Scars //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 27 dec. 2014
  • Status: Færdig
Christina er en stille pige, og har altid haft det svært både socialt og derhjemme. Hendes elskede bror Jesper, går selvfølgelig i hendes fodspor, da det er det eneste han kan. Deres mor døde for to år siden, og de har lige siden følt sig i fare, da deres far er en magtfuld mand. Han er politichef og ved hvordan han skal skræmme sin familie. Christina blev færdig med gymnasiet og var fyldt 18, så ville derfor starte på en frisk. Hun flytter til Boston i Nordamerika og finder en sød herre, som hjælper hende, da hun ikke har særligt mange penge at leve for. Hun flytter ind hos ham, og de bliver kærester efter. Men en dag får Christina tilbudt et job hos Cole publishing, hvor hun får tilhørende lejlighed, med udsigt til vandet. Men der er bare dét at det ligger i Californien, som er på den modsatte kyst. Men hun tager alligevel mod tilbuddet. Hun flytter ind og er tilfreds med sit valg indtil hun ved hvem der er hendes nabo. Hvem er naboen, hvorfor er hun bange for faren? Svarene; Scars

28Likes
60Kommentarer
3023Visninger
AA

13. Café with Perrie

Christinas P.O.V:
”Chris?” jeg tvang mig selv til at kigge væk fra den spændende stil, jeg skulle rette, som Harry havde skrevet. Men da jeg endelig kiggede op fra mit arbejde, fandt jeg Perrie stå foran bordet. ”Are you done working yet?” spurgte hun.

”Yea, I-I’ll be done in just a minute. I have to read this through” forklarede jeg undskyldende, da vi havde aftalt at gå på café efter arbejdet.

”It’s almost five. Can’t you do it tomorrow?” skabte hun sig, som et lille barn der ikke matte få en is, men vidste det var med vilje.

Jeg ville virkelig gerne læse stilen færdig, som Harry havde skrevet, men jeg kunne vel bare gøre det når jeg kom hjem. Den var på fyrre sider, og jeg var kun nået til den femte side, så der var alligevel nogle sider endnu. Jeg ved ikke om man kan kalde det en stil, men mere en lille bog, eller historie.

”Fine” opgav jeg, og begyndte at pakke stilen samt min computer, ned i min arbejdstaske, som jeg stort set havde med mig overalt.

”Yay!” klappede Perrie jublende med hænderne, og tilføjede ”Let’s go”.

Jeg rejste mig op fra min hvide læderkontorstol, og gik med Perrie hen til elevatoren. Der var ikke andre i kontoret end Louis, alle var vidst taget hjem uden jeg havde opdaget det.

”Bye Louis” vinkede jeg til ham farvel, og han vinkede tilbage, og sagde smilende ”Bye”.

 

 

Det var Perrie der havde fundet caféen, hvor hun sagde at hun plejer næsten altid at gå hér hen om morgenen for at få sin morgenmad. Den var ikke særligt langt væk fra arbejdet, så det var forståeligt at hun gik der ind for at spise. Selvom jeg bedst kunne lide en hjemmelavet morgenmad, i min lejlighed. Det var lidt mere privat.

”Now we’re here. So tell me about your romantic trip with Harry” sagde hun med et drillende smil, efter vi havde sat os ned ved et bord indenfor og fået vores kaffe.

”First of all, it was not romantic..” begyndte jeg, men hun vendte bare øjne af mig for sjovt, “And second, you tell me about you and Zayn’s alone time together yesterday” smilede jeg, og gengældte drillen.

”Okay” opgav hun, og prøvede at gemme sit kæmpe smil længst hendes lyserøde læbestifts læber.

”Well, I came to work and said good morning, as usual. And when Dan came over to talk to me about some work.. I didn’t even know what he was talking about ‘cause Zayn stood behind him and made funny faces so I got distracted” grinede hun bare ved tanken.

“Aww” kommenterede jeg smilende.

“Okay, so when it was lunch time I walked in the break room, sat down, and then Zayn walked in” sagde hun, og fik et større smil plantet på sine smukke læber.

