Forever LOVE 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Ashley og Justin lever lykkeligt og dejligt sammen. De er stadig meget sammen med Ryan, Gabriella og Chaz. Ashleys far er kommet i behandling for hans alkohol forbrug, Ashley er glad for det men savner ham der hjemme, han kommer nemlig kun hjem en gang om ugen. Justin og Ashley har også planer om at flytte sammen, da de alligevel bor alene hjemme hos Ashley. Imens livet går stille og roligt bliver Ashley ringet up af dem, som før i tiden fik Justin til at dumme sig. "Sig intet til Justin, ellers kommer både du og ham slemt til skade." Det vil ændre Ashleys liv så meget, at hun er tæt på at gå psykisk ned. Det undre Justin. Vil Justin gå fra Ashley? Bliver Ashley ved med at kæmpe imod dem, eller falder hun i deres fælde? Elsker Justin hende stadig? Find ud af det hele i Forever LOVE 2.

15Likes
40Kommentarer
1627Visninger
AA

11. kapitel 9.

Jeg vågnede ved lyden af min mobil, som ringende. Jeg gned mig træt i øjnene, og tog hurtigt min mobil. Det var Gabriella, hvad fanden vil hun klokken lort om natten. Jeg tog den.

Mig: *Hej Gabriel....*

Gabriella: *Ashely hjælp mig, hjælp, jeg er ved den lille bådebro der er en, der siger han kender dig, han vil have dig til at komme nu!* græd hun.

Mig: *Hold ud.* Jeg lagde på, og rejse mig hurtigt op fra sengen, og fandt hurtigt et par bukser og en trøje.

Hvorfor fanden Gabriella, hvorfor? Jeg kunne ik tænke lige nu. Jeg...jeg havde det som om jeg var blevet skut i hjertet, men jeg kunne ik dø. Jeg kunne næsten ik trække vejret, og jeg kunne næsten ik bevæge mig. "Hvad skal du?" Lød det søvnigt fra Justin. "Jeg skal hjælpe Gabriella, bare blev her det ik noget alvorligt," løj jeg. "Okay så," sagde Justin og lagde sig ned på puden igen, og sov videre. Det overraskede mig at han var så ligeglad, men det var nok fordi han var ret så træt. Jeg næsten fløj ned af trappen og ud af døren, uden sko og uden jakke.

Når Gabriella sagde den lille bådebro vidste jeg præcist hvor det var, det var der vi gik hen når vi skulle hygge, eller bare snakke. Jeg løb i det hurtigste tempo jeg kunne, mine ben rystede under mig, og jeg havde følelsen af at mine ben kunne brase sammen hvornår det skulle være.

Jeg ankom så småt til den lille bådebro. Man kunne intet høre, men jeg valgte alligevel at liste mig tættere på så jeg kunne se hvor Gabriella var. Jeg kom helt frem. Men mit syn havde forventet noget helt andet. Det eneste jeg kunne se var Gabriella og Chaz stå og rå snave, som et lykkeligt par, hvilket de jo så også var. Det så ik ud, som om Gabriella var i de store problemer. Nu var jeg forvirret, er det bare mig eller havde jeg måske kun drømt det. Jeg kikkede på Chaz og Gabriella, det mindede mig om mig og Justin, inden alt det her. Det var faktisk lang tid siden, jeg have kysset ham på munden, det eneste kys vi havde haft var mig der kysset ham kort på kinden. Jeg savnede den tid, men det var min egen skyld det er væk, jeg fortryder det. Min hånd søgte min ring på min ringefinger, som beviste vores forlovelse. Vi plejede at snakke om det, hver dag, men det et noget tid siden vi havde taget emnet op. Nok fordi stemningen ik havde været der til det. Vi havde aftalt at det ville være godt, på en strand til sommer, med strand tema, og vi skulle leje en restaurant, som lå ved vandet. Jeg kom til at smile ved tanken.

En stemme afbrød mig: "Hey Ashley, kom," Lød en venlig hvisken fra busken bag mig. Der var en lille åbning, i busken, som man kunne kravle igennem, hvilket jeg gjorde. Jeg kom under hækken med besvær, jeg børstede mine knæ af, og kikkede rundt, men ingen var til at se. Jeg fik en chok da, en hånd kom op for min mund, så jeg ikke kunne give lyd fra mig. Sean Hastings igen tvivl. Jeg prøvede at vride mig fri, men uden held. "Du vil ik i kontakt med mig, så jeg måtte logge dig," hviskede han. Jeg kom fri og stod nu ansigt til ansigt med ham, jeg væmmes ved synet af ham. "Sean jeg vil ik mere af din lille leg," beklagede jeg mig. "Men det bliver du nød til, når du først er kommet igang, så skal du også slutte legen," grine han. "Hvornår slutter den så?" Spillede jeg dum. "Når jeg siger til, Jeg har en ny plan til dig," hviskede Sean. "Jeg gider ik mere dine dumme lege Sean," næsten råbte jeg. Han tog en kniv op af lommen og var på vej hen mod mig. Jeg kig i Panik, men forsøgte at se frygtløs ud. "Hold dig fra hende," kom Justin råbende op fra busken. Hvad fanden lavede han her? "Justin gå hjem, du skal ik komme til skade," jeg prøvede at få skubbet han væk men han var for stærk. "Ashley, jeg vil heller ik have du kommer til skade," Sean løb med det samme, og uden videre var han væk.

