Scars //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Færdig
Christina er en stille pige, og har altid haft det svært både socialt og derhjemme. Hendes elskede bror Jesper, går selvfølgelig i hendes fodspor, da det er det eneste han kan. Deres mor døde for to år siden, og de har lige siden følt sig i fare, da deres far er en magtfuld mand. Han er politichef og ved hvordan han skal skræmme sin familie. Christina blev færdig med gymnasiet og var fyldt 18, så ville derfor starte på en frisk. Hun flytter til Boston i Nordamerika og finder en sød herre, som hjælper hende, da hun ikke har særligt mange penge at leve for. Hun flytter ind hos ham, og de bliver kærester efter. Men en dag får Christina tilbudt et job hos Cole publishing, hvor hun får tilhørende lejlighed, med udsigt til vandet. Men der er bare dét at det ligger i Californien, som er på den modsatte kyst. Men hun tager alligevel mod tilbuddet. Hun flytter ind og er tilfreds med sit valg indtil hun ved hvem der er hendes nabo. Hvem er naboen, hvorfor er hun bange for faren? Svarene; Scars

28Likes
60Kommentarer
3049Visninger
AA

7. Tori's 'sickday'

Christinas P.O.V:

Det endte med at jeg sad resten af aften, over min aftensmad og snakkede med Perrie over Skype. Tori var også med i samtalen i starten, men blev distraheret af Niall, som var alt for kælen ved hende, så hun til sidst lagde på. Gad vide hvad de skulle lave? Jeg var egentlig ret ligeglad. Jeg var bare taknemmelig, jeg havde fået nogle mennesker jeg kunne snakke med. Venner. Andre end min bror. Ikke fordi jeg ikke elskede min brors selvskab, men det var rart at snakke med nogle piger på min egen alder. Jeg nød, at jeg kunne snakke med dem om tøsede ting, og jeg kom også til at nævne liftet som Harry gav mig. Jeg sagde ikke specifik, hvad vi snakkede om, da jeg følte det var lidt privat for os begge to, men fortalte dem noget af det.

Efter jeg sluttede Skype opkaldet med Perrie, besluttede jeg mig for at ringe til Jason, og ville spørge hvorfor han ikke havde ringet endnu. Han burde have fået fri på denne tid. Klokken var omkring elleve om aftenen, så jeg var klart sikker på at han havde fået fri. Men på den anden side kunne det være at han sov… hvem ved? Han tog i hvert fald ikke de første fire opkald fra mig, så besluttede mig til sidst for at lade ham være, og ville gå i seng i stedet.

Jeg gik derfor ud på badeværelset, hvor jeg tog fat i makeupfjerneren på hylden, hældte noget af den blå væske ud på en vatklump, og kørte den efterfølgende hen over mine øjne, så den sorte farve satte sig fast i vattet. Jeg gled derefter, en ny vatklump med makeupfjerner, langs min hals der var dækket med concealer og alle mulige produkter der hjalp med at dække det kæmpe ar langs min ellers elegante hals.
Jeg tog derefter fat i tandbørsten i krukken, smurte tandpasta på, skyllede den en gang under hanen, og begyndte at skrubbe mine tænder.

Da jeg var blevet færdig med tandbørstningen, og havde sat den ned i krukken, stoppede jeg op.  Jeg prøvede virkelig at kigge på mig selv. Kigge dybt ind i mine såret øjne, hvor mine øjne stille veg ned til min hals. Min hånd rakte op til aret, og kørte den blidt hen over det lange ar. Mine øjne løb automatisk i vand bare ved minderne af min tid i Danmark, og fjerne straks min hånd fra aret og placerede den på vaskens kant, med min anden hånd på den anden side af kanten, da jeg opdagede at vandet fra mine øjne nu var sluppet løs. Jeg kunne ikke undgå det hulk der undslap mine læber, og tog derefter hænderne op til mit ansigt, hvor jeg lod mine tårer rende løs. Det føles som evigheder, siden jeg havde ladt mine tåre løbe med min tilladelse. Men alligevel mindede jeg mig selv om, at det var ikke længere siden end i går, da jeg vidste hvad Michael ville gøre ved Jesper, efter han havde slukket Skype-opkaldet. Men før det, havde jeg ikke grædt siden ulykken. Ikke siden den dag..

