Scars //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Færdig
Christina er en stille pige, og har altid haft det svært både socialt og derhjemme. Hendes elskede bror Jesper, går selvfølgelig i hendes fodspor, da det er det eneste han kan. Deres mor døde for to år siden, og de har lige siden følt sig i fare, da deres far er en magtfuld mand. Han er politichef og ved hvordan han skal skræmme sin familie. Christina blev færdig med gymnasiet og var fyldt 18, så ville derfor starte på en frisk. Hun flytter til Boston i Nordamerika og finder en sød herre, som hjælper hende, da hun ikke har særligt mange penge at leve for. Hun flytter ind hos ham, og de bliver kærester efter. Men en dag får Christina tilbudt et job hos Cole publishing, hvor hun får tilhørende lejlighed, med udsigt til vandet. Men der er bare dét at det ligger i Californien, som er på den modsatte kyst. Men hun tager alligevel mod tilbuddet. Hun flytter ind og er tilfreds med sit valg indtil hun ved hvem der er hendes nabo. Hvem er naboen, hvorfor er hun bange for faren? Svarene; Scars

28Likes
60Kommentarer
3043Visninger
AA

12. "You better work b****" -Britney Spears

(Sangene til dette hér kapitel, er;

1: Little mix; These Four Walls

2: A Fine Frenzy; Ashes and Wine

3: Pixie Lott: Apologise

4: Christopher; Little Sunshine

5: Matt Nathanson; All We Are

Enjoy)

 

Christinas P.O.V:

Jeg vågnede brat op med et tilhørende skrig, af det mareridt der havde fundet sted i mine drømme. Det samme som i går.

Mit hoved dunkede på grund af en hovedpine af mit mareridt. Jeg rejste mig op fra min våde seng, af svedet der kom fra min krop, der trak desperat efter vejret. Mine fødder satte retning hen til køkkenet, hvor jeg åbnede det øverste køkkenskab, og fandt en lille dåse med hovedpine piller frem. Jeg skruede låget af, og hældte en pille ud af den lille dåse, ud på min svedige hånd. Et glas fra et af køkkenskabene tog jeg i min hånd, og under den kolde hane, hvor jeg fyldte glasset op med det kolde vand. Jeg placerede derefter pillen mellem mine læber, på min tunge, og sank den med hjalp fra vandet.

Nu håbede jeg bare det ville hjælpe.

Jeg gik derefter ind på mit soveværelse, og besluttede mig for at lægge nogle rene lagner på, da de var blevet lidt fugtige af mit kropssved.

Da jeg så blev færdig, ville jeg tage et bad, da lagnerne ikke ville blive renere af jeg lagde mig tilbage. Og så ville hovedpinepillen alligevel først virke om noget tid.

Kort efter befandt jeg mig i min brusekabine, med det varme vand skylle min nøgne krop ren, og løsnede de fleste af mine spændte muskler.

Da jeg var kommet ud af badet, havde min hovedpinepille stadig ikke virket. Jeg måtte finde noget, som jeg kunne få min koncentration, af min forfærdelige hovedpine, væk fra. Jeg havde brug for at snakke med nogen.

Derfor tog jeg min computer frem, loggede ind på Skype, og trykkede på Jespers ikon, så jeg ringede ham op. Inden havde jeg selvfølgelig regnet ud, at han havde frikvarter, så jeg kunne godt tillade mig at ringe til ham.

”Chris?” tog han den hviskende.

”Hej Jesper” hviskede jeg tilbage, da det ville føltes underligt, at tale højt i denne store lejlighed, når jeg alligevel følte mig så alene. Så hvad ville det hjælpe?

”Jeg er i skole nu, jeg bliver nødt til at lægge på” forklarede han hviskende, og kunne lige se ham, have mobilen under kameraet. Jeg nåede ikke at svare før han havde lagt på, men det var vel forstående. Jeg havde vidst regnet tiden i Danmark forkert ud.

Der var ikke rigtigt andre at snakke med. Jason ville være tidligt på arbejde, mens resten af mine venner stadig sov. Men jeg havde virkelig brug for at snakke med nogle, for at få tankerne på noget andet end mine mareridt. Men hvem kunne jeg tale med?

