De Efterladte - Askeland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
// "Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes." // I næsten et halvt år har Payna været alene i verden. Hvad hun har været før det, kan hun ikke huske. Det eneste, hun ved, er, at hun lever et liv fyldt med spor fra mennesker, der ikke længere eksisterer. I sin ensomhed vandrer Payna rundt på randen af sindssyge og selvmord, kun holdt i live af et enkelt håb – håbet om, at hun umuligt kan være alene. // Vinder af Movellys 2014 - Årets Cover

106Likes
107Kommentarer
5506Visninger
AA

9. Kapitel 7 - En Lille Nisse Rejste

 

150 og 151 dage efter

 

Mørket er blevet min værste fjende.
Jeg ved ikke, hvad der er sket med jorden. Jeg ved ikke, hvad der afholder den fra at falde fuldstændig fra hinanden. Hvert et skridt, vi tager, bliver sat med varsomhed. Der gemmer sig huller og sprækker de mest uventede steder, og i takt med at solen forsvinder, bliver de sværere og sværere at se.
Noah går som altid forrest, og lyset fra hans lommelygte er mit eneste pejlemærke. Ticket holder sig tæt til os, og han er gudskelov god til at styre udenom landskabets mange gabende munde, så jeg ikke behøver at bære ham. Jeg ville ikke være i stand til det. Jeg er tilbage til før jeg fik ham, før jeg mødte Ebor, og før han forærede mig krykkerne. Tilbage til det frustrerende invalidstadie, hvor jeg med to uens pinde som vandrestave vralter mig igennem sten og sand som en gammel krøbling.
Min lommelygte har jeg bundet fast til siden af min rygsæk, da jeg ikke har hænder nok til også at holde den. Lysstriben fra den dingler frem og tilbage, hver gang jeg tager et skridt, og oplyser kun lige akkurat jordbunden foran mig. Kunne giften ikke have givet mig en ekstra arm i stedet for at tage mit ene ben?
”Vi finder nogle nye krykker snart,” har Noah forsikret mig om, men vi ved vist begge, at det er temmelig usandsynligt at støde på et par krykker, når vi knap nok kan finde andet end det snavs, der sidder under vores fingernegle. Han prøver som sædvanligt bare at være optimistisk, men til tider gør det mere skade end gavn.
”Argh!” hyler jeg, da min ene vandrestav sætter sig i klemme i en sprække i jorden, og jeg snubler, ansigtet først ned i støvet og med vægten af min oppakning ovenpå.
”Payna! Er du okay?” råber Noah efter mig, og jeg hører ham komme løbende, så hurtigt som han nu kan med sin egen tyngende oppakning efter sig.
”Pff,” puster jeg for at blæse mit hår væk fra ansigtet. Jeg spytter en gang til højre for mig og sætter mig op på albuerne. Det første, jeg ser, er Tickets store, brune øjne, før han slikker mig i ansigtet. Jeg laver en grimasse.
Noah rækker sine arme ned efter mig for at hive mig op, men jeg trækker mig væk fra hans hænder. ”Jeg har det fint,” hvæser jeg. Måske er mørket ikke så slemt endda. Idet mindste kan han ikke se, hvor røde mine kinder er af ydmygelse.
Han sukker, træt og med en snert af irritation. ”Din stolthed er begyndt at gå mig på nerverne, ved du godt det?”
Jeg lader selvfølgelig være med at svare. Jeg får mig selv løftet fra skidtet, sætter vandrestavene i jorden og fortsætter. Der går lidt tid, før han følger efter.
Din stolthed er ved at gå mig på nerverne.
Hvad nu, hvis vi til sidst går hinanden så meget på nerverne, at vi slet ikke kan holde hinanden ud? Vi er trods alt de to eneste mennesker på denne tur. Vi er omtrent lige så meget dømt til at ende med at hade hinanden, som jorden var til at gå under.
Jeg skubber tanken fra mig og sætter den ene stav foran den anden. Noah holder sig bag mig fra nu af. De næste tyve minutter bruger jeg udelukkende på at bande og svovle, hver gang jorden atter spænder ben for mig. Den bugter sig i de skøreste bakker, og de konstante op- og nedgange gør ikke ligefrem tilværelsen lettere for mig. Jeg var overbevist om, at Gud for længst havde forladt denne planet, men nu er jeg ved at skifte mening. Jeg mistænker ham voldsomt for at sidde og grine, mens han ved at rykke på sin lillefinger får trærødderne til at binde sig rundt om min fødder.
Jeg stopper op. Indtil nu var der ingen andre lyde end den knasen, der kommer fra vores skosåler, men pludselig er stilheden blevet fordrevet af bløde, nynnende toner.