Jeg tog stille mine hænder væk fra mit ansigt, og kiggede mig selv i spejlet. Så hvordan jeg så ud. Sådan jeg hele tiden havde set ud indeni. Jeg havde aldrig været lykkelig. Jeg ved ikke engang hvordan det føles, at være lykkelig. Det vil jeg vel vide når jeg er.

Inden jeg vidste af det, havde jeg taget fat i sæbeskålen på vasken og smidt det mod glasset, af raseri. Hvorfor? Hvorfor havde jeg haft et liv, hvor jeg ikke engang vidste hvad lykke var? Og det er alt sammen på grund af én person.

Spejlet var nu smadret, og et par splinter lå på gulvet. Jeg kunne ikke overskue, at rydde det op nu, da jeg havde andet at tænke på. Jeg lagde mig derfor ind i min bløde seng, og trak dynen godt over min krop, mens jeg fældede den sidste tåre for i dag.

 

*Næste morgen*

 

Jeg prøvede at glemme tankerne i går, og gik derfor hen til køkkenet og satte straks en kop kaffe over, inden jeg slugte en hovedpinepille for at få den slemme banken i mit hoved til at stoppe. Derefter besluttede jeg mig for at feje det resterende glas op fra badeværelsesgulvet, inden jeg ville tage mig et bad.

Det varme vand ramte min nøgne krop, og af nydelse undslap jeg et lille støn og lukkede ligeså nydende øjnene. Vandet hjalp virkelig med at løsne mine spændte muskler, så jeg straks var mere afslappet end da jeg vågnede.

Mit tøj var lidt mere afslappet end i går, da de andre fra kontorets tøj ikke var så fint, som jeg havde gjort mig i går. Jeg følte mig i hvert fald en smule utilpas. Jeg tog derfor nogle mørkeblå, tætsiddende jeans på, med en hvid silke bluse, uden ærmer. Der var lidt kontor-fin-dame over den, men det var passende da jeg havde jeans på til. Jeg tog som sædvanlig min mors halskæde om min makeup dækket hals, og nogle ekstra sølvarmbånd, hvor jeg besluttede for at lade mit mørkebrune hår være løst, da det var oppe i går.

Da jeg havde gjort mig helt færdig, og drukket min kaffe så jeg automatisk havde fået mere energi, åbnede jeg døren til min lejlighed og trådte over dørtrinnet, der skilte gangen og legligheden fra hinanden. Jeg lukkede, igen døren, men da jeg skulle til at låse den, opdagede jeg en lyserød seddel med en tøselig håndskrift på, hvor der stod ”I’ll give a ride. I’m in the parking lot”. En undrende følelse kom over mig, da jeg ikke havde en idé om hvem det var. Alligevel var jeg glad for liftet, selvom jeg havde forberedt mig på at gå tilbage, ved at tage flade sko på.

Efter at havde taget elevatoren ned til lobbyen, og havde gået ud til parkeringspladsen, fandt jeg Perrie smile stort og vinke til mig, mens hun stod foran sin hvide bil. Der smittede automatisk et smil af på mig, da jeg så det var hende, og halvløb straks over til hende. Da jeg endelig var ovre hos hende, omfavnede jeg hende i et tæt kram, og sagde ”You shouldn’t”.

Vi slap krammet, og kiggede hinanden i øjnene kort, hvor hun sagde ”That’s what friends are for, right?” og smilede stort til mig. Før hadede jeg ordet venner, men nu kunne jeg ikke andet end at elske det.

”I guess you’re right” smilede jeg, hvor vi efterfølgende satte os ind i bilen.