Før jeg selv var bevidst om det, var jeg på vej hen til min hoveddør, kun iført mine natbukser, en T-shirt med Rolling Stones på og så mine tykke sokker, hvor jeg låste døren op og åbnede den. Jeg blev rimelig overraset da jeg fandt Harry, som gik frem og tilbage mens han kløede sig i nakken, men kiggede direkte på mig, da jeg kom til syne i dørkarmen..

 

Harrys P.O.V:

Jeg vågnede brat op af et rædselsslagent skrig. Ikke højt nok til at være i min lejlighed, men tæt nok på, til at jeg kunne mærke smerten. Og fordi jeg havde hørt det før, i går for at være helt præcis, og vidste med det samme at det var Chris.

Hun havde garanteret haft endnu et mareridt. Selvom hun ikke havde fortalt mig meget om det, vidste jeg, at det ikke var først gang hun havde haft et lignende mareridt.

Men hvis de var så forfærdelige at hun skreg i søvne, hvad drømte hun så om? Var det noget hun havde oplevet, ligesom det jeg havde oplevet med min far, hvor jeg efterfølgende fik mareridt? Eller var det bare mareridt? Og så lidt som jeg har lyst til at indrømme det, var jeg en smule bekymret for hende.

Derfor rejste jeg mig op fra min seng, og gik hen mod min hoveddør, åbnede den, og gik over på den anden side af gangen. Jeg knyttede min næve, og rakte den op til øjenhøjde, på døren. Inden jeg havde tænkt mig at banke på, kiggede jeg ned af mig selv.

”Fuck” udbrød jeg hviskende, og skyndte mig tilbage til min lejlighed. Det var nok en idé at tage noget tøj på inden. Hun ville nok blive en smule overrasket, at åbne døren med sin ven stå nøgen udenfor. Det var i hvert fald ikke sådan jeg havde tænkt mig, at vores ven-forhold skulle være.

Efter jeg havde taget mine boxers på, nogle joggingbukser der lå bagerst i mit skab, og en sweater på som jeg havde fået af min mor i julegave på, gik jeg tilbage, ud på gangen, på begyndte at tænke. Skulle jeg virkelig banke på? Ville hun synes, det ville være for meget, at jeg kom midt om natten og ville tjekke om hun var okay? Vores venskab startede jo kun for få timer siden, så ville det være for pressende?

Jeg gik automatisk, tænkende frem og tilbage, mens jeg pillede ved min underlæbe og mine øjenbryn skubbet sammen. Det var vel min måde at koncentrere mig på.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der, men jeg blev afbrudt af Christina åbne hendes dør, så jeg stoppede op, og kiggede ind i hendes smukke, men såret, brune øjne.

Nu ville hun for alvor tænke jeg var en freak..

 

Christinas P.O.V:

Hvad lavede han uden for min dør på denne tid om aftenen? Hvorfor var han foran min dør? Jeg kunne ikke andet end at frygte, at han havde hørt mig larme, da han første dag gjorde sig selv klar på, at jeg skulle være stille.

”What are you doing out here so late?” spurgte jeg i tonearten lige over en hvisken, da der allerede føltes så stille i den ellers store gang.

Han svarede ikke lige med det samme, men i mellemtiden tog han sin hånd ned fra sin nakke, og prøvede at undgå øjenkontakt med mig. Og var det bare mig, eller blev hans kinder mere røde?

”I heard you scream” svarede han endelig, med hans stemme knække i slutningen af sætningen, mens han kiggede medfølsomt på mig. Ind i mine øjne.

”Oh” sank jeg, og kiggede væk fra ham.

”Where were you going?” spurgte han mig. Pis. Der var allerede en akavet stemning mellem os, nu skulle han ikke vide, hvorfor jeg selv gik ud af døren.

”Uhm.. I-I couldn’t sleep, so I thought maybe..” hakkede jeg, og kørte en hånd gennem mit dampet hår, som stadig var vådt fra mit bad.

Harry lod mig ikke tale sætningen færdig inden han begyndte, og jeg var kun taknemmelig ”Do you want to come inside?”.

