Scars //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Færdig
Christina er en stille pige, og har altid haft det svært både socialt og derhjemme. Hendes elskede bror Jesper, går selvfølgelig i hendes fodspor, da det er det eneste han kan. Deres mor døde for to år siden, og de har lige siden følt sig i fare, da deres far er en magtfuld mand. Han er politichef og ved hvordan han skal skræmme sin familie. Christina blev færdig med gymnasiet og var fyldt 18, så ville derfor starte på en frisk. Hun flytter til Boston i Nordamerika og finder en sød herre, som hjælper hende, da hun ikke har særligt mange penge at leve for. Hun flytter ind hos ham, og de bliver kærester efter. Men en dag får Christina tilbudt et job hos Cole publishing, hvor hun får tilhørende lejlighed, med udsigt til vandet. Men der er bare dét at det ligger i Californien, som er på den modsatte kyst. Men hun tager alligevel mod tilbuddet. Hun flytter ind og er tilfreds med sit valg indtil hun ved hvem der er hendes nabo. Hvem er naboen, hvorfor er hun bange for faren? Svarene; Scars

28Likes
60Kommentarer
3022Visninger
AA

22. "Only two minutes?" -Harry

Christinas P.O.V:

Jeg havde siddet et par timer, og var lige blevet færdig med en klumme som tog mig evigheder at lave, hvor jeg gik hen til Louis for at aflevere den.

”Here you go” smilede jeg, som han straks gengældte, da jeg afleverede papiret til ham.

Derefter gik jeg tilbage langs gangen, hen mod mit kontorbord og smilede tilbage til Harry, som blinkede med et smørret smil. Jeg stoppede op, da jeg hørte Daniels stemme sige mit navn, og rejste sig op fra sit arbejdsbord, hvor han gik en smule ubekvemt hen til mig, efter jeg lige havde drejet mig om for at få øjenkontakt med ham.

Jeg kiggede spørgende på ham, hvor han så endelig sagde lidt nervøst, men prøvede at være afslappet ”Remember when I said that we should hang out some time?”

”Of course I do” smilede jeg, ved tanken om ham at invitere mig ud. Ville han det?

”Well, I was thinking that we maybe could take some time off tomorrow and go on a café or something?”

“Yea.. I’d love to” smilede jeg.

”Great” han var helt klart lettet, ved at høre mit svar og lod sine skuldre falde lettende ned, på samme tid med at han undlod en udånding.

”Three O’Clock?”

”That’s fine by me”

”Okay” vi stod i et øjeblik og vidste ikke helt hvad vi skulle sige, men da han ikke sagde noget, ville jeg; ”I better get back to work”, og pegede kort over på mit skrivebord. Håber ikke daten ville blive så akavet. Vent, var det en date?

”Is this a date?” kunne ikke lade være med at spørge, lige inden han gik helt tilbage til sit arbejde.

”It’s up to you”

Ville jeg have det skulle være en date? Jeg mener, Daniel havde kærestepotentiale, plus at han så rimelig godt ud, var klog, sød, venlig. Ja, jeg kan egentlig ikke finde noget dårligt om ham. Andet end at hans søster er Ashley.

”It’s a date” jeg kom til a sige det lidt højt, men det gjorde vel ikke noget. Ikke andet end at Perrie og Tori garanteret ville tale med mig om det til frokosttid.

 

Harrys P.O.V:
Indtil videre havde mit blik ikke været andre steder, end på Christina. Jeg havde da kigget et par gange ned på mine blanke papirer når hun kiggede herover, men det var også dét. Hvorfor kunne jeg ikke få mine øjne væk fra hende? Måske fordi hun var en af de smukkeste væsener jeg nogensinde har set. Og den krop, damn..

Fuck, nu rejser hun sig op. Lad som om du laver noget, Harry, hviskede jeg gentagende gange til mig selv, under min vejrtræning. Jeg håber ikke hun har opdaget, at jeg har kigget på hende hele tiden.

Hendes ben bevægede sig ned langs gangen, og da hun var langt nok væk fra mig, kunne jeg ikke undgå at tjekke hendes perfektformede røv ud. Jeg bed mig i læben og hævede et øjenbryn, bare ved tanken om at tage mine store hænder om den. Jeg havde jo prøvet det, så jeg kendte præcis følelsen. Og jeg kunne ikke brokke mig det mindste.

