De Efterladte - Askeland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
// "Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes." // I næsten et halvt år har Payna været alene i verden. Hvad hun har været før det, kan hun ikke huske. Det eneste, hun ved, er, at hun lever et liv fyldt med spor fra mennesker, der ikke længere eksisterer. I sin ensomhed vandrer Payna rundt på randen af sindssyge og selvmord, kun holdt i live af et enkelt håb – håbet om, at hun umuligt kan være alene. // Vinder af Movellys 2014 - Årets Cover

106Likes
107Kommentarer
5511Visninger
AA

8. Kapitel 6 - Jeg Tror På Dig, Paynina

 

150 dage efter
 

Vi deler en dåse majs på afsatsen og snakker om en masse ligegyldige ting, før vi ved tidlig eftermiddagstid fastgør Ticket i min rygsæk endnu en gang og begynder at klatre. To timer senere står vi ved afgrunden.
Der er cirka to meters bredde at stå på for enden af bjerget, før jorden begynder at smuldre og falde sammen i det gigantiske dyb foran os. Der ligger et par væltede og afbrændte træer, og ellers er der ikke andet end støv, sand og sten. Vi ser alvorligt på hinanden og dernæst på den anden side. Jeg kan ikke bedømme, hvor langt der er. Måske ti meter, måske tyve, måske mere. Det er i hvert fald meget, meget langt.
”Vi bliver nødt til at bygge en bro,” siger Noah. Jeg skæver skeptisk til ham. Hvordan har han så lige tænkt sig, at vi skulle gøre dét?
”Med træerne,” fortsætter han, som om han havde læst mine tanker.
”De er alle sammen for korte. Og desuden er de brændte, så de kan sikkert ikke bære os,” kommenterer jeg.
Noah rynker panden og ser betænksom ud. Jeg har lagt mærke til, at han nærmest laver sådan en barnlig trutmund, når han tænker sig om.
Han tager sin rygsæk af, og jeg gør det samme. Forhåbentlig er Ticket klog nok til ikke at vimse rundt for at strække sine sammenkrøllede ben for derefter blot at skvatte ud over kanten. Han ser ikke tilfreds ud med sin nuværende position, så jeg løsner rygsækkens elastik og løfter ham ud. Han nyser og ryster sig en anelse, før han begynder at sniffe til mit højre ben. Det dirrer og gør mere ondt, end jeg har lyst til at indrømme, fordi jeg har overanstrengt det så meget. Jeg minder mig selv om at lede efter en erstatning for mine krykker, når vi kommer over på den anden side. Hvis vi kommer over på den anden side.
Noah er i færd med at endevende alle sine ejendele, og han kniber et øje sammen og fumler rundt med armen, indtil han endelig får fat på det, han leder efter: rebet.
”Hjælp mig lige,” siger han og svinger rebet over skulderen, før han træder over det væltede træ tættest på sig. Han ser ud til at have fået en god idé, og eftersom jeg ikke selv har en formidabel plan, vælger jeg at gøre, som han siger. Han tager fat i et træ, måske omkring seks meter langt, der ligger halvt ude over kanten. Han gestikulerer til, at jeg tager fat i det på midten, så vi kan vende det på langs. Egentlig behøver jeg nærmest ikke hjælpe til, for min samlede styrke svarer nogenlunde til den, Noah har i sin lillefinger, og han flytter rundt på træstammen uden besvær.
Han tager fat i det næste træ og lægger det i forlængelse af det første, så det går en anelse ind over, før han begynder at binde de to ender sammen. Jeg skærer tænder og sender ham et misbilligende blik.
”Det her kommer umuligt til at gå,” siger jeg, men enten hører Noah mig ikke, eller også vælger han bevidst at ignorere mit svar. Han snurrer rebet rundt om træerne, indtil det ikke kan nå længere og binder en dobbeltknude. Så binder han en knude til. Og lige endnu en for en sikkerheds skyld.
