De Efterladte - Askeland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
// "Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes." // I næsten et halvt år har Payna været alene i verden. Hvad hun har været før det, kan hun ikke huske. Det eneste, hun ved, er, at hun lever et liv fyldt med spor fra mennesker, der ikke længere eksisterer. I sin ensomhed vandrer Payna rundt på randen af sindssyge og selvmord, kun holdt i live af et enkelt håb – håbet om, at hun umuligt kan være alene. // Vinder af Movellys 2014 - Årets Cover

106Likes
107Kommentarer
5540Visninger
AA

7. Kapitel 5 - Du Må Aldrig Nogensinde Forlade Mig

 

150 dage efter

 

”Noah!” skriger jeg, da stenene begynder at vælte ned, og afsatsen under os begynder at sprække. Men mine skrig, Noahs kald og Tickets gøen drukner i den brølende larm fra jordens indre.
”Payna!” råber han tilbage, og jeg rækker ud efter hans hånd samtidig med, at han rækker ud efter min. Der falder et stykke klippe af afsatsen, og Noah skubber os hårdt ind mod bjerget med ham yderst. Hvis der falder meget mere af afsatsen, kommer han til at falde med.
”Hold fast!” råber han, og mine hænder famler efter noget, bare et eller andet, men jeg kan ikke få fat i en eneste rod eller sten. Der ser ud som om, at Noah holder i noget, så jeg svinger mine arme rundt om ham i stedet.
Vi knuger os hårdt ind til hinanden, mens verden stykke for stykke styrter sammen omkring os. Ticket hyler, klipper sprækker og aske flyver, og en følelse, jeg endnu ikke har følt, sætter sig som en knude i mit bryst.
Jeg er bange for at dø.
Jeg ved ikke, hvor lang tid vi bliver stående. For hvert minut borer jeg mine negle hårdere og hårdere ned i Noahs jakke, mens mit ansigt bliver presset mod bjerget, som jeg frygter, vil falde ned over os. Jeg har oplevet jordskælv mange gange før, man aldrig så voldsomme som dette. Aldrig har det været så åbenlyst, at vi ikke længere hører til – at vi er for svage.
Min vejrtrækning kommer i uregelmæssige stød, og jeg prøver at fokusere. Jeg knuger Noah til mig så hårdt, som jeg overhovedet kan, og i et øjeblik er jeg næsten sikker på, at jeg kan mærke hans hjerte banke. Hurtigt og taktfast, mens hans brystkasse hæver sig op og ned.
Rundt om os falder verden sammen.
Imellem os begynder den at få en mening.
”Payna?” siger Noah blidt, og et sted i det fjerne kan jeg mærke ham dreje hovedet.
”Payna, det er slut nu,” fortsætter han og tager forsigtigt fat i min arm, og jeg løfter min pande fra hans jakke.
Jeg er overbevist om, at mine øjne er røde og opsvulmede, og ydmygelsen får varmen til at stige til mine kinder. Noah lader heldigvis være med at kommentere det.
”Pas på,” mumler han, og jeg ser rundt omkring os. Der er ikke meget at stå på, og få centimeter fra mig fortsætter den lodrette klippevæg hele vejen ned i dybet.
”Der,” siger jeg og fjerner langsomt min arm for at pege til højre for os, hvor afsatsen bliver smallere, men fører længere over mod den anden side af bjerget.
”Du går først,” siger Noah, og jeg er i tvivl om, om han siger det, fordi han selv er bange, eller om det bare er tilfældigt. En sætning. der hedder ”damerne først,” dukker op i mit hoved, men jeg tror ikke, at man brugte den i denne sammenhæng.
Jeg nikker og vrister mig fri fra ham, og Ticket, som jeg næsten havde glemt alt om, begynder igen at røre på sig. Det bekymrer mig, at han ikke har været mere urolig, men jeg kan ikke se, om han er kommet noget til.
Jeg griber rystende fat om klippevæggen med neglene, og jeg prøver forgæves at abstrahere fra det bundløse hul bag mig. Langsomt flytter jeg det højre ben og ved så ikke hvordan, jeg får mit venstre med. Jeg er ikke meget for at give slip med hænderne for at trække det, men samtidig har jeg ikke lyst til at bede Noah om hjælp.
”Jeg kommer nu,” siger han så, og jeg føler mig lettet, men også skamfuld over at jeg efterhånden ikke kan gøre noget som helst selv.
”Uhm,” mumler han usikkert, da vi akavet står tæt presset sammen op ad klippevæggen, og han ikke helt ved, hvad han skal foretage sig. Der er ikke ligefrem plads til, at han kan bukke sig ned og løfte mit ben.