En tåre trillede ned af min kind. "Justin..."-"Lad vær at snakke til mig," sagde han og kravlede ud af busken. Jeg skyndte mig efter ham, for at stoppe ham. Nu vidste han det hele, han vidste alt. Han kunne jo kende Sean, han havde hørt vores lille samtale. "Justin undskyld," prøvede jeg. Han vendte sig langsomt om mod mig. "Undskyld er det det bedste du kan finde på? Ashely du har løjet for mig i flere uger nu, hvordan skulle jeg kunne tilgive dig?" Sagde Justin med smerte i stemme. "Det kan du heller ik, jeg har været et svin, ja det har jeg, men kan vi ik glemme det." Prøvede jeg. "Ashley du har lukket mig ude, du har været ligeglad med mig. Vi er forlovet vi skal kunne fortælle hinanden alt," råbte han ind i hovedet på mig. Jeg prøvede at beherske mig. "Det ved jeg, men jeg har kun prøvet at beskytte dig," råbte jeg tilbage som om jeg var meget mere selvsikker ind jeg enlig var. "Beskytte mig? Stop dig slev," han himlede med øjnene. "Du kunne også have fortalt mig det og vi var gået til politiet sammen." Jeg kikkede ned i jorden, jeg fornemmelse på Justin han skulle til at gå, men jeg afbrød ham hurtigt med en hæs hvisken: "Du forstår det ik... Hvis jeg fortalte dig noget ville Sean gøre dig fortræd, jeg kunne ik leve hvis jeg havde sendt dig i døden." Jeg fældede en tåre. Justin rystede på hovedet. "Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen at der var noget, jeg havde ret," lød en svag hvisken.

Jeg tøvede lige et par sekunder, hvor tårerne fik frit løb. "Undskyld Justin, jeg fortryder det virkelig. Jeg hader mig slev," jeg var ik den eneste der græd, Justin havde også fældet en tåre, men jeg kunne se på Justin at vi ik var færdige endnu, der var noget han brænde inde med. "Ashely det her er forbi, vi er færdige," man kunne høre hans smerte i stemmen.

Der faldt min verden sammen, jeg kunne jo ik fungere uden ham. Jeg havde det som om, jeg lige var blevet stykket i ryggen. Mine ben rystede, og jeg var lige ved at falde sammen. Ashley du må ik give op, du ved du kan få ham tilbage, kæmp Ashely kæmp. Min tanker fløj afsted, mens min mund begyndte at tale, uden kontrol. "Nej Justin giv mig en chance... Jeg kan ændre mig," jeg prøvede at virke så selvsikker som jeg nu kunne være. "Jeg har givet dig chancer. Hver dag om aftenen, siger jeg til mig slev: okay hun fra en mere chance. Jeg har troet på dig om aftenen når vi skal sove, og endnu mere om morgenen, når vi skal i skole, men om eftermiddagen falder alt sammen," jeg kikkede ind i hans øjne de sagde alt. Samtidig med han græd, mente han hvert ord der kom ud at hans mund.

Justin vende sig om og gik, jeg ville have stoppet ham, men jeg vidste ik hvad jeg skulle sige. "Men vi elsker jo hinanden," sagde jeg efter ham, med lidt håb i stemmen. Justin stoppede brat op, da han hørte min stemme. Han vende sig langsomt om. "Nej Ashley vi elskede hinanden, den tid er forbi," hans øjne var fulde at tåre og det samme var mine. "Nej vi elsker hinanden, men du vil bare ik indse det," jeg lød stædig, men så alligevel lød jeg skrøbelig. "Ashley jeg er også ked af det, den pige jeg forelskede mig i, og forlovede mig med er væk. Jeg har prøvet af finde hende men hun er væk," han lød opgivende. "Du tager fejl hun er her endnu, hun er bare ødelagt og du har lovet altid ville hjælpe hende, og elske hende uanset havd," det lykkes mig at lyde meget mere stædig, ind før. "Og det vil jeg!" Han var tydeligvis irriteret på mig nu. "Men hun skal først findes igen, jeg er ked af det men jeg elsker dig ik længere," hans stemme var fyldt med sorg. "Det kan du ik bare sige, du tager fejl," råbte jeg, mens gråden tog over.

Vi stod i lang tid der indtil Justin afbrød mig. "Okay du for en chance, hvorfor er vi kærester?" Spurgte han afventede. Det var ik lige det jeg havde regnet med, så jeg må sige at jeg blev lidt presset. Jeg kunne tydeligt mærke at Justin var irriteret. "Øh fordi vi elsker hinanden," selv var jeg ret tilfreds med mit svar, men det var Justin tydeligvis ik. "Kom videre, der fintes andre drenge ind lige mig. De vil elske dig for den du er og ik den du var," han græd, mens hans ord stadig lød stødende. Hvordan kunne han overhovedet få sig selv til at sige sådan til mig, han vidste udemærket han var den eneste dreng jeg kunne elske, jeg kunne være forelsket i, han var grunden til at jeg smilede hver dag. Hvordan kunne han få sig selv til det? Jeg blev indebrændt på ham. "Forsvind! Forsvind ud af mit liv! Gå!" Råbte jeg af fulde kraft, mens jeg græd højlydt. "Undskyld men jeg kan ik være sammen med en der lyver for mig, og ikke engang ved hvorfor vi var kærester. Men jeg har virkelig elsket dig, det mener jeg du har været mit liv," hviskede han mens han langsomt gik.

Jeg satte mig ned på fortovet i mørket, og græd ud. Jeg var færdig jeg kunne ik fungere. Jeg ville ønske en kom og dræbte mig. Der var ingen grund til at leve. Det eneste jeg kunne gøre var at gøre folk kede af det. Mine tåre brænde på mine kinder. Jeg kunne ik bevæge mig, jeg var... Jeg var. Mine tanker blev svagere og svagere. Og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...