Den sagte melodi kommer tættere på, indtil Noah passerer mig. Så følger den efter ham og bliver svagere og svagere, indtil den forstummer, og han vender sig rundt og spørger, ”Hvad er der?”
Jeg synker for at få den tørre fornemmelse i min hals til at forsvinde, men min stemme lyder hæs alligevel. ”Den melodi… Uhm, den er meget smuk,” mumler jeg.
”Det er den eneste sang, jeg kan huske. Alle de andre har jeg måttet lave selv.”
”Jeg tror, at jeg kender den,” siger jeg, men er ikke helt sikker.
Noah lægger hovedet lidt på skrå. ”Virkelig? Jamen, så syng den med mig.”
Jeg smiler vemodigt. ”Jeg kan ikke huske ordene.”
”En lille nisse rejste…?” synger han og løfter afventende det ene øjenbryn. ”Med ekstrapost fra land til land…?”
Jeg tænker, så det knager, men der kommer ingenting. Jeg ryster på hovedet.
”Hans agt det var at hilse…”
”På verdens største mand!” udbryder jeg med et grin.
Noah ler. ”Der kan du bare se! Først din mor, nu sangen… til sidst kan du sikkert huske hele dit liv,” siger han og begynder at gå videre.
Jeg bliver stående. ”Noah.”
”Hm?” siger han og vender sig rundt igen.
”Du må ikke sige den slags.”
Han spørger ikke. Han ved, hvad jeg mener.
”Du må aldrig, aldrig nogensinde sige den slags.”
Han nikker. Så vender han sig rundt endnu en gang og går. Denne gang venter han ikke på mig.
Selvom han er adskillige meter foran mig hele tiden, er der intet imellem os til at standse melodien. Han nynner sangen om og om igen, nogle gange med ord, men for det meste uden. Jeg prøver at få dem til at vise sig i mit hoved, men de kommer ikke. Jeg ved, at jeg kender sangen, men hvorfra ved jeg ikke.
Måske sang min mor den for mig engang, tænker jeg. Jeg ved ikke, om tanken gør mig glad eller trist. Måske begge dele.
Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes.
”Payna. Kom,” råber Noah i det fjerne. Han vinker med sin lommelygte. Lyset fra den drukner i det tætte mørke over vores hoveder.
”Som om jeg ikke er på vej,” knurrer jeg lavmælt.
Noah står på toppen af en forhøjning og ser ned. Jeg når op på siden af ham, og han lyser ud i mørket og peger.
”Se. Der er huse dernede. Måske er det en hel by.”
Mit humør forbedres i det øjeblik, han siger det. En by betyder, at der måske er mad et sted. Måske endda krykker, hvis heldet er med mig.
Vi står på randen af en mindre dal, og ganske rigtigt ligger der en klynge af huse i dens fordybning. I månelyset kan man kun lige akkurat se konturerne af de nærmeste bygninger. De er måske et par timers gang herfra.
”Vi burde sove først. Vi kan bedre se i morgen,” foreslår Noah, og jeg nikker. Dagen har budt på nok anstrengelser, og bare tanken om søvn får mine øjenlåg til at føles tungere.
Vi slår lejr for natten. Blæsten er strid og isnende kold, men vi rykker tæt sammen. Ticket lægger sig imellem os, og på trods af lyden af Noahs klaprende tænder falder jeg i dyb søvn med det samme.
Næste morgen tillader vi os selv at dele en af de to sidste dåser mad, vi har tilbage. Der går adskillige minutter, før det går op for mig, at Ticket er forsvundet.
”Han er sikkert løbet i forvejen,” siger Noah. Ticket har til tider været væk i flere timer ad gangen, men han plejer aldrig at løbe væk midt om natten.
”Han kommer nok tilbage snart,” siger jeg, udelukkende for at berolige mig selv.
Vi pakker vores ting og begynder at gå ned i dalen. Der er gået hul på min ene støvle, så vi bliver nødt til at stoppe op med jævne mellemrum, så jeg kan tømme den for grus. I løbet af tre timer når vi byens udkant. Ticket er stadig ikke til at se nogen steder.
”Bare rolig. Han er her et sted,” lover Noah mig. Han har sikkert ret. Der er intet andet i miles omkreds, der kan have tiltrukket Tickets opmærksomhed, men under alle omstændigheder forekommer det mig mystisk, at han er gået så langt uden os. Jeg forventer hele tiden at høre hans gøen. Han gør altid, når han har fundet noget. I så fald håber jeg bare, at det er mad og ikke døde mennesker.
Apropos mad har vi akut brug for at finde mere. Vi går forbi et supermarked, og stanken af så meget rådden mad samlet på et sted er så overvældende, at vi ikke kan få os selv til at gå ind, selvom der sikkert ville være flere rækker med dåsemad et sted derinde. I stedet opsøger vi diverse huse og lejlighedskomplekser i håb om, at deres køleskabe lugter knap så grusomt.