Jeg ville ønske hun kunne komme tættere på, så jeg kunne se ordentligt på den. Men det gik ikke som jeg ville have det, da hun gik længere og længere væk.

Mine øjne veg sig chokket væk fra Christinas røv, og hen på Daniel, da jeg opdagede han så ud som jeg. Han kiggede på hendes røv, bare mere diskrit, men jeg kendte det blik og det ville noget.

”Cole!” sagde jeg højt nok til, at han kunne høre mig, hvor hans kinder straks blev røde.

”What?” han prøvede, at se ud som om han ikke havde gjort noget forkert, men tro mig, det havde han.

”Keep your eyes on the laptop instead”

Oh god, that creep.

Han kan sgu da ikke tillade sig at kigge sådan på hende. Kun jeg, kunne gøre det nu hvor jeg havde været den eneste der overhovedet havde rørt hende, på den måde.

Hun stod henne ved Louis’ bord, og rakte ham et eller andet papir, som modsat mit, var fyldt op med sort blæk.

Derefter sendte hun ham et smil, som jeg ville ønske at hun også sendte mig, hvor hun vendte sig om, og gik i retning mod sit kontor. For at se ud som jeg plejer; det vil sige, ligeglad, smækkede jeg benene op på bordet, og blinkede en gang til hende når hun var tæt på. Jeg smilede tilfredsstillende, da hun gengældte et smil, men mit smil falmede hurtigt, da jeg kunne høre Cole sige Christinas navn.

What the fuck!

Da Chris uheldigvis hørte ham, vendte hun sig smilende om og begyndte at tale med ham. Han så fucking nervøs ud. Jeg håber ikke jeg ser sådan ud, når jeg snakker med hende?

Jeg kunne ikke rigtigt høre hvad de sagde, men jeg håber ikke det er, hvad jeg tror det er.

”It’s a date!” udbrød Chris. En date!? Skulle de på date?

Nej, jeg kunne ikke lade det ske.

 

Christinas P.O.V:
Efter at have talt med Daniel, gik jeg tilbage til mit kontor, satte mig ned og begyndte straks at læse et manuskript, som jeg havde fået tildelt. Men et falsk host, stoppede mig fra at læse. Jeg kiggede op foran mig, og fik øje på Harry stå foran mit skrivebord.
Da han ikke sagde noget, men stod bare og kiggede smilende ned på mig, sagde jeg ”Yes?”

”Can I talk to you for a minute?” han havde et ulæseligt ansigtsudtryk, og jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle svare.

”I’m working”

”I’m sure you can hold a break for two minutes”

“Harry..” sukkede jeg.

“Christina…” drillede han.

Jeg gav ham blikket.

”C’mon. You’ll only be gone for two minutes” tikkede han, “And it’s a plus that you’ll be together with me” et smørret smil fandt sted på hans læber.

“Fine” jeg opgav, “But only two minutes” advarede jeg.

Han fik et tilfredsstillende smil på læben, hvor han hurtigt kiggede over mod Daniels bord, som havde et ømt blik. Hvad gik det ud på?

Jeg rejste mig op fra min kontorstol, som var overraskende behagelig at sidde i, og gik med Harry langs gangen og hen til elevatoren, hvor vi trykkede på knappen og ventede på at den skulle komme op/ned til vores etage. Da den så sagde sin lille dingende lyd, var det som om det var planlagt, at Ashley kom ud af den.

Fuck.

Jeg vidste hun hadede bare synet af mig, så jeg smilede til hende alligevel, bare fordi jeg vidste at det ville irritere hende mere. Hun vendte bare øjne af mig og lavede kort en brækkende lyd, som forventet.

”Shut up, Ash” kom det fra Harry, så jeg fik et smil på læben, da han beskyttede mig sådan.

Hun kiggede bare fornærmet på ham, da vi gik forbi hinanden, mens Harry bare rystede på hovedet af hvor latterlig hun var.

Vi nåede lige at se hende begyndte at grovsnave med Stephen, inden elevatordørene lukkede.

Harry trykkede hurtigt på den øverste etage, som straks sendte spørgsmål rundt i hovedet.

”Why are we going to the 20th floor?”

