De Efterladte - Askeland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
// "Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes." // I næsten et halvt år har Payna været alene i verden. Hvad hun har været før det, kan hun ikke huske. Det eneste, hun ved, er, at hun lever et liv fyldt med spor fra mennesker, der ikke længere eksisterer. I sin ensomhed vandrer Payna rundt på randen af sindssyge og selvmord, kun holdt i live af et enkelt håb – håbet om, at hun umuligt kan være alene. // Vinder af Movellys 2014 - Årets Cover

106Likes
107Kommentarer
5502Visninger
AA

4. Kapitel 2 - Noahs Ark

 

147 dage efter
 

Jeg vågner med et gisp, da jeg hører en lyd fra busken bag mig.
”Ticket?” hvisker jeg, men han ligger stadig foran bålet.
Så lydløst og hurtigt som muligt smider jeg tæppet fra mig og rejser mig langsomt, så jeg står med ryggen mod den træstamme, jeg havde sovet opad. Jeg har ladet krykkerne ligge på jorden.
Jeg trækker pistolen op fra mine bukser og holder den tæt til mig. Ville jeg have brug for min eneste patron nu? Jeg får pludselig en sur smag i munden og betragter metalklumpen, som jeg modvilligt lader våbnet med.

***

Jeg fandt pistolen efter 31 dage. Faktisk stjal jeg den, men dens ejermand var selvfølgelig ikke i live.
Manden havde hængt sig selv, hvilket på det tidspunkt var ved at blive en forståelig beslutning for mig. Men manden var ikke engang gået i forrådnelse – det havde været få dage siden, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde nået at møde ham i tide.
Jeg tog ham ned fra rebet, tog hans rygsæk af og opdagede, at han havde en pistol stukket i baglommen. Han havde ingen ammunition til den, så det var nok forklaringen på, hvorfor han ikke havde skudt sig selv i stedet. Den ene patron, jeg har nu, havde jeg fundet på jorden få dage efter.
Jeg tog pistolen og resten af hans nyttige ejendele, som blandt andet bestod i et kompas, og gik min vej. Jeg lagde ikke engang et tørklæde over hans ansigt. Jeg lod ham bare ligge.

