Scars //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Færdig
Christina er en stille pige, og har altid haft det svært både socialt og derhjemme. Hendes elskede bror Jesper, går selvfølgelig i hendes fodspor, da det er det eneste han kan. Deres mor døde for to år siden, og de har lige siden følt sig i fare, da deres far er en magtfuld mand. Han er politichef og ved hvordan han skal skræmme sin familie. Christina blev færdig med gymnasiet og var fyldt 18, så ville derfor starte på en frisk. Hun flytter til Boston i Nordamerika og finder en sød herre, som hjælper hende, da hun ikke har særligt mange penge at leve for. Hun flytter ind hos ham, og de bliver kærester efter. Men en dag får Christina tilbudt et job hos Cole publishing, hvor hun får tilhørende lejlighed, med udsigt til vandet. Men der er bare dét at det ligger i Californien, som er på den modsatte kyst. Men hun tager alligevel mod tilbuddet. Hun flytter ind og er tilfreds med sit valg indtil hun ved hvem der er hendes nabo. Hvem er naboen, hvorfor er hun bange for faren? Svarene; Scars

28Likes
60Kommentarer
3035Visninger
AA

9. "Goodnight, Chris"

Harrys P.O.V:
Vi var begge på vej i seng, i dette lorte hotel, i den samme seng. Jeg kunne ikke stoppe mig selv for at smile en smule ved tanken. Ved ikke hvorfor, men jeg kunne ikke lade være.

Jeg tog fat i enden af min sorte T-shirt og trak resten af den af og over hovedet, så jeg kunne mærke den lidt kolde luft i det klamme rum, ramme min tatoverede overkrop, så hårene straks rejste sig. Da stoffet var hevet over hovedet, kunne jeg ikke undgå at se Christinas øjne hurtigt kigge væk fra mig. Et smørret smil fandt sted på mine læber, og kunne ikke stoppe det lille grin der slap fri, så det fik hende til at kigge nervøst tilbage på mig, som stod med min T-shirt i den ene hånd, med den anden hånd der dækkede sommerfugletatoveringen.

”What?” spurgte hun undrende, mens jeg stadig havde et smigrende smil over hele mit ansigt.

”You can look if you want to” sagde jeg drillende, så hun bare tog fat i hovedpuden ved siden af hende, og kastede den på mig.

Jeg tog derefter fat i mit bælte om livet på mig, og bandt det op, hvorefter jeg greb fat i lynlåsen, og åbnede mine bukser, hvor jeg så lod mine sorte bukser glide ned langs mine behårede ben, så de til sidst landede på gulvet. Jeg stod nu kun tilbage i mine boxers, og kiggede derefter hen på Chris, som havde taget dynen over sin krop, og kradsede sin skulder med sin hånd. Derfor tog jeg fat i min T-shirt der lå på gulvet, og satte mig hen på sengen ved siden af hende, hvor jeg rakte min klart mere behagelige T-shirt, til hende.

”Here” sagde jeg, så hun skulle vende sig om, og se hvad jeg tilbød hende. Hun ville være dum hvis hun ikke, ville tage imod den. Jeg ville havde gjort. Jeg hader at sove med tøj. Selv underbukser, men nu hvor Christie var der, ville jeg tage en smule hensyn. Men jeg var sikker på at hun ikke ville blive skuffet, hvis jeg gik rundt uden.

”What?” spurgte hun, men var alligevel sikker på at hun vidste hvad jeg mente. Tror bare ikke hun synes det ville være passende. Men hvis jeg skal være ærlig, ville jeg elske at se hende i min trøje. Jeg har ikke set en pige iført mit tøj, siden Mellanie.

”You can wear my shirt” forklarede jeg som om det var ingenting, men tro mig, jeg ville mere end gerne have hende have den på.

”Why?” spurgte hun, med en undrende grimasse.

”I’m not blind. I can see that shirt isn’t that comfortable” smilede jeg til hende, så jeg kunne mærke mit smilehul poppe ud på min ene kind.

