Forever LOVE 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Ashley og Justin lever lykkeligt og dejligt sammen. De er stadig meget sammen med Ryan, Gabriella og Chaz. Ashleys far er kommet i behandling for hans alkohol forbrug, Ashley er glad for det men savner ham der hjemme, han kommer nemlig kun hjem en gang om ugen. Justin og Ashley har også planer om at flytte sammen, da de alligevel bor alene hjemme hos Ashley. Imens livet går stille og roligt bliver Ashley ringet up af dem, som før i tiden fik Justin til at dumme sig. "Sig intet til Justin, ellers kommer både du og ham slemt til skade." Det vil ændre Ashleys liv så meget, at hun er tæt på at gå psykisk ned. Det undre Justin. Vil Justin gå fra Ashley? Bliver Ashley ved med at kæmpe imod dem, eller falder hun i deres fælde? Elsker Justin hende stadig? Find ud af det hele i Forever LOVE 2.

15Likes
40Kommentarer
1631Visninger
AA

8. kapitel 6.

Justins synsvinkel.

Jeg stod hvor Ashley havde forladt mig. Dette følges som om hun lige havde slået op med mig. Jeg havde stået der i lang tid nu, måske en halv time, jeg ved det ik helt. Jeg havde fået så ond i benene af at stå op, og bare stå musse stille. Jeg tvang mig selv til at gå over i sofaen. Jeg fandt hurtigt min mobil frem, hvorefter jeg ringede Chaz op.

Mig:*Hey bro.*

Chaz:*Hey hva' så?*

Jeg sukkede men spurgte så:* Ved du hvad Gabriella og Ashley skulle snakke om?*

Chaz: *Hvornår?* spurgte han uforstående.

*I aften,* forsatte jeg. *ashley er jo ovre ved Gabriella for at snakke.*

Chaz: *Hva' mener du, jeg er sammen med Gabriella lige nu, Ashley er her ik.*

Hvad? Jeg forstod igen ting. Hun var ik hos Gabriella, hvor er hun. Ryan! Jeg lagde hurtigt Chaz på mens jeg prøvede at finde Ryan's nummer. Mine hænder rystede så meget at det var svært at taste noget som helst ind. Jeg kunne mærke mine øjne løb i vand, jeg ved godt jeg er en dreng og skulle mande mig op, men når jeg ik havde nogle ide om hvor min pige var, gik jeg Altså død. Jeg fik ringet Ryan op.

Ryan: * Hey bro du vækkede mig,* sagde han søvnigt.

Mig: * Er Ashley hos dig?* spurgte jeg desparat, og hulkede svagt.

Ryan: *Nej, kan du ik finde hende,*

Mig: *Nej hun sagde hun skulle over til Gabriella men der er hun ik.* råbte jeg af både vrede og smerte.

Ryan: *Hey hey hey, rolig nu bro, hvad har du tænkt dig at gøre,*

Jeg tøvede og svarede så: *Jeg vil finde hende,*

Ryan: *Jeg tager med, bliv hjemme jeg kommer om 2 min.* der blev lagt på og alt var stille. Jeg løb ud i gangen, hoppede i et par sko, og tog en varm jakke på. Det gik ik længe før Ryan's bil holdte ind, han tænkte ik på hvordan han parkerede, han skulle bare skynde sig. Jeg gik over til Ryan. "Vi skal finde hende! Vi skal," sagde jeg bestemt samtidig med at jeg græd. "Vi finder hende, det lover jeg," forsikrede Ryan mig om. "Ring til politiet," råbte jeg til Ryan, da vi var begyndt at gå. Eller gå kan man vidst ik kalde det, jeg gik i et lidt sjovt tempo, nogle gange spurtede jeg andre gange ville jeg ikke engang tage et skridt. "Politiet er på vej, de vil hjælpe os," sagde Ryan til mig. Vi stod nær parken, og ventede på politiet ville komme. Jeg stod og kikkede ud i luften uden at tænkte. Jeg begyndte igen og græde, hvorefter Ryan kom op foran mig, og krammede mig. Jeg hulkede ned i hans jakke, hvad hvis hun ik er her mere, hvad hvis hun aldrig bliver fundet. Jeg kunne høre en sirene komme tættere og tættere på, men det var ik den lyd, som fangede mig. Det var lyden af et skrig, som lød inde fra skoven af. Men ik hvilket som helst skrig, det var Ashley. "ASHLEY!" Råbte jeg og satte i løb hen mod lyden. Jeg kunne fornemme, at jeg ik var den eneste der løb, der var to til tre politi mænd ik mere ind 50 meter bag mig. "Ashley!" Råbte jeg igen. Skriget var væk og ingen lyd kom. Jeg valgte bare at løbe en vej som jeg syntes skriget kom fra. Jeg kunne se en person ligge på skov bunden, Ashley. Jeg skyndte mig over til hende. Hun lå forpustet i skov bunden. Jeg brød sammen over hende, og satte mig ned ved hendes hovede. "Undskyld Justin," kom en svag hvisken fra hende. "Det er mig der undskylder." Det var den sidste alene tid vi fik inden, politimændene over tog hende.

Politimændene fik Ashley op at stå efter en tid. Ashley var ret forskrækket og prøvede at forsikre at hun var okay, og hun bare vil hjem. Ryan var taget hjem, da en politimand kom gående imod mig. "Hva' så ved i hvad der er sket?" Spurgte jeg desparat. "Vi er ik sikre, Ashley siger hun var på vej hen mod en veninde, hvordan hun er kommet ud i skoven fortæller hun ik," lød det fra politi manden. "Men hvad er der sket i skoven?" Prøvede jeg. "Det siger hun ik, vi tager hende med op på stationen, for at blive forhørt, hun har ingen skader eller lignende, du kan komme med op på stationen, det vil kun tage 5 minutter," han gik igen. Jeg nikkede, og kikkede over mod Ashley, som var på vej ind i politibilen, hun kikkede kærligt på mig, og mimede oret: undskyld.

Jeg var splittet, der var sket mere ude i skoven, ind hun fortæller, hun var ik bare gået forkert. Hun havde så travlt om at komme afsted, det lignede hende ikke. Mine tanker blev afbrudt da Ashely, kom ud af rummet, hvor man bliver afhørt. Jeg rejste mig op fra stolen, jeg sad på. Ashley, begyndte at græde, og kastede sig i mine arme. "Undskyld Justin undskyld! Jeg skulle ik have forladt dig på den måde!" Hulkede hun. "Glem det, det vigtiste er at du er her nu, uden skader. Du ved jeg elsker dig uanset hvad," sagde jeg for at berolige hende. Hun trak sig hvorefter hun plantede sine læber mod mine, jeg blev overrasket over at det var lige nu hun kyssede mig, men blev lykkelig for at kunne mærke hendes varme mod mig igen. Jeg kyssede hurtigt, med. Vi stod længe bare og kyssede, holde om hinanden, vi blev afbrudt at en politimand: "skal i køres hjem?" Jeg nikkede mod politimanden, og fulgte Ashley ud i politibilen. Ingen sagde noget på vejen, men da vi var hjemme, afsluttede jeg af med: "Tak for alt," jeg smilte venligt, og fik selv en smil tilbage.

"Vil du nu fortæller lidt mere om hvad der er s..." Jeg blev afbrudt af Ashley's læber mod mine. Det irreterede mig en anelse at hun ik gad fortælle hvad der var sket, men jeg kyssede bare med. Hun trak sig og gik op på værelset uden at sige noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...