De Efterladte - Askeland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
// "Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes." // I næsten et halvt år har Payna været alene i verden. Hvad hun har været før det, kan hun ikke huske. Det eneste, hun ved, er, at hun lever et liv fyldt med spor fra mennesker, der ikke længere eksisterer. I sin ensomhed vandrer Payna rundt på randen af sindssyge og selvmord, kun holdt i live af et enkelt håb – håbet om, at hun umuligt kan være alene. // Vinder af Movellys 2014 - Årets Cover

106Likes
107Kommentarer
5509Visninger
AA

2. Prolog

 

147 dage efter

 

Mit navn er Payna Morentis. Det er i hvert fald det, der stod på den gamle familiekalender, som jeg fandt i det hus, hvor jeg vågnede. Hvor resten af min familie blev af, aner jeg ikke.
Jeg har været alene i 147 dage. Hvad jeg har været før det, aner jeg ikke.
Jeg ved, at jeg kan alfabetet, jeg kan regne, jeg kan læse og skrive, og det er derfor, at jeg også ved, hvad sådan en dagbog her skal bruges til. Men i min situation er en dagbog noget af det mest ligegyldige, så nu ryger du i det, jeg ved, hedder en skraldespand.

Jeg kyler den læderindbundne bog i metalbeholderen. Jeg har samlet rigeligt med bøger op i forvejen, men de eneste, der betyder noget for mig, er dem, hvor der rent faktisk står noget i forvejen. Denne er tom.
Jeg tager bedre fat i krykkerne og træder nænsomt over gulvet af knust glas og støv. I vinduet står en vissen potteplante. Et væltet billede ligger med forsiden nedad ovenpå kaminen. Køkkenet har jeg allerede rippet for dåsemad.
”Ticket!” kalder jeg, og jeg kan høre lyden af hans poter, der løber ned ad trappen. Jeg kigger mig rundt en sidste gang, før jeg træder ud fra huset og ud i det brændende solskin. Ticket løber i forvejen og snuser til vejkanten.
Det har sjældent været så varmt – normalt ville Ticket bare svede og trække vejret med åben mund, men på dage som i dag piber han fra tid til anden. Engang havde jeg barberet hans pels af, men det havde blot resulteret i, at han var blevet ligeså solskoldet som mig selv, så det gjorde mere skade end gavn.
Jeg tager krykkerne over i den ene hånd og trækker en vandflaske op af tasken med den anden, drikker af den og hælder lidt ned over mit eget hoved, hvorefter jeg giver Ticket resten. Han slikker det hurtigt i sig og begynder at gå videre, og som altid lader jeg ham bare føre an. Det er en nem måde ikke at komplicere tingene på, og eftersom det eneste, jeg ved, er, at vi skal gå mod nord, lader jeg ham tage beslutningerne og lede vejen.
I snart et år har vi vandret fra by til by. Mit lykkeligste øjeblik indtil videre har været, da jeg fik Ticket. Mit andet lykkeligste øjeblik var, da jeg fandt pistolen. Jeg har været tæt på at skyde mig selv mange gange. Afslutte det for evigt. Men jeg har kun én patron, og hvis jeg slår mig selv ihjel, så vil Ticket være helt alene. Hvis jeg skyder ham, vil jeg være alene, og at tage livet af en af os med en køkkenkniv er alligevel for brutalt, synes jeg.
I sidste ende er jeg vel en kujon – egentlig har jeg ikke lyst til at dø. Men når dagene smelter sammen, når jeg begynder at høre stemmer, og når min krop bare vandrer afsted uden kontakt med mine tanker, kan jeg godt blive i tvivl om, om jeg overhovedet er i live.
Jeg ved ikke, hvem jeg var. Jeg ved ikke, hvad jeg har været. Jeg ved bare, at hvad end der er sket, så har jeg været noget engang. Og jeg vil ikke dø, før jeg finder ud af hvad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...