Scars //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Færdig
Christina er en stille pige, og har altid haft det svært både socialt og derhjemme. Hendes elskede bror Jesper, går selvfølgelig i hendes fodspor, da det er det eneste han kan. Deres mor døde for to år siden, og de har lige siden følt sig i fare, da deres far er en magtfuld mand. Han er politichef og ved hvordan han skal skræmme sin familie. Christina blev færdig med gymnasiet og var fyldt 18, så ville derfor starte på en frisk. Hun flytter til Boston i Nordamerika og finder en sød herre, som hjælper hende, da hun ikke har særligt mange penge at leve for. Hun flytter ind hos ham, og de bliver kærester efter. Men en dag får Christina tilbudt et job hos Cole publishing, hvor hun får tilhørende lejlighed, med udsigt til vandet. Men der er bare dét at det ligger i Californien, som er på den modsatte kyst. Men hun tager alligevel mod tilbuddet. Hun flytter ind og er tilfreds med sit valg indtil hun ved hvem der er hendes nabo. Hvem er naboen, hvorfor er hun bange for faren? Svarene; Scars

28Likes
60Kommentarer
3049Visninger
AA

24. I'm fine

Harrys P.O.V:
En uge. En fucking uge havde jeg siddet i denne rådne lejlighed og såret over hende. Eller næsten en uge. Det var lørdag i dag, så det vil sige fem dage. Det føles som et God damn år. Hvorfor kunne hun ikke forlade mit hoved? Hun havde prøvet at ringe og skrevet en besked, men jeg kunne ikke få mig selv til at kontakte hende. Ikke på denne måde.

Niall havde besøgt mig et par gange, og havde læsset noget alkohol og nogle smøger af. Som sagt, plejer jeg hverken at ryge eller drikke, men jeg fik en trang til det, da det ville tage noget af smerten væk.

Det hjalp ikke.

Den kolde vodkaflaske fandt mine ligeså kolde læber, hvor jeg løftede flasken i vejret så min tunge kunne mærke en stærk væske ramme den, og blev efterfølgende skyllet ned. Ren vodka gjorde ikke så meget ved mig som forventet.

”You got everything you need, mate?” Jeg gad ikke vende mit blik i retningen mod den irske stemme, da jeg vidste at det var Niall.

”Mhm” mumlede jeg, stadig kiggende ud i den tomme luft, siddende nede på gulvet op langs væggen i køkkenet, med flasker og cigaretter liggende spredt rundt omkring.

Jeg vidste at han havde tænkt sig at gå, men jeg kunne stadig mærke ham stirre på mig. I know he feel worry for me. So do I.

”Look,” begyndte han, så jeg rakte min anden hånd op til min mund og placerede smøgen mellem mine kolde læber, hvor jeg tog et sug så røgen fyldte mine lunger, ”I hate to see you like this, man. But you gotta get over it. She’s just a girl. You will find another”

Mit hoved vendte sig mod ham, hvor jeg åbnede min mund så røgen stille sivede ud af min mund, og blev stille til tynd luft.

Mit blik var låst fast med hans, hvor mine øjenbryn begge løftede sig så rynker opstod i min pande, og pegede på ham med smøgen i min håns, hvor min dybe stemme fyldte rummet fyldt med røg ”She’s not just a girl”

”Sorry, I--”

”She’s a strong woman,” begyndte jeg, hvor jeg rejste mig op og satte kurs mod Niall som stod i døråbningen til køkkenet, ”A fighter, a beautiful, lovable woman..”

Jeg stod helt tæt på ham, og kunne godt mærke at jeg svajede en smule af den mængde alkohol jeg havde fået, ”And she’s probably the love of my life”.

Han sagde ikke noget, han kiggede bare med hans bekymrende, blå øjne på mig.

”I’ll go now.. To let you alone with your thoughts” han brød stilheden efter et øjeblik, hvor han hurtigt klappede mig på min højre skulder, med sin højre hånd og bevægede sig ud af døren. Jeg tog det til en mulighed at tage en ekstra tår af min næsten halve-fyldte vodkaflaske, mens jeg ventede på, at han lukkede døren, så jeg kunne lægge mig ind på sofaen og lave hvad-ved-jeg.

 

 

Jeg ved ikke hvor langs tid, jeg havde ligget hér og kigget i det hvide loft. Jeg var for længst blevet færdig med den sidste flaske alkohol, så jeg var ikke så beruset som da Niall var her. Bare for at køle mig selv ned, havde jeg min smøg i hånden og sippede af den et par gange, for at lade nikotinen lindre mine smerter. Det hjalp ikke så godt som vodkaen, men det var den eneste erstatning indtil videre.