“He sat down across the table, right in front of me, and said; Hi Perrie.” Vi grinede af hende prøve at lyde som Zayn, men hun fortsatte “And I was like; Hi Zayn” vi grinede mere, bare af hvor latterligt det var.

Da vi var faldet lidt ned, fortsatte Perrie ”We talked the rest of lunch break, but the weird thing is.. that nobody came in the room while we were there” undrede hun sig.

“Maybe it’s because they could see that you two lovebirds needed your love time alone” smilede drillende og blinkede for sjovt til hende.

Hun grinede bare kort af det, men modstod det ikke. Måske var de lovebirds. Hvad snakker jeg om? Selvfølgelig er de det. De er som skabt for hinanden.

”Now I’ve told you about my day yesterday. And now you’ll tell me about your day yesterday”

“Okay, okay” smilede jeg, men begyndte at fortælle hende om hvad der skete i går. Jeg undlod selvfølgelig detaljerne. Såsom hemmelighederne vi fortalte hinanden, og ja, bare hele oplevelsen med floden og det med mareridtet. Jeg syntes, det var lidt for intimt at fortælle. Selv min bedste veninde. Bedste veninde? Ja, Perrie var min bedste veninde. Selvom jeg kun havde kendt hende i fire dage, så føles det som om jeg havde kendt hende i flere år. Jeg er bare glad for, at jeg havde en veninde. Èn god én af slagsen.

”You shared a motel room with Harry?” hendes kæbe lå næsten ned på gulvet, matchende hendes øjne der var på fuldt gab.

”Is it bad?” spurgte jeg med et ikke-så-godt-udtryk.¨

”You even shared a bed with him” udbrød hun hviskende, som om han var i rummet. Var han? Jeg kiggede lige over min skulder bare for at tjekke, men han var heldigvis ikke til at se.

”Yeah. But, there weren’t other hotels available” forklarede jeg smilende.

“Wow” hun var tydeligvis overrasket, og lænede sig tilbage i sin stol, efter et pust. ”You know that Harry haven’t been that close to a girl since his first break up, right?” spurgte hun mig.

”What? That’s not true. Harry is a player. He says he sleeps with girls when he can” forklarede jeg, og tog en tår af min kaffe som jeg næsten var færdig med.

”Yea, he told you that, right?” spurgte hun mig, med et lille smil gemt i mundvigene.

Jeg nikkede bare, og kiggede spørgende på hende.

”Well, that’s a lie” grinede hun nærmest, og lænede sig igen tilbage i sin stol.

”Why would he lie about sleeping with random girls?” jeg forstod stadig ingenting.

“Zayn told me this, and he’s heard it from Niall, so you can’t say this to Harry ‘cause he will get so mad at Niall, okay?” det hér var fuldstændig som i folkeskolen. Èn fortæller en hemmelighed til den anden, som fortæller det videre til en tredje, og sådan fortætter det, til alle ved hemmeligheden.

Jeg nikkede bare accepterende til hende, selvom jeg ikke vidste om jeg ville sige det til Harry eller ej. Det kommer an på hvad hemmeligheden går ud på.

”What did you think of Harry when you first met him?” begyndte hun, men vidste ikke hvor hun ville hen med det.

”Uhm, like a bad boy, I guess” sagde jeg usikkert, og havde en underlig følelse i maven, bare af os tale om ham.

”Exactly” var det eneste hun sagde.

”I don’t get it?” normalt var jeg en nogenlunde klog pige, men lige nu følte jeg mig virkelig dum.

”Okay. I’ll cut in out in pieces” smågrinede Perrie, og lænede sig over bordet, tættere på mig. Og fortsatte ”Harry looks bad. He says he’s with random girls all the time, but have you seen him with one girl yet?” jeg rystede bare på hovedet.

“He tries not to do anything at work just so he shows that he doesn’t care. But he cares about his work. He’s the one who works the most. Just not in the office, but at home. He attends parties every Friday just to show, that he is a bad boy” forklarede hun.

“His house is tidy and stylish. He drives me to work. He doesn’t drink..” tilføjede jeg.

“I didn’t even know that” grinede Perrie.

“He’s not even bad. He just looks bad” smilede jeg, da det gik op for mig, men tilføjede undrende “But why? Why would he want to be a bad boy when he’s not?”.

