De Efterladte - Askeland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
// "Der findes ingen større smerte end den, man føler, når man har glemt alt, man elskede, men stadig kan huske, at man elskede det. Det er som at savne nogen, man aldrig har kendt. Som hjemve efter et hjem, man aldrig har haft. Som at søge efter noget, der måske slet ikke findes." // I næsten et halvt år har Payna været alene i verden. Hvad hun har været før det, kan hun ikke huske. Det eneste, hun ved, er, at hun lever et liv fyldt med spor fra mennesker, der ikke længere eksisterer. I sin ensomhed vandrer Payna rundt på randen af sindssyge og selvmord, kun holdt i live af et enkelt håb – håbet om, at hun umuligt kan være alene. // Vinder af Movellys 2014 - Årets Cover

106Likes
107Kommentarer
5537Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Ebor

 

147 dage efter
 

Det hele begyndte, da jeg vågnede for 147 dage siden. Jeg husker følelsen af at have sovet meget længe. Stilheden var øredøvende, og hele verden lå nærmest i dvale. Panik greb mig som noget af det første, da jeg forgæves prøvede at finde ud af, hvad i alverden jeg lavede der, liggende fladt ned på gulvet med et flere centimeter tykt lag af støv og aske omkring mig. Jeg kunne ikke andet end at se op i det sammenfaldne loft og fokusere på at trække vejret, mens hovedpinen hamrede, men endelig løftede jeg en rystende, støvdækket hånd op foran mig.
Jeg forsøgte at synke en klump, men min hals føltes ligeså tør som mine omgivelser. Jeg lod svagt min arm falde til gulvet igen, da muskeltrætheden og smerten tog til, og ude af stand til at gøre noget som helst blev jeg liggende. Jeg fik drejet hovedet mod venstre.
Det var svært for mine øjne at stille skarpt, for hele rummet var iklædt den samme, grå farve. Der stod et rundt spisebord med et knækket ben og en væltet stol ved siden af. Et maleri var faldet ned fra væggen, og en kommode stod tom med alle skufferne åbne.
Jeg prøvede at sige noget, råbe efter hjælp, men jeg kunne ikke få andet end en hvæsen ud mellem mine sprukne læber, og det var svært for mig at afgøre, om jeg egentlig i forvejen græd tåreløst. Stadig arbejdede min søvndrukne hjerne på højtryk, mens den prøvede at finde ud af, hvem jeg var. Men der var absolut ingen minder at hente.
Efter at have ligget i flere minutter samlede jeg alle mine kræfter og hostede, hårdt og voldsomt. Jeg satte mig op med et ryk, og en støvsky stod ud fra min mund, mens jeg fortsat gispede efter vejret. Bestemt satte jeg armene ned på gulvet bag mig, trak vejret dybt og skubbede mig i en hurtig bevægelse op at stå.
Jeg faldt. Med hovedet først ind i væggen.
”Arh!” udbrød jeg og krympede mig, men slog så øjnene op da det gik op for mig, at jeg nu kunne tale og synke normalt. Jeg prøvede at rejse mig op igen, men mit venstre ben gad ikke bevæge sig, og chokeret opdagede jeg, at jeg overhovedet ikke kunne mærke det.
Jeg hvilede modløst panden mod væggen. Jeg kunne ikke engang gå. Hvad skulle jeg så gøre? Jeg prøvede at råbe, men de fleste af gangene resulterede det bare i, at jeg hostede i stedet. Der var selvfølgelig ingen, der nogensinde kom.
Pludselig kom jeg i tanke om bordet med det brækkede ben, og jeg hev mig selv igennem støvet og hen mod det. Jeg tog fat med begge hænder og rev til så hårdt, som jeg nu kunne, og endelig gav det sig. Jeg pressede bordbenet ned mod gulvet og rejste mig.
Jeg fik temmelig mange splinter i hænderne, men det var bedre end ingenting. Jeg gennemsøgte hele huset, kaldte engang imellem, men der var intet, der rørte sig, og overalt lå den grå aske som et tæppe over huset. Jeg fandt frem til badeværelset på anden sal, og til min store lettelse var vasken stadig i stand til at sprutte en sjat vand ud, som jeg med rystende hænder fik ført op til mine læber. Min hoved kom så småt i omdrejninger igen.