Jeg havde ikke været inde i Harrys lejlighed før, og troede slet ikke jeg kom, så jeg havde ingen anelse hvordan den så ud. Hvis det stod til mig, var han typen der havde hele sin lejlighed dækket til med rod. Men jeg bliver ved med at tro at han er en bestemt type, selvom jeg altid gætter forkert.

”Sure” svarede jeg efter en lidt lang pause.

”Okay..” sagde Harry og udlod en dyb vejrtrækning, hvorefter han lod mig gå først hen til hans dør, med ham følgende efter.

Jeg trådte ind i lejligheden, som overraskende var rimelig ren. Meget i orden, faktisk. Der var stilet møbler, der var hvide og nogle få sorte, med en grøn temafarve. For eksempel var nogle af puderne i hans hvide sofa, forskellige nuancer af grøn, og nogle høje planter ved siden af hans aflange hvide bord, hvor den sorte fladskærm hang over, som stod lige overfor sofaen. Det store vindue, som jeg også havde i min store stue, havde han også, som ellers ville lyse rummet op. Men da det var midt om natten, var det lampen i loftet der lyste det op. Der var også nogle forskellige stearinlys pyntet rundt omkring, som garanteret ville se meget smukkere ud om aftenen, end lampelyset.

Det lille stuebord var lavet af mørkebrunt træ, og var dét der skilte sig mest ud, men det passede rimelig godt ind, da der ellers ville havde været for meget hvidt. Gulvet var også et lyst træ, men det passede ellers rimelig godt til den store lejlighed. Altanen var i den modsatte side af min, det var næsten det hele, så altanen var lige overfor min. Hvis jeg sad ude på mig, kunne jeg se hen til Harrys, som jeg først har opdaget nu, da jeg kun har været ude på den en gang, ind til videre.

Jeg gik videre ind i køkkenet, som lignede meget mit eget. Meget stort, med hvide låger og sorte bordplader. Ved et af vinduerne i enden af køkkenet, var der et sort bord, der matchede de sorte sten som bordplade på køkkenet, med nogle lysegrønne barstole, hvor ryggen på stolen, som man kunne læne sin ryg op ad, var lavet af glas.

Mine hænder strejfede væggen i gangen, fyldt op med billeder af forskellige mennesker. Jeg var sikker på det var hans familie, da jeg så en lille krøllet håret dreng, med sin mor holde om ham, og kiggede smilende til kameraet. Mens Harry, kiggede op på sin smilende mor, og bare beundrede hende. Det skulle man være blind, for ikke at kunne se.

”That’s my mom” Harrys mørke, sprøde stemme overraskede mig, da jeg opdagede at han stod lige bag mig. Tættere end forventet, da jeg kunne mærke hans åndedræt snitte min kind.

”I can tell” svarede jeg nærmest hviskende.

”Where’s your father?” spurgte jeg undrende, da jeg ikke kunne se en mandelig figur på væggen med alle billederne, hænge i fotorammer. Jeg ved godt, at Harry havde et problem med sin far som lille, men han havde fortalt, at han var begyndt at synes om sin far igen, efter at han havde droppet alkoholen. Så derfor kunne jeg ikke lade være med at spørge.

”Do you really think he deserves a photo on my wall full of memories?” spurgte han, undrende med et smil, og spurgte mig som om jeg var skør.

Jeg trak på skulderne, stadig kiggende på billederne foran mig, hvor jeg svarede ”I thought you worked it out”

”I’m still processing. I can’t just forgive him after one time seeing him sober” forklarede han, og gik væk fra gangen, ind i køkkenet, hvor jeg fulgte med ham ind i.

”You’ve only seen him one time sober?” spurgte jeg overrasket, da jeg troede han havde set ham mange flere gange, efter at han havde været på afvænning.

”Nope” svarede han hurtigt, og fandt to krus frem, fra det øverste køkkenskab. ”Only one time” tilføjede han.

”You have a beautiful apartment… Surprisingly” smilede jeg, skiftende emne, efter en lille pause, for ikke at gøre det mere akavet.