“I don’t know..” sagde Perrie ligeså undrende som jeg. ”But remember, don’t tell anybody. He may not be a bad boy but trust me, he can get mad at something like this or really anything” advarede hun mig. Nu håbede jeg bare at jeg kunne holde det for mig selv. Det burde jeg kunne, når jeg har holdt min fars hemmelighed hele mit liv.

 

 

Efter et kvarter hvor Perrie bare havde snakket om hvor fantastisk hendes date med Zayn i morgen, ville blive. Og jeg lyttede med åbne øre. Selvom jeg havde en masse på hjertet.

Det var fredag i morgen, hvor jeg havde bestilt en flybillet til Boston, for det var dér jeg skulle tale med Jason. Jeg hadede virkelig det hér. Jeg har ligefrem ikke prøvet at slå op med én før. Jeg har ikke engang haft en kæreste før, så jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle sige det.

Jeg havde ikke aftalt med ham, at jeg skulle komme, da jeg vidste at han ville være på arbejde, og lave det som en undskyldning. Det var ligesom om han havde undgået mig, i alle de måneder vi havde været sammen, så nu når jeg besøgte ham, for sidste gang, så skulle han blive så jeg kunne tale ud med ham.

”Are you going to the ball, Chris?” Perries stemme vækkede mig væk fra mit daglige mareridt, så jeg kiggede spørgende på hende.

”The ball?” smilede hun, ”Are you going?” spurgte hun efterfølgende.

”What ball?” spurgte jeg undrende.

”Were you even listening?” hun kiggede på mig, med gennemskuende øjne, og vidste at jeg var blevet opdaget.

”Sorry, I-I was just in my own world for a minute” undskyldte jeg.

“Oh.. Chris, you can’t daydream about Harry” drillede hun mig smilende.

“Aghr, stop it” udbrød jeg med en tilførende grimasse, som fik hende til at grine.

”So, are you going?” gentog hun.

“What ball was it again?” spurgte jeg med et undskyldende blik.

Mr. Cole have arranged a ball for colleges and their family or friends. It’s going to be pretty big and formal” forklarede hun kort.

“When is this?” spurgte jeg hende, da tjeneren fjernede vores tomme kopper.

”The Saturday after the last week in the month” det vil sige, at der er omkring en måned til ballet, “You should come. I will. Zayn asked me if I’d go with him”

“Let me guess, you said yes” drillede jeg smilende, hun smilede bare, som jeg tog som et ja.

“You should bring a date too. What about Harry?” drillede hun tilbage.

”I don’t even know if I’m coming. I mean, my brother is moving to America that weekend” forklarede jeg ignorerede hendes drillen, og blev glad bare ved tanken om hvor snart det er, at han kommer.

”You could bring him?” foreslog hun.

“I don’t think he’d like that. He need some time to settle in” sagde jeg. Jeg ved ikke helt om jeg havde lyst til at tage til ballet i det hele taget, men det blev i hvert fald ikke den weekend hvor Jesper kom herhen. Så det var allerede ude af mine planer.

”Okay.. But if you change your mind you can always come” smilede hun, hvorefter vi besluttede os for at gå hjem ad. Vi krammede hinanden farvel, og gik hvert fra sig.

Jeg skulle nu gå hele vejen hjem, i de hér lorte hæle, som jeg ikke havde tænkt mig. Så derfor hev jeg min telefon op af lommen, og fandt Harry i min kontaktliste, hvor jeg ringede ham op.

”Hello?” hørte jeg fra den anden ende af røret af, som var Harry der kort efter havde taget telefonen.

”Hi Harry, it’s Chris” sagde jeg, mens jeg gik mod min lejlighed, som var alt for langt væk, hvis jeg skulle have disse hæle på.

”Oh, hi Christie” jeg kunne næsten se hans smørrede smil for mig.

”Could you be a friend and drive me home?” jeg brugte the friend card, da han havde brugt det alt for mange gange siden at vi blev ‘venner’. Så nu havde jeg lov.

”The friend card. How original” kommenterede han, men jeg vendte bare øjne af ham, og kunne alligevel ikke undgå det smil der havde fundet sted på mine læber.

