Choose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig
Rosie lever hos Pacifisterne. Hun har altid haft en stræben efter viden. I mange år har hun vidst, at hun vil vælge Intelligentsia, når hun skal vælge hendes livs fremtid. Hun er helt sikker på, at det er det, hun vil, indtil hun møder Gabriel. En fyr, der vender hele hendes liv op og ned. Skal Rosie vælge Intelligentsia, eller skal hun fortsat vælge Pacifisterne, så hun kan blive hos Gabriel?

26Likes
19Kommentarer
1374Visninger
AA

6. Kapitel 5

Kapitel 5


Den store bygning foran os bliver større og større, jo tættere vi kommer. The Hub hedder bygningen, her hvor udvælgelsesceremonien skal foregå. Bygningen The Hub er den højeste bygning i hele byen.

Om to timer har jeg valgt, det jeg vil være resten af mit liv. Tanken skræmmer mig. Så få timer fra resten af min skæbne. Tvivlen om mit valg er stor. Meget stor.
”Gabriel.. jeg er så meget i tvivl,” hvisker jeg til Gabriel, der går ved siden ad mig. Jeg er virkelig i tvivl. Og jeg er bange. Rædselsslagen. Hvad nu, hvis jeg fortryder? Hvad nu, hvis jeg ikke får Gabriel at se igen? Så uendelig mange frygtscenarier og kun et valg.
Vores blikke møder hinanden.
”Følg dit hjerte,” hvisker han tilbage. Hans stemme er den flotteste, som jeg nogensinde har hørt. Måske mister jeg snart chancen for at høre den igen?
”Mit hjerte vil to retninger,” svarer jeg, og jeg lyder nok lidt klynkende. Mine tanker kører på højtryk. Pacifisterne eller Intelligentsia?
Gabriel svarer ikke, han bliver bare ved med at kigge ind i mine øjne. Jeg er den første, der fjerner blikket. Jeg retter det imod bygningen. Selvom jeg ved, det er risikabelt, findes min hånd hans, og jeg fletter vores fingre sammen. Jeg bliver straks meget tryggere. Som om, at jeg lige er trådt ind i en beskyttende kuppel.
Han klemmer blidt min hånd to gange, og jeg klemmer to gange tilbage. Lydløs kommunikation. Det vi har aftalt, at det betyder, er: bare rolig, alt skal nok gå.
Mit hjerte styrter derud af, som om det er i gang med et maraton. Jeg er så forbandet nervøs. Hvad nu hvis det her er sidste gang, jeg ser Gabriel?

Systemet. Det er frygteligt. Lige nu som 16 årig, skal jeg vælge resten af mit liv. En beslutning, som man kan fortryde så let.
Jeg skal bestemme resten af mit liv, og der er ingen vej tilbage, når jeg først har valgt.
Jeg forstår ærlig talt ikke, hvem der kom på systemet. At vælge mellem fem personligheder, fem måder at være på, er jo skrækligt. Hvad så med dem, der har andre personligheder, der ikke passer ind over de fem? Hvad så med dem, der er begge dele? Nårh ja, de bliver jo dræbt. Fedt.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor de holder os adskilt. Jeg synes, at det vil være enormt lærerigt at møde alle de andre. Prøv at tænk på, hvor meget man kan lære om andre mennesker.
Jeg må ærlig talt også indrømme, at man som seksten årig nok ikke har livserfaring nok til at vælge ens skæbne.
Frihed. Et ord som regeringen ikke vil kendes ved. Et ord, der ikke findes i deres ordforråd. Et udtryk, der er så fremmede for dem, at de ikke engang vil overveje at putte noget frihed ind i systemet.

Jeg sætter mig ned på en af de hårde plasticstole, der er i rummet, hvor udvælgelsesceremonien skal foregå. På min venstre side sