Scars //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Færdig
Christina er en stille pige, og har altid haft det svært både socialt og derhjemme. Hendes elskede bror Jesper, går selvfølgelig i hendes fodspor, da det er det eneste han kan. Deres mor døde for to år siden, og de har lige siden følt sig i fare, da deres far er en magtfuld mand. Han er politichef og ved hvordan han skal skræmme sin familie. Christina blev færdig med gymnasiet og var fyldt 18, så ville derfor starte på en frisk. Hun flytter til Boston i Nordamerika og finder en sød herre, som hjælper hende, da hun ikke har særligt mange penge at leve for. Hun flytter ind hos ham, og de bliver kærester efter. Men en dag får Christina tilbudt et job hos Cole publishing, hvor hun får tilhørende lejlighed, med udsigt til vandet. Men der er bare dét at det ligger i Californien, som er på den modsatte kyst. Men hun tager alligevel mod tilbuddet. Hun flytter ind og er tilfreds med sit valg indtil hun ved hvem der er hendes nabo. Hvem er naboen, hvorfor er hun bange for faren? Svarene; Scars

28Likes
60Kommentarer
3023Visninger
AA

6. Pain can give you a ride home

(Undskyld jeg ikke har nået at rette dette kapitel, men er virkelig træt, zzz. Håber i kan ignorere stavefejlene xx)

Christinas P.O.V:

Klokken var omkring halv-fem-tiden da folk stille begyndte at gå hjem. Tori og Niall, Jeremy og Stephan var gået hjem, så det var kun Perrie, Zayn, Louis, Daniel og Harry der var tilbage. Det undrede mig virkelig hvorfor Harry stadig var her, det så i hvert fald ikke ud til at han havde nogen mening. Jeg havde dog set ham læse et manuskript, og rette mit essay, men det var også det. Ellers havde han bare siddet på sin mobil og spille et dumt spil, som larmede. Derfor var det godt at jeg altid havde min mobil og høretelefoner på mig.

”Hi Chris, right?” sagde Daniel til mig, da han var gået tæt på mit kontor, og så ud til at ville havde talet med mig hele dagen. Det lød i hvert fald rimelig øvet.

”Yea. Daniel, right?” gentog jeg for sjovt, og smilede en smule til ham, fordi han så rimelig nærvøs ud.

”Yeah” grinede han kort og flovt, og fortsatte. ”I’m sorry i haven’t said hi all day, I’ve just been.. busy” skuffede han, men kunne se på ham, at hans puls steg en, da han var blevet lidt rød af varmen. Kunne han lide mig? Det er i hvert fald sådan man så ud hvis man havde et crush… jeg havde set alt for mange film..

”That’s okay.. I’ve been busy too, so don’t worry” sagde jeg høfligt, og kunne mærke at jeg kom til at lide ham hurtigt, på den måde han var så høflig og sødt han var så genert.

”I just want to say goodbye.. Im leaving for today. So… Hope you had a good first day” smilede ham, og kunne straks mærke at han var blevet mere komfortabel.

”I have.. it was nice meeting you Daniel” smilede jeg venligt tilbage.

”You can call me Dan” sagde han og kiggede direkte ind i mine øjne for første gang, og så ind i hans klare, smukke, blå øjne.

”See you tomorrow, Dan” smilede jeg, hvor han til slut sagde stort smilende ”See you tomorrow”, og gik efterfølgende hen til elevatoren, mens mit blik fulgte ham smilende ud.

Lige i det dørene lukkede, flækkede Harry og Zayn, og jeg kunne ikke lade være med at kigge underligt på dem. De kiggede hen på hinanden, og var absolut færdige af grin, hvor Harry mumlede i en lys toneart ”Did.. did you hear that?” til Zayn, som også flækkede af grin.

You can call me Dan” sagde Zayn, og prøvede tydeligvis at parodiere Daniel.

”What? He was just being nice” forsvarede jeg Dan, da jeg fattede hvorfor de grinede, mens jeg syntes slet ikke det var sjovt. Måske en lille smule, men det var kun fordi han var så sød.