”Where are you?” kom det fra ham, da jeg ikke sagde noget til hans kommentar.

”I’m outside the Cole-publishing building” sagde jeg, da jeg var nået tilbage til vores arbejdsbygning.

”I offered you to drive you home when I drove home” forklarede han, og tror jeg hørte nogle nøgler og en dør lukke. Han var nok allerede på vej?

”Well, I was on a café with Perrie after work, so I couldn’t have drived with you in the first place” forklarede jeg, og satte mig på en bænk lige ude for min arbejdsbygning, ved siden af fortovet.

”You could have skipped the café visit with Perrie if you really wanted me to drive you home” drillede han idet jeg hørte en bil starte i baggrunden.

”No, because then I’d have work to do anyway” sagde jeg kort.

“My work?” spurgte han, fra den anden ende af røret.

”Yes, your story” rettede jeg ham, men fortsatte ”You just handed the forty paper story and then said; Do you want me to drive you home?. I didn’t even have a chance” smilede jeg.

“You could have read it at home” han ville bare ikke stoppe.

“Just pick me up” sagde jeg irriteret, men smilede drillende, hvor jeg ikke lod ham svare før jeg lagde på.

Ikke lang tid efter kom Harrys bil til syne og kørte tæt på vejkanten, stoppede op, hvor jeg åbnede bildøren til passagersædet, og satte mig ind i hans bil.

Vinduerne var rullet ned i begge sider af bilen, hvor jeg mødte Harrys smørrede smil.

”Did you miss me?” smilede han provokerende, så jeg lavede en lyd som sagde ’jeg skal kaste op’.

”I take that as a yes” smilede han og kørte ud på vejen, da jeg vendte øjne af ham.

”So,” begyndte han igen, men lige nu havde jeg virkelig brug for at han skulle holde mund med sin kæphøje samtale, ”There’s a party tomorrow, if you hadn’t remembered the rules”. Jeg kom automatisk til at tænke på samtalen Perrie og jeg havde om Harry, at han holdte fester for at virke som en bad boy. Også hans attitude. Men hvis han så gerne ville være en bad boy, så var det også sådan han skulle behandles.

”I haven’t” svarede jeg sukkende, da jeg virkelig ikke orkede at der skulle være høj musik sent i morgen. Men så huskede jeg mig selv på, at jeg skulle tage flyet i morgen til Boston, efter arbejdet, så det kunne alligevel ikke nå at irritere mig.

”Well, It’s going to be a big ass party. So I was thinking that maybe I could borrow your apartment for some ekstra space?” han kiggede over på mig med et bedende udtryk, da jeg drejede mit blik væk fra vinduet og hen på ham.

”Hell no” sagde jeg kort og afslappet, da jeg allerede vidste at han ville bede mig om noget i den retning.

”Woaw. This is the first time I’ve heard you curse” sagde han som om han var en stolt forældre. “Everybody give it up for Christie. I guess you aren’t a virgin at cursing anymore” drillede han videre smilende, og kiggede op fra sine solbriller op på mig, i slutningen af sætningen.

”You’re such an ass” jeg blev ved med at sige grimme ord, men lige nu var jeg i humøret til det.

”I am!” udbrød han smilende, hvor det virkelig gik op for mig, hvor meget han egentlig ville være en bad boy, da han så rimelig glad ud, at jeg havde sagt det til ham.

”So,” begyndte han igen ”Can I borrow your apartment for the party? I promise I won’t break anything” bad han.

“Yeah right. I’ve heard of partying, and every time there’s something breaking” sagde jeg og vendte øjne af ham, hvor jeg fokuserede mine øjne på vejen foran mig.

”You’ve heard of? Wait, you’ve never partied, have you?” jeg hader, når han lytter for meget til hvad jeg siger.

”I have! I just partied with you yesterday” forklarede jeg overbevisende.

“Was that your first time?” spurgte han med et hjemmesøgende smil.

