De Efterladte - Askeland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
// "Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes." // I næsten et halvt år har Payna været alene i verden. Hvad hun har været før det, kan hun ikke huske. Det eneste, hun ved, er, at hun lever et liv fyldt med spor fra mennesker, der ikke længere eksisterer. I sin ensomhed vandrer Payna rundt på randen af sindssyge og selvmord, kun holdt i live af et enkelt håb – håbet om, at hun umuligt kan være alene. // Vinder af Movellys 2014 - Årets Cover

106Likes
107Kommentarer
5540Visninger
AA

6. Kapitel 4 - Du Skal Ikke Gribe Mig

 

150 dage efter

 

Jeg stødte på det andet lig efter 63 dage. Min 63. dag var nok den værste nogensinde.
Jeg gik igennem endnu en forfalden landsby, da Ticket begyndte at gø. Han var langt væk, men jeg fulgte lyden af hans gøen, der gav ekko i den nedsunkne dal af ruiner, der var omkranset af en mur af bjerge. Aldrig havde jeg været så heldig, at de skyggede helt for solen, men på trods af det kunne jeg ikke vente med at komme ud. Der var så forfærdeligt stille, og alt var så dødt, at jeg næsten forventede, at jeg pludselig selv ville holde op med at trække vejret.
Da jeg havde undgået de fleste huller og andre forhindringer, kunne jeg endelig se Ticket komme til syne. Han blev ved med at gø ophidset, og da jeg nærmede mig, kunne jeg se hvorfor.
Foran ham, opad en ødelagt husfacade, lå en lille, sammenkrøllet skikkelse. Det var tydeligt, at personen var død, men alligevel rullede jeg den nænsomt om på ryggen. Måske fordi at tøjet stadig var hvidt. Måske fordi at huden så uskadt ud. Måske fordi at der var en chance for, at personen stadig bare sov. Men da jeg så hendes ansigt, var jeg ikke længere i tvivl.
Hun var så skrøbeligt lille, og hendes øjne stirrede ud i luften med en forstenet frygt. Det var som et frossent billede af hendes død, der stadig hang omkring hendes halvåbne mund og udspilede, grønne øjne, og det slog mig som en kniv i brystet. Jeg vendte mig rundt og kastede op, selvom der ikke var meget mad at give afkald på.
Det var den første gang, jeg græd. Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville gøre det igen.

