De Efterladte - Askeland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
// "Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes." // I næsten et halvt år har Payna været alene i verden. Hvad hun har været før det, kan hun ikke huske. Det eneste, hun ved, er, at hun lever et liv fyldt med spor fra mennesker, der ikke længere eksisterer. I sin ensomhed vandrer Payna rundt på randen af sindssyge og selvmord, kun holdt i live af et enkelt håb – håbet om, at hun umuligt kan være alene. // Vinder af Movellys 2014 - Årets Cover

106Likes
107Kommentarer
5534Visninger
AA

5. Kapitel 3 - Al Den Tid, Vi Har Brug For

 

148 og 149 dage efter


”Payna…” mumler Noah fra toppen af bjergkammen, og jeg holder op med at klatre og misser med øjnene, idet jeg ser op på ham.
”Hvad?” spørger jeg og hiver efter vejret, men han vinker mig med op i stedet for at svare.
”Hvad i…” begynder jeg, men jeg er ikke i stand til at afslutte min egen sætning. Jeg har et fast tag i Noahs højre arm og mine krykker for ikke at falde på de løse sten, og jeg kan mærke, at han også holder vejret.
Vi står i skyhøjde på den vidstrakte bjergkam, og bag os ligger det flade, sprukne askeland. Foran os munder bjerget ikke ud, men fortsætter ned i en kulsort kløft der adskiller os fra landet på den anden side. Det bugter sig endnu voldsommere, og dybe sprækker skærer landskabet over og sluger sammenfaldne bygninger. Det fortsætter og fortsætter, længere og længere mod nord, og man kan ane de sneklædte bakker i det fjerne, der ude i horisonten rejser sig til enorme bjerge uden ende.
”Venue Mecto,” nærmest hvisker Noah. Jeg ryster opgivende på hovedet og sætter mig ned, og Ticket piber og lægger sig henover mig.
”Vi når aldrig frem, Noah,” siger jeg og slår ud med armene. I flere måneder har jeg gået mod nord, og strækningen fra bjergkammen til bjergene i horisonten er mindst en ligeså lang strækning, som den jeg allerede har rejst, for ikke at nævne alle omvejene rundt om jordsprækkerne. Jeg kan ikke gøre det hele om igen – især ikke med et ubrugeligt ben.
”Jo vi gør,” siger han, men det lyder ikke overbevisende, og han sætter sig også selv udmattet ned. ”Vi har al den tid, vi har brug for, ikke?” spørger han, og jeg kan næsten ikke nænne at se ham i øjnene.
”Hvad hvis jeg ikke har lyst til at bruge mere af min tid?” spørger jeg og ser ned i jorden. I min øjenkrog kan jeg se, at han vender hovedet væk.
”Hvordan kan du overhovedet sige sådan noget, når vi lige har mødt hinanden?” spørger han, og jeg kan høre, at han gør sig umage for ikke at lyde alt for skuffet.
”Jeg er bare træt,” siger jeg og trækker på skuldrene. ”Jeg er træt af ikke at vide, hvem jeg er. Og det får jeg sikkert aldrig svar på, om vi så når Venue Mecto eller ej.”
Han sukker og kører en hånd over sit ansigt. ”Gør det overhovedet en forskel? Det liv er alligevel væk. Venue Mecto er chancen for at starte et nyt,” siger han, men jeg svarer ikke.
”Vi sover her i nat,” siger han sammenbidt og rejser sig op. Han tager rygsækken af og begynder at pakke tæpperne ud. ”Og i morgen begynder vi at gå, og jeg bærer dig hvis jeg skal. Vi stopper ikke, før vi har nået det bjerg.”