Jeg himler med øjnene. Det ser ikke særlig professionelt ud, og jeg tvivler på, at han nogensinde får mig til at vandre over afgrunden balancerende på hans hjemmebyggede bro af afbrændte træer.
”Hjælp mig lige,” siger Noah igen, og jeg tager tøvende fat om en gren, der stikker ud fra en af træstammerne. Hvad i alverden har han tænkt sig nu?
Noah skubber de sammenbundne træstammer for enden, så han kan puffe dem længere ud over kanten. Det ser ud til, at de er lange nok til tilsammen at nå over på den anden side, men det begynder som forventet at gå galt. Så snart det første træ svæver over afgrunden, begynder det at bøje og hælde nedad, fordi rebet ikke er stærkt nok til at holde begge træer sammen. Jeg hjælper ham med at skubbe. Hvis enden bare kan ramme den anden side, så de ligger stabilt og vandret, før det første træ glider ud af rebet og forsvinder…
Med et anstrengt grynt lykkes det Noah at få hævet træerne nok til, at den modsatte ende rammer landjorden på den anden side. Han sukker og kører en hånd over sin pande. Bevægelsen får et par grannåle fra hans hånd til at sætte sig fast i hans hår, men han lægger ikke mærke til noget. Jeg har lyst til at pille dem ud, men ignorerer trangen.
”Hm,” siger jeg optimistisk og betragter synet. Det gik bedre end forventet. Noah står med hænderne i siden og ser også tilfreds ud.
Han sænker sine arme og sætter med alvorlig mine en prøvende fod på den første træstamme. Så tager han sin rygsæk på igen og træder op. Balancerer. Tager endnu et skridt.
Træstammen knirker advarende.
”Forsigtig!” udbryder jeg og gør sikkert mere skade end gavn ved at forskrække ham på den måde. Noah fortsætter ufortrødent hen over træstammerne, og snart er han adskillige meter ude. Mit hjerte begynder at banke hurtigere og hurtigere. Han styrer lige fremad med imponerende sikkerhed, men jeg kan ikke lade være med at forvente, at han pludselig falder.
Det føles underligt, at han forsvinder længere og længere væk på den måde. Der er bogstaveligt talt en afgrund imellem os. En afgrund, som jeg ikke ved, om jeg vil være i stand til at komme over på samme måde som ham. Jeg har det nærmest som et lille barn, der er kommet til at give slip på sin ballon og ikke kan gøre andet end at betragte den, mens den flyver væk.
Ballon. Det går op for mig, at et barndomsminde måske lå lige under overfladen, og jeg forsøger febrilsk at holde fast i tanken om den flyvende ballon. Den var… rød. Tror jeg. Eller også er det bare noget, jeg opdigter.
Jeg ryster frustreret på hovedet og giver som så mange andre gange op. Før eller siden er det på tide at erkende, at der absolut ikke er et eneste minde tilbage i min hukommelse. Jeg vender igen min koncentration mod Noah, der mirakuløst er nået over på den anden side.
”Payna!” kalder han og flagrer med armene. Jeg kan ikke se hans ansigt så tydeligt herfra, men jeg forestiller mig, at han smiler.
”Okay,” puster jeg og ser mig omkring for at få øje på Ticket. Han lunter rundt og sniffer til nogle af de andre afbrændte træer omkring os. Jeg tager ham forsigtigt op i min favn, og det bekymrer mig, at han på ingen måde gør modstand. Han virker efterhånden ligeglad og svagelig, og måske har det at gøre med, at jeg tydeligt kan mærke hans ribben med mine fingre.
Jeg pakker ham ned i rygsækken, hvor han uden at beklage sig krøller sig sammen. Jeg ville ønske, at vi havde mere mad tilbage. Forhåbentlig er der noget at finde på den anden side, selv om det mystiske, nye landskab ser endnu mere krakelleret og udtørret ud end det, jeg kom fra.