Hun tøvede en smule, inden hun tog fat i T-shirten i min hånd, samtidig med hun smilede flovt ”Thank you”.

Hun rejste sig op fra hendes side af sengen, så jeg ikke kunne undgå at kigge en smule på hendes perfekte røv. Hvorfor gemte hun den til hverdag? Jeg ville elske at have noget at kigge på, når vi havde så lange dage på kontoret. Hun havde sorte, kedelige underbukser på, men de så rimelig behagelige ud.

”Don’t look” hissede hun, så jeg forsvarede mig selv ved at tage hænderne op, og kigge med store øjne, dog med et smil som jeg prøvede at gemme væk.

Hun drejede sit hoved væk fra mig, hvor hun T-shirten mellem sine flotte ben, mens hun tog sin ene hånd op til det løsthængende, lange, brune pandehår, og tog det bag sit ene øre. Derefter tog begge hendes hænder fat i enden af hendes ubehagelige trøje, og trak den langsomt, pinende af sin krop. Jeg trak min læbe mellem mine tænder, mens jeg smilede stort og fristende af hende, der kun stod i undertøj nu. Jeg bed hårdere ned i min underlæbe, for ikke at stønne fristende…

Efter hun havde trukket min sorte T-shirt over hovedet, vendte hun sig om, så jeg skyndte mig at klemme mine øjne i, for hun ikke skulle opdage at jeg havde smugkigget.

”You can open your eyes now” sagde hun, eller mere grinede. Jeg åbnede smilende mine øjne, men da jeg så hende, falmede det. Jeg ved ikke om det var på den dårlige eller på den gode måde, men hun mindede mig i hvert fald om Mellanie. Selvom hun slet ikke lignede hende.. Langt fra. Men det var nok på den måde hun havde taget den på. På den måde den sad på hendes perfekte krop. På alle måder. Derfor tog jeg en dyb indånding, og håbede at jeg ville overnatte denne nat uden at overfalde hende…

Chris slukkede lyset inden hun sagde, ”Goodnight Harry” det hér var for meget. Jeg følte helt at Mellanie lå ved siden af mig.

Jeg klemte mine øjne i, og rystede mine tanker væk, hvor jeg opdagede at jeg ikke havde svaret endnu ”Goodnight Christie” sukkede jeg, og før jeg vidste af det var jeg faldet i søvn.

Christinas P.O.V:

Jeg var gået endnu en dag, uden at have sagt et ord. Men hvem lægger mærke til mig? Jeg blev bare ved med at sige til mig selv, at jeg kun gik i gymnasiet for at lære noget, men alligevel vidste jeg inderst inde, at jeg også havde brug for venner. Det var forfærdeligt, at gå rundt hver dag med ingen at snakke til. Ingen at sige godmorgen til.

De eneste jeg sagde godmorgen til var min mor og bror. I hvert fald af frivillig vilje. Jeg var nødt til at sige hej til min far, ellers ville jeg jo blive banket. Det hele var så uretfærdigt. Han opførte sig som en dukkefører, ved et marionetteater, og min mor, min bror og jeg var dukkerne.

Han bestemmer alt. Han bestemte endda, at han skulle have børn med min mor. Min mor ville ikke, men min far tvang hende. Voldtog hende.

Jeg rystede de forfærdelige syner væk fra mine tanker, og gik tilbage til virkeligheden. Jeg stod foran vores… hans hus, og vidste at når jeg åbnede døren, ville han slå mig. Det var vel bare en rutine. Vi fik mindst én lussing hver gang vi kom hjem, hvis ikke mere. Det kom selvfølgelig an på om han var på en tidelig vagt. Så havde vi huset for os selv, og kunne gøre hvad vi ville. Bare der ikke blev taget for meget af cornflakesene, så det blev opdaget. Ellers ville han jo slå os.

Jeg tog derfor en dyb indånding, og greb fat i dørhåndtaget og drejede det om, så døren åbnede sig til hans hus.