Hele vejen snakkede vi om alt. Om overraskende meget. Selvom vi kun havde kendt hinanden i 24 timer, så havde jeg aldrig følt mig så tæt på en veninde, som med Perrie.

Lige da vi var ankommet, og stået ud af Perries hvide bil, ringede min telefon. Jeg kiggede hurtigt på telefonen inden jeg svarede, og fik underligt nok en sur mine, da jeg så det var Jason. Han havde ikke kontaktet mig siden arbejdet i går, og det var ikke engang meget. Jeg ved ikke om jeg er desperat, men når man er kærester, burde man gøre alt for at kontakte hinanden, og Jason gjorde ikke nok. Måske var han træt i går aftes, men han kunne i det mindste skrive, at han var på vej i seng eller lignende.

”Hi.. Jason” jeg trak hi’et en smule ud, for at lyde som om jeg gad snakke til ham.

”Hey, Chris. Sorry I haven’t answered you yesterday, but I was just… Busy, with work and stuff” arbejde? Det var godt nok sent, hvis han var på arbejde helt til klokken elleve I aftes.

”You were at work to eleven O’clock last night?” spurgte jeg, og var overrasket over hvor sent det egentlig var. Det var også tydeligt i min stemme.

”Uhh.. Yeah. I got a late.. shift. So I haven’t got.. haven’t got the time to talk to you… Sorry” stammede han. Det lød næsten som om han løg. Jeg var I hvert fald mistænksom. Derfor kneb jeg øjnene sammen af tvivl, men besluttede mig for ikke at trække den længere ud, fordi jeg var på arbejde nu. Jeg stod i hvert fald i elevatoren, på vej op til min arbejdsetage sammen med Perrie.

”That’s okay” sukkede jeg, men fortsatte ”Just.. let me know if you’re doing something else, or anything… Just contact me. I miss you”

“Alright, I miss you too” sagde han underligt nok… distraheret, som om han koncentrerede sig om noget andet. Jeg havde ikke tid til at tænke over det, før elevator klokken ringede, og dørende åbnede sig.

”I’m at work, so I have to go now” sagde jeg kort, og gik ud af elevatoren, mens jeg nikkede til nogle af medarbejderne der sad ved deres kontorer, på vejen over til mit eget.

”Okay. Bye” sagde han hurtigt.

”Bye Jason” sagde jeg, men kiggede skuffende på telefonen, da han allerede havde lagt på, så han ikke nåede at høre mit lille farvel.. Whatever.

Da jeg satte mig bag mit kontorbord, var jeg overrasket over at se Harry på den anden side smile til mig. Provokerende. Så ingenting havde ændret sig.. godt at vide.

”Good morning, Harry” sagde jeg smilende, og prøvede at starte dagen på en frisk og venlig måde. Smil til verden, og verden smiler til dig. Har altid hadet det ordsprog, da det aldrig var gået i opfyldelse for mig. Denne hér dag havde bare at være god, til erstatning for alle de dårlige jeg havde haft gennem hele mit liv.

”Morning, Christie” jeg ignorerede bare hans kælenavn, da jeg huskede på mit løfte i går. Jeg lovede ham, at fortælle ham historien bag, hvorfor jeg ikke ville have at han kaldte mig Christie… som jeg ikke kom til. Jeg måtte vel bare vænne mig til ham kalde mig det.

Jeg begyndte straks at læse det manuskript, der lå klar til rettelse på mit bord. Jeg var rimelig overrasket over, at Harry ikke begyndte at snakke til mig, og smilede bare fordi han lod være. Men sukkede da han begyndte; ”So… Let’s talk about you calling your boyfriend James

Han var lige begyndt, men ville allerede have denne samtale til at ende. ”Jason” rettede jeg, men han svarede bare med et ”Whatever”, og kiggede efterfølgende spørgende på mig.

”That’s his name” svarede jeg kort, og prøvede at læse videre, da jeg håbede at han ikke ville spørge om noget andet. Men det hér er jo Harry vi snakker om.