“We’re not” han havde et ulæseligt blik, som fik mig til at knibe øjnene sammen, for at prøve at gennemskue ham, men nej. Det lykkedes ikke. Han var som en lukket bog.

”Then where’re we going?”

”To the 21st floor”

”Are there even a 21nd floor?”

“Well, I don’t think you can call it a floor”

“Then, what the heck is it?”

“The roof”

“No” ikke taget. Jeg var den værste til det med højder.

”Yes”

”Harry, I’m not going to the roof, especially not with you”

“Why not with me?”

“Who knows if you’ll push me of off the roof?”

“You think I’m insane?”

Han stoppede med vores diskussion, mens han kiggede direkte ind i mine øjne og indåndede, med han lille smilehul der opstod på hans venstre kind. Jeg stod lænet op ad den ene side af elevatoren, mens Harry var lænet op ad den modsatte ’væg’, hvis man kan kalde det det.

Men efter hans indånding, satte han sin vægt på benene og gik helt over til mig, helt over til mig, hvor han kuppede sine enorme, varme, beroligende hænder på mine kinder, og hans øjne fandt mine. Det var lidt svært at se ham, da elevatorlyset var i loftet, og da han bukkede over mig, var han helt mørk, undtagen hans øjne der var lysere end nogensinde.

”If you think I’m not a bad person..” hans ånde børstede sig over mine læber, som skyldte at mine læber delte sig en smule, “Then why would you think I would push you of off the roof?” hviskede han, stadig med hans blik fastlåst på mit.

Jeg sank, da det var det eneste min mund kunne gøre. Jeg kunne ikke tale. Ikke nu hvor jeg havde den kildende fornemmelse i min mave, og mit hjerte bankede tyve gange hurtigere når Harry var tæt på mig, med hans hænder røre mine kinder, og ville åbenbart ikke flytte sig.

Heldigvis nåede jeg ikke at svare, da elevatordørene gik op, med vores hoveder straks vende så vi fik øje på omkring seks arbejdsmennesker stå og vente på elevatoren, med deres firkantede, sorte arbejdskufferter i hånden.

Awkward.

Harry fjernede sig hurtigt fra mig, men tog i stedet for fat i min hånd og trak mig ud af elevatoren gennem menneskerne, mens han sagde mumlende til en af mændene ”What the hell are you looking at?”, der fik mig til at undlade et lille grin.

Vi småløb gennem kontoret på denne etage, og jeg genkendte etagen fra første dag, da jeg talte med Andrew Cole på sit kontor. Jeg håber ikke at han ville se os, ellers ville det være mere akavet end det allerede er.

Vi nåede til en trædør, som den første jeg havde set her. Næsten alle ting var lavet af glas, eller et eller andet der var moderne.

Nå, men Harry åbnede den, efter at have set sig til begge sider, for at tjekke at der ikke var nogle der så os, hvor vi trådte gennem døråbningen og ind i et mørkt rum.

Da Harry lukkede døren bag os, var det svært overhovedet at se noget, da der ikke var noget lys. Men efter at høre et klik som var stikkontakten, begyndte en lille lampe på væggen at lyse. Det var et rimelig underligt rum. Skummelt, endda.

Der var ikke nogle vinduer, kun en smal, stentrappe, som førte op til en dør.

”Come on” sagde Harry hurtigt, som var halvvejs på vej op af trappen, og nikkede i retningen op langs trappen.

”I don’t know about this” jeg kløede mig i nakken med mit hoved på skrå.

”What’s the matter?” han gik langsomt tilbage ned af trappen, igen, tættere på mig.

”You said two minutes, so the time’s up”

“You take stuff so literal” smilede Harry.

“I do not!” jeg placerede mine hænder på hofterne, og kiggede fornærmet på den høje figur der tilhørte Harry.

Han kiggede smilende på mig med et blik der sagde; yes-you-do.

”Well,” begyndte jeg, og prøvede at finde på noget som Harry hele tiden gør, ”You are… You’re a starring person”

”A starring person?”

”Mhm. You stare at me all the time!” min stemme hævede sig, som ikke var meningen, men jeg sank den ikke “And don’t pretend that you don’t, ‘cause I’ve noticed these green eyes of yours on me all day”.

Han så ud til at være fuldstændig ligeglad.