Jeg kiggede mig rundt omkring, og ventede på hans skulle komme langsomt, pinefuldt nærmere ud i gangen, mens han knappede knappen op på hans ærme, for at smøge ærmerne op. Normalt ville han stå i dørkarmen ind til køkkenet, og bare kigge på mig uden at blinke, med sine mørke øjne. Og det var ikke det brune i hans øjne jeg mente.. det var det mørke. Hvorefter han stille gik langsomt, og spændte sine tænder, hvor han hurtigt hev armen ud til siden og slog mig med alt sin kraft, så jeg ville have et rødt mærke af hans hånd i timer efter slaget.

Men han kom ikke.

Jeg begyndte derfor, at tage mine slidte sko af, og behøvede ikke jakke da det var starten på sommer. Selvfølgelig ved man aldrig med dansk vejr, men i dag var det overraskende varmt.

Efter jeg havde sat min mors gamle skoletaske, som nu var min, ned i sit sædvanlige hjørne, hvor min far havde sagt den skulle stå, gik jeg langsomt nærmere ind i køkkenet, for at se om min far var hjemme. Men han var ikke i køkkenet som han plejede at sidde, og ryge en dyr cigar, som han fik fra en af sine kollegaer på politistationen.

Jeg gik derfor længere ind i det ellers mørke hus, hvis det smukke sollys ikke skinnede ind gennem vinduerne, og ind i stuen. Stadig ikke nogen.

Det kan være han er på badeværelset, så der ville jeg ikke gå ud. Derfor gik jeg hen til mine forældres soveværelse, hvor der garanteret var sket mange forfærdelige ting ved min mor, som min far havde gjort, og tog en dyb indånding, inden jeg greb fat i det kolde håndtag og drejede det om, hvor jeg håbede på at han ikke var herinde, og gjorde min mor ondt, på nogen måde.

Men da jeg åbnede døren var det værre. Mine øjne blinkede flere gange i træk, med vand straks fylde dem op, for at få det syn væk der var foran mig.

”Nej, nej, nej, nej..” blev jeg ved med at sige til mig selv, og løb straks grædende hen til min mor, der hang i et ræb fra loftet af, med en væltet stol ved siden af. Jeg sagde ikke noget, jeg skyndte mig bare ivrigt at binde ræbet op, og da jeg endelig gjorde, faldt min mors krop til gulvet, med mig falde ned over hende, hvor jeg straks begyndte at puffe let til hendes kolde kind, men ingen reaktion kom fra hendes åbne, døde øjne.

”Mor” hviskede jeg. ”Mor vågn op. Jeg er lige her. Åben dine øjne” alt vandet fra mine øjne begyndte at glide ned langs mine kinder, hvor jeg råbte ivrigt mens jeg rystede hele hendes krop ”Mor vågn op!”. Men da stadig ingen reaktion kom fra hende, græd jeg stadig mumlede ”Vågn op.. Vågn op..”, hvor jeg til sidst ikke kunne tale mere, og lod bare mig selv græde, mens jeg lagde mit hoved ned på hendes kolde bryst og holdte hendes ligeså kolde hånd. ”Nej, nej, nej..” var det eneste min stemme kunne klare, men alligevel var knækkede den, og var helt lys af den tilstand jeg var i.

Nogle sko der langsomt ramte gulvet skridt efter skridt, overdøvede min gråd, så det fik mig til at kigge op i dørkarmen, hvor jeg fandt min far kigge ned på min døde mor. Ikke med den mindste følelse. Bare koldt. Man skulle tro at han var koldere end min mors temperatur.

Mine grædende øjne kiggede ondt på ham, mens jeg rystede en smule af hele situationen. Han kiggede kort over på mig, stadig med ingen følelse, hvor han sagde i en normal toneart ”Utroligt hun kunne holde ud så mange år”.

