede det før så prægtige træ, medens det ihærdigt forsøgte at holde sin stolte holdning op mod Himlens drømme og løfter om en verden af godhed. Og på trods af, at det ikke til fulde var visnet eller styrtet, som alt andet i denne verden af smerte, så græd det stadig gule tårer, der dansede en sorgens dans i vinden.

 En sådan tårer stod han med i hånden nu.

 Han knyttede sin anden hånd så hårdt, at hans negle skar sig ind i hans håndflade og blodet løb i sagte striber ned over hans hånd og ned på jorden i små dråber, der spredte sig ud over overfladen som små blodsofre, der tog en del af ham med sig ind i denne smertens verden, som han selv havde skabt.

 Og så begyndte han at græde.

 Han græd hjertesskærende sammen med resten af haven; tilsluttede sig jammerkoret, der nu var ved at dø ud, fordi stemmerne havde forladt denne verden. Til slut var der kun hans og én anden stemme tilbage. Han så op og opdagede pigen sidde op ad det store træ mens hun græd opgivende midt i denne verden af ødelæggelse. Hun var nøgen og så udsat og sårbar som noget menneske nogensinde kan være. Og hun græd i dyb smerte.

 Den unge mand mærkede lyset ramme hans ryg bagfra, og han vidste at porten var gået op. Han snøftede en sidste gang, og vendte sig så om og gik ud. Porten gik i bag ham, og lukkede for evigt vejen ind til den verden af smerte, han havde skabt bag sig.

 Udenfor stod alle byens beboere med chok skrevet hen over hvert og et ansigt. Chok over alle de skrig og klagende stemmer, der var sevet ud gennem portens sprækker og hen over murens kanter hele dagen, og røbede om den forfærdelige virkelighed, der udspillede sig derinde.

 Den unge mand gik hen til sin hest med alle byens mange øjne rettet mod sig. Han, som før havde været så stærk og stolt og beundret af alle, var nu en knækket personlighed. Og da han nu ikke havde sin mandighed at byde ind med, bakkede alle nu væk fra ham. De trak sig alle sammen tilbage når han krydsede deres vej. Ingen trådte frem og hjalp ham, ingen ville kendes ved ham. Mændende havde altid hadet ham; et had som bundede i misundelse. Men kvinderne; ja selv de, der havde påstået, at de elskede og beundrede ham så højt – de trak sig nu væk. Ingen ville have ham mere, ingen elskede ham nok til at træde frem og tage sig af ham og stå ved hans side nu, da han havde allermest brug for det og ikke længere var stor og stærk.

 Han nåede sin hest og skulle til at sidde op af ren vane. Så indså han, at han ikke kunne. Han var ikke længere berettiget til at sidde så højt til hest, og skal sandheden frem, kunne han nok heller ikke magte opgaven. Så han tog sin hest i tøjlerne og gik sagte fremad med slæbende skridt. Som en tryglet hund gik han igennem folkemængden af borende, nådesløse blikke, og pludselig så han verden på en anden måde.

 Et sidste sønderrivende drøn hørtes fra haven bag murene bag ham. Han ikke så meget som stoppede op. Ej heller så han sig tilbage. Han fortsatte kun fremad som en slagen mand med slæbende skridt, til han ikke kunne ses af verden længere.

 Tårene trillede sagte ned af hans kinder medens han tænkte på al den smerte, han havde spredt om sig som ringe i sort vand. Alle de hjerter han havde knust, alle de sjæle han havde knækket.

 Så mange ødelagte kvinder han havde lagt bag sig…

 Kvinden i den forunderlige have var kun den sidste, men det var hende, der havde fået ham til at indse sandheden om sig selv.

 Han tænkte over teksten på skiltet på indersiden af porten i hendes engang så frodige og livsglade have, og han drog et sidste suk.

 

 “She was like a secret garden,

 and the walls were very high”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...