Forever LOVE 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Ashley og Justin lever lykkeligt og dejligt sammen. De er stadig meget sammen med Ryan, Gabriella og Chaz. Ashleys far er kommet i behandling for hans alkohol forbrug, Ashley er glad for det men savner ham der hjemme, han kommer nemlig kun hjem en gang om ugen. Justin og Ashley har også planer om at flytte sammen, da de alligevel bor alene hjemme hos Ashley. Imens livet går stille og roligt bliver Ashley ringet up af dem, som før i tiden fik Justin til at dumme sig. "Sig intet til Justin, ellers kommer både du og ham slemt til skade." Det vil ændre Ashleys liv så meget, at hun er tæt på at gå psykisk ned. Det undre Justin. Vil Justin gå fra Ashley? Bliver Ashley ved med at kæmpe imod dem, eller falder hun i deres fælde? Elsker Justin hende stadig? Find ud af det hele i Forever LOVE 2.

15Likes
40Kommentarer
1627Visninger
AA

9. kapitel 7.

Ashley's synsvinkel:

Samme dag, 5 timer før.

Mit hjerte bankede hårdt, det følges som om det vil banke hul i brystet. Men jeg vidste godt hvad det var, det var kun angst. Selvom manden lige havde sagt jeg skulle tage det roligt var det lidt svært, når det var mørkt, jeg sad på samme bænk, som en mand, som jeg var sikker på havde udgivet sig for at være en anden, ind han var. Tanken slog mig pludselig, hvorfor kom jeg? Hvorfor mødes jeg med en jeg ik kende? Hvorfor fortalte jeg ik noget til Justin? Jeg havde mest af alt lyst til at gå, hvilket jeg også gjorde. Men jeg nåede ik andet ind lige og rejse mig op inden mandens stemme lød: "bliv hvor du er!" Han råbte næsten. "Men jeg skal hjem," prøvede jeg at virke selvsikker, hvilket ik lykkes. "Så lad os klare det hurtigt," hviskede han. "Hvad vil du med mig?" Tog jeg mig sammen og fik stammet op. "Og hvem er du?" "Det ved du godt, jeg fortalte dig det i telefonen," fniste han. Jeg rystede på hovedet. "Du løj, du kender ik Justin!" "Der tager du fejl, jeg kender Justin, men måske hedder jeg ik Kenny," grinte han. "Hvad er dit navn?" Hviskede jeg." "Sean, Sean Hastings." Jeg gispede da jeg godt vidste hvem det var, det var... Ham, som var leder af den bande som prægede Justin i at komme ud i nogle skidte ting. Og hvordan vidste jeg også. Han fik Justin til at udnytte piger, brænde huse ned, røvede butikker. Blot ved at true ham og hans familie på det groveste.

Jeg ville væk, jeg vil ik være her mere. Så jeg satte tempoet på og løb hen mod min bil. Manden var lige efter mig, jeg var kommet hen til min bil, hvorefter en stærk hånd tog fat i mine hofter, og drejede mig om. Jeg stod presset op mod min bil, men Sean lænet op af mig. "Du skal ik flygte, jeg vil ik dig noget ond, men Justin, han skal ik forelske sig i den jeg har sat ham til at udnytte, og jeg skal bruge dig til at såre ham." Jeg vidste udemærket godt det var mig han talte om. "Du rør ik Justin dit svin!" Råbte jeg på i hovedet på ham. "Og flyt dig fra mig!"

Han grinte mens hans ansigt kom tættere og tættere på mit. Indtil hans læber blev presset mod mine. Han kyssede mig groft, mens jeg prøvede desparat at få ham væk. "Jeg trænger til noget jeg trænger til...dig," hviskede han, og kyssede mig endnu hårde.

Jeg kunne mærke noget koldt på min hals, mens jeg fik Sean væk. Jeg skreg mens jeg fik øje på en lomme kniv mod min hals. Jeg gik i panik og græd. "Hvis du gør, som jeg siger, kommer du levende fra det er møde, men hvis ik..." Jeg nikkede ivrigt, som tegn på jeg ville gøre, som han sagde. Sean tog hætten af, så man kunne se hans karseklippet sorte hår på hans mørke hud. "Kom med," sagde han og gik imod skoven. Jeg tænkte kun på en ting. Justin. Jeg ville ik dø fra ham, for jeg vidste han vil gå helt ned, det var den eneste grund til jeg ik vil dø, jeg kunne ik dø på denne måde fra ham. Hvis jeg ik havde ham ville jeg være ligeglad, jeg ville bare dø. Men jeg har Justin, så jeg kunne ik dø, jeg elskede ham jo.

