Choose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig
Rosie lever hos Pacifisterne. Hun har altid haft en stræben efter viden. I mange år har hun vidst, at hun vil vælge Intelligentsia, når hun skal vælge hendes livs fremtid. Hun er helt sikker på, at det er det, hun vil, indtil hun møder Gabriel. En fyr, der vender hele hendes liv op og ned. Skal Rosie vælge Intelligentsia, eller skal hun fortsat vælge Pacifisterne, så hun kan blive hos Gabriel?

26Likes
19Kommentarer
1366Visninger
AA

7. Kapitel 6

Kapitel 6


Jeg rækker hånden ivrigt op, men Jeanine tager en anden. Jeg var ikke hurtig nok. Jeg er ellers blevet Jeanines yndlingselev, hvilket jeg må indrømme, at jeg er ret stolt af.
Jeg er også den eneste af alle de andre ’elever’, der stræber så meget efter viden. Jeg føler nogle gange, at jeg har en trang efter at vide alt. Især efter udvælgelsesceremonien har min trang efter viden vokset tre gange så meget.
Det er også en god måde at fokusere på noget andet, end det store hul inde i mig. Et stort tomt hul, der føles dybere og dybere dag efter dag.
Gabriel. Navnet får hullet til at vride og strække sig i protest, hver gang jeg tænker på ham.
Jeg lægger min fokus på Jeanine for at tænke på noget andet. Bare alt andet.

Da vi er færdige for i dag, går jeg over til en af mine nye venner ved navn Lamon, hvilket er et ret sjovt navn, så derfor kalder de fleste af os ham for Monty.
”Hey Monty,” siger jeg, da jeg møder ham med et smil. Jeg kan sagtens smile og le og det hele, men jeg gør det kun for, at ingen skal bemærke hullet inde i mig.
”Hej Rosie,” siger han, og han smiler også. Han er en ekstrem høj og ranglet fyr med kastanjefarvet hår og fregner.
Han er sådan en af de venner, man føler, at man har kendt hele livet. Sådan en man kan fortælle alt til. Han er den eneste, der ved, hvor skidt jeg har det indeni.
”Har du fået fat i filerne?” hvisker jeg til ham. Han nikker, og jeg smiler et stort smil, der faktisk er et rigtigt smil. Han ved bedre end nogen andre, hvor kameraerne sidder her i lokalet, så uden for kameraernes vinkel, rækker han mig et USB stik. Et stik, der vil fortælle mig, om Gabriel stadig lever.
”Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for din hjælp, hvis der er noget, jeg kan gøre i gengæld, så-,” han afbryder mig. ”Du behøver da ikke at give mig noget til gengæld,” siger han, og han ruller med øjnene. ”For mig er det nok, at jeg kan gøre dig glad,” siger han og smiler et smil fuld af varme.
Min bedste ven herinde er helt klart ham. ”Tak, igen,” siger jeg.

Efter kort tid sidder jeg ved en computer i en krog, der er gemt væk for alle andre. Jeg er så spændt og nervøs. Lever han eller ej?
Jeg sætter USB stikket i computeren, og efter kort tid dukker en masse navne op på skærmen sat i et skema.
Øverst på siden står der: ”DØDSLISTEN”. Nedenunder er der en uendelig række af navne, datoen hvorpå de døde, og grunden til, at de døde.
Jeg når kun at læse fem navne, hvorefter jeg falder over Gabriels navn. Mit hjerte glemmer helt at slå.
”GABRIEL ASH, D. 14. OKTOBER”.
Det er alt, der står om ham. Alt for lidt.
Jeg undrer mig utrolig meget. Hvor står grunden til, at han døde?
Noget går op for mig. I dag er det d. 16. oktober. Gabriel døde for to dage siden?! Udvælgelsesceremonien var for tre måneder siden!
Jeg ved, hvad det betyder.
Jeanine Matthews har sikkert brugt ham til at teste ham. Sikkert for at se, hvor meget Divergent han er, og hvad ved jeg.
Gabriel har ikke haft det godt. Det har sikkert føltes som totur for ham.
Jeanine. Navnet er svært bare at tænke uden at vreden vælter rundt.