”Surprisingly?” hans smilehul kom til syne, hvor han mødte mine brune øjne.

”Yeah. I thought you were disorganized” smilede jeg drillende, mens han satte en af krusene ind under kaffe/kakao/te-maskinen.

”Well, then I understand why you’re surprised” grinede han, og spurgte emneskiftende ”Do you want tea or coffee?”.

Jeg åbnede munden og var lige ved at svare før Harry gjorde det, “You know what. I know you’re gonna pick coffee, but because you’re in my house and I’m British.. You’ll have a cup of tea” smilede han, og tykkede på knappen hvor der stod ‘Tea’. Det sidste i sætningen sagde han med en britisk accent, så det fik mig til at grine. Jeg ved godt, at han allerede er britisk, men han sagde det mere end han allerede var.

”Fine.. But when you come to my house, you’re gonna get a cup of coffee” gengældte jeg drillende og smilede.

“Aghr” sagde han og lavede en tilhørende grimasse. ”I hate coffee” tilføjede han, så et grin undslap fra min mund.

Efter teen var blevet lavet, satte han et krus foran mig, på det sorte bord, som jeg sad ved på en af barstolende, og han satte sig overfor mig med sit krus i hånden.

”So..” begyndte han sukkende, ”When are we going to make that spaghetti contest?” med et voksende smil på hans læber. Jeg kunne ikke stoppe min latterlige latter, men svarede mens jeg prøvede at holde op med at grine ”I don’t know..”. Der var en kort pause, før jeg tilføjede ”Tomorrow?”

”Deal” svarede Harry smilende og enkelt.

Jeg tog en tår af teen Harrys maskine havde lavet, præcis den samme som jeg, som han garanteret også havde fået af arbejdet, hvor jeg sagde ”Mhm. This is really good”.

”Haven’t you tried the tea on your machine yet?” spurgte Harry undrende, efter at havde taget en tår af sin te også.

“No” smilede jeg, og fortsatte “It’s not the first thing I think of doing when I move in, like, I just moved in, im gonna try the tea on this machine” drillede jeg ironisk, så Harry undslap en høj latter og pressede sine øjne i, men åbnede dem hurtigt og tog sine hænder over sin mund, så snart han opdagede hans dejlige latter undslippe fra hans mund.

”Why are you stopping?” smilede jeg af hans reaktion.

Han fjernede hænderne, stadig med et lille smil fra grinet, og tog fat i sin te, hvor han sagde ”I-uhm.. I just think my laugh is ridiculous”, mens han trak på skulderne.

”Why would you think that?” spurgte jeg, og holdte om mit krus, mens Harry tog sit krus op mod sin mund, og placerede det på sine læber, og tog et sip af sin varme te.

Han fjernede kruset fra sine røde læber, af varmen, og svarede drillende ”It sounds like you didn’t heard it before. But if you have ears you’ll know it’s ridiculous” smilede han, og tog endnu et sip af sin kop.

”I have ears, Harry. And I think it’s adorable” sagde jeg ham imod, og tog også en tår af min te. Han kiggede mig ind i mine øjne, hvor han fjernede kruset, og havde ikke længere et smil på sine læber.

Han fjernede øjenkontakten, da han opdagede hvor lang tid han havde stirret ind i mine brune øjne, og kiggede ud mod vinduet ved siden af, med et undskyldende smil hen over hans fejlfrie ansigt. Efter en kort pause, hvor han bare havde kigget ned i bordet, med det kære smil, falmede det, og blev mere alvorlig da han sagde ”Nobody have said that before”, uden at kigge mig i øjnene.

Jeg fjernede kruset fra mine varme læber, og kiggede hen på ham, som lejede med sit krus på bordet. ”I’m sorry?” jeg forstod ham ikke helt, hvis jeg skulle være ærlig.

Han kiggede endelig op på mig, med et gengældende smil, hvor han sagde ”No, it’s okay, it’s just.. I’m not used to getting comlipents”, hvor hans smil falmede, men stadig med hans grønne, såret øjne borende ind i mine. ”Other from my mom at least” tilføjede han, mens han trak lidt i den ene mundvig.