Jeg rejste mig langsomt op, mens jeg havde øjenkontakt med hans kolde, men alligevel magtfulde øjne, hvor jeg hviskede bestemt og pegede en finger på ham ”Det er din skyld”. Jeg prøvede at være så rolig som muligt, men jeg ville snart miste kontrollen.

”Det er din skyld!” gentog jeg råbende, og mistede ikke øjenkontakten med hans ondskabsfulde øjne. Jeg ville normalt ikke holde øjenkontakten i så lang tid, hvis ikke han fortalte mig at jeg skulle, da jeg vidste at det ville få konsekvenser. Men nu var jeg ligeglad.

”Du gjorde det hér!” råbte jeg videre, ”Hun slog sig selv ihjel på grund af dig!”. Jeg gik nærmere, så jeg til sidst var helt tæt på ham, og havde kun blinket én gang for at lade mine tårer gå, hvor jeg nærmest hviskede helt tæt på ham ”Og jeg er sikker på hun hadede dig ligeså meget som jeg”.

Der var ingen tøven før jeg kunne mærke hans hånd mod min kind, så mit hoved automatisk blev slået til siden.

”Nu kommer du hér” sagde han bestemt i en dyb toneart, og greb hård fast om min overarm. Jeg prøvede at vikle mig fri, men jeg var for svag.

Han hev mig groft afsted med de ræb min mor havde hængt sig med, og ind på mit og Jespers værelse, hen til min seng, hvor han smed mig ned i den, og jeg kiggede forvirret på hans bevægelser, da han bandt ræbene stramt fast om mine håndled, og fast til sengen. Jeg ville ikke spørge, da jeg var vokset op med at holde min mund.

Han gik ud af rummet, og forsvandt i dørkarmen. Mens han var væk prøvede jeg ivrigt og desperat at vikle, binde, gøre alt for at få mig fri fra disse ræb. Men stoppede brat op da min far trådte ind i det lille værelse, med en neglefil i hånden.

Mine øjne blev straks store da jeg så den lange sølvfil, og sagde ”Nej, nej, nej..” gentog mine ord, da jeg så min mor, lige så bange, som da jeg så hende hænge fra loftet, på min fars og hendes værelse.

Da han var kommet helt over til sengen, lænede han sig over min krop, med filen i hans hånd, og lænede sig helt tæt på mit ansigt, kiggede direkte ind i mine bange, brune øjne, som jeg havde arvet fra ham, hvor han sagde i tonearten lige over en hvisken ”Du ved vist ikke hvor meget kontrol jeg har over dig, Christie. Du ville ikke sige sådan noget, hvis du vidste det..”. Jeg tig stille, og kiggede bange, rystende på ham, men fastholdte øjenkontakten. ”Så nu skal jeg vise dig, hvor meget kontrol jeg har over dig, din bror.. Ja, du har jo set hvor meget kontrol jeg havde over din mor” han trak svagt i mundvigene, og jeg vidste at han elskede den magt. Han var ingenting uden den.

Jeg havde stadig modet til at spytte ham i hovedet, som jeg gjorde, bare af hvor modbydelig han var, og opførte sig over for vores mor, og os.

Han åbnede rasende øjnene efter at blive spyttet i hovedet, og tog langsomt sit lommetørklæde op fra baglommen, hvor han tørrede mit spyt af hans kindben. Han smed efterfølgende lommetørklædet ned på gulvet, og trak sig en smule tilbage, for at tage neglefilen op mod mit ansigt, men stoppede halvejs, ved min hals.

Jeg kunne høre Jesper komme hjem, men han så ikke ud til at reagere.

”Jesper!” råbte jeg i panik, ”Hjælp!”.

Hastige fodspor kom nærmere, og før jeg vidste af det stod Jesper med store øjne i dørkarmen, og skulle lige fatte hvad der skete.

Den skarpe spids af neglefilen, ramte min fejlfrie hals, og kunne mærke blodet flyde ud af min hud. Min far var ligeglad, og pressede hårdere med hans tænder presset godt sammen, mens jeg prøvede at skrige, men ingen lyd kom ud.