***

”Kom nu Ticket! Kom så, vær nu en dygtig hund…” forsøger Noah med lys stemme, men Ticket rører sig ikke ud af stedet. Han tripper pibende frem og tilbage på afsatsen, og den løse jord falder ned i store klumper, der nogle gange rammer enten mig eller Noah i hovedet.
”Ticket, kom så!” råber jeg dybt og strengt, og Ticket sætter en pote længere ned af bjerget, før han trækker den til sig igen.
”Jeg tror ikke, at det hjælper på den måde,” siger Noah.
”Det er min hund, han lytter til mig,” svarer jeg bestemt og kalder igen.
”Du skræmmer ham bare,” vrisser Noah.
”Ticket… Kom så!” råber jeg, og i et splitsekund er Ticket sprunget. Lige ned i armene på mig.
”Payna!” råber Noah forfærdet, og han når lige at hive mig hårdt tilbage i T-shirten, før vægten af rygsækken og Ticket næsten får mig til at falde ud over kanten. Jeg mister taget på mine krykker.
”Nej!” udbryder jeg, men jeg kan ikke gøre andet end at se dem forsvinde ned i dybet. Ticket gør forskrækket, og jeg klamrer ham hårdt ind til mig og presser os ind mod bjergsiden. Jorden er ved at skride under os.
”Vi skal ned nu,” puster Noah, der anstrengt holder fast i et par rødder.
”Ned til hvad? Afgrunden?” spørger jeg en smule skingert, mens jeg med hjertet oppe i halsen fokuserer på ikke at skvatte. Mit højre ben ryster under vægten.
”Der er en afsats lidt længere nede,” siger Noah. ”Øh, tror jeg…” mumler han. Han prøver at strække nakken længere bagud, men hans store oppakning tynger ham for meget nedad.
”Okay,” udånder jeg. ”Du må ned først. Så tager du Ticket, og jeg kravler ned efter dig.”
”Men det går jo helt lodret!” protesterer Noah, men han forsøger alligevel at sænke sig længere ned. Afsatsen er omkring fem meter under os, men før det skråner bjerget indad. Han bliver nødt til at hoppe.
”Noah. Hop,” siger jeg bestemt, for Ticket begynder at sprælle i mine arme, og jeg kan ikke andet end at mase ham ind mod bjerget for at forhindre ham i at sende os begge ud over kanten.
”Hop? D-det kan jeg da ikke, jeg-”
”Noah, hop nu for helvede!” råber jeg desperat, og han holder vejret, lukker øjnene og lader sig falde. Der høres et bump.
”…Noah?” kalder jeg spagt. Ticket gør og kradser.
”Jeg er okay,” svarer han med rystende stemme.
”Godt,” svarer jeg lettet. Men hvordan skal jeg få Ticket ned? Hvad hvis jeg kaster ham og rammer ved siden af?
”…Vil du sende Ticket ned?” spørger Noah efter lidt tid. Jeg prøver at tage Ticket under en enkelt arm, så jeg kan holde fast med den anden, men hver gang jeg svinger mig udad, begynder Ticket at hyle og sparke, og jeg er ved at miste balancen.
”Ticket, lad så være!” råber jeg, men han kradser mig bare yderligere med skræmte øjne, og blodet pibler så stille ned langs mine arme. Jeg kan snart ikke holde ham længere.
”Noah, grib!” råber jeg og kaster.
”For langt, for langt, for-” råber Noah, og jeg læner mig udad for at se, hvordan han kaster sig halvt ud over afsatsen for at gribe min hund.
”J-jeg har ham!” stammer Noah, der har sine arme rundt om Tickets mave, mens han prøver at hale ham ind på afsatsen.
”Åh,” mumler jeg og hviler panden mod bjergsiden, mens jeg venter på at den pludselige kvalme går over. Jeg har lyst til at spørge, om Noah ikke også kunne gribe mig, men det var mig, der fik ham til at hoppe ned, så jeg vil ikke lyde som om, at jeg ikke engang selv tør.
”Jeg griber dig,” lyder hans stemme nedefra, og jeg vælger ikke at sige noget til det. Så tryg som man nu kan blive, når man skal til at hoppe ned fra et bjerg, giver jeg slip på kanten.
”Urgh!” udbryder Noah med et grynt, da jeg med et lille skrig lander ovenpå ham.
”Du…er tung,” mumler han hæst under vægten af mig og min rygsæk, og jeg ruller småforlegen af ham og rejser mig besværligt op.
”Undskyld,” mumler jeg og tager rygsækken af.
Noah rejser sig op. ”Er du okay?” spørger han. ”Du bløder.”
”Det er fint nok,” siger jeg, selvom det egentlig svier en del, der hvor Ticket har kradset mig til blods. Jeg spejder rundt efter ham, og det går op for mig, at vi ikke kun står på en afsats, men indgangen til en hule.
”Han står bag stenen,” siger Noah og peger, og ganske rigtigt stritter en smule pels frem længere inde i mørket. Jeg sukker.
”Han skal nok bare have lidt tid,” siger Noah fortrøstningsfuldt, og jeg nikker svagt. Mine arme gør ondt, men vi har ikke særlig meget mad eller vand, så at vaske dem ville være spild.
”Her,” siger Noah og rækker mig sin vanddunk. ”Du kan få en infektion.”
Jeg ryster på hovedet og giver ham den tilbage. ”Det gør ikke noget.”
Noah smiler skævt. ”Det gør ikke noget, at du får en infektion og dør?” spørger han med et hævet øjenbryn, og han tager i stedet selv nænsomt fat i mine arme. Han hælder sparsomt lidt vand ud over sårene, og en lindrende følelse spreder sig.
”Tak,” mumler jeg, mens han skruer låget på igen og ligger dunken tilbage i rygsækken.
”Det er ved at blive mørkt,” siger Noah og skuer ud over landskabet foran os. ”Lad os sove her i nat.”
Han begynder at pakke sine tæpper ud, og jeg gør det samme. Solen er ved at gå ned i horisonten, og den kaster sine sidste orange stråler ind over det krakelerede klippegulv. Når den forsvinder helt, vil der ikke gå lang tid, før kulden begynder at komme, men takket være hulen ligger vi i læ for natten.
Ticket ligger stadig bag ved stenen, og da jeg humper over til ham, sover han allerede. Jeg beslutter mig for ikke at vække ham, selvom det føles underligt uden den varme krop ved min side.
Jeg sætter mig ud på afsatsen med mit uldtæppe for at betragte solens sidste stråler, før jeg går i seng. Der hersker en fredfyldt stilhed, og vindens lavmælte tuden er det eneste, der kan høres. Som jeg sidder der og ser på de sidste gyldne stråler, der med sit rødlige skær farvelægger de bølgende bakker, jordens sprækker og den blege aske, kan jeg ikke lade være med at tænke, at verden stadig er i stand til at være smuk. At et syn som dette også må have været værdsat før jorden åbnede sig, og verden blev klædt i gråt. At den pludselige lykke, jeg føler, måske kunne vare evigt, hvis bare vi når Venue Mecto. Men så går solen ned, og den farveløse dunkelhed sænker sig igen som så mange gange før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...