Jeg så ud gennem vinduet og fik min egen vejrtrækning galt i halsen. Så langt øjet rakte, lå der aske på det ødelagte, sammenfaldne landskab af en by, der var sunket til jorden.
Jeg rystede på hovedet. Jeg tror ikke, at jeg troede på det i starten. Jeg troede måske, at jeg drømte. Men det gjorde jeg ikke. Jeg var lige vågnet. Efter hvad der så ud som at have været meget, meget lang tid.
Jeg fandt familiekalenderen. ”Morentis,” stod der allerøverst. Jeg havde ikke set mig selv i et spejl endnu, så jeg var faktisk i tvivl om, hvor gammel jeg var. Jeg kunne heller ikke huske, hvor gammel jeg havde været, før jeg faldt i søvn. Men jeg var nogenlunde sikker på, at jeg i hvert fald ikke var voksen, og eftersom der stod ”Mor” og ”Far” og ”Payna” på de første tre felter, gik jeg ud fra, at det måtte være mig, der hed Payna. Hvis altså dette overhovedet var mit hjem.
Jeg gik ovenpå og trådte ind i et pigeværelse. Der lå endnu mere støv deroppe, og der var huller over det hele i taget. Jeg var iklædt en T-shirt (gad vide, hvilken farve den oprindeligt havde), som jeg hev op for munden.
På en opslagstavle hang en masse fotografier. Jeg tørrede nænsomt støvet af, og et billede af en ung pige med lyst hår og blå øjne kom til syne. Hun stod ved siden af en dreng med lysebrunt hår. Han havde sin arm om hendes skulder.
Jeg betragtede billedet lidt og tog det så med over til et spejl på den modsatte væg, som jeg langsomt tørrede rent med armen. En ung pige med lyst hår og blå øjne.
Mit tøj var snavset og ulækkert, og jeg gik over til klædeskabet for at finde noget renere. Da jeg tog mine bukser af, faldt noget ud af min lomme. Det var en aflang, lyseblå papirlap, hvorpå der stod en dato – den 4/10 2158. Det lignede en billet.
Jeg tog det rene tøj på – et par lange, sorte bukser og en ulden, armygrøn trøje samt et tyndt tørklæde, som jeg bandt over min mund. Jeg tog de samme støvler på igen. Der hang en halskæde over spejlet, som jeg også tog over hovedet, men det føltes forkert. Som om intet af det var mit.
Jeg rev alle billederne ned fra opslagstavlen, billeder af kammerater, familiemedlemmer og kæledyr, billeder af en masse mennesker, som jeg ikke kunne huske, men som jeg vidste, at jeg engang havde holdt af. Tanken var frustrerende.
Jeg gennemrodede klædeskabet og fandt en rygsæk, som jeg lagde alle billederne ned i sammen med billetten. Jeg fandt varmt tøj, bøger, en lommelygte og en schweizerkniv og alt, hvad der ellers kunne være nyttigt, tog det hele med og svang rygsækken over skulderen. Jeg tog et fast greb om bordbenet, humpede ned ad trappen og ind i køkkenet, hvor jeg fandt en flaske, som jeg fyldte med vand, og en dåse majs. Jeg stak hovedet ind under køkkenvasken og vaskede mit hår som det sidste, før jeg haltede ud gennem døren, hvorefter jeg begyndte at gå. Og jeg har gået lige siden.

***

Mørket har sænket sig, og Ticket lægger sig tættere ved bålet. Nætterne er koldere i bjergene, og jeg trækker et uldtæppe op fra rygsækken, som jeg svøber mig selv ind i. Jeg sætter mig op ad et træ, hvis knortede bark kradser mig ubehageligt i ryggen. Det er ikke første gang, jeg har sovet i skoven. Jeg har aldrig haft det godt med at finde en tilfældig seng, selvom det i nat ville have været rart, eftersom vinden hyler og skærer sig helt ind til knoglerne.
En ugle tuder et sted i skoven, der strækker sig hele vejen ned langs bjergryggen. Det er en lyd, man meget sjældent hører. Ticket løfter hovedet.
”Sov,” mumler jeg, ligeså meget til mig selv som til ham. Jeg skulle have ventet med at gå op ad bjerget og være blevet nede i byen. Egentlig skulle jeg måske slå mig ned et sted. Finde et ubeskadiget hus, gøre det rent, plante grøntsager og bo der med Ticket. Men det kan jeg bare ikke.
Jeg bliver nødt til at gå videre, for hvis Ticket findes, hvis uglen findes, og hvis der stadig er mennesker som mig, der er i live, så bliver jeg nødt til at finde dem. Indtil videre har jeg fundet fire. En var brændt op. Den anden lå bare. Den tredje havde hængt sig selv, og den fjerde var i live.