En brændende smerte blusser op indeni mig. Jeg flår USB stikket ud af computeren.
Efter ti minutter er jeg ankommet i min lejlighed. Vreden, smerten, sorgen, alt brænder mig op indeni. Jeg smækker døren hårdt efter mig.  Jeg må finde det. Jeg må finde det brev, jeg er i gang med at skrive. Jeg leder febrilsk rundt efter det.
Jeg vælter nok flere ting, men jeg er ligeglad. Jeg stikker hånden ned under min madras, og der er det. Da jeg får det i hænderne, føles det som om, at alting ramler sammen om mig. Jeg knækker sammen.
Tårerne begynder at strømme ned ad mine kvinder og halvkvalte hulk kommer ud ad min mund.
I alle disse måneder har jeg haft et lille håb om, at han stadig levede og havde det godt. Et lille håb.
Og nu går det op for mig, at det håb var spild. Han er væk nu. Min Gabriel er væk.
Jeg hulker endnu mere.
Jeanine Matthews, det er hendes skyld. Hendes had mod Divergenter har gjort det her. På grund af systemet mister folk dem, de elsker. Det er latterligt. Fuldstændig latterligt.
Jeg kan ikke lade være med at grine over, hvor dumt det er.
Det er egoistisk. Direkte egoistisk. ’I er ikke som alle os andre, så derfor skal I dø’. Tænk dog lidt på, hvem det rammer?!
Det er en fucked up verden, vi lever i.

Jeg finder en blyant frem. Imens jeg sidder og hulker og tårerne strømmer ned ad mine kinder, får jeg krattet en slutning ned på brevet, jeg har i hånden. Det er tydeligt at se, at brevet er skrevet på forskellige tidspunkter. Skriftfarven skifter, skriftstørrelsen skifter også og det samme med skifttypen.
Vreden stikker indeni mig for hver gang, at jeg trækker vejret. Jeg forstår virkelig godt nu, hvorfor Gabriel hadede Jeanine.
Hvordan kunne jeg her i middags være stolt over, at jeg var hendes yndlingselev? Hun er jo en frygtelig person. Hun har dræbt min elskede Gabriel.

Jeg står ude foran Montys dør. Jeg løfter min hånd og banker to gange, og der går kun få sekunder, før den bliver åbnet. Montys ansigtsudtryk bliver helt forvandlet, da han ser mig. Mit hår ligner helt sikkert lort, jeg har røde øjne og våde kinder. Jeg træder ind, og han omfavner mig. ”Hvad er der galt, Rose?” spørger han meget nervøs om. Jeg ser op på ham. ”Jeg skal ud til Pacifisterne. Hjælp mig,” siger jeg bedende.
”Er han…?” spørger Monty nervøs om, og jeg nikker. Han knuger mig endnu hårdere indtil sig. ”Årh, Rosie,” siger han. Man kan tydeligt mærke, hvor meget medfølelse han har.
”Men jeg har en ide!” siger han, og jeg kan ikke lade være med at smile. ”For at få dig ud til Pacifisterne, kan vi spørge Jeanine, om vi ikke kan komme derud, for at foretage en undersøgelse om…,” han sætter et tænkende ansigtsudtryk på. ”Om hvor mange familiemedlemmer de har,” siger han. Det er faktisk en rigtig god ide. Jeanine er jo meget optaget af, hvor mange mennesker, hun har magt over, og det vil være en god grund til at komme derover.
”Lamon Collins, du har altid nogle gode ideer,” siger jeg.

***

At få hende overtalt var en større udfordring. Vi blev nød til at snakke rigtig begejstret om, hvor vildt det må være at vide og alt sådan noget. Til sidst gav hun sig. Thank god!

Gruset under mine fødder føles velkendt. Lyden af en Pacifist’s fløjten herude virker så hverdagsagtigt.
Jeg kan se æbletræerne på rad og række, der langsomt nærmer sig. Mit hjerte begynder at slå hurtigere og hullet inde i mig begynder at smerte endnu mere, end det gør i forvejen.
Jeg har brevet i hånden. Det brev, jeg har skrevet til Gabriel. Jeg håber, han kan høre det, selvom han er væk. Jeg håber, at det her vil kunne lægge et plaster over hullet inde i mig.
Æblerne omkring mig er ret rådne. Vinden hiver i de orange blade, der hænger på træerne.
Sidste gang jeg var herude, var med Gabriel.
Jeg får øje på udkantsæbleområdet med det høje græs. Jeg sætter mig ned i græsset. En fugl flyver på himlen, og den fløjter en fantastisk sang. Græsset kilder imod min hud, og selvom det er oktober, tillader solen alligevel at sende nogle varme stråler ned.
Med rystende bevægelser tager jeg brevet frem, og jeg begynder med en skælvende stemme at læse op.
Hvert ord sender et jag af smerte igennem mig, og et hav af tårer kommer frem.


Jeg rejser mig op. Jeg ved, at jeg må fortsætte med at gøre mit arbejde. Hver dag er en smerte, men jeg bliver nød til at klare det. For Gabriels skyld.

Systemet. Det tog ham. Systemet. Det system, der kun hører til i helvede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...