Lige i dét det orange sted på cigaretten fandt mine lyderøde læber og jeg sugede ind, ringede det på døren.

Jeg ignorerede det bare de første gange og lod røgen blive pustet ud gennem min mund i ventetiden, da jeg egentlig bare ventede afslappende på at mennesket bag døren ville forsvinde.

Men det gjorde det åbenbart ikke.

”Dubass fuck can’t leave me alone,” bandede jeg under min vejrtrækning.

Jeg rejste mig irriteret op fra sofaen og bevægede min høje figur ud i gangen, og hen til hovedøren, som jeg slyngede åben, ”What?”. Det var måske lidt hårdt sagt, men er du klar over hvor meget den ringeklokke-lyd irriterede mig?

Det var ikke nogen jeg kunne genkende, men en høj, ung fyr, med brunt/næsten sort hår. De største hundehvalpeøjne, men det lå man ikke mærke til når hans kropsbygning var nogenlunde bred og han havde nogle muskler. Han var ikke meget større i størrelsen end jeg, men lidt var han, selvom jeg stadig var nogle centimeter højere. Jeg var sikker på, at jeg var ældre end ham. Han lignede en på omkring 18, med en rygsæk slynget om ryggen.

”I was wondering if you know where Christina lives? Christina Nielsen” det kom lidt chokkende for mig, at høre hendes navn igen og især fra ham hér. Who the hell is he?

”I know who she is” snappede jeg.

“Why are you looking for her?” Jeg tog et sug fra min cigaret, mens jeg borede mine knebne øjne ind i hans. Havde tænkt mig at konfrontere ham, for at være sikker på, at han ikke var en voldtægtsmand eller sådan noget.

”Why would I tell you?” fyrrede han tilbage. Så han tør at svare tilbage?

”Because I know her better than anyone around here” eller gjorde jeg?

Han undslap et lille sarkastisk grin, hvor han sagde ”Oh really?”

Jeg smilede ironisk tilbage ”Mhm”.

”So you know her better than her brother, is that what you’re saying?” smilede han, og kiggede mig spørgende i øjnene, hvor mit ironiske smil falmede.

Fuck.

Det var Chris’ bror.

What the fuck is he doing here?

“Oh--uh, “ min attitude ændrede sig hurtigt nok, til at Jesper fik et undrende blik, “She lives right overthere, but uh” jeg kløede mig i nakken, da jeg skammede mig meget over hvordan jeg havde talt til ham. ”I don’t think she’s home. She’s been sleeping over at some of her friends house” så meget ved jeg. Niall havde fortalt mig alt det information som han havde fået fat i, om hvad Christina lavede eller hvor hun var. Og hun havde været frem og tilbage med Tori og Perrie, garanteret for at undgå mig.

”But I can call her if you want me to?” tilbød jeg, og dræbte ilden på cigaretten, hvor jeg smed den i skraldespanden der var i opgangen.

”Uh.. Yea--sure” jeg kunne se, at han synes jeg var meget underlig, at jeg kunne forandre attitude så hurtigt, men det kunne jeg godt forstå, ”Okay man”.

Jeg fulgte ham ind min lejlighed, der aldrig har været mere rodet, og ind i stuen, hvor han stillede sig i dørkarmen til stuen, mens jeg rodede rundt i nogle flasker for at finde min mobil.

”There it is” udbrød jeg, da jeg fandt den.

Jeg fandt hurtigt Christinas nummer øverst på min kontaktliste, da jeg kaldte hende AVBWWLND (A Very Beautiful Woman Who Lives Next Door), og rakte ham telefonen så han kunne ringe til hende.

”Can’t you call her? I want it to be a surprise” Dammit.

“Uhm.. Y-Yeah sure” stammede jeg tøvende, men trykkede på hendes nummer så den ringede op.

 

Christinas P.O.V:
”Daniel can you please take my necklace? It’s right on the desk” spurgte jeg ham, som straks greb fat i min mors gamle halskæde.

”Sure, love” ja, efter daten i tirsdags havde vi begyndt på noget kæreste-lignende-halløj. Jeg ved ikke helt hvad det er endnu, men vi opfører os som en slags kærester, uden vi er officielle.

Efter at have taget min halskæde låst om nakken, brummede min mobil i lommen på mig. Jeg gik ud af Daniels værelse, mens jeg undskyldte mig selv for at tage opkaldet.

Jeg tog min IPhone op af lommen, og så ’The Rude boy’ komme til syne på skærmen, så mit hjerte bankede meget hurtigere, da jeg vidste hvem det var.

Hvorfor ringede han nu? Hvorfor først nu? Kunne han ikke have gjort det lidt før, så vi kunne få løst alt det hér rod?

