Scars //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Færdig
Christina er en stille pige, og har altid haft det svært både socialt og derhjemme. Hendes elskede bror Jesper, går selvfølgelig i hendes fodspor, da det er det eneste han kan. Deres mor døde for to år siden, og de har lige siden følt sig i fare, da deres far er en magtfuld mand. Han er politichef og ved hvordan han skal skræmme sin familie. Christina blev færdig med gymnasiet og var fyldt 18, så ville derfor starte på en frisk. Hun flytter til Boston i Nordamerika og finder en sød herre, som hjælper hende, da hun ikke har særligt mange penge at leve for. Hun flytter ind hos ham, og de bliver kærester efter. Men en dag får Christina tilbudt et job hos Cole publishing, hvor hun får tilhørende lejlighed, med udsigt til vandet. Men der er bare dét at det ligger i Californien, som er på den modsatte kyst. Men hun tager alligevel mod tilbuddet. Hun flytter ind og er tilfreds med sit valg indtil hun ved hvem der er hendes nabo. Hvem er naboen, hvorfor er hun bange for faren? Svarene; Scars

28Likes
60Kommentarer
3037Visninger
AA

3. California

Christinas P.O.V:

Jeg fumlede rundt med mine nøgler og prøvede at glide den ind i nøglehullet til min nye lejlighed. Det var lidt svært da jeg havde en kasse med nogle af mine ting hjemmefra, under armen, men da jeg så endelig havde fået den ind i nøglehullet, drejede jeg nøglen om, og trak dørhåndtaget ned med min albue og åbnede den smukke, hvide trædør, med en udsmykning på. Jeg smilede stort, da jeg trådte ind i min nye lejlighed, og var rimelig tilfreds med hvordan flyttemændene havde sat mine nye møbler pænt på plads.

Jeg lukkede den smukke hoveddør og slappede automatisk af i skuldrene, samme tid da jeg tog en dyb indånding af den nymalede leglighed, og fyldte mine lunger op med den friske luft der nu havde fyld den overraskende store lejlighed. Jeg trådte længere ind, som et lille spændt barn på juleaften, og fik øje på den smukke lyse stue, med et kæmpe vindue der dækkede hele væggen, så man kunne se ud til den smukke strand ikke langt væk herfra. Californien var virkelig min ynglings by, og jeg har kun været her nogle timer.

Min kæreste, Jason, bor i Boston som er rimelig langt væk herfra. Helt henne på den anden side af Nordamerika, så der var lidt vej. Det var der jeg havde boet, lige siden jeg flyttede til Amerika fra Danmark, og nu hvor jeg havde fået et job tilbudt hos ’Cole publishing’ som ikke var særligt langt væk herfra, var jeg nødt til at flytte. Jeg kunne ikke sige nej, da de tilbød mig denne smukke lejlighed, og der var endda en altan.

Det er lidt tragisk, at Jason bor så langt væk, men nu hvor jeg boede dette smukke sted, tæt ved stranden, skulle jeg nok klare mig. Og han arbejdede alligevel hele tiden. Han uddanner sig som arkæolog, og er rimelig klog. Han ser faktisk rimelig godt ud, med hans markante krop, hans brune øjne og hår, og så hans dejlige smil. Jeg kom nok til at savne ham en smule.

Jeg håber, jeg finder nogle venner. Måske her i området eller måske på jobbet. Håber der er nogle på min alder på jobbet, for ellers ville det blive rimelig kedeligt i pauserne, hvis jeg var omringet af pensionister. Der burde være nogle på min alder, da der oftest bliver hyret unge medarbejder, til et sted hvor man skal skrive noveller, avisartikler, essays og lignende, da det er dem med mest fantasi. Også mest fordi de er moderne, så det er det der skaffer flest læsere.

Men i hvert fald kunne det være sjovt at få en veninde, som jeg kan lave noget med. Jeg har ikke altid været så heldig med hensyn til det med venner og veninder. Har altid været den upopulære pige, der sad forrest i klassen, men sagde aldrig noget. Jeg var vel bange for, hvad folk ville tænke om mig hvis jeg sagde eller gjorde noget.

Jeg var altid den der sad ovre i hjørnet, og læste en bog. Men jeg havde egentlig ikke noget imod det. Jeg elskede at læse, og hvis der nogle der taler til mig, aner jeg aldrig hvad jeg skal sige, så derfor holder jeg bare mine tanker for mig selv.. og min bog.

Selvom jeg ikke havde nogle venner i gymnasiet, så havde jeg altid haft min elskede lillebror, Jesper. Jeg savner ham så ufatteligt meget, som det eneste. Danmark var helvede for mig. Der var ikke liv. Kun mørke tider. Det eneste der lyste op i helvede, var englen. Min mor, Marie. Det var der jeg havde fået mit mellemnavn fra. Også min oldemor, men hende kendte jeg ikke, så derfor siger jeg bare til mig selv, at det er fra min elskede mor. Jeg ligner hende egentlig ikke særligt meget, på udseendet, men indeni var vi som to dråber vand. Vi elskede begge bøger, og at være kreative. Jeg husker altid de sommerdage hvor vi var ved stranden hele dagen, og ledte efter forskellige muslinger og andet slags pynt. Hvor så om aftenen, samlede vi alle de smukke muslinger, og lavede smykker, billedrammer og malede endda nogle af dem.