”Why do you stare so much?” spurgte jeg.

“Why do you take things so literal?!” fyrrede han råbende tilbage, så blodåren langs hans hals kom til syne.

“Why are you yelling?” sagde jeg højt.

“Why are you?” råbte han tilbage, og trådte et skridt frem.

”Why won’t you answer my questions?” det hér var latterligt.

“Why won’t you answer mine?”

“Why are you like this?”

“Why are you going on a date with Cole?” og efter dét blev der stille. Hans øjne stirrede stadig ind i mine, men åren på halsen var ikke så tydelig som før, mens hans brystkasse løftede og hævede sig, og var helt klart forpustet af vores skænderi.

Jeg havde det samme udtryk. Bare meget mere overrasket end ham.

”What?” hviskede jeg nærmest.

Han veg sit blik fra mit, og bukkede i stedet hovedet så han kiggede på en måde flovt, på sine sko, mens han sank og hans øjenbryn skubbende sammen, så en lille rynke i midten opstod.

”Is that a problem?” stemningen blev ændret så hurtigt.

Der gik et øjeblik før at han svarede, da han brugte tiden på at løfte sit hoved, men undgik stadig øjenkontakten med mig, hvor han endelig sagde efter at have sunket ”No it’s not a fucking problem”

”Then what’s the matter if I go on a date with Daniel”

Det så ud til, at det var virkeligt svært for Harry at tale om dette emne. Men hvorfor?

Jeg gik et skridt nærmere, for at kigge ham i øjnene, da han bare stod der og prøvede at undgå øjenkontakt.

”What’s the matter?” gentog jeg og prøvede ivrigt at få øjenkontakt med ham.

Han svarede ikke, ”Harry” sukkede jeg, og ville have han skulle svare mig. Det var som om at tale til en dør.

”What?” endelig fandt hans øjne mine, som skinnede en smule af det ekstra vand der flød ud af hans tårekanal, mens han sagde det irriteret med et hårdt blik. Jeg kiggede uforstående på ham.

Han lod mig ikke svare, men holdte alligevel en pause, hvor han sagde noget højere end forventet ”What do you want me to say?”.

Nu havde han intet problem med at fastholde øjenkontakten med mig, ”Do you want me to say ’Yes, Christina. Yes, I don’t want you to go on a date with Cole’?”.

“Because that’s true! I don’t want you to go on a fucking date with Cole, or with Liam, or with anyone!” han råbte, mens han arme viftede rundt i takt med hvad han sagde, så hans blodåre på halsen blev tydelig, øjenbrynene skubbet tæt sammen, stadig med tydelige tårer i øjnene.

”This weekend was amazing to me..” et suk forlod hans læber, hvor han ikke længere råbte, “It was just you and me.. It felt so good to finally have a person who cared about me. A person who would understand me, and would keep me awake to fucking seven at night to make a fucking spaghetti competition. A person who I could talk ridiculous shit with for hours without a break… I have never.. never, experienced this feeling before. These butterflies who appears in my stomach every time I’m around you. Or this electricity that activates my body every time I touch you.. even look at you”

Jeg havde ingen idé om, at Harry havde det sådan.. og jeg havde det på præcist samme måde.

”Just tell me one thing, Christina” han tog et skridt nærmere, så tæt, at hans sko var nødt til at stå uden om mine, for at der kunne være plads, og placerede sine store hænder på min kæbe, hvor han kiggede mig dybt i øjnene og fortsatte.

”Just tell me you feel the same” hviskede han, så mine tårer stille begyndte at komme brusende frem, mens jeg sank en gang.

Skulle jeg fortælle ham det? Nej, jeg kunne ikke. Hvis jeg ville noget med Daniel, så kunne jeg ikke.. men kunne jeg lyve for ham? Det var rigtigt hvad han sagde, men jeg ville ikke noget med ham. Det eneste jeg skulle sige var; ’I do’, men hvis de få ord forlod min mund, så ville alt være ødelagt med Daniel, og det ville jeg ikke have skal ske. Daniel vil være den bedste kæreste, og det vil jeg opleve. Eller, nu ved jeg jo ikke om det kommer til at føre så langt, men jeg vil i hvert fald godt lære ham bedre at kende. Han virker som typen, der er værd at kæmpe for… men er Harry ikke også det?