”Did I miss something here?” jeg var heller ikke helt med på, hvorfor han var i dette underlige humør. Det så ud som om han tænkte på noget.. altså minder. Men jeg kunne ikke helt finde ud af om han var glad for komplimentet, eller om han ikke var. Jeg fornemmer på en måde, at han er glad for det. Men det var bare en underlig måde han viste det på.

”Uhm-uh.. No, well… Kind of” stammede han, stadig pillende ved sin te uden at kigge mig i øjnene.

Jeg var hans ven, som jeg var blevet inden for de sidste få timer, og som ven, vidste jeg at der var noget galt. Jeg ved godt at jeg kun har kendt Harry i hvad? Tre dage, nu? Men på den korte tid, vidste jeg når der var noget glat, og når der ikke var. Når der var noget galt, ville han være som han er nu.. skjult. Selvom han var lige foran mig, følte jeg at han var flere kilometer væk. Så fjern følte han.

Derfor rakte jeg min hånd stille over mod den modsatte side af bordet, og placerede den på Harrys store, varme og bløde hånd, hvor hans øjne mødte mine, så jeg sagde ”You kan tell me” beroligende, og håbede at han kunne stole på mig.

Der gik en lang pause, hvor han bare kiggede ned på min hånd ovenpå hans, som så så lille ud forhold til hans. Han tog en dyb indånding, og allerede dér vidste jeg at det var svært for ham at fortælle, hvor han startede ud med at sige ”You remember I told you about Mellanie, right?”.

Jeg nikkede.

”Well, I loved her so much back then. And I just couldn’t see that she didn’t love me” det sidste ord i sætningen, knækkede han stemmen, da hans øjne var begyndt at blive våde.  

”I was just so stupid, that I didn’t see how… mean, she was. I always gave her compliments about how beautiful she was, or how much I loved her.. but she just laughed right in my face, every single time. She never gave me one compliment..” hans øjne rettede sig kort op mod mine, hvor jeg så hans øjne var fyldt op med vand. ”She never told me that she loved me, or how my laugh was adorable… She just laughed and told me that I should stop laughing like that ’cause I sounded like a fool and looked like one. And if I didn’t stop, she’d break up with me. So I began to stop laughing just so I could be with her”.

“But I guess that’s what love can do… Make you blind” sluttede han sætningen af med, og udåndede lettet, med et lille smil. Ikke et ægte ét, bare et for at formindske smerten. Tro mig, jeg ved hvordan sådan et ser ud.

Efter lidt tids pause, rakte jeg kruset op mod mine læber, for at tage en tår, men inden sagde jeg for at løfte humøret ”I’m sorry to say this, but… Mellanie was a real bitch”, og drak efterfølgende noget af den lidt kølige te.

Harry knækkede et smil, og kiggede hen på mig, hvor han indrømmede ”She was”.

En lille pause til mødte os, men Harry brød den ved at sige ”So. Are you going to talk to Jason any time soon?”, og færdiggjorde derefter sit krus med te.

”I think I’m gonna go to Boston this weekend, just to.. you know, talk everything out with him” forklarede jeg, selvom jeg egentlig ikke havde tænkt over det indtil nu, men nu havde jeg besluttet mig, og det ville være det bedste tidspunkt at gøre det i weekenden.

”You mean break up with him?” smilede Harry drillende fra den modsatte side af det høje bord. Og jeg kunne ikke undgå at gengælde smilet.

”Ha-ha, very funny..” smilede jeg, ”But true.. I think I’m gonna break up with him” jeg overraskede mig selv, og havde ikke helt regnet med hvad jeg skulle sige til ham når jeg rejste til Bosten for at se ham, før nu. Jeg ville slå op med Jason.

”I am going to break up with my boyfriend” jeg overraskede mig selv, for hvert ord der sprang ud af min mund.

”You really surprises me right now, Christina” grinede Harry, af min reaktion.

“Trust me, I’m just as surprised as you are” fastslog jeg. “What have you putted in this tea?” spurgte jeg ham drillende.

“I would blame the tea too” drillede han ironisk.