***

Jeg fifler ukoncentreret med de rynkede billeder, hvor det yderste glatte lag så småt er blevet slidt af. Men de har også ligget i min rygsæk i meget, meget lang tid.
”Hvem er det?” spørger Noah og nikker mod fotografierne i mine hænder, og jeg vender hovedet.
”Det ved jeg ikke,” siger jeg og stryger en finger henover fyren med det lysebrune hår, hvis arm har et fast greb om mine bare skuldre. Jeg har en blomstret sommerkjole på, et glas i hånden og et bredt smil på mine læber.
”…Du er meget smuk,” siger Noah, og jeg lægger mærke til, at han siger ”er” og ikke ”var,” selvom jeg er sikker på, at jeg slet ikke ligner pigen på billedet længere.
”Man kan sige, at i dag er mit jubilæum,” siger jeg, og ordene smager bittert. ”Det er 150 dage siden.”
Han siger ikke noget, og jeg sukker og lægger billederne væk, tilbage i den samme lomme i ryksækken hvor de altid har ligget, ved siden af den blå billet, som jeg endnu ikke ved, hvad betyder. Selv efter 150 dage har jeg ikke fået et svar.
”Solen står op om lidt,” siger Noah og skuer ud over afsatsen, og hans øjne glinser i det tiltagende morgenlys. Hans mørke hår er langt og uglet, og man kan se, at han har forsøgt at klippe det til, selvom det er blevet skævt.
”Vi burde komme videre.” Han nævner intet om, at vi ikke har fået morgenmad, selvom vores maver diskret har knurret om kap. Vi bliver nødt til at spare.
Noah rejser sig op, strækker sig og begynder at pakke sit tæppe sammen. Ticket løfter hovedet og betragter ham for en stund, før han igen lægger det på mit lår. Jeg bliver siddende.
”Og hvordan har du tænkt dig, at jeg nogensinde skal komme ned fra det her bjerg?” spørger jeg.
”Vi finder nogle nye krykker, når vi kommer ned,” siger han og undviger mit spørgsmål.
”Det er ikke krykkerne, der er problemet. Det er benet,” siger jeg og slår mig over det venstre lår, og Ticket flytter irriteret på sig. Jeg slår det igen. Og igen. Og igen.
”Payna, stop,” siger Noah og lægger sin vandrerygsæk fra sig. Han krydser armene over brystet og ser dømmende på mig.
”Det gør ikke ondt.”
”Nej, det ved jeg sgu da godt,” siger han sammenbidt. Han flår mit uldtæppe fra mig, og mens jeg protesterer, pakker han det ned.
”Vi må flytte om på nogle ting, så vi kan have Ticket i en af taskerne,” siger Noah og sætter tommel- og pegefinger på sin næseryg, mens han betragter de to propfyldte ryksække. Han sorterer lidt frem og tilbage, og jeg ville højst sandsynligt have hjulpet, hvis ikke det havde været besværligt at rejse mig.
Han flytter på vores ejendele i et par minutter, og solen står langsomt op og skinner ind i selv de fjerneste afkroge af hulen, så den bliver oplyst af et skarpt skær. Da Noah endelig er færdig, sukker han veltilfreds og løfter Ticket op, der under hyl og klage bliver sænket ned i min rygsæk. Han er lige ved at tilbyde mig en hånd, for at jeg kan rejse mig op, men heldigvis trækker han den til sig igen. Jeg skubber mig selv op fra klippegulvet og læner mig mod væggen, og han rækker mig Ticket, hvis utilfredse hoved stikker op fra tasken. Jeg hiver rygsækken på og kigger, mens Noah tager det første skridt ned.
”Så begynder vi igen,” udånder han, og man kan tydeligt se kraftanstrengelsen i hans muskuløse arme, da han sænker sig ned fra afsatsen.
”Der er nogenlunde fast jord hernede,” råber han, og jeg svinger benene udover kanten og ser ned på Noah, der ser tilbage op på mig.
”Jeg griber dig,” siger han og rækker armene frem, og selvom han ikke kan se det, himler jeg irriteret med øjnene.
”Du skal ikke gribe mig. Tænk hvis du skulle gribe mig hver eneste gang, vi skal rykke en meter længere ned.”
”Det var jo det, jeg lovede, at jeg ville gøre.”
”Du skal ikke gribe mig, Noah.”
”Nej, nej, kun hvis det bliver nødvendigt…”
Noah.”
”Fint, jeg griber dig ikke! Er du glad nu?” spørger han og slår ud med armene, og han mumler et eller andet, jeg ikke kan høre.
Tak,” siger jeg, sætter hænderne på kanten og klatrer ned, vender forsiden af min krop ind mod bjerget og giver slip. Noah lægger en arm over min ryg, indtil jeg står stabilt.
”Jeg sagde, at du ikke skulle gribe mig,” hvæser jeg, og han fjerner med det samme armen fra min ryg.
”Det gjorde jeg heller ikke,” svarer han, og uden at vente på mig begynder han selv at klatre længere ned, hvilket passer mig fint. Jeg kan godt selv, og det, jeg ikke kan, skal han ikke tage sig af. Jeg gider ikke have, at han skal være ansvarlig for mig. Hvis jeg bliver til besvær, skal han efterlade mig. Men det ved jeg godt, at han aldrig ville gøre, og inderst inde er det heller ikke mit eget ønske.
Jeg følger ham længere ned ad bjerget, der heldigvis begynder at blive mindre lodret, og der er flere rødder og sten at holde fast i. Noah er langt hurtigere, og nedenunder mig hopper han fra sted til sted med en elegance og sikkerhed, som jeg må indrømme, at jeg som krøbling ikke kan efterligne. Jeg finder mit eget tempo og klatrer forsigtigt nedad, mens jeg holder længere pauser på de forskellige afsatser for at hvile mit højre ben, der ikke er vant til at bære så meget vægt.