Jeg fjernede mit mine øjne fra hans, og forklarede med flovheden tydelig i min stemme ”I was never invited to one”. Jeg kan huske alle mine klassekammerater på gymnasiet, hele tiden tale om en fest de var til, hver gang der havde været én. På dét tidspunkt, var jeg virkelig ked af det over, at ingen ville invitere mig, men tænkte ikke meget over det, da jeg vidste at jeg alligevel ikke måtte for min far.

Jesper har heller aldrig været til en fest. Vi har ikke engang prøvet at være til en børnefødselsdag før. Ikke engang holdt én. Men det var vores liv. Jesper kom snart herover, om omkring en måned, hvor ballet bliver holdt, så snart er det hele ovre med hensyn til min far.

Vi har aftalt, at vi aldrig kommer tilbage til Danmark, da vi ikke har noget derhenne. Kun vores far, og vores gamle liv. Og det var ikke noget vi havde tænkt os at komme tilbage til, det var sikkert.

”You’ve never been invited?” gentog han mit sande svar, men med en medlidenhed i stemmen. Ikke en drillende toneart, som han plejede, men overraskende behagelig.

”Nope” svarede jeg, og ville ikke have det til at blive akavet. Men det blev der, da der ikke blev sagt et ord resten af vejen hjem. Men da vi endelig var gået ud af bilen og ind i elevatoren, op til vores lejligheder, sagde Harry ”I guess I’ll see you at work”.

”Whatever” sukkede jeg, da jeg var i et rimelig irriteret humør på Harry, og gik ind i min lejlighed, som jeg havde låst op, mens Harry stod ovre ved sin.

Men da jeg var lige ved at lukke døren, stoppede en spidsskoet fod døren i at lukke. Jeg åbnede irriteret døren og mødte hans grønne øjne.

”What did I do wrong?” var hvad han sagde, da jeg havde åbnet døren helt.

”Nothing, Harry. I just..” sukkede jeg og lukkede øjnene, da jeg håbede det ville hjælpe på min hovedpine. Men da intet hjalp åbnede jeg dem, og kiggede tilbage i Harrys spørgende øjne.

Jeg ved ikke om det var fordi Harry spillede at han var en idiot, eller om det bare var mine humørsvingninger da jeg havde ’fået besøg af djævlen i den røde kjole’. Hvis du forstår hvad jeg mener.

”I’m sorry you haven’t been invited to a party before” begyndte han genert, da han kiggede ned på sine sko undskyldende.

”What?” det var jo slet ikke dét der var problemet, ”No Harry, it’s not that I just..” jeg var lige ved at forklare ham om at han var en wannabe bad boy, men så kom jeg i tanke om, at Perrie sagde at jeg ikke måtte sige det til ham. Men det kunne jo være lige meget hvis jeg sagde, at jeg selv havde fundet ud af det, som jeg nok alligevel havde på et eller andet tidspunkt.

”What? You just-what?” spurgte han forvirret, og længtes efter svaret.

”I just--” jeg stoppede mig selv inden jeg sukkede, og besluttede mig for at sige det. Nu ved jeg hvorfor jeg ikke havde nogle venner- fordi jeg ikke kan holde på en hemmelighed. I hvert fald ikke andre end Harrys, apparently.

”Why are you trying to be a bad person, Harry?” det kom endelig ud af mig, og jeg ville have svar på det nu.

Han kiggede lidt overraskende på mig, i en bevægelse hvor han tog hovedet en smule tilbage, som om han havde fået kastet dem i hovedet.

”Excuse me?” han prøvede at spille videre, men jeg vidste at det bare var dét, spil.

”You heard me” svarede jeg, og gad ikke gentage spørgsmålet.

”You think I am trying to be a bad person?” grinede han nærmest, “Well, sorry if you don’t like me and my attitude, but there’s a fucking reason why I am this way! And I only have to thank my dad for that! So if you don’t like the way I am a bad person, then fuck off! ‘Cause I’ve wasted too much time of my life on people that didn’t care about me, so if you don’t care, you should leave me alone!” råbte han lige i hovedet på mig, så højt at hans blådåre på halsen og i panden blev tydelig. Jeg kiggede med store forskrækket øjne på ham der gik hen til sin dør, og fik vildt dårlig samvittighed da de ord forlod hans mund. Han var såret, det var sikkert. Hvorfor kan jeg ikke bare holde min mund?