Jesper løb straks hen til Michael og kæmpede med at få ham væk, og når han endelig kom væk fra mig, kunne jeg skrige, og undslap det mest smertefulde skrig..

”Chris, Chris wake up!” Harrys paniske stemme vækkede mig for hvad jeg troede var et mareridt, men huskede på det hele skete.

Jeg satte mig brat op, og hev efter vejret med min krop helt svedig.

”I heard you scream” sagde Harry, og da jeg kiggede over på ham var hans øjne paniske og store, og han hev efter vejret som jeg.

”Are you okay?” spurgte han lige efter, med en bekymret hånd på min svedige ryg.

Jeg blinkede nogle gange med øjnene, for at huske på hvor jeg var henne, og vidste det, da jeg så det klamme motelværelse.

Jeg tog en hånd på min svedige pande da jeg opdagede hovedpinen jeg havde fået, lukkede øjnene og sagde stammende ”Yeah. I-I’m fine”.

Jeg lod ham ikke sige noget, før jeg rejste mig op fra sengen, og skyndte mig ud på det lille, ødelagte toilet.. hvis man kan kalde det dét.

Døren lukkede hurtigt efter jeg var trådt ud på badeværelset, og låste døren. Jeg var taknemmelig for at dette motel havde en lås og nøgle der virkede. Plus at spejlet ikke var smadret, i modsætning til mit eget. Jeg stillede mig foran den ødelagte håndvask, og kiggede mig selv i spejlet.

Mine øjne var fyldt med vand, og stadig frygt fra oplevelsen, jeg følte jeg lige havde oplevet for den 100. gang. Det var så langt tid siden jeg havde haft mareridt. Efter jeg havde mødt Jason, stoppede det. Hvis jeg bare havde én at føle mig tryg hos. Eller én jeg tror jeg føler mig tryg hos. Bare én der viser at de bekymrer sig for mig. En jeg kan stole på.

Der havde været mange forskellige mareridt, eller mere oplevelser der kom i mine drømme. Men denne oplevelse hvor min mor hængte sig selv, og min far gav mig dette forfærdelige ar, var absolut det værste mareridt.

Svedet der stadig var overalt på min krop, havde tværret min makeup væk. Min mascara var stadig tydelig, kun nogle spor fra tårer falde, var det eneste af det der var tværret ud. Jeg krogede en finger om halsen på Harrys sorte T-shirt, og trak langt nok ned til at se arret af neglefilen min far brugte, var blevet synlig, da alt makeuppen var fordampet.

”Chris..” Harrys sprøde stemme af træthed kom fra den anden side af døren, ”Can I come out?” spurgte hans beroligende stemme.

”Uhm.. Not right now” jeg havde min hånd placeret på min pande, som om det skulle hjælpe med at få min hovedpine væk. Jeg kunne ikke klare Harry skulle se mig sådan hér. Og det han lige havde oplevet, har ingen andre end Jesper oplevet, så det var meget intimt for mig. Han havde set mig i min mest sårbare tilstand, som kun min bror har.

”Sure” skiftede jeg min mening, da jeg ikke kunne se en grund til at han ikke måtte. Hvis der var, var det en latterlig grund. Mit ar var jo dækket op, med hans T-shirt, så han ikke kunne se det.

Jeg drejede nøglen om, åbnede døren, og mødte Harrys bekymret øjne med mine.

Et smil prøvede at forme sig på mine læber men fejlede, og kom i stedet til at mærke mine tårer komme brusende frem. Harry sagde ikke noget, han havde bare et medfølsomt blik, hvor han rakte sine arme ud, gik et skridt nærmere, og omfavnede mig i et trygt kram.

Jeg tror ikke jeg har fået et så trygt kram, siden jeg sagde farvel til min bror, da jeg rejste fra Danmark til Amerika. Men det føles rart. Jeg greb derfor mine arme rundt om hans bare mave, og lagde mit hoved på hans bryst, hvor jeg i stilhed lod resten af vandet i mine øjne glide ned af mine kinder, så det ramte Harrys bare overkrop.