***

Jeg stødte på Ebor efter 9 dage. Jeg var brudt ind i endnu et hus for at samle forsyninger, da et riffelløb puffede mig i baghovedet, og en stemme sagde: ”Stå helt stille.”
Hvilket jeg ikke gjorde. Jeg snurrede rundt på hælen og stod ansigt til ansigt med en gammel mand med langt, gråt hår og hans riffel.
”Herre Gud, pigebarn, jeg peger på dig med en riffel, og du vælger at gøre det modsatte af, hvad jeg siger?” spurgte han og himlede med øjnene, men han sænkede riflen lidt.
”Du lever,” konstaterede jeg bare.
”Du er vist kvik, hva?”
”Vi er de sidste mennesker på jorden, og du truer med at skyde mig. Jeg tror ikke, at du skal pege fingre,” sagde jeg og lagde armene over kors. Jeg vidste ikke, hvor jeg pludselig fik mit mod fra, men det måtte vel komme før eller siden.

”Jeg peger på dig med en riffel. Der forresten slet ikke er ladt, for jeg har ingen patroner,” sagde manden og trak på skuldrene. ”Hvilket vel er temmelig dumt, eftersom jeg ikke ligefrem dagligt støder på fremmede, som jeg har behov for at true.” Han sænkede riflen og stillede den op ad væggen, hvor der stod et par krykker, som han tog i hænderne. ”Og vi er ikke de sidste mennesker på jorden.”
Jeg troede først, at jeg havde hørt forkert.
”Er vi ikke?” spurgte jeg, men han svarede ikke med det samme. I stedet hostede han og satte sig ned på en barstol ved køkkenbordet. Først nu kunne jeg tydeligt se, hvor tynd han var.
”Jeg er Ebor,” sagde han og hostede lidt igen, mens han rakte sin hånd ud mod mig.
Jeg tog den og svarede: ”Jeg hedder Payna.”
Han lo hæst, men han så underlig træt ud. ”Så du kan huske noget, hva?” spurgte han, men jeg rystede på hovedet. ”Hm,” sagde han bare.
Der var stille i lidt tid, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle starte med at spørge om, men han nåede at komme mig i forkøbet. 
”Hvorfor bryder du ind i mit hus?” spurgte han så, og jeg satte mig ned på en barstol ved siden af ham.
”Jeg er løbet tør for mad,” sagde jeg, og han puffede en dåse cocktailpølser hen over køkkenbordet og over foran mig. Det var temmelig ulækkert, men jeg var virkelig sulten, og af høflighedsmæssige årsager ville jeg ikke begynde at lede efter udløbsdatoen.
”Hvor er der andre mennesker? Vågnede du også uden at kunne huske noget som helst?” spurgte jeg med munden fuld af pølser, og Ebor sende mig et misbilligende blik, før han igen blev seriøs. Han nikkede svagt og stirrede ud i luften.
”Hvornår vågnede du, pigebarn? Ved du overhovedet noget? Kan du intet huske?”
Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vågnede for 9 dage siden,” sagde jeg så.
Han nikkede og sagde ”Hm,” igen. ”Jeg vågnede selv fra lammelsen for cirka et år siden. Kan huske lidt hist og her,” sagde han.
”Lammelsen?”
Ebor nikkede døsigt. ”Det var noget med verdens undergang eller noget i den stil. Folk flygtede. 2012 om igen, men denne her gang var det fandeme ægte, pigebarn. De begyndte at bygge alt muligt, rumskibe tror jeg. De rige kom med, de fattige blev tilbage. Og så eksploderede det hele, og-” Ebor hostede lidt, ”-og det er derfor, at der er bjerge og dybe grave over det hele. Jordens kerne kogte over, og det medførte giftgasserne og ilden. Dem jorden ikke slugte hele eller brændte op blev lammede, dømt til at leve i denne gudsforladte verden. Vi er de efterladte,” forklarede han og rystede på hovedet, mens han stirrede ud i luften med tomme øjne. ”Ak ja, men hvad nytter min gamle og hullede hukommelse? Åh, Payna, jeg har været alene så længe. Jeg glæder mig til at dø.”