”No he was not.. That’s his way to ’Flirt’” grinede Harry, stadig i en lys toneart. Hans smil og latter var underligt nok, bedårende. Hans fordybning I den ene kind, og hans smil fylde hele ansigtet, mens hans kære latter der fyldte hele rummet. Det var første gang jeg havde set et ægte smil fra ham, siden jeg havde mødt ham, og kunne ikke andet end at blive glad af det, og undslap et lille grin fra mine læber, da jeg syntes det var sjovt, men også på grund af Harry.

”Well, i’m gonna go now. So that you can continuing laughing” sagde jeg, og samlede mine ting sammen, ned i min taske, rejste mig op fra min behagelige kontorstol, og gik hen mod elevatoren.

”Bye” sagde jeg til de andre medarbejder, som rent faktisk lavede noget.

”Wait, I’m coming too” udbrød Perrie mens hun hurtigt klappede sin Macbook i og tog sin flaske med vand i den anden hånd, og hendes nøgler hænge på hendes finger. Kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes mobil i lommen.

”Uhm.. I should probably go too” Zayn stoppede brat op med at grine, tog fat i sin Macbook, og halvløb hen til elevatoren, så han kom ind samme tid som Perrie. Kunne ikke lade være med at smile af de to ’hemmelige’ turtelduer. Perrie smilede stort da Zayn gik ved siden af hende og ind i elevatoren, og Zayn gengældte det. Jeg vidste at han kun gik fordi Perrie gjorde.. Good trick.

Da elevatordøren lukkede i sagde Zayn ”So did you have fun your first day at work?”, og lænede sig frem for at kigge hen på mig, forbi Perrie, som kiggede på Zayn, der klart havde hendes fulde opmærksomhed.

”Yea. It was actually really fun, except the part where Harry contacted me” sukkede jeg.

De grinede en smule inden Perrie sagde “Poor you”.

”Yeah, why does he talk to you that much? I mean, he doesn’t even talk to me that much” Undrede Zayn sig, og havde sine øjenbryn tæt sammen af undring.

“He probably thinks you’re beautiful” smilede Perrie charmerende, så jeg fik et kæmpe smil på læben som tak. Det havde jeg ikke fået at vide før. Kun af min mor og bror, men ikke af venner eller veninder. Måske fordi jeg ikke havde nogle..

”I just think he likes to provoke me.. That’s what he does at least” sagde jeg ærligt.

“I don’t think so” begyndte Zayn, og spurgte Perrie “Did you see the way he looks at her?”. Hun nikkede bare og kiggede med store øjne på mig.

”What way?” undrede jeg mig, og kunne ikke undgå at smile en smule, på den måde Zayn sagde det.

”Like, after that diskussion were Harry said you were a virgin..” jeg rødmede en smule, men prøvede at undgå det, og vidste Zayn ikke mente det på den made. ”He was just starring at you the whole time after that.. But when you looked at him he was pretending that he wasn’t starring” fortsatte Zayn, og førede den længere ud “I’ve only seen that kind of stuff in High school, and I think… I actually think that Harry Styles likes you” han overraskede mig stort og han så ligeså overrasket ud, det same med Perrie.

”Okay, first of all; I don’t think so. Second; How long time were you watching?” spurgte jeg med et smil, som fik Zayn til at grine sammen med Perrie.

”Trust me.. I didn’t look that much, but when I did, that happened” sagde Zayn, men jeg vendte bare øjne af ham, på en god made, og sagde “Yeah right” idet elevatordørerne gik op.

”Bye guys” sagde jeg og gik ud af døren, men Perrie nåede at stoppe mig og sagde ”We should do something together soon.. i’ll call you, okay?” smilede hun, jeg nikkede bare smilende, og iagttog hende gå baglens den modsatte vej jeg skulle. Og efter det satte jeg mig til at gå hjem til min nye lejlighed.

Efter nogle minutter gåtid, kunne jeg godt mærke mine fødder gøre ondt af disse høje hæle, der snart ville dræbe mig. Bare ti minutters gåtid ekstra.-tænkte jeg for mig selv, og gik videre.