Vi havde lagt os tilbage i sengen, med en natlampe tændt, hvor Harry begyndte, efter at have lagt sig på ryggen med armene bag hans hoved, hvor han kiggede på mig med hans øjenbryn hævet ”So. Do you want to talk about it?”.

Jeg lå på siden, med mit ansigt vendt mod ham, hvor jeg bare rystede lidt genert på hovedet.

Han nikkede bare, mens han vendte sit blik tilbage til loftet. Der gik lidt tid inden han begyndte igen ”When I was kid.. I had a lot of nightmares..” sagde han og sank en gang.

”You don’t have to-” begyndte jeg.

Men han ignorerede mig og talte videre ”It all started when my father started drinking. Well, he’s always been drinking, but when I was old enough to know what alcohol was.. the nightmares started” han tog en dyb indånding inden han fortsatte, ”Typical they began with me running around the yard playing football, witch I suck at by the way” smilede han, men jeg grinede ikke, da jeg vidste det var svært for ham at fortælle.

”And my mom was sitting on the grass in the side, cheering on me..” han smilede ved tanken, men det falmede da han talte videre “But then my dad came out of the door to the house.. We both turned our attention to him, who was drunk, and he just yelled ‘Why wasn’t you on birth control when I fucked you’, ‘Can you see what you’ve done? That boy is consequences of you not doing what’s being told’ he said pointing at me without even looking” han prøvede at lade som om han råbte, bare i en hvisken i stedet. Han smilede efterfølgende, men vidste at det bare var for at formindske smerten, og opdagede hans øjne blive lidt våde. Mere end de var da han begyndte.

”And before I knew..” han sank, ”He was beating up my mom, with me watching” hans stemme knak I slutningen af sætningen, og kunne ikke andet end at have ondt af ham. Og især fordi jeg vidste hvordan det føles.

”I couldn’t move, Chris” hans sårede, våde øjne mødte mine, og jeg sank da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige.

”I couln’t do anything” der gled nu en tåre langs hans kind, men han tørrede den hurtigt væk, og tog en indånding.

”But the worst part of it all..” begyndte han, og kiggede rundt omkring i rummet “It wasn’t a nightmare”. Åh nej. Han havde været igennem nogenlunde det samme som jeg havde. Min far slog jo også min mor.. og Jesper, og mig selv. Men alligevel, bare smerten af ens far slå den person man elsker mest i verden, er hjerteskærende. Og jeg havde det på samme måde som ham. Jeg kunne heller ikke bevæge mig, når min far rørte min mor. Jeg kunne huske, at jeg ville krybe over i Jespers seng, da jeg ikke kunne sove på grund af lydende af min mor blive tortureret af min far, om aftenen. Jeg kunne ikke gøre noget, da det ville gå ud over os alle. Og den dag min mor ikke var der mere, var det svært for mig, at forestille mig hvad jeg skulle leve for. Det eneste jeg havde at leve for, var Jesper. Så derfor flyttede jeg til Amerika, for at starte på ny. Nu venter jeg bare til Jesper bliver gammel nok til at flytte hjemmefra, så han kan komme over og bo hos mig.

”I moved out of the house when I was seventeen. If I couldn’t do anything, I couldn’t be there. That’s why I flew to America to start from the bottom. Another life where I didn’t have to think of my dad beating up my mom. Well, I thought it was that easy.. but it wasn’t. I began to drink the pain away… take drugs, attend parties, just to forget the thought about..” han stoppede op, men fortsatte da jeg vidste hvad han ville sige “When my dad had been in rehab, and I met him for the first time after that… I didn’t thought it was my father. He couldn’t be the person who beat up my mom for years. This nice, peaceful, loving person”.