”Hvis du nu holder fast i mig med den ene arm,” forklarer han, og han behøver ikke at sige mere, for jeg har allerede forstået idéen. Jeg lægger min ene arm om hans ryg og hiver i mit venstre lår med den anden. Det lykkedes, og Noah følger med, indtil vi efter flere omgange er nået rundt om hjørnet.
”Åh, gudskelov,” udbryder han udmattet, da der på den anden side er en afsats, der ser nogenlunde stabil ud. Vi samarbejder os hen til den, og jeg tager min rygsæk af og ligger mig fladt ned på ryggen. Mit højre ben kramper, og jeg ryster stadig. Noah sætter sig ned ved siden af mig. Der løber en perle af sved ned langs hans tinding, og hans hår er støvet og pjusket. På trods af det ser det stadig blødt ud, og jeg modstår en pludselig trang til at række ud og røre ved det.
…Vent, hvad?
Måske burde jeg efterhånden indrømme overfor mig selv, at jeg er tiltrukket af ham. Måske ikke personlighedsmæssigt, men fordi at det trods alt er meget lang tid siden, at jeg har set en fra det modsatte køn. Det underlige er, at jeg ved, hvad mange ting betyder – jeg ved, hvad det vil sige at kysse, jeg ved endda, hvad sex er, selvom jeg ikke aner, om jeg nogensinde har prøvet noget af det.
Jeg vågner op fra mine cirkulerende, hormonelle tanker og kommer pludselig i tanker om Ticket. Panikslagen griber jeg ud efter rygsækken og åbner den.
Og der ligger han, krummet sammen nede i bunden. Hans pels er klumpet, og han åbner besværet øjnene, men han ser uskadt ud. Jeg sukker træt og løfter ham ud, og han krøller sig sammen i mit skød. Jeg kan mærke hans vejrtrækning mod min hånd, og lidt efter lidt begynder mit hjerte at slå i den samme, rolige rytme.
”Dagen er stadig på sit varmeste nu,” siger Noah. ”Vi burde blive her et par timer.”
Jeg nikker og læner mig mod klippevæggen, der er dejlig kølig, fordi vi sidder i skygge.
Der er ikke lang vej tilbage nu, men selvom det bliver en lettelse at sætte fødderne på landjord igen, så føler jeg mig om muligt endnu mere bekymret, jo tættere på vi kommer. Afgrunden gaber som et endeløst hul. Vores reb er mange meter langt, men ligeså er dybet. Og hvad skulle vi så gøre? Gå på line hele vejen over?
”Vi kommer aldrig ned.” Det slår mig som en bølge af kvalme, og alting virker ligegyldigt. Vi kommer aldrig nogensinde ned.
”Huh?” mumler Noah, der vist døsede hen op ad stenvæggen.
”Vi kommer aldrig nogensinde ned,” gentager jeg håbløst.
Til min overraskelse himler Noah med øjnene. ”Pessimisme er i hvert fald ikke vejen frem,” siger han og ryster på hovedet, og han ser ikke ud til at lægge særlig meget mere i min kommentar. Når jeg tænker over det, har jeg muligvis også spyttet temmelig mange glædesdræbende sætninger ud af min mund i al den tid, jeg har levet - i hvert fald i al den tid jeg kan huske, at jeg har levet.
”Tænker du nogensinde på, hvem du var engang?” spørger jeg lavmælt. Jeg ved, at jeg har. Gad vide, om jeg engang var et lykkeligt menneske? Måske var jeg glad og smilende, måske var jeg morsom, og måske var det derfor, at jeg havde en kæreste og en masse venner, hvis ansigter nu er krøllet sammen i min rygsæk. Det føles alt sammen så fremmed.
”Selvfølgelig,” svarer Noah. ”Men jeg er og har jo altid bare været mig, når alt kommer til alt.”
Jeg har både lyst til at give ham ret og erklære mig uenig på samme tid. Jeg håber, at jeg stadig er mig – at den gode, gamle Payna måske findes derinde et sted. På den anden side håber jeg ikke, at jeg altid har været sådan her. Jeg håber, at jeg har været… bedre. På en eller anden måde.
Det er vel derfor, at jeg, på trods af min pessimisme, stadig har en gnist af håb tilbage i mig. Et håb, der er vokset, lige siden Noah dukkede op. Hvis Venue Mecto rent faktisk findes, og hvis der bare er den mindste chance for, at vi kan nå derhen, så er der også en chance for, at jeg kan få svar på bare nogle af mine spørgsmål. Hvad betyder den billet, jeg har i min rygsæk? Hvad er der sket med min familie, ja, med hele verden? Hvorfor er vi de eneste, der er tilbage?
Åh, Noah. Du må aldrig nogensinde forlade mig.