Jeg fiskede billedrammen, med muslingeskaller pyntet i kanten, og min smukke mor smile stort på billedet. Ikke fordi hun havde meget at smile over på det tidspunkt i hendes liv. Hun smilede vel nok bare, fordi far var på vagt hele den dag, og vi tre var alene hjemme. Jesper hadede at være kreativ, men lavede alligevel nogle billedrammer, kun fordi det var i mors selvskab. Vi tre havde det altid så godt sammen.. men kun når far.. Michael, ikke var der. Kunne ikke engang klare at kalde ham far mere. ’Far’ passede ikke til ham. Han fortjente ikke den titel. Hvis jeg kunne vælge en titel for ham, skulle det ikke være noget. Han fortjente ikke engang et navn. Han skulle hedde et nummer, hvis det stod til mig. Nummeret 666 som er det demoniske tal. Det ville passe perfekt til ham. Så lidt var han for mig.

Midt i mine onde og gode tanker, bankede det på døren. Hvem kunne det være? Helt seriøst. Jeg havde ikke engang mødt nogle her endnu. Så derfor fik jeg straks et undrende ansigtsudtryk, og satte billedet af min mor ned på det moderne sofabord, hvorefter jeg satte kurs mod hoveddøren i min luksuriøse lejlighed.

Min varme hånd mødte det kolde dørhåndtag, og låste op, hvorefter jeg åbnede døren, så jeg mødte nogle smukke grønne øjne, og nogle chokoladebrune krøller på manden der stod uden for min dør. Han støttede sin muskuløse arm på den yderste dørkarm, og kiggede med et ligegyldigt blik på mig, da jeg smilende åbnede døren. Han tyggede et tyggegummi, så man kunne se hans spændte kæbe. Man kunne næsten ikke undgå at dufte lugten af mynte, og gættede mig til at det var smagen på hans tyggegummi.

”Can I help you?” spurgte jeg høfligt, og kiggede undrende på den solbrune mand på min alder, der havde sort blæk nogle stedet op og ned af sine arme, og nogle på hans finger, med en bandana viklet rundt om sit hoved, så hans brune krøller snoede sig rundt om den.

”You’re the new girl, right?” jeg nåede ikke at svare, før han igen begyndte “Well, that means you don’t know the rules” han tog sin tatoverede arm som han lænede sig op af, til sig selv, og om bag sin ryg hvor det så ud som om han rodede i sin baglomme på de tætte, hullede, sorte jeans, og hev et hvidt foldet papir frem. Han rakte det frem og foldede det ud, hvor han begyndte at læse op, men det stoppede ham ikke for at tygge videre på sit mynte tyggegummi ”First rule; do not disturb me if im not out of the amartment. Second; don’t ruin my stuff. Third; every friday there’s a party in my apartment, and you’re not invited.. But I’m sure you wouldn’t come anyway” smilede han en smule, og kiggede op og ned af min krop, og det same gjorde jeg. Men han fortsatte direkte efter ”And last but not least; be quiet. I want silence when there’s no party.. Understood?” hans grønne, og ikke længere smukke, men mere uhøflige øjne, kiggede ind i mine mens hans øjenbryn hæfede sig, så hans pande rynkede, da jeg nikkede svagt, og hævede kort det ene øjenbryn af ham. Det hér blev fedt, jeg får garanteret en masse venner, når jeg kigger tilbage på det jeg tænkte på, for ikke engang ti minutter siden, lyder jeg absolut latterlig. Selvfølgelig får jeg ingen venner, og især ikke hvis alle er ligesom denne, grønøjet, måske lidt attraktive, mand.

”Good” smilede han falskt, og tilføjede ”And in case you don’t remember the rules..” mens han sagde det, foldede han papiret sammen, og rakte det efterfølgende til mig.

”Have a good day..?” han hentydede til at sige mit navn, og jeg svarede kun fordi jeg var høflig nok ”Christina.. Christina Nielsen”. Normalt ville folk spørge ind til hvor jeg var fra, da mit navn ikke var særligt amerikansk, men ikke ham hér. Han var ikke som andre, det vidste jeg allerede nu.

”Yes.. Have a good day Christie” Christie? Hvem tror han, han er?

”It’s Christina” rettede jeg ham stadigt høfligt. Ikke fordi jeg var opdraget høflig, i hvert fald ikke af min far, men nok mere min mor. Hun lærte os det ikke rigtigt, da hun ikke fik lov til særligt meget af min far. Mens min far.. Michael, besluttede sig for hvad vi skulle og hvad vi ikke skulle. Hvis han sagde ti stille, tig vi stille, og hvis han sagde tal, talte vi.

”Okay Christie” jeg vendte bare øjne af ham, hvor han hurtigt blinkede af mig, og vendte sig om med en masse selvtillid, og gik hen til den anden dør modsat min, hvor han åbnede den, og gav mig lige et sidste blik inden han trådte ind i sin lejlighed.

”Wait” udbrød jeg, hvor han langsomt stoppede op, og kiggede sig selv over skulderen.

”What” sagde han nærmest provokeret, hvor jeg nysgærrigt spurgte ”What’s your name?” fra den anden side af gangen. Jeg kunne ligeså godt spørge, ved ikke om det var fordi jeg kunne skrive hans navn på min hadeliste, eller bare for at være venlig. Men jeg gjorde det i hvert fald.

Han tøvede en smule, og vendte sig så langsomt om, hvor han lænede sig op af dørkarmen, og prøvede at klemme sine tatoverede hænder ned i lommerne på de stramme jeans. Vi fik øjenkontakt, hvor han groede et lille smil på sine læber, mens jeg kiggede hen på ham, og var underligt nok ikke nervøs, men hævede hovedet en smule, som min mor havde lært mig. Hold hovedet højt. Hvor jeg krydsede mine arme, og ventede på hans svar.

”I’m Harry. Harry Styles”

---------------------

Jeg ved godt det hér afsnit er meget kort, men skal lige igang og så synes jeg det var den perfekte slutning på første kapitel. Håber i synes godt om det xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...