Vi sad nok en time på hver sin side af det sorte bord, hvor vi grinte af hinanden fortælle de mest latterlige jokes, og oplevelser vi havde haft. Selvom teen var drukket op, blev vi siddende, og grinede af hinanden. På et tidspunkt kom Harry ind med papir og blyant, hvor vi begyndte at lave tegn og gæt, ved ikke hvor den tanke kom fra, men det gjorde vi.

Da vi var begyndt at gabe, og vores øjne blev tungere og tungere, besluttede vi os for at gå i seng.

”I think it’s best we go to bed now. It’s work tomorrow” sagde jeg træt og Harry var enig, hvor jeg gik ned fra barstolen, som var overraskende behagelig, og var på vej ud til gangen, med Harry følgende efter mig, som en lille hund.

Jeg åbnede døren til hans lejlighed, ud til gangen, med min dør på den modsatte side, og trådte ud på gangen. Jeg vendte mig lige om, hvor jeg fandt Harry hænge på den halvåbne dør, og kiggede på mig, med et lille smil gemt bag hans læber.

”Thanks for the tea” smilede jeg, og tilføjede ”Goodnight, Harry”, hvor jeg gik hen mod min egen lejlighed.

”Christina?” kom det spørgende fra Harry, så jeg stoppede op og vendte mig om for at se på ham.

”Are you sure you’re going to be okay?” jeg blev lidt overrasket over hans bekymring, men alligevel glad.

”I hope so” smilede jeg, og talte sandt.

”If you want to, you can sleep on the couch” tilbød han.

“I think I’m just gonna sleep in my own bed for tonight” smilede jeg drillende, men tilføjede “Maybe another time”, hvor jeg vendte mig om til mig dør, åbnede den, og var lige ved at lukke den i, inden Harrys stemme sagde “Goodnight, Christie” smilende.

Jeg vendte øjne af ham, af ham kalde mig mit kælenavn, men sagde alligevel ”Night, Harry”, og lukkede døren til min lejlighed.

 

 

Jeg endte op med at køre med Harry denne morgen, da han kom sødt ind og spurgte. Han lavede bare undskyldningen ”That’s what friends do”, og jeg var kun taknemmelig for at han ville køre mig, da jeg havde taget mine høje hæle på i dag. Jeg havde taget nogle lyse jeans på, en hvid meget mere behagelig trøje på, som der var lidt country over, og så mine brune støvler. Og selvfølgelig min mors halskæde om halsen.

Hele køreturen hen til vores arbejde, snakkede jeg løs om Jason. Og jo mere jeg snakkede om ham, jo mere hadede jeg ham, og indså hvor idiotisk jeg var, at valgte at være kærester med ham. Han så rimelig godt ud, men det var også det eneste der var ’godt’ om ham. Han havde behandlet mig som skrald, og alle de måneder jeg havde datet ham, havde jeg først indset det nu.

Vi ankom til ’Cole-publishing’, og gik indenfor, ind i elevatoren, hvor Harry trykkede på knappen til vores etage.

”Why have we chosen such a bad boyfriend and girlfriend?” udbrød Harry smilende, men han talte sandt. Vi havde begge haft nogle dårlige kærester, som begge havde behandlet os som affald, men alligevel valgte vi det også selv.

”I know. We have so bad taste in that kind of stuff” grinede jeg, og fortsatte “But not in tea and TV-shows” rettede jeg.

Harry begyndte bare at grine af mig, da elevatordørene åbnede sig, og vi trådte ud af elevatoren grinende, hvor han gav mig ret ved at sige “Right” stadig grinende.

”Christina?” vi blev afbrudt af Perries stemme sige mit navn.

Jeg drejede derfor hovedet hen mod hende, som kiggede spørgende, men smilende på mig.. sammen med resten af kontoret. Hun rejste sig op, og kom gående hen til mig, stadig med sit store smil der gav hende æblekinder.

”Hi, Perrie” sagde jeg, og fandt hende i et kram, ”I’m sorry I wasn’t on work yesterday, but.. I hope you’ll survive”.

”It’s okay. I was worried about you” sagde hun i en bekymret toneart.

“Uhm, I’m gonna go do… work” udbrød Harry, men vidste godt at han bare skulle finde en undskyldning for at komme væk fra denne samtale.