Jeg kan ikke tage beslutningen, om jeg skulle fortælle Harry sandheden, eller ej, så derfor sagde jeg ikke noget. Jeg kiggede bare væk fra hans blik, hvor jeg kunne mærke mine tårer komme frem.

Harrys store varme hænder blev trukket langsomt til sig selv, mens han snøftede en gang, så det fik mit blik til at vende tilbage til ham, der kiggede ned på jorden.

”So, what happened this weekend meant nothing to you?” spurgte hans mørke stemme der fyldte rummet, med hans blik der mødte mit.

Han ventede på et svar, men da jeg ikke gav ham et, kiggede han væk og bed på indersiden af sin kind, mens han stod med sine hænder nede i lommerne på hans stramme bukser, mens han kiggede ned i jorden.

”I feel like a fucking loser” mumlede han under hans vejrtrækning.

”You’re not a loser, Harry. Just because--” begyndte jeg, men blev afbrudt af han råbe; ”I am, okay! I fell right into your little fucking trap, because you wanted me to tell you about Melll! You used me!”

“I did not use you, Harry!” sagde jeg højt tilbage.

“Then what did you do? You did something!”

“What did I do?!”

“You made me fell in love with you!” råbte han i hovedet på mig, stirrende ind i mine øjne, med sine arme ud til hver sin side af frustrering.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede chokket på ham, som stod stille hvor han bare kiggede på mig, og jeg på ham.

”So, now you know..” sagde han, hvor han lod sine ben bevæge sig mod døren vi kom ind fra, åbnede den og forlod mig helt forvirret inde i rummet.

Det var alt for meget for mig. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle tænke. Ingen idé..

 

 

Efter at have samlet mig sammen, var jeg gået tilbage til mit kontor og var begyndt at arbejde, som om der ingenting var sket. Harry var gået hjem, som var forståeligt. Men jeg fangede mig selv at kigge over mod hans plads utallige gange, og gav mig self efterfølgende en psykisk lussing.

Men alligevel.. han var min bedste ven, så jeg havde vel lov til at have ondt af min bedste ven. Det værste af det hele var, at Harry ikke ville være min ven, men mere.

Det var dét der knuste mit hjerte.

Jeg fik talt med Perrie og Tori over frokost. Det endte med at jeg lod Perrie fortælle hvad der var sket i weekenden, da jeg allerede havde fortalt hende hver eneste detalje. Jeg endte med at gå, da hun genfortalte det hele.

”What happened?” de gik spørgende efter mig, som var henne ved mit kontor og begyndte at pakke mine ting sammen. Jeg kunne ikke klare at være her længere, jeg blev nødt til at have et sted til at tænke. Andre steder end på arbejdet.

”I just.. I don’t feel so good… I-I’m going home” Jeg ville ikke gå hjem, da jeg nærmest boede hos Harry, men ville garanteret bare finde en café at være på, eller lignende.

Jeg kiggede dem ikke i øjnene, da jeg ikke ville have dem opdage mine kommende tårer. Jeg prøvede at tørre dem væk skjult, men jeg pakkede mine ting sammen.

”Christina. Look at me” Perrie tog sine hænder på mine kinder, hvor hun blidt tvang mig til at kigge på hende. ”What’s wrong, love?”

En tåre gled ned af min kind, da jeg klemte smertefuldt mine øjne sammen, med min hånd placeret på min mave, af den knugende smerte der var opstået. Hvorfor gjorde det så ondt? Burde det overhovedet gøre ondt?

Jeg behøvede ikke sige noget, før Perrie omfavnede mig i hendes arme, hvor Tori sagde ”Do you want to sleep at my house?” med en hånd på min ryg, ”To talk everything out?” tilføjede hun, med en medliden stemme.

”No, it’s fine” jeg trak mig selv fra Perries omfavn, og tørrede mig under øjnene for at fjerne det sorte mascara. ”I can sleep at my apartment. I don’t want to be a pushover and you probably just want to be alone, and--” Tori stoppede mig op, med sine hænder på hver arm, og hendes brune øjne kiggende ind i mine.

”You will not be a pushover, Chris. I will love to have you sleep over. You need it. And Perrie can come too”

“Thank you” jeg var så taknemmelig, for at have veninder. Nogle der tænkte på mine behov… Andre end Harry.