Da jeg havde gået i to minutter mere, var jeg ved at falde om, men reddede heldigvis mig selv. Der var en bænk tæt på, i vejkanten, ved siden af cykelstien, og besluttede mig for at sætte mig ned. Bare for at få slappet af i mine fødder. I morgen tager jeg flade sko på, det var sikkert. Da jeg ville spille noget af tiden, tog jeg min mobil frem og besluttede mig for at skrive til Jason, selvom han garanteret stadig var på arbejde.

”Hi Jason. I’ve just gotten done working so could you please call me back when you’re done?” skrev jeg, men forventede ikke noget svar lige foreløbigt.  

Jeg kiggede derfor sukkende op fra min mobil, og så en bil køre ind til siden, lige foran mig. Åh nej, har jeg gjort noget forkert… nej, det hér var værre. Det var Harry.

”Hi Little Sunshine. You want a ride?” han havde rullet vinduet ned, og kiggede på mig, mens han tyggede på tyggegummi. Garanteret mynte.

”No” svarede jeg kort og hurtigt.

”Why not? Are you waiting for your boyfriend?”

“No I’m not. He lives in Boston, so he couldn’t” svarede jeg ærligt, og prøvede at undgå øjenkontakt med ham.

”Then what’s the problem?” spurgte han, tydeligvis med selvtillid.

”I would say yes if you were a nice person and I trusted you” sagde jeg hårdt, men vidste at han ikke ville tage det til sig, som han ikke gjorde.

”I’m a nice person” svarede han igen selvsikkert, og kiggede kort op og ned af mig.

”No you’re not. You’re rude” svarede jeg ærligt.

”Just because I’m rude dosen’t mean I don’t have a good heart” svarede han, og han tog det ikke som en joke, da hans ansigtsudtryk var dybt alvorligt.

”Well, goodhearted persons wouldn’t be rude” jeg følte mig rimelig klog, da ordene havde forladt mine læber.

”You obviously don’t know me good enough.. yet” svarede han, og mente det stadig, da han stadig havde et alvorligt ansigtsudtryk.

”Whatever.. Well, I still don’t trust you” sagde jeg og kiggede væk fra hans smukke, grønne øjne, som jeg havde svært ved at indrømme var smukke.

”You should..” vores blikke mødtes, men jeg sagde ikke noget. Det var intimt. Underligt intimt. Men Harry brød det, da vi begge opdagede hvor intimt det var, og fortsatte ”C’mon. We’re going the same way anyway”.

”How do I know that you aren’t some kind of rapist?” sagde jeg skeptisk, men havde undeligt lyst til at tage mod tilbuddet. Måske var det på grund af mine højehæle der stadig gjorde ondt som helvede.

”You just have to trust me” sagde han selvsikkert, og hev en smule i den ene mundvig mens han tyggede videre på sit tyggegummi. Jeg kneb øjnene sammen på grund af solskinnet der ramte mine øjne, og kiggede mig omkring, for at se om jeg kunne se mit område, eller måske en taxa. Men ingen af delene var til syne.

Jeg sukkede en gang inden jeg sagde opgivende ”Fine..” og gik over cykelstien og ud på vejen, hen til passagersædet, mens jeg ikke kunne undgå Harrys smil vokse en smule. Kunne han godt lide mig? Nej, jeg er sikker på, at Harry ikke er i stand til at kunne lide nogle. Han virker i hvert fald ikke som typen.

Jeg åbnede døren, og satte mig ind i bilen. Jeg lod mærke til at det var en britisk bil, da styret sad i den modsatte side, end jeg plejer. Han var med garanti britisk.

”So” udåndede jeg, og fortsatte ”Now that we have to sit in the same car for som minutes.. Where are you from” sagde jeg og drejede hoved for at se på Harry, der smilede en smule af mit spørgsmål, og skimmede hurtigt min krop.. eller ben, ven ikke. Han skulle i hvert fald lade være.

”uhm.. You probably don’t know the place” sagde han sukkende og trak på skuldrene.