Perries øjne fulgte Harry gå tilbage til sit kontorbord, og ligeså snart han havde sat sig ned hviskede hun smilende stort ”You were in Las Vegas with him. Alone. You tell me everything that happened right now” beordrede hun.

“What? There didn’t happen anything” smilede jeg, men vidste det var løgn.

”You tell me the truth, now!” forlangede hun hviskende.

“It’s the truth” forklarede jeg enkelt.

”Why are you lying? There definitely happened something when both of you come laughing out of the elevator on time” forklarede hun, og kunne ikke få det smil af hendes læber dækket med en lyserød læbestift.

“Can I tell you later?” bad jeg, men forklarede efterfølgende “It’s inappropriate to talk about it at work” sagde jeg og kiggede over min skulder hen på Harry, som overraskende læste et manuscript, men stadig med sine ben på bordet, og lænet godt tilbage i sin kontorstol.

“Says the girl who went to Las Vegas with Harry Styles instead of going to work” drillede hun.

“Over coffee?” spurgte jeg, og ignorerede hendes kommentar.

”Fine” opgav hun, men sagde ”But then you tell me every detail”

“Deal” smilede jeg til hende. ”Perrie, are you okay? You seem so..”

”Hyper? I am! Tori was sick yesterday and you were in Las Vegas, I had to talk to Zayn alone” sagde hun som om det var verdens ende og rødmede.

“How was it?” spurgte jeg, klart interesseret.

”I’ll tell you over the coffee” blinkede hun til mig, da hun ville have at jeg skulle være så nysgerrig som hende, hvor hun vendte sig om, og gik tilbage til sit kontor.

Jeg drejede også hælen om, og gik hen mod mit kontor. På vejen derhen, var Daniels kontor, så derfor sagde jeg ”Goodmorning Daniel”. Han kiggede op fra sit arbejde og mødte mig med et smil.

”’Morning Chris” smilede han, men tilføjede ”You can still call me Dan if you want to”.

“I like Daniel better” smilede jeg til ham, og mødte kort efter midt kontor, nogle meter ved siden af hans.

Jeg fandt min computer frem, og begyndte straks at skrive, da jeg så på min arbejdsliste at jeg også manglede nogle fra i går.

Jeg var lige ved at sætte mine fingrer på tastaturet, da jeg blev ramt af en papirkugle. Jeg kiggede op på Harry, som lod som om han ikke havde kastet den. Jeg rystede bare smilende på hovedet, af ham og ville smide papirkuglen ud. Men da jeg tog fat i den, så jeg noget rød kuglepind på den.

Jeg kiggede kort over på Harry på den modsatte side af rummet, og så han stadig lod som ingenting. Jeg åbnede det krøllet papir, og læste op inde i mig selv; ”I like Daniel better”. Christie is in loove.

Et lille grin undslap mine læber, og kunne godt se at det var lidt latterligt, men sagde så til Harry ”Harry, you can’t throw these paperballs today. I have a lot of work to do, and I can’t do it when you’re distracting me”. Jeg prøvede virkelig at holde mit ansigtsudtryk seriøst, men det var lidt svært når Harry drillende, lod som om han var en lille skoledreng der fik skæld ud.

”Sorry Miss. Nielsen” sagde han efterfølgende i en lysere toneart end hans normale mørke stemme. Jeg prøvede virkelig at holde masken, men det var lidt svært når han drillede mig sådan, men alligevel sagde jeg ”Thank you”, og prøvede at ignorere hans dril.

Mine fingrer kørte over tastaturet, så der blev skrevet to linjer, før jeg igen blev afbrudt af Harry, som nu stod foran mit kontorbord, og kiggede smilende ned på mig. Jeg vendte så mit blik op mod hans, og kiggede spørgende på ham.

”Do you want me to help you with your work?” og kiggede smilende på mig.

“I can handle it myself, if that’s what you think” smilede jeg tilbage til ham, og skrev videre.

”You just said you had so much work, and I don’t have as much as you do, so can’t I just be a friend and help you?” Han brugte igen the friend card, så jeg kunne ikke andet end at lade ham.