”Lad os prøve at gå ind her,” siger Noah, da vi går forbi et hus, hvis dør står på klem. Det er den her del af vores liv, jeg hader allermest, selvom det er sådan, vi overlever. Vi er afhængige af det, som andre har efterladt, men det føles som at stjæle. Hvis jeg kunne, lod jeg alting ligge, som det var.
Noah puffer døren op, og som to gravtyve træder vi indenfor. Han lyser rundt i rummet. Glasset fra et fotografi reflekterer det hvidlige skær tilbage. Jeg sørger for ikke at kigge nærmere på billedet.
”Det er som en parallel verden,” hvisker Noah, men det lyder højlydt i den ensomme dagligstue. Herinde står tiden stille. Der er ikke en eneste vase, der er væltet. Blomsterne i dem er visnet for længst, men gulvtæppet krøller ikke, og stolene står, hvor de skal.
”Jeg tror, at køkkenet er herovre,” siger Noah og går gennem døren til venstre for os. Jeg går med ham, men stopper op i gangen på den anden side, selvom han fortsætter fremad. Det hele er så velbevaret, som et museum til fortiden. Hvem ved, hvad der gemmer sig bag alle de andre døre? 
Jeg går længere ned ad gangen. Jeg kan ikke lade være.
Jeg tager mine vandrestave over i den ene hånd, så jeg kan holde lommelygten med den anden. Med væggen som støtte går jeg langsomt fremad. Tager en dyb indånding og puffer dørene op på min vej.
Første dør. Et toilet. Støvet, men endnu hvidt.
Anden dør. Et soveværelse. En dobbeltseng til to. En hundekurv i hjørnet.
Tredje dør. Et børneværelse.
Malingen er skallet en smule af, men væggene er stadig lyserøde. Over krybben hænger en uro med dyr på, og jeg rører forsigtigt ved de små plysbamser. Den ene ligner faktisk Ticket – en hvid hund med lysebrune pletter.
Jeg ligger mine vandrestave og lommelygten fra mig, tager et fast tag i uroen og i hundebamsen og hiver til, indtil snoren knækker. Jeg putter Miniticket i lommen, samler mine ting op og forlader værelset igen, men kan alligevel ikke lade være med at se mig over skulderen. Jeg gad vide, om de overhovedet nåede at få barnet, før dommedag kom. I sidste ende kunne det vel være godt det samme.
”Fandt du noget?” spørger jeg, da jeg finder Noah i køkkenet. Han graver rundt i køkkenskabene og hiver den ene dåse efter den anden ned.
”Masser. De her gutter havde virkelig forberedt sig,” svarer han. ”Du… har ikke fundet nogen, vel? Jeg har i hvert fald ikke. Jeg tror, at de endte med at flygte alligevel.”
”Kun idioter lod være.”
Noah tager sin rygsæk af, lyner den op og begynder at fylde den. Han rækker mig en dåse, og jeg sætter mig op på køkkenbordet og tager imod den.
”Måske har de et par nye støvler her et sted,” siger Noah og nikker mod mine fødder. Han finder en kniv i en af køkkenskufferne og hakker hul på sin egen dåse, før han rækker den videre til mig, så jeg kan gøre det samme.
Jeg ryster på hovedet. ”Jeg har tjekket. Skabene er tomme,” lyver jeg. Jeg har ikke lyst til at stjæle mere. Hele huset føles som en tidslomme, så skræmmende uberørt, at vi slet ikke burde være gået herind i første omgang.
Jeg ved ikke, om Noah kan høre, at jeg lyver. Han nikker blot en enkelt gang, hvorefter vi spiser vores mad i stilhed. Så lyner han sin rygsæk til, før vi begge går tilbage mod hoveddøren, som jeg lukker nænsomt i.
Vi fortsætter gennem byen. Jeg har aldrig set så høje bygninger før. De er ikke mere end fire-fem etager høje, så man kan ikke ligefrem kalde dem skyskrabere, men ikke desto mindre er det usædvanligt, at de ikke er styrtet sammen.
”Er det bare mig, eller er det som om, at ingenting er ødelagt?” spørger Noah.
Jeg giver ham ret. ”Jeg bryder mig ikke om det,” indrømmer jeg. Stedet giver mig kuldegysninger -det er en spøgelsesby, som naturens gang lod være i fred. Der står en efterladt barnevogn på et gadehjørne. Der er efternavne på villadørene og gamle tilbudsplakater i butiksruder, vejskilte og biler med åbne baggagerum, et snorlige fortov. Alle andre steder, jeg har set, har været så ødelagte, at man skulle anstrenge sig for at forestille sig, hvordan de engang så ud. Her skal man ikke have meget fantasi for at kunne se det for sig. Der mangler blot flere mennesker til at gennemvandre gaderne ligesom os, og så kunne man ellers ignorere den omkringliggende losseplads, der var resten af verden. Men selvom jeg kigger ind ad hvert et vindue, viser ruderne ikke andet end mit eget, matte spejlbillede.
Et sted langt herfra begynder Ticket at gø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...