”Why do you call him by his name?” han så meget undrende ud, men fattede ikke helt hvorfor.

”Why not?” jeg fjernede mine øjne fra manuskriptet og kiggede i stedet over på ham, der sad med sine fødder oppe på bordet. Overraskende nok, sad han med et manuskript i hånden. Det lignede det i hvert fald. Ved ikke hvad det ellers skulle være.

”When you have a boyfriend you love, you normally don’t call them by their name” forklarede han.

“Is there a rule for that?” det hér var latterligt.

“No, I’m not saying you shouldn’t call him his name. I’m just saying if I had a girlfriend…” han kiggede drømmende væk og slikkede gled tungen langsomt langs sine allerede saftige læber, hvor han fortsatte; ”If I had a girlfriend..” gentog han, hvor jeg fik øjenkontakt med hans grønne, drømmende øjne, med et hævet øjenbryn over det ene øje. ”I would call her every single word that describes her.. Sweetie, lovely, babe, baby… Damn, I would even call her sexy” han bed sig i læben under den sidste sætning, og kunne ikke lade være med at tænke Hvorfor kalder Jason ikke mig de ting? Hvis sådan én som Harry, ville kalde sin kæreste sådan nogle ting, hvorfor kunne Jason så ikke?

Jeg slap øjenkontakten med ham, for ikke at gøre det akavet for os begge, og besluttede mig at joke med det ”Okay, stop dreaming. This is reality”. Som om han ville få en kæreste. Jeg hørte Daniel undslippe et grin af min kommentar, og kunne ikke lade være med at se tilfredsstillende ud.

”Who says I don’t have a girlfriend?” jeg rettede mit blik tilbage til Harry med store øjne, måske lidt røde kinder, mens han bare kiggede smilende hen på mig.

”You have a girlfriend?” overraskelsen i min stemme var tydelig.

”Why is that so hard to believe?” nårh, så vi leger det spil. Skifte roller, spillet.

”Oh, you just doesn’t seem like the type who date” smilede jeg flabet tilbage, i stedet for at give ham en lussing, da jeg synes det var en rimelig spyddig kommentar. Men Harry smilede bare af den, som en udfordring, og sagde ”You’re right”. Jeg var forvirret.

”I don’t date” fortsatte han.

”If you don’t date… then how can you have a girlfriend?” stadig forvirret.

“I lied” et smørret smil dækkede hans blødgjorte læber, og kunne ikke lade være med at hive I mundvigene, da han lige indrømmede, at han var nødt til at lyve sig til en kæreste.

”Why would you lie?” jeg vendte mine øjne tilbage til manuskriptet, og var ikke længere interesseret i denne samtale. Som om jeg overhovedet var.

”Because I wanted to see your reaction” kan ikke læse hans udtryk.

”Or maybe because you want a girlfriend” kom det drillende ovre fra Daniels bord, så de tætteste smågrinede af det.

”Shut up, Cole” sagde Harry, og kastede en papirkugle hen på ham, men Dan grinede bare.

”I don’t need a girlfriend..” forklarede Harry.

“Why not?” spurgte jeg, og undrede mig underligt meget.

Hans opmærksomhed vendte hen mod mig, og hev i den ene mundvig mens hans sagde ”I don’t need a girlfriend, when I can f*ck whatever girl I want to f*ck”. Mine øjne voksede sig hurtigt store på grund af hans sprogbrug, mens min kæbe faldt helt ned til gulvet.

”Seriously?” kunne ikke lade være med at spørge.

”Hey.. Why do you think the rule; Party on Fridays, is made?” han fik et sædvanligt, irriterende smil, mens hans øjne var rettet mod mine.

Jeg fik et smil på læben, selv om jeg slet ikke synes det var sjovt. ”Oh my God..” begyndte jeg, stadig smilende. ”You’re that kind of guy” mit falske smil falmede en smule, mens mit ene øjenbryn hævede.

”What kind of guy?” kom det fra Harry, der stadig havde sit irriterende smil smurt på sine ellers perfekte læber.