”Harry..” udåndede jeg, imens jeg lukkede døren til værelset, ”How are you?”

Der var en lang pause hvor jeg bare kunne høre en der sank, men hvorefter en dyb, langsom, savnet stemme rungede i mine ører ”I-I’m fine”.

Havde han grædt? Det lød sådan, ellers følte han sig bare utilpas. Jeg vidste, at ’I’m fine’ var det stik modsatte, så jeg sukkede bare af hans svar, og sagde.

”Can we talk later today?”

“Uhm- that’s not the reason why I’m calling” men hvad er grunden så?

Jeg ventede på et svar, “Can you come to my apartment, like.. now?”.

What is this about?

Jeg valgte ikke at stille nogle spørgsmål, da jeg vidste at han bare ville have, at jeg skulle komme.

”Yea, sure. I’ll be there in half an hour” det var nok dét, det tog for mig at køre fra Cole-huset til Harrys (og min) lejlighed.

 

 

Tre kvarter senere var jeg ankommet i min egen bil, som jeg endelig havde fået købt, og smækkede bildøren, hvor jeg lod mig selv løbe hen til indgangen og efterfølgende ind i elevatoren.

Da den dingende lyd kom efterfulgt med elevatordørene gå op, gik jeg ud og stillede mig foran Harrys dør.

Underligt nok kunne jeg høre latter på den anden side af døren, som undrede mig meget.

Hvem var han sammen med?

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg rakte min hånd frem, i øjenhøjde og bankede på.

Latteren stoppede med det samme, hvor dørhåndtaget bevægede sig, afslørede en høj, muskuløs figur i dørkarmen. Men ikke Harrys, Jespers.

”Oh my God!” jeg kastede ham straks i mine arme, som skyldte hans dejlige latter. Tårer kom med det samme brusende frem, da jeg endelig kunne se ham i person, og han endelig kunne være hos mig.

Jeg må sige han er blevet en del højere end sidst jeg så ham.

”Jeg har savnet dig så meget!” græd jeg, og krammede ham tættere end nogensinde mens jeg havde mit hoved lænet på hans skulder.

Jeg åbnede kort mine øjne, der mødte Harrys røde, som stod i baggrunden. Jeg bevægede mine læber, så jeg mimede ”Thank you”, uden en lyd der forlod min mund.

Han smilede som et ’You welcome’, set bort fra hvordan vi stod lige p.t.

”Ikke græde” smilede han da vi trak væk fra krammet.

Jeg tørrede mig under øjnene, hvor jeg spurgte ”Hvad laver du hér? Jeg troede først du kom om tre uger?”

”Jeg fik min lærer overtalt, så jeg kunne få mine eksaminer noget før, så jeg stadig kunne få mit uddannelsesbevis” jeg smilede bare, hvor jeg fandt ham i endnu et kram.

”Hvad vil du så lave nu du er her?” spurgte jeg, efter det tredje kram.

”Vil du ikke vise mig byen rundt? Jeg vil så gerne se den”

”Selvfølgelig”

”Måske kan Harry også komme med?” Harrys øjne lyste op, da han hørte Jesper nævne hans navn.

Jeg ved ikke helt om han ville, eller om jeg ville. Jeg følte ligesom, at vi skulle talte ud om alt hvad der var sket, inden vi begyndte at lave noget sammen.

”Ehh,” jeg kløede mig i nakken, og kiggede lidt skeptisk på ham.

”What?” hørte jeg Harrys stemme sige i baggrunden. Det føles som evigheder siden jeg har hørt hans elskede stemme.

”Nothing--” Jesper ignorerede mig, og spurgte;

”Do you want to show me the city, with Chris?”

Jeg tror ikke Harry vidste hvad han skulle sige, og tror han tænkte det samme som jeg.

”Eh, shouldn’t you be with your sister alone now you’re here?” han kløede sig i nakken.

“I’m sure she don’t mind” smilede han, på den måde som jeg ikke kunne modstå og kiggede spørgende på mig, som var tegn til at jeg skulle svare om det var okay, at Harry kunne komme med.

”Okay, ” opgav jeg, ”I don’t mind”. Jeg smilede opgivende til Harry, som klart tog det som en overraskelse, da det var lidt tid siden at jeg havde smilet til ham på den måde. Jeg synes endda selv, at det føles underligt… Underligt-godt.

 

 

Vi havde gået de steder hen hvor vi hænger mest ud, det vil sige lige i området, også arbejdet. Det havde været overraskende sjovt og ikke-akavet, selvom der var nogle små gange hvor Harry og jeg puffede til hinanden, bare fordi vi fjollede. Måske for at vise, at vi begge var okay med at vi gik rundt sammen.