Vi forlod alle sammen arbejdet tidligt, hvor vi lavede et stop hos supermarkedet for at købe alle mulige lækkerier, da pigerne mente at vi ville få brug for det, og blev efterfølgende kørt hjem til Tori i hendes bil, hvor vi parkerede foran et kæmpe hus. Eller jeg ville kalde det et slot.

”Is this your house?” kom det undrende fra mig, da vi steg ud af bilen.

”Uhm, well no. Not exactly. It’s Mr. Cole’s house”

“What are we doing here?” jeg stoppede brat op, og fik store øjne.

“Relax. He’s not home”

“Why are we here?” spurgte jeg igen uforstående.

”Niall’s mom and Andrew are married. But Niall and I live together at our apartment, but there isn’t enough room for us in our apartment. And because Niall’s mother is a sweetheart and said that if we want to live at their house or need some space, we can always come to them. And now it’s the right time”

“I’m sorry but we can’t be here” jeg følte virkelig at jeg ødelagde det hele.

”Why not?” kom det fra Perrie.

”Because it’s about Daniel too, and if he hears anything, I don’t think I’m going to survive” jeg overdrev en smule, men hvis han overhørte vores samtale, ville jeg ikke have en chance med ham. Det var sikkert.

”He’s not even home yet” begyndte Tori, ”And when he does come home, he probably don’t even notice you’re there. I mean you can just look at it. There’re ten bedrooms, and double as many bathrooms. I don’t think he’ll hear anything. Trust me”

Jeg var rimelig overrasket over hvor meget plads der egentlig var, men sukkede en gang, før jeg gik med Tori og Perrie indenfor, samt alt vores slik fyldt op i vores arme.

 

 

Perrie lukkede dobbeltdøren efter sig, hvor en rødhåret, høj kvinde kom til syne, med et undrende blik. Hun havde en tætsiddende grå kjole på, med nogle diamantsmykker på ørerne, halsen, fingeren og om håndleddet.

”Tori” hun åbnede overraskende armene, og fangede hende i et kram.

”It’s so nice to see you. It feels like ages since you and Niall have been here” hendes irske accent var tydelig. Endnu mere end Niall’s.

“Hi Janel” smilede Tori

“Who’d you bring?” hun slap Toris favn, og kiggede hen mod Perrie og jeg, som stod akavet med alt slikket i vores arme.

”These are my friends. I hoped that we could spend the night here, ’cause there’s not room for all of us in our apartment”

“Of course. You’re always welcome”

Efter at have hilst på Janel, som var Niall’s mor, gik vi op af den enorme trappe ved indgangen, og gik langs en lang gang. Da vi så kom til enden af gangen, drejede vi til højre hvor en kortere gang kom til syne.

”Woaw” udbrød Perrie, ”I knew this was a big house, but never this big”

Tori og jeg grinede bare, hvor vi gik helt ned til enden af denne gang også, og stoppede da vi ikke kunne gå længere.

”This is the last room” sagde Tori da hun åbnede den sidste dør og gik indenfor, med Perrie og jeg forbløffende følgende efter.

 

---------

Ved godt det er endnu et dårligt kapitel, men jeg prøver virkelig at lave tid til Scars, så jeg kan tilfredsstille jer, fantastiske læsere.

Men ja, håber i kunne lide kapitlet alligevel.

Ja, det hele sker så tidligt. Ja, dette er det 22. kapitel (som jeg slet ikke vidste, før nu), så derfor synes jeg det var på tide, at én af dem skulle erkende deres kærlighed. Og i dette tilfælde, blev det Harry, da Christina stadig ikke ved om hun føler noget for Harry… men det håber vi alle sammen ;-))

Hvis i ikke allerede har lagt mærke til det, så har jeg tilføjet en person til, på listen; personer-der-er-med-i-Scars-eller-senere-i-Scars, så… Check it out.

Husk nu at kommentere hvis i har noget på hjertet *Heart* (grunden til, at jeg laver hjerter sådan: *Heart*, er fordi, jeg synes computer-hjerterne er ufattelig grimme, så det er bare for at tage hensyn, så i ikke skal se på grimme hjerter overalt i min movella :-D)

Love u *heart* :-D

-M.E. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...