”Fine” opgav jeg, ”But I’ll judge if it’s good enough” drillede jeg, men mente det.

”Okay” sagde han hurtigt og trak på skulderne, da jeg rakte ham sedlen med de stile eller mere historier der skulle skrives.

 

 

Der havde lige været frokost tid, hvor jeg endelig fik snakket med Jeremy, og jeg endte op med at elske ham. Han var sjov, sød og så at han var så flirtende med Zayn og Daniel som jeg sad ved bord med os, var det bedste af det hele.

Jeg ville ønske at Louis ville komme ind til frokost når der var frokost, og snakke med os andre, så jeg kunne lære ham at kende. Jeg har jo selv været typen, som altid lavede lektierne og aldrig snakkede med nogle, så jeg besluttede mig derfor at gå hen til ham, og ville snakke med ham for første gang.

Jeg rejste mig op fra mit kontor, og forbi alle kontorbordene, helt ned til enden ved det store vindue der fyldte hele væggen, og stillede mig hen foran hans skrivebord.

”Hello?” spurgte jeg høfligt, så jeg fik hans opmærksomhed, og hans blå øjne mødtes med mine brune.

”Hi” smilede han venligt, og jeg kunne ikke andet end beundre hans kærlige smil.

”Uhm, I just wanted to introduce myself. We haven’t really talked since I started here, so.. Hi, I’m Christina” sagde jeg smilende, og rakte en hånd frem.

Han tog kærligt imod den, hvor han smilende sagde ”I’m Louis”

”What are you doing?” spurgte jeg ham efterfølgende.

”I’m the one who set everything that you, Dan, Stephen and Harry do, together and sends it to Mr. Cole, who will check if the work is good enough” forklarede han, mens han flyttede lidt rundt på nogle papirer han havde liggende på sit bord.

“Oh. So you’re like the one who checks if I make some errors?” smiled jeg, hvor han nikkede smilende og sagde “Yep, that’s me”

Midt i vores samtale, afbrød Zayn og sagde “Chris, Mr. Cole would like to see you in his office, now”. Mit hjerte bankede automatisk hurtigere, og håbede ikke at det var fordi jeg ikke var på arbejde i går.

Jeg nikkede til Zayn, hvorefter jeg gik hen mod elevatoren, trykkede på knappen til den øverste etage, hvor dørene lukkede.

Jeg gik ud af elevatoren, og før jeg vidste af det, stod jeg foran Cole’s kontor og bankede på døren.

”Come in” hørte jeg Mr. Cole’s mørke stemme sige højt, inde fra kontoret af.

Derfor åbnede jeg døren og stak hovedet ind, ”Mr. Cole. You wanted to see me” smilede jeg, som jeg håbede ville virke, for ikke at få en kæmpe skideballe.

”Yes, sit down please” sagde han med et ansigtsudtryk jeg ikke kunne læse, og rakte hånden ud foran sig for at pege på stolen.

Jeg gik derfor hen mod stolen foran hans store kontorbord, og satte mig ned.

”I see you wasn’t at work yesterday. How come?” jeg kiggede nervøst ned I mit skød, og var lige ved at fortælle ham sandheden før han begyndte;

”Well, it doesn’t really matter. With all the work you’ve done the last two days you could take a whole week off, if you continue working that fast” jeg kiggede overraskende op på den magtfulde mand, som gav mig en så stor kompliment, at det skyldes smilet på mine læber.

“I am so happy with my choice of hiring you. I mean, I would be disappointed in myself if I didn’t hire you, because your writing is absolutely amazing. All the stories I’ve read from you, I felt like I was there with you. Like I said, absolutely amazing. You’re already one of my favorites, Miss. Nielsen. Keep up the good work” smilede han, og jeg var helt blæst væk. Jeg havde gået og troet, at jeg skulle blive skældt ud, men i stedet roste han mig.

Efter jeg havde takket ham alt for mange gange, og vi havde talt lidt om mit arbejde, gik jeg stort smilende ud af hans kontor, hen til elevatoren, og tilbage til mit amazing work, som Cole beskrev det…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...