Siden hvornår begyndte jeg at værdsætte mit liv så meget, at jeg balancerer ud over et sort hul blot for at komme over på den anden side og vandre videre i en verden, jeg ikke engang er sikker på, at jeg ønsker at leve i?
Nå. Der er ingen vej tilbage. Nu eller aldrig.
”Eventyret fortsætter, Ticket,” mumler jeg og placerer højre ben på den første træstamme. Hvordan fanden kommer jeg over? Skal jeg virkelig lægge mig fladt på maven og hive mig selv frem med armene?
”Det her erydmygende,” klager jeg og lægger maven på træstammen. Selv da jeg gik rundt alene, prøvede jeg at undgå situationer som denne. Lige som jeg tror, at mit selvværd ikke kan styrtdykke yderligere, viser det sig, at jeg tager fejl.
Med ansigtet vendt mod dybet glemmer jeg alt om selvværd og stolthed.
”Åh Gud, åh Gud, åh Gud…” piber jeg og klemmer øjnene i. Jeg har lyst til at tude, i hvert fald bare hyle en lille smule. Eller hulkende råbe på Noah.
Jeg tror på dig, Paynina.
Et smil. Varme hænder.
”Mor?” hvisker jeg. Alt går i stå, og jeg kigger tomt ud i den mørke intethed under mig. Noah råber noget, men jeg kan ikke høre ham. Det er som at være under vand, det ved jeg, det er sådan her, det føles, når man er under vand! Som om alt forsvinder, og ens hoved pludselig er meget mere højlydt, end det burde være.
Jeg ved, at det var hende. Ingen ord har nogensinde været så tydelige, og jeg kan mærke dem helt fra tåspidserne til de fjerneste afkroge af mit hjerte.
Jeg griber fat om træstammen og hiver mig selv fremad. Træets bark river i mit tøj, og det kræver mange kræfter. Mine arme ryster, og jeg bider frustreret tænderne sammen. Jeg glider langsomt fremad og gør mit bedste for at fokusere på hendes ord i mit hoved og ikke det mørke hul under mig.
Pludselig er det ovre.
Noah tager fat under mine arme og løfter mig op at stå, som om jeg var let som en fjer.
”Er du okay? Jeg burde have hjulpet dig over, det må du undskylde. Hvad skete der i starten, hvorfor stod du stille?” spørger han bekymret og gentager så: ”Payna, er du okay?”
Jeg smiler over hele ansigtet, og rynkerne i hans pande forsvinder og bliver også udskiftet med et smil.
”Jeg hedder ikke Payna. Jeg hedder Paynina!” siger jeg og ler, og mine øjne bliver blanke. Jeg huskede. For første gang i mit liv huskede jeg noget. Og det kan godt være, at det kun var en enkelt sætning og et par hurtige glimt, men jeg ved, at det betød noget særligt.
”Hva?” siger Noah og løfter et øjenbryn, som om jeg er tosset. ”Jamen…”
”Jeg huskede! Jeg hørte min mor sige, at mit navn er Paynina! Min mor! Jeg har en mor!” græder jeg og kan ikke afholde mig selv fra at omfavne ham. Noah ler overrasket og krammer mig tilbage, så jeg bliver svøbt ind i hans arme. Det er sådan her, det føles. Det er sådan her, min mor ville kramme mig hver eneste dag.
”Jeg havde en mor…” hvisker jeg ind mod hans bryst, og tårerne i mine øjne er ikke længere glædestårer, men tårer af sorg. For første gang er jeg i stand til at savne og sørge over noget, som jeg ved, har været virkeligt. Jeg ved, at jeg havde en mor. Jeg ved, at jeg elskede hende. Og jeg ved, at hun er død.
Jeg snøfter og bliver stående med armene om Noah, og han giver heller ikke slip. Han kysser mig på håret og hviler sin hage på mit hoved. Jeg ved, at jeg har mistet min familie. I dette øjeblik kan jeg virkelig mærke det. Men jeg ved også, at jeg i ham har fået en del af den tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...