Ordene er så tæt på at falde ud af min mund, men jeg får stoppet mig selv i tide, fordi det ikke på nogen måde ville passe ind i vores samtale. Men i det øjeblik tænker jeg det, og det er både skræmmende og betryggende på en og samme tid. Skræmmende, fordi jeg er blevet så afhængig af ham, at jeg ikke ved, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg rent faktisk mistede ham. Betryggende, fordi jeg ved, at han aldrig nogensinde ville gå, hvor mange gange jeg så end vrissede af ham.
Noahs ansigt lyser pludselig op. ”Okay, lad os lege en leg,” siger han, og han smiler, da han rykker sig tættere på og sætter sig over for mig. Det er sådan et skævt og barnligt smil, der strækker sig helt op til kinderne og øjnene og blotter hans snorlige tænder. Det ser helt rigtigt og naturligt ud – sådan kan det med garanti ikke se ud, når jeg smiler.
”Okay,” svarer jeg, og alligevel kan jeg ikke lade være med at mærke mine egne mundvige trække sig opad.
Noah holder en dramatisk pause, før han fortsætter. ”Hvis du selv kunne forme dit liv, hvordan skulle det så være?” spørger han, og han betragter mig forventningsfuldt. Hans ansigtsudtryk minder mig om Ticket, der spændt venter på at få sin mad. I mit skød ligger han stadig og sover, og jeg stryger hans hvide og lysebrune pels i et forsøg på at få noget af støvet væk fra den.
Jeg vender tilbage til Noahs spørgsmål, og en smal skuffelse trænger sig på. Kunne han ikke have valgt en anden leg end lige præcis den?
Samtidig har jeg ikke lyst til at være en lyseslukker.
”Mener du før eller efter det her?” spørger jeg. ”Hvordan jeg ønsker, at mit liv var engang, eller hvordan jeg ønsker, at det bliver i fremtiden?”
”Fremtiden,” svarer Noah uden tøven. ”Fortiden kan vi jo ikke bruge til så meget. Den er et overstået kapitel.”
Hvor mange kloge ord findes der under den frisure? Jeg hader at indrømme det, men som altid har han ret. Et overstået kapitel. Sådan har jeg bare aldrig været i stand til at se på det.
Jeg kigger ud over afsatsen og tænker mig om. Jeg betragter jorden og dens gabende sprækker, der ser ud til at grine og vise tænder af mig, mens den sluger huse og bygninger i én mundfuld. Mest af alt koncentrerer jeg mig om, hvordan de huse og bygninger har set ud engang, før de faldt. Jeg koncentrerer mig om de sneklædte bjerge i horisonten, og jeg genkalder mig synet at solnedgangen, der dryppede blodrøde farver over hele landskabet.
Skønhed. Mit liv skulle være fyldt med skønhed. Jeg ville bo et sted, hvor der ikke var huse og affald over alt. Der skulle være masser af grønne træer, og solen skulle skinne – den skulle farve himlen rød, orange og pink, hver gang den stod op og gik ned, og jeg skulle betragte synet hver evig eneste gang. Der skulle ikke være aske eller knust glas, og vigtigst af alt skulle jeg ikke være alene.
Jeg ved, hvad jeg vil have. Men jeg ved også, at jeg nok aldrig nogensinde får det, og derfor gør det for ondt at sige ordene højt.
”Jeg ved det ikke. Hvad med dig?”
Noah ser ikke ud til at være tilfreds med mit svar, og jeg kan ikke bebrejde ham, men han forstår min hentydning.
Han sætter sig ved siden af mig op ad bjergvæggen, selvom afsatsen er stor nok til, at han kunne sidde et andet sted. Det generer mig dog ikke. Hans skulder er varm og ligger op ad min, og som altid føler jeg mig så lille, fordi hans er meget mere muskuløs og større end min. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om det er en fornemmelse, jeg bryder mig om eller ej.
”Hmm,” siger han og ser betænksom ud. Så sniger et skævt smil sig langsomt ind på hans ansigt, og han drejer hovedet for at kigge mig i øjnene. ”Hvis du holder det hemmeligt, så holder jeg det også hemmeligt.”
Jeg himler irriteret med øjnene.. ”Jeg holder det ikke hemmeligt.
”Men du gider ikke at sige det,” påpeger Noah med et løftet øjenbryn.
”Nej.”
”Så lad os sige, at fordi du ikke gider at sige det, så gider jeg heller ikke at sige det.”
Jeg ryster opgivende på hovedet. ”Du er håbløs,” siger jeg, og før jeg ved af det, har et grin spredt sig over mit ansigt. Noah ser overrasket på mig, før også han smiler og læner sig dovent tilbage op ad bjerget.
”Ditto.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...