”Then let me start. I’m from Denmark.. You probably don’t know the town” sagde jeg og prøvede at efterligne ham.

”You’re from Denmark?” spurgte han klart overrasket, og kiggede med store øjne på mig.

”Yeah.. Can’t you tell?” sagde jeg og hentydede til min accent. Havde regnet med, at han havde lagt mærke til den, da jeg havde lagt mærke til hans.

”Absolutely not. Thought you were from Bosten when you said your boyfriend lives there” underligt at se ham så.. ivrig og nysgerrig, for at vide mere om mig.

“Nope” svarede jeg kort. “So where are you from?” spurgte jeg ham igen, og forventede et svar denne gang.

”Holmes Chapel.. in Cheshire” sagde han, og lød som om han havde sagt det alt for mange gange.

”I know where it is” jeg kiggede ud af vinduet, og lod den lette vind tage fat i mit hår, da vinduet var åbent.

”Oh, sorry… Smartass”

”Excuse me?” sagde jeg i en lys toneart, som jeg følte jeg havde sagt alt for mange gange til Harry.

”Sorry. But you are kind of a smartass” forklarede han og opdagede hans smilehul komme til syne.

”No I’m not” fornærmet.. igen.

”Yes, you think you’re so smart and I know you’re type” han havde sit blik fokuseret på vejen, og tyggede videre på sit tyggegummi.

”My type?” min stemme var mere normal, men stadig undrende og et smil på læben, mens jeg havde mine øjne fokuseret på ham.

”Yeah. You’re a straight A student, with a perfect rich family, but you weren’t that popular at school because you were the nerd” han ramte vireligt et ømt punkt der, så jeg kunne mærke tårerne prikke i mine øjne. Han havde stadig ikke skænket mig et blik, og tog fat I sit mynte tyggegummi hvor han smed det ud af det lidt åbne vindue.

”Well, you got that one wrong” jeg fjernede mit blik fra ham, kneb øjnene sammen, og kiggede ud af vinduet ved siden af mig.

Jeg kunne mærke hans øjne nu var fokuseret på mig, men kiggede ikke med sit normale irriterende smil på mig. Mere med et spørgende blik.

”I mean.. The one with the straight a student, and no friends in school, was right… But not the one with the family” jeg undgik stadig øjenkontakt med ham, hvor mine øjne nu begyndte at fylde sig op med vand.

”What did i get wrong?” spurgte han mig, stadig med sine øjne på mig, og spurgte med en forsigtig stemme.

Efter jeg havde taget en dyb indånding, da jeg havde brug for ekstra luft, for at fortælle ham, hvad jeg var ved at fortælle. ”My mom killed herself. Hate my dad. And my little brother is the only good thing in my life right now… except Jason, of course” der gled nu stille en tåre ned af min kind, da jeg kiggede ned på mine hænder der pillede ved mine negle, og tørrede hurtigt tåren væk, da jeg opdagede den.

Harry var mundlam, som jeg ikke forestillede ham være. Han ville garanteret lave sjovt med det, hvis han kunne synke så lavt. Han var den først jeg har sagt det til. Jeg havde ikke engang fortalt det til Jason. Han ville ikke kunne forstå det.

Jeg kunne se en stor tatoveret hånd omfavne mit lår -Det passende sted-, og kunne mærke hans store, varme, overraskende tygge hånd på mit lår, efterfulgt med ham sige stille ”I’m sorry”. Jeg løftede mit hoved op, for at se ind i hans øjne, som fokuserede på mig. Det kunne han kun, fordi vi var ved et lyskryds, der lyste rødt.

”Thank you” sagde jeg hviskende og prøvede at forme et takkende smil.

Vores øjenkontakt blev brudt, ved at en bil dyttede til os, som tegn på at vi skulle køre. Harry tog flovt hånden til sig selv, og rødmede en smule. Jeg tror ikke han var vant til at være så medfølsom, som han var nu. Det var nok derfor hans kinder blev en rødlig farve.

”So. What is your background?” jeg prøvede at bryde tavsheden.