Solen var ved at gå ned, så vi blev ramt af et orange skær da vi trådte ud i sandet, på den lokale strand. Den Harry og jeg havde udsigt til, fra vores lejlighed.. den jeg ikke havde været på endnu. Havde jo næsten ikke haft ’tid’. Okay, jeg havde haft tid, men det var bare ikke stranden jeg havde valgt at bruge den på.

Jeg var stadig i gang med min vaniljeis i bægret som jeg gik rundt med, hvor de andre havde spist deres for længst, men var lige ved at smide det ud, fordi jeg ikke kunne spise mere, hvis ikke Harry havde stoppet mig.

”What are you doing?” hans enorme, varme hånd, greb fat om mit håndled, der hørte til den hånd med bægret i, hvor hans grønne øjne kiggede i mine. De var ikke røde, som tidligere i dag, da der var kommet lidt mere liv i dem. Det føles som årtier siden vi havde haft sådan et lignende moment. Og uden jeg vidste det, havde jeg ventet på det.

”I can’t eat it all” forklarede jeg efter et øjeblik.

”Christina,” det føles som endnu længere tid, at han har sagt mit navn, ”You can’t ever throw out vanilla icecream” Jeg havde helt glemt, at vaniljeis også var hans ynglings. Det fik mig til at grine, da han opførte sig, som om det var imod loven.

”Realx. It’s not a crime” grinede jeg, så der opstod et kærligt smil på Harrys læber, med det orange lys ramme det halve af hans ansigt.

”It should be” smilede han.

Hans smil var det jeg havde savnet mest.

”You can get it if you want. I can’t eat it anyways” jeg trak på skulderen og lod som om det ikke var noget stort, men tro mig, jeg fik altid kuldegysninger når han spiser af ting jeg har spist med. Jeg ved det er noget latterligt noget, but i can’t help it.

”Thank you” han prøvede at gemme et smil, men kunne stadig godt ane det i hans mundvige.

”You guys are crazy together, you know that?” grinede Jesper, så Harry grinede og kørte en hånd gennem Jespers hår drillende, så Jesper skubbede grinene til ham igen.

Glem hvad jeg sagde, hans grin er det jeg har savnet mest. Dem begge, hvis jeg skal være ærlig.

 

 

Vi havde gået langs vandet og bare snakket sammen om hvad der var sket herovre indtil videre, men undlod selvfølgelig detaljerne, hvor vi satte os ned på midten af den afslappende strand, som der overraskende ikke var særligt meget larm på. Det eneste larm, var vandet der kom brusende op langs sandet.

”This is nice” det kom ud som en hvisken, men de begge hørte det, så de vendte hovederne mod mig. Eller Harry gjorde, mens Jesper bare var enig og sad lænet tilbage med solens orange skær kysse hans hud.

Jeg sad helt til venstre mens Harry sad i midten og Jesper til højre, hvor jeg undgik at kigge på Harry da han kiggede på mig, men i stedet udover vandet, og fortsatte ”I mean, being with the two I love most in the world”.

Havde Harry sat en højtaler til sit hjerte? For jeg kunne tydeligt høre hans hjerte banke hurtigere.

Jeg ved godt det var store ord, men de var sande. Jeg elsker Harry. Han er sådan et godt menneske, selvom han ikke selv vidste det eller viser det. Og i de hér fem- snart seks dage, har jeg tænkt meget over det og jeg kom frem til dette; Jeg elsker Harry Edward Styles.

”Aw, thank you sis” kom det fra Jesper der smilede med lukkede øjne, da han stadig nød solen. Jeg koncentrerede mig bare om Harrys øjne på mig.

Han sank en gang, inden han hviskede med hans dybe, langsomme (sexet) stemme ”You love me?”

Mine øjne fandt hans, som lyste op, så man skulle tro at der var sat lyspærer til. Jeg trak i begge mine mundvige og formede et kærligt smil på mine læber, ”I do” hviskede jeg tilbage til ham.

Det var som om vores blik var låst sammen, men Harry låste det op, da han vendte hovedet mod vandet foran os, mens jeg stadig iagttog ham smilende. Der opstod et smukt smil på hans fyldige læber, som om det var det bedste han nogensinde har hørt, hvor han bukkede hovedet, stadig smilende. Hvorefter han drejede det igen mod mig, så vores smilende blikke mødtes.

”And I love you, Christina”

 

-----

Har ikke særligt meget at sige, andet end *Heart*.

Ok, en ting til; Tak fordi i vil læse Scars, det betyder mere for mig end jeres hoveder forstår.

Love ya

-M.E.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...