Solen rejser sig højere på himlen, og varmen begynder at genere. Ticket flytter konstant på sig i rygsækken, hvilket ikke gavner min balanceevne, og jeg begynder at svede gennem alle mine lag tøj. Hvis Noah var tættere på, ville jeg have foreslået en pause på et par timer, mens solen brændte kraftigst, men hans skikkelse forsvinder længere og længere væk. Jeg har svært ved at bedømme afstanden ned til foden af bjerget, men da kommer jeg i tanke om, at bjerget slet ikke har en synlig fod. Vi fik ikke engang talt om den afgrund, der venter os, når vi endelig når bjergets slutning.
”Noah?!” råber jeg, og det slider på min tørre hals, der ikke har fået vand i timevis. Jeg har nægtet at sætte mig ned for længe, fordi jeg var bange for, at jeg ville miste ham af syne.
Jeg råber igen, men lyden forsvinder ud i den tomme intethed. Jeg kigger ned, og han er næsten ikke til at se. Han må være sur på mig. Ellers ville han have ventet.
Jeg overvejer forskellige måder at tiltrække hans opmærksomhed på, men den eneste, jeg kommer frem til, er at vælte noget ned over bjerget. Men eftersom jeg er stærkt afhængig af alle mine tre fungerende kropsdele til at klatre med, er det svært at få hevet et par sten ned. Jeg holder fast i en kraftig rod med den venstre arm og sørger for at placere mit højre ben så stabilt på bjergsiden som muligt, før jeg rækker ud efter en bunke løse klippestykker, der ikke er alt for store, men som jeg alligevel tror, han vil lægge mærke til. Med fingrene får jeg dem skrabet ud af jorden, så skidtet sætter sig ind under mine negle. Den første sten falder, så den anden, og endelig giver bunken slip og glider ned over bjergsiden i en regn af grus.
”Hey!” lyder hans stemme langt nedefra.
”Gider du stoppe?!” råber jeg tilbage og håber, at han er fokuseret nok på lyden af min stemme til, at han kan høre mig.
Han svarer ikke, men det ser ud til, at han står stille. Jeg sætter tempoet lidt op og begynder at klatre længere ned, indtil jeg efter ti minutters tid har nået ham.
”Der er en afsats der,” siger han og nikker mod højre, og jeg følger efter hans trin, da han bevæger sig over på klippefremspringet, hvor der er nogenlunde plads til to personer.
”Vi er næsten nede,” konstaterer jeg, og Noah nikker. Jeg lægger mærke til, at han trækker vejret mindst ligeså tungt som mig, og jeg overvejer, om han har skyndt sig med vilje.
”Hvorfor skulle du vælte sten ned?” spørger han, og som jeg forventede, lyder han irriteret.
”Du kunne ikke høre mig, fordi du var så langt foran.”
”Jeg troede ikke, du ville have, at jeg ventede på dig.”
”Okay, jeg fatter det, du er sur og- vent lidt, hvad er der sket med dit ansigt?” spørger jeg og opdager pludselig, at en smal stribe blod løber ned fra hans pande.
”Hvad tror du?”
”Undskyld,” mumler jeg med dårlig samvittighed, og jeg rækker ud efter en vandflaske i en af sidelommerne i hans rygsæk. Jeg tager en slurk først og rækker den til Noah, der selv tømmer halvdelen af den og giver den tilbage til mig. Jeg hælder lidt ud i mine hænder og flytter dem bag om min ryg til Ticket, der slikker mine håndflader, indtil alle dråberne er væk.
”Nu skal jeg…” begynder jeg og drypper lidt vand på mit bluse for at duppe Noahs pande, men han holder en hånd op, og jeg stopper. Han tager sin vandrerygsæk af og roder rundt i den, indtil han finder en rød plasticboks.
”Et førstehjælpskit?” spørger jeg og løfter et øjenbryn.
”Ja, hvorfor ikke?” spørger han undrende.
”Så er det derfor, din taske er så stor,” kommenterer jeg og nikker mod hans kolossale oppakning, der selv uden mine ejendele i den har været tre gange så stor som min egen.
”Det fylder måske lidt…” indrømmer han og smiler modvilligt, og det gør mig lettet at se, at han er i bedre humør.
Jeg hjælper ham med en renseserviet og et plaster, som jeg forsigtigt påfører såret i hans pande. Han bliver nødt til at bukke sig ned, for at jeg kan nå, og under de brune hårtotter prøver hans øjne at fange mit blik. Jeg ved ikke hvorfor, jeg undgår det, men jeg lader som om, at plasteret kræver dyb koncentration.
Vi sidder lidt tid i den bagende sol og gnubber vores ømme skuldre og arme, og i lang tid er der ingen af os, der siger noget. Det føles rart og trygt og normalt, som om at vi har gjort det mange gange før, selvom vi knap nok kender hinanden. Men almindeligt nærvær betyder måske også mere i en tid, hvor synet af et andet menneske er noget, der er en yderst sjældenhed.
”Så… hvordan kommer vi ned?” spørger jeg, og da jeg kigger ned i afgrunden, er jeg igen i tvivl om, om jeg nogensinde har overvundet min højdeskræk.
Noah roder i sin rygsæk igen, og med et selvtilfredst smil hiver han et reb op fra den.
”Måske kan dette bruges?” spørger han, og da jeg smiler, skifter hans ansigtsudtryk til et af forundring. Nu da jeg tænker over det, smiler jeg måske heller ikke så tit, som jeg burde.
Men jeg når ikke at tænke mere, før jorden under os begynder at ryste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...