Da vi var kommet ind i skoven, holdte han stadigt et godt tag i min overarm, så jeg ik havde en chance for at komme væk. "Okay hør godt efter," hviskede han og kikkede rundt for at se om der var nogle i nærheden. "Du skal kysse Ryan foran Justin, du skal være ligeglad med Justin," sagde han. "Det for du mig aldrig til," græd jeg. "Gør det! Eller det vil gå ud over dig!" Råbte han op i hovedet på mig. "Glem det!" Råbte jeg tilbage. Han stak ud med kniven mod mig, hvorefter jeg skreg et højt skrig. Jeg faldt bagud, mod skov bunden. Sean gik op over mig, men blev afbrudt af en råbte lidt væk. "ASHLEY!" Nogle havde hørt mig, jeg var redet. "Jeg ringer dig op! Hvis du siger noget til Justin slår jeg ham ihjel!" Og efter løb han igen. Jeg mærkede på min mave om jeg var blevet ramt, hvilket jeg heldigvis ik var. Stemmen lød igen: "Ashley," jeg prøvede at råbe tilbage, men det blev kun til en hvisken.

En skikkelse kom løbende hen mod mig, nej hele 3 kom, men de to var længere væk. Efter nogle sekunder kom en grædende Justin, hen mod mig, jeg var glad for det var ham, som var først. Han satte sig ned ved mig. "Undskyld Justin," hviskede jeg, og en tåre trillede ned af min kind. Jeg mente det jeg sagde, jeg skyldte alt til Justin, alt. "Det er mig der undskylder," græd han. Jeg rustede svagt på hovedet, så svagt at jeg ikke en gang var sikker på man kunne se det.

De to andre skikkelser var politi mænd, de løb over mig snakkede til mig, og sende Justin væk fra mig. De fik mig op at stå, men jeg var i chok, jeg var i livsfare, og det var Justin også. Uden han vidste det. "Hvad er det sket Ashley?" Jeg trak på skuldrene, og gik med politimændene ud af skoven.

Jeg var kommet op på stationen, hvor jeg skulle afhøres, Justin sad ude og ventede på mig. "Ashely hvis vi skal kunne hjælpe dig skal vi vide hvad der er sket," spurgte en af politiet. "Jeg har jo sagt at jeg ik ved hvad jeg lavede der," løj jeg. "Så prøv og fortæl hvad der er sket forstarten af igen, hele dagen," prøvede han. Jeg tøvede og begyndte så. "I morges skulle Justin over til en af vores venner, Chaz, det gik fint jeg ventede hjemme. Han kom hjem, vi hyggede, og pludselig ringede en fra min fars center at han havde drukket sig fuld, jeg blev ked af det, mig og Justin lagde os på sofaen. Jeg glemte tiden og kom lige pludselig i tanke om at jeg skulle hen til min veninde Gabriella, jeg tog afsted, og så husker jeg ik mere." Jeg valgte at fortælle den samme historie til alle. Politimanden, rystede på hovedet, men sagde så. "Du kan bare gå, vi ringer til dig på et tidspunkt," jeg nikkede som svar, og rejste mig fra stolen, hvorefter jeg gik ud til Justin.

Justin rejste sig fra stolen, og jeg begyndte at græde ud, hvorefter jeg kastede mig i armende på ham. "Undskyld Justin, undskyld! Jeg skulle ik have forladt dig på den måde," hulkede jeg. "Bare glem det, det vigtigste er at du er her uden skader. Du ved jeg elsker dig uanset hvad." Beroligende han mig. Jeg trak mig, og kyssede ham på munden, jeg havde bare brug for ham, hans tilstede værelse. Jeg var lykkelig så længe jeg havde ham, det havde jeg altid været, men nu ville jeg nyde hver eneste øjeblik vi har sammen, jeg ved ikke hvornår det ender.

Vi blev kørt hjem at en politimand, pænt af ham. Vi kom ind, hvor Justin tydeligvis ville snakke om det der var sket. Men jeg afbrød ham med et kys. Han kyssede med, men jeg trak mig og gik op på værelset uden et ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...