Jeg rejste mig op fra stolen og følte en trang til at ryste hans skuldre, men jeg beherskede mig og lod være. ”Jamen, du kan ikke dø nu. Der er så meget, jeg slet ikke ved-”
”Og du har ikke lyst til at vide det,” sagde han og mødte endelig mine øjne. De var isnende blå, nærmest grå. Jeg rettede trodsigt min ryg og stirrede vredt tilbage.
”Du har bare at fortælle mig alt, hvad du ved. Jeg vil finde min familie-”
Din familie? Payna, du bliver nødt til at vågne. For alvor. Din familie er død, og det er du højst sandsynligt også snart,” sagde Ebor. 
Jeg sank en klump. ”Jamen, jeg har ikke lyst til at dø,” sagde jeg sammenbidt, men han lo bare, tog krykkerne i hænderne igen og rejste sig.
”Det har du snart.” Han begyndte at gå mod hoveddøren, men jeg stillede mig i vejen og smækkede døren i igen. Troede han virkelig, at jeg ville give op så let? For første gang havde jeg fundet noget. Jeg havde fundet nogen.
”Du går ingen steder.”
”Flyt dig, pigebarn. Jeg skal kalde på min hund,” sagde han.
Jeg trak armen til mig. ”Du har en hund?” spurgte jeg overrasket, men Ebor skubbede hårdt til mig med den ene krykke og puffede sig ud gennem hoveddøren. Jeg humpede efter ham, en anelse irriteret over, at en gammel mand var i stand til at gå bedre end mig.
Ebor piftede og så sig omkring, men der kom ikke nogen. Han sukkede.
”Hvorfor bruger du krykker?” spurgte jeg så, en smule misundelig.
”Fordi jeg ligesom dig er lam i benet. Som jeg sagde, gudsforladt verden. Giften kunne idet mindste have nøjedes med min arm,” sagde Ebor bittert.
”Så det er giftens skyld,” konstaterede jeg forstående og så ned på mit eget venstre ben, der nu blev erstattet af en gren, der stak lidt mindre end det tidligere, afbrækkede bordben. Pludselig kom en hund løbende, og besværet satte Ebor sig ned for at klø den bag ørerne. Det var en hvid terrier med brune pletter.
”Hvad hedder den?” spurgte jeg og kunne ikke lade være med at smile lidt.
Ebor trak på skuldrene. ”Hvordan fanden skulle jeg vide det? Jeg pifter bare,” sagde han. Hunden slikkede ham i ansigtet, og han strøg den blidt henover ryggen.
”Ebor?” sagde jeg så lidt stille. Han vendte hovedet mod mig. ”Hvorfor vil du gerne dø?” spurgte jeg.
”Så kvik er du vist ikke alligevel.”
”Vær nu sød at svare.”
Ebor hostede lidt og rejste sig op, og hunden begyndte at snuse til min støvle. Jeg aede den forsigtigt.
”Jeg er syg i forvejen, Payna. Jeg er en gammel mand. Og desuden lever vi slet ikke, gør vi vel?” spurgte han, og jeg så ned i jorden, hen på hunden og så hen på ham.
”Men du sagde jo, at vi ikke var alene,” påpegede jeg.
Ebor smilede skævt. ”Jeg kan godt lide dig, pigebarn. Du minder mig om en rejsende ung mand, der engang kom forbi. Måske var han tåbelig, men han var fuld af gåpåmod. Han snakkede om et sted mod nord. Venue Mecto, hedder det eftersigende. Den sidste beboede by, der er tilbage,” forklarede Ebor.
”Der skal jeg hen,” sagde jeg bestemt. Han klukkede lavt.
”Her,” sagde Ebor og overrakte mig krykkerne. ”Og tag hunden med. Giv den et navn."
”Mener du det?” spurgte jeg overrasket og så ned på hunden, der logrede med halen og så tilbage op på mig.
Ebor nikkede. ”Og find et kompas. Gør noget kvikt, for en gangs skyld,” sagde han og puffede mig blidt afsted. Jeg begyndte at gå, men vendte mig så rundt.
”Hvorfor tog du ikke med ham den rejsende? Hvorfor tager du ikke med mig nu?” spurgte jeg, for jeg ville så gerne have ham med. Så ville ingen af os være alene længere.
”Fordi jeg er gammel, Payna. Og jeg glæder mig til at dø.”
Jeg forstår ham nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...