”If you haven’t figured that out… You’re an idiot too” ærligt talt.

”The player-guy?” Jeg nikkede uden øjenkontakt.

”Oh I know, baby” han så ikke ud til at ligge mærke til, hvad der lige var kommet ud af sin mund, men jeg havde.

”Don’t start” sagde jeg, og pegede min rette-kuglepind hen mod ham, mest for sjovt, men mine ord var alvorlige.

”What? Call you baby?” han smilede som om jeg var latterlig.

”If I don’t want you to call me Christie.. Why would you think you can call me baby?” jeg var ved at blive godt irriteret. Kun min kæreste kunne kalde mig sådan noget. Det havde han selv lige sagt, at han ville kalde sin kæreste… hvis han ville have én.

”Relax… I was just teasing” undskyldte han stadig smilende, da han så hvor irriteret jeg blev.

”Then stop teasing” sagde jeg irriteret, mens jeg havde min opmærksomhed rettet mod mit manuskript.

”Just ignore him” kom det fra Dan. ”He’s a jerk” jeg var sikker på, at han ville have Harry til høre det, men jeg var ligeglad.

”I know” smilede jeg til Dan, som om Harry ikke var der, men vi vidste at han hørte hvert et ord.

Resten af arbejdstiden, lavede Harry overraskende noget. Hans øjenbryn var skubbet tætte sammen, mens hans mund spidset en smule, i koncentration, hvor han sad men sin.. eller min, røde kuglepind og rettede teksten. Kunne ikke lade være med at beundre ham arbejde.

Det var endelig frokosttid, så jeg rejste mig op og gik ind i pauserummet, hvor jeg hev en sandwich samt en vand ud af køleskabet, og satte mig efterfølgende ned ved spisebordet, med fire pladser, hvor to af dem var taget.

”Hi. I don’t think we’ve met” sagde Ashleys kæreste, og rakte hånden frem ”I’m Stephen”.

Jeg tog mod hans håndtryk, og sagde smilende ”Chris”.

Zayn sad ved siden af, så jeg havde i det mindste én jeg kendte.  Nu manglede jeg bare én, som jeg skulle hilse på, Jeremy. Han så meget sød og venlig ud, men jeg har ikke haft tid til at sige hej til ham endnu. Dårlig undskyldning, jeg ved det. Men jeg vidste aldrig hvad jeg skulle sige for at starte en samtale.

”Do you live in the area?” kom det fra Stephen.

“Yea. The company offered me an apartment close to work, and I really love it… so no complaining from here” smilede jeg venligt, og grinede en smule.

“Cool.. I live with Ashley so..”

“You live together with Ashley?” det var ikke meningen jeg skulle lyde så overrasket, men kunne virkelig ikke forstå hvordan hank an leve sammen med hende. Det er ligesom at leve sammen med Harry, hvis det var fra min synsvinkel.

”Yeah. She lives with their father so it’s pretty big house” smilede han, så jeg næsten kunne se dollartegnet i hans øjne.

Jeg nikkede bare til ham forstående, men kunne ikke lade være med at spørge ”Does Niall live there?”. Jeg havde forstået, at Nialls mor og Ashely og Dans far var kærester, men vidste ikke om de boede sammen.

”No. He has his own place” svarede han, men fortsatte “He wouldn’t survive being in a house with every single person he hates on this earth”.

“He hates you?” spurgte bare af nygerrighed, men også for at få en samtale kørende.

”Yeah. First he started hating Mr. Cole, because he, you know.. date his mother. But when he met Ashley afterwards, he decided to hate all of us”. På en måde kunne jeg godt forstå Niall, da Ashley var en meget stor mundfuld. Men hvordan kunne man hade Mr. Cole og Daniel?

”I understand him though… Ashley’s a bitch” mine øjne åbnede sig på fuld gab på samme tid med min mund, og kiggede overraskende på Stephen, som talte sådan om sin kæreste.