Han vendte sig igen om så vi fik øjenkontakt, og kunne ikke undgå at se vandet der dækkede for hans såret, men vrede, grønne øjne. ”You know what?” hans stemme knark, på grund af hans sårbarhed.

”I had this stupid, stupid thought, that we… could actually be friends. There was this little bit of hope. Hope that we could be friends. Normal friends. Not just a co-worker-friend, or a nabor-friend… but a real friend. A friend that would surprise me to go to Las Vegas and party. A friend who I would help through her nightmares. A friend… But friends doesn’t say that I’m trying to be a bad person” mine tårer var begyndt at komme frem, mens en af Harrys var faldet ned fra hans såret øjne, og det kunne jeg kun takke mig selv for.

”I’m sorry Harry” den første tåre faldt fra mine undskyldende øjne.

”Whatever” sukkede han, åbnede hans dør og gik indenfor. Men jeg lød hurtigt over til den, og satte min fod foran døren inde han nåede at lukke den. Jeg havde ikke troet, at vores roller blev skiftet så hurtigt.

Han åbnede den helt, og kiggede irriteret, men med våde øjne, ned på min fod ”Stop it!”.

Jeg ignorerede hans kommando og fortsatte med min undskyldning ”Harry, I am sorry. I didn’t mean to upset you--”

Han afbrød mig, ”You didn’t mean to upset me. Well, you did”. Igen prøvede han at lukke døren, men fejlede, da min fod stadig spærrede for døren.

”Would you just listen?” han stoppede op, og mødte endelig mine øjne, hvor han åbnede døren sukkende.

”Speak!” kommanderede han.

”I’m sorry, okay? I just thought…” jeg sukkede, og ville starte min sætning forfra, som jeg gjorde “When we were at the stream, you told me all of your secrets and I told you mine. At the motel room, you were so thoughtful to me… this kind person wasn’t the one that knocked on my door telling me ridiculous rules and was rude to me. So I thought that maybe that person that knocked on my door, wasn’t real. I thought that the real you were the one who was telling me his secrets and were thoughtful. That’s why I thought you were trying to be a bad person… ‘cause I’ve seen the good one in you and I guess that’s the Harry I want to be friends with”

Jeg kiggede på ham, og ventede tydeligvis på et svar, men han blev ved med bare at undgå øjenkontakt med mig.

”Well, I can’t be the good Harry” sagde han endelig, men lavt, og kiggede ikke ind i mine våde øjne.

”Why not?!” jeg længtes efter svaret.

”Because!..” råbte han, inden han fortsatte lidt mere roligt men stadig irriteret ”If people see good. They expect good” han tog en dyb indånding, og sluttede sætningen ”And I don’t want to live up to any expectations”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, selvom jeg prøvede at åbne munden flere gange for at få et eller andet klogt ud af munden, men intet kom.

”If you’ll excuse me” begyndte Harry, da jeg ikke sagde noget ”I have work to do”. Hvor han efterfølgende lukkede døren i, med mig udenfor, som ikke længere stoppede døren med min fod..

 

----------------------

Okay, så dette hér kapitel var nok tre til fire Word sider kortere, men synes den stoppede på et rigtigt tidspunkt. Håber i kan bære med mig.

Jeg har også opdaget, at nogle af navnene, som jeg har givet rollerne i historien, er der også kendte der har; for eksempel, så er Ashley Monroe en sangerinde. Men det var ikke meningen, så det ville jeg bar informere jer om, så i ikke blev forvirret, hah. Nu har jeg garanteret bare gjort jer forvirret…

Dét dér med at forslå sange i starten, vil jeg alligevel droppe, da jeg oftest læser i offentligheden, og tænker i også selv vil høre jeres egne sange.. Men i kan bare spørge, hvis i vil have at jeg begynder på det igen.

Men håber i kan lide historien indtil videre. Det var lidt hurtigt, at Harry og Christina kom op at skændes, men synes bare, at der skulle være lidt drama ;-)

Jeg vil også gerne sige tak til jer; læsere. Er taknemmelig for at i gider bruge tid på at læse mit arbejde <3

-M.E. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...