“I began learning that it wasn’t him. The guy that I’ve known all my life.. wasn’t him my dad. It was the alcohol… Alcohol is poison. They make you do things you would never do. Make you act like you never would… Since that day I learned about alcohol.. really learned. I haven’t even touched it” han lød så bestemt, men alligevel blev jeg forvirret.

”But today you said you would by me a drink--” forklarede jeg uforstående.

“Yes, for you” afbrød han, og mødte mine øjne.

”But you went anyway” jeg blev mere og mere forvirret.

”Did you see me drink anything?” kiggede han drillende på mig. Jeg rystede på hovedet.

”I just wanted to talk to you” forklarede han, og veg sit blik tilbage på loftet, så jeg blev tavs.

”Thank you” sagde jeg lavt og emneskiftende da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare, og vidste det var svært for ham at sige. Jeg ville have det ligeså svært at fortælle en næsten fremmed om mine mareridt, og fortid. Han kiggede uforstående på mig, ”For telling me” forklarede jeg kort, og gav ham et medfølsomt smil.

”It must be hard to tell” fortsatte jeg.

“Now I know how it feels” sagde han og pustede luften ud af lungerne, stadig kiggende op I loftet, med armene under hans krøllede hoved.

”You haven’t told anyone else?” spurgte jeg undrende, og håbede han havde.

”Only you” svarede han, uden at kigge mig i øjnene.

”Why me?” jeg kunne ikke undgå og spørge, og håbede at han havde en eller anden åndsvag grund, så jeg ikke skulle få dårlig samvittighed, hvis jeg ikke fortalte min.

Han drejede hovedet, så vi endelig fik øjenkontakt, så jeg kunne se ind i hans smukke, grønne øjne ”Because I trust you”. Han svarede så simpelt.

”How can you trust me when we barely even know each other?” jeg kunne ikke undgå at spørge.

Han trak på skulderen, inden han vendte sit blik tilbage til loftet, og svarede “I just do”.

Der var noget over Harry, som også fik mig til at stole på ham. Ikke når vi var blandt andre, men de få gange vi havde været alene… var dér jeg stolede på ham.

”Do you think you’ll be okay for the night?” spurgte han mig betænktsomt. Jeg nikkede bare, og kunne ikke undgå at spørge “Do you think you’ll be?”.

Et smil spredte sig på hans læber, og et smilehul kom til syne ”Chris, I haven’t have a nightmare since i was eighteen”.

Jeg smilede ikke ”I know”. Hans smil falmede, men hans grønne øjne kiggede stadig ind i mine brune.

”Come here” sagde han, og løftede en arm, en invitation til at ligge ved siden af ham. Jeg ved godt at jeg ligger ved siden af ham nu, men han tilbød at ligge helt tæt på ham.

Jeg kiggede en smule skeptisk på ham, og var ikke sikker på at det var en god idé, da jeg stadig var kærester med Jason. Jeg var sikker på, at vores forhold snart ville ende, da vi ikke var så gode til langdistance forhold.. vi var ikke engang gode til et bare almindeligt forhold. Men alligevel synes jeg ikke det var en god idé at ligge i Harrys arme. Kunne ikke lide tanken om at være utro, på nogen måde.

”It’ll help on the nightmares. I tried it.. and it helps. Trust me” hans øjne borede sig ind i mine, men alligevel tænkte jeg mig godt om. Hvis det hjalp på mareridtene ville det jo hjælpe mig med at sove ordentligt. Og jeg alligevel skulle tale med Jason om vores forhold. Jeg kunne egentlig ikke se en grund til ikke at sove i Harrys arme, derfor krøb jeg mig stille nærmere, og placerede min lille hånd forhold til Harrys krop, oven på hans sommerfugletatovering, og mit hoved på hans bryst. Han låste derefter blidt sit greb om mig, og tog en dyb indånding, inden han slukkede lyset, og før jeg vidste af det, var jeg faldet i søvn, på Harrys tatoveret bryst, der hævede og sank for hver gang han indåndede og udåndede…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...