”Bro.. Why are you with her?” Zayn så ligeså forvirret ud som jeg.

”Isn’t it obvious? She’s f*cking hot” smilede Stephen stort, og tog en bid af sin sandwich.

”Wow.. you’re an idiot” smilede Zayn og tog også en bid af sin sandwich. Var jeg den eneste der tog det hér alvorligt?

”I know” sagde Stephen med munden fuld med mad.

Jeg besluttede at lade den gå, og tog også en lille bid af min, idet Perrie gik ind i rummet, og satte sig ned skråt overfor Zayn, ved siden af Stephen.

”Hi” sagde hun smilende, men kunne alligevel ikke læse hendes ansigtsudtryk.

Jeg nikkede bare, da jeg havde mad i munden, mens Zayn skyndte sig at tygge færdigt, og slugte det kort efter, mens han tørrede sin mund af for dressing der sad på ydersiden af hans flotte læber. Han ville garanteret se godt ud for Perrie. Det var så sødt, at han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, når hun var til stede.

”Zayn?” spurgte hun pludseligt. Han nikkede bare spørgende, med et lille smil gemt i mundvigen.

”You and me. Dinner at your house. Friday” Hans smil voksede straks sig større, hvor hun bare bed sig smilende i læberne, rejste sig op, og gik ud af rummet, tilbage til sit kontor. Sådan skal det være.

Ligeså snart Perrie havde forladt rummet, rejste Zayn sig op, og spændte sine muskler, hvor han lydløst råbte ”YAAAHHS”, med det største kærlige smil.

Jeg sagde lige tillykke, inden jeg blev distraheret af et ding fra elevatoren af, med Niall komme gående ud af den. Jeg ville kunne forstå hvorfor han kom, hvis Tori var her, men det var hun ikke, så derfor undrede det mig.

Mine øjne var låst fast på ham, men han så ikke ud til at lægge mærke til mig, så han gik bare over mod Harrys bord, rimelig fastslået.

”What is he doing?” spurgte jeg, og pegede kort på Niall, der var helt henne ved Harry.

”He’s talking to Harry” kiggede Stephen underligt på mig, som om jeg var idiot.

”Yeah i know, but why?” jeg hadede at være ny. Jeg skulle spørge om så meget.

”Because they’re best friends” Det havde jeg ikke set komme. Jeg kiggede på Zayn, som sagde de ord jeg ikke kunne tro, med store øjne.

”Harry has a best friend?” den skulle lige have lidt tid at sive ind.

”He is a normal person. He can have friends… Well, mostly normal” rettede Zayn på sig selv smilende, og jeg kunne ikke undgå at gengælde det.

Mens jeg færdiggjorde min sandwich og drengene bare talte til hinanden, kiggede jeg på Harry og Niall tale og grine sammen, gennem glasvæggen. Jeg kunne ikke andet end at bedåre deres forhold. Deres attitude og udseende var så hårdt, men åbenbart ikke når de var sammen. De lignede to normale bedste venner der havde en samtale, og det skulle mine øjne lige vænne sig til.. Derfor stirrede jeg, ville jeg godt indrømme.

 

*4 timer senere*

 

Da jeg færdiggjorde mit sidste manuskript, og var færdig for i dag, rejste jeg mig op med min taske i hånden, og gik en smule skrøbeligt over til Harrys bord. Han sad stadig lænet tilbage i stolen med hans ben på bordet, som sædvanligt, og mens han rettede et manuskript, ikke som sædvanligt.

”Uhm.. Harry?” spurgte jeg ham, så hans øjne kiggede op fra papiret og op til mig, mens han ventede på at jeg sagde mere. Men da jeg ikke sagde noget, begyndte han ”Yea?”.

”I was thinking about… You know” jeg forventede, at han havde forstået det nu.

Han rettede nu hele hovedet op mod mig, og sagde ”No I don’t know”. Jeg tror han synes det var morsomt, at se mig spørge om noget.