***

Jeg holder vejret og knuger pistolen så hårdt, at mine knoer bliver endnu hvidere i det kolde månelys. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg ryster af kulde på grund af den manglende søvn, eller om jeg ryster af skræk. Der høres endnu en lyd fra busken. En raslen og en gren der knækker. Ticket knurrer.
Jeg tager en dyb indånding, drejer rundt og peger.
”Whoah, whoah, whoah! Ikke skyd!”
Jeg tror næsten ikke mine egne øjne. Foran mig står en fyr på min egen alder og holder skræmt hænderne op. Han har brune øjne, der med frygt ser direkte ind i mine, og hans hår er mørkt og uglet. Han er høj, og på sine brede skuldre bærer han en stor vandrerygsæk. Og vigtigst af alt, så lever han.
Jeg sænker pistolen med det samme, synker ned på jorden og udånder lettet: ”Du er fucking i live.”
Han griner drenget med et skævt smil, og jeg kan ikke afholde tårerne fra at strømme ned ad mine kinder af ren glæde.
Ticket kommer også hen og snuser til ham, og fyren rynker øjenbrynene lidt. ”Hvor har du den hund fra?” spørger han, hvilket jeg synes er et lidt specielt spørgsmål at stille som det første, men jeg svarer alligevel.
”Jeg fik ham af en mand, der hed Ebor,” forklarer jeg og læner mig tilbage mod træet.
”Jeg syntes nok, jeg kunne genkende den,” siger han og klør Ticket bag ørerne. ”Jeg er selv stødt på Ebor. Lever han endnu?"
Jeg hiver mig selv lidt op for at betragte ham bedre og trækker på skuldrene. ”Det er lang tid siden. Han nævnte en rejsende, ung mand, der engang var kommet forbi,” forklarer jeg.
Fyren nikker og aer Ticket, der har lagt sig i hans skød. Det plejer han ellers sjældent at gøre med mig.
”Hvad hedder du?” spørger jeg, eftersom han ikke siger mere. Han ser op som om, at han næsten havde glemt, at jeg var der. Han smiler bredt og svarer: ”Aner det ikke!” hvorefter han ler igen, en smule humorløst. ”Hvad med dig?”
”Payna,” svarer jeg og rækker en hånd frem, som han fast tager imod.
”Payna,” gentager han og smager på ordet. ”Er du også på vej mod Venue Mecto, Payna?” spørger han.
Jeg nikker. ”Hvorfor har det taget dig så lang tid at nå hertil? Du var jo tydeligvis foran mig,” påpeger jeg undrende.
”Jeg for lidt vild mellem nord og syd, tror jeg. Jeg tabte mit kompas,” forklarer han en smule forlegent. Han hiver rygsækken af sig, stønner smertefuldt og gnubber sine skuldre lidt. ”Du har ikke tilfældigvis lidt mad, vel?” spørger han håbefuldt.
Jeg nikker igen, rejser mig op og læner mig ned efter krykkerne, hvorefter jeg går over til bålet. Han følger tøvende med, sætter sig foran det og varmer sine hænder. Jeg kaster et glas syltede agurker over til ham, for jeg har ikke så meget andet.
”Beklager,” mumler jeg og gestikulerer mod glasset, men han ryster på hovedet og begynder ivrigt at spise.
”Tro mig, det her smager bedre end noget andet, når man ikke har fået mad hele dagen,” siger han med munden fuld af syltede agurker, og jeg smiler svagt og sætter mig ned ved bålet overfor ham.
”Så… hvad er din historie?” spørger jeg.
Han tænker sig om og tygger færdig. ”Jeg vågnede fra lammelsen for 125 dage siden, tror jeg nok. Jeg er ikke sikker på, at jeg har talt ordentligt… Men altså, Ebor er den eneste levende, jeg har set indtil videre,” fortæller han.
”Og hvad med før du vågnede? Kan du huske noget?” spørger jeg.
Han ser ned i agurkeglasset, der næsten er helt tomt. Han ryster svagt på hovedet. ”Nej, ikke rigtig. Små glimt, men jeg kan ikke finde ud af, hvad de betyder. Jeg lagde mærke til at du… øh, har et lamt ben?” siger han tøvende og peger kort, men rømmer sig så og trækker armen til sig. Han omformulerer sit spørgsmål. ”Hvad med dig?”
Jeg sukker lidt. ”Jeg vågnede for 147 dage siden. Med et lamt ben, ja,” mumler jeg og klør mig i håret. ”Jeg kan ikke huske noget, men jeg vågnede op i mit eget hus, så jeg fandt billeder og sådan lidt,” siger jeg.
”Jeg vågnede på en klippeskrænt, en meter fra kanten.”
”…Seriøst?” spørger jeg mistroisk. Han nikker og betragter den sidste syltede agurk, før han med en sørgelig mine putter den i munden.
”Der var ikke så mange informationer om mit tidligere liv at hente. Mit hus blev sikkert revet med ned i grøften, da jorden slog sprækker,” siger han og trækker på skuldrene som om, at det ikke er noget særligt.
Jeg hiver den lyseblå billet op fra min rygsæk og viser den til ham. ”Har du set sådan en før?” spørger jeg og venter i spænding, men han betragter den bare undrende.
”Beklager,” siger han og trækker på skuldrene. Jeg sukker og ser opgivende på den. Jeg glemte at spørge Ebor, hvilket jeg virkelig fortryder nu. Af en eller anden grund betyder den billet meget for mig. Måske er det bare en billet til en åndssvag koncert, men det ville give mig en idé af, hvilken slags musik, jeg kunne lide. En idé af, hvem jeg var engang.
Jeg folder billetten sammen, stopper den ned i tasken og hiver selv en dåse ærter op fra den og siger: ”Vi må give dig et navn.” 
Han griner igen med det samme, drengede smil, der skævt blotter hans hvide tænder. ”Hvad skulle det så være?” spørger han, og jeg tænker mig om, men jeg kan ikke komme på nogle gode idéer.
”Du kan bare hedde hvad end, du har lyst til,” siger jeg og rækker ham dåsen med ærterne, som han diskret har siddet og spejdet efter.
”Det er jo en temmelig umulig beslutning,” siger han. ”Og desuden kan jeg kun de navne, som jeg har læst om i den bibel, jeg fandt.”
”Jamen, så bare vælg et af dem,” siger jeg og går over for at hente mit uldtæppe. Han hiver selv et op fra sin taske. Da jeg kommer tilbage siger han: ”Hvad med Noah? Hvis du altså kender historien om Noahs ark?” spørger han.
Jeg nikker, for den har jeg selv læst om. ”Et lidt… morbidt valg, måske,” påpeger jeg.
Han trækker lidt på skuldrene, før han læner sig op ad sin vandrerygsæk med armene bag nakken. ”Men det passer vel godt. Gud rensede verden for alle de dårlige mennesker. Tror du, det er det, der er sket?” spørger han. Det vælger jeg ikke at svare på, for jeg kan ikke se meningen med, hvorfor vi har overlevet, når så mange døde. Jeg er også i tvivl om, hvilken part der i sidste ende er blevet straffet.
”Så lad os kalde dig Noah,” siger jeg bare og pakker mig selv ind i tæppet. Ticket lægger sig op ad mig og gaber.
Noah nikker kort og lægger sig ned. ”Godnat Payna,” siger han, vender sig lidt frem og tilbage og sukker veltilfreds.
”Godnat, Noah.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...