“Uhm.. not as bad as yours, but.. Alcoholic dad, parents divorsed and no siblings” han undgik øjenkontakt, og kiggede på vejen foran ham.

”It’s bad enough..” jeg prøvede at forme et medfølsomt smil på læberne, men fejlede.

”Yeah.. He’s not anymore though. He’s a lot better now, and now my parents talk to each other. That’s progress, I guess” kunne godt mærke på ham, det var svært for ham at snakke om, og snakkede garanteret heller ikke så tit om det.

”I’m glad for you” smilede jeg, og opdagede at jeg faktisk kunne lide denne side af Harry. Harry med følelser.

”Thanks” nåede han at sige, inden han parkerede sin bil på parkeringspladsen, foran bygningen som vi begge boede i.

Vi steg begge ud af bilen, hvor jeg sagde smilende, for at undgå den følelsesmæssige samtale i bilen ”Thanks for the ride”

Han smilede bare af mig, og sagde ”You welcome, Chris”.

Jeg blev overrasket over ham kalde mig Chris og kunne ikke undgå, at lade ham lægge mærke til det også ”What did you say?” smilede jeg stort, mens vi gik inden for, side by side.

”You welcome?” sagde han undrende, og forstod mig ikke helt.

”You said; Chris” forklarede jeg ham smilende, da vi kom ind i lejligheden, og gik efterfølgende ind i elevatoren.

”No I didn’t” løgner.

”Yes you did!” sagde jeg, og puffed smilende til ham. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var sådan vi skulle snakke til hinanden, da jeg først mødte ham.

”Well, if I did, it’s a onetime thing.. Christie” smilede han, med sit provokerende smil. Og vi er tilbage, men på en lidt anden måde.

Jeg sukkede bare, dog med et smil gemme sig bag mine læber.

”Why don’t you like me calling you Christie, anyway?” spurgte Harry mig smilende, da han fulgte efter mig, hen til vores døre, efter at elevator dørene åbnede sig.

”I just don’t like it” løg jeg, og kiggede væk fra ham, mens jeg fandt mine nøgler til min dør.

”Okay, we both know that’s a lie” han havde ret, men jeg havde ikke tænkt mig at sige hvorfor. Det kunne godt være, at jeg lige havde fortalt ham om mit mest følelsesmæssige punkt i mit liv; Familie, men det betyder ikke at han skal vide hvorfor han ikke skal kalde mig Christie, da det mindede mig om de mørke tider i mit tidligere liv… Min far.

”Whatever..” sagde jeg, og blev irriteret over hvorfor han ikke bare kunne lade den gå. Jeg trådte ind i min elskede lejlighed, efter at have låst døren op, og var lige ved at lukke den, men da noget stoppede den, kiggede jeg ned og så en spids sko forhindre mig i at lukke den. Jeg åbnede den på klem så jeg lige kunne strejfe Harrys fejlfrie ansigt, som nu var overraskende tæt på mit.

”Just remember; I won’t stop calling you Christie until you tell me the real reason” smilede han kærligt? Det lignede det, mens han fortsatte med sine øjenbryn presset sammen, og hans ansigt mere alvorligt “Tell me when you’re ready?”..

Jeg kunne ikke lade være med at beundre hans bekymrende side. Jeg vidste, at han vidste, at det var svært for mig at sige. Så jeg var kun glad for, at han sagde, at jeg skulle fortælle ham det, når jeg var klar. Hvis jeg nogen sinde blev det..

”Promise?” hans øjenbryn løftede sig, så hans pande rynkede, mens han trak en smule i mundvigene.

Jeg tøvede en smule, men endte op med at nikke, hvor han trak sin fod til sig selv og sagde ”Good” tilfredstillende.

”See you tomorrow” smilede han, vendte sig om, låste sin dør op, og gik indenfor.

”See you tomorrow” sagde jeg i tonearten lige over en hvisken, og var egentlig ikke sikker på om han hørte det. Men han smilede i hvert fald til mig inden han lukkede sin hoveddør, lige overfor min…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...