”It’s because.. I’m going home now, but uhm.. There’s just really long way” det pinede mig, at spørge ham om en tjeneste, men jeg gad virkelig ikke gå hele vejen hjem.

”Christina Marie Nielsen… Are you asking me to drive you home?” smilede han og var tydeligvis underholdt. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal føle, med ham som kan mit fulde navn. Hvad var hans fulde navn?

“Don’t give me that look” sagde jeg, og skuppede lidt til ham, så han grinede en smule.

”Sure” han begyndte at pakke sammen… Det vil sige pakke kuglepinden sammen, og fortsatte ”I’m done anyway”.

”Thank you” vidste ikke helt hvad jeg skulle sige til det. Havde bare virkelig brug for et lift.. igen.

Vi sagde kort farvel til de resterende på kontoret, gik efterfølgende ind i elevatoren og ud på parkeringspladsen.

”So” kom det fra Harry, da vi satte os ind i bilen ”Where are we going?”

”What do you mean with where are we going?” spurgte jeg undrende, og kiggede på ham ved siden af mig.

”I mean; Where are we going. I’m sure you didn’t ask me for a ride because you don’t want to walk home” smilede han, da han drejede nøglen om, så hans stilede bil startede.

Jeg hævede øjenbrynene, og blev klart overrasket over han ikke troede på mig, da jeg først sagde det. ”Of course. I just wanted a ride home” sagde jeg ærligt.

”Aghr. Why? I thought you had a non-boring side” brokkede han og kørte ud af parkering.

”I am not boring” udbrød jeg i en lys toneart.

”Yes you are” drillede han, og kørte I retning mod vores leglighed.

”No.. I am not” han skal ikke begynde på dét der.

”Then prove it” han drejede hovedet for at kigge i mine øjne, hvor han overraskende nok ikke havde et smørret smil fyldt op på sine læber, men et alvorligt udtryk i stedet for.

”Fine” nu skulle jeg vise ham at jeg ikke var kedelig. ”I’ll drive there”.

”What?! Hell no!” udbrød Harry, som om jeg var en rotte, eller et eller andet, andet klamt.

”Oh God. You’re so boring” så kunne han smage sin egen medicin.

”You’re not driving my car!” det så ud til at han virkelig mente det. Hvis han gjorde, elskede han godt nok hans bil højt.

”If you want me to be fun, I’ll find a place that’s fun… But, it’s going to be a surprise” smilede jeg. Vidste egentlig ikke helt, hvad jeg var på vej ind i. Men jeg kunne på en måde godt lide den nye side af mig. Når vi kom derover, ville jeg nok blive kedelig og ansvarlig igen.. Hvis Harry ville lade mig køre sin bil.

”I’m not letting you drive my car” han var stædig.

”You’re scared that your car is getting broken? I have taken my drivers lesson” det havde jeg. Har bare ikke haft råd til en bil.

”Then where’s your car?”

”Just because I can drive a car, doesn’t mean I have to have a car” forklarede jeg. Han havde ikke noget at sige til det. Han blev bare ved med at kigge I barkspejlet, og andre steder for at ignorere mig. Måske tænkte han over det?

”Fine..” opgav han, og jeg fik straks et tilfredsstillende smil på læben, ”But..” startede han og holdte en finger op foran mig, som en rigtig forældre. Ikke fordi mine egne selv havde gjort det, men af det jeg havde set i film.

”If you hurt ruin my car in any way.. You’ll have to pay for the reparations” fair nok, tænkte jeg og nikkede.

“Okay then..” sukkede han, og parkerede sin bil ind til siden af vejen, hvor vi begge steg ud og byttede pladser.

”Okay.. Let’s go have some fun” sagde jeg samtidig med at jeg undslap et pust, og var egentlig ikke helt sikker på hvad jeg lavede. Det hér kom til at tage nogle timer, og kom nok også til at koste en fridag i morgen, men lige nu ville jeg vise Harry, at jeg ikke var kedelig. Og så havde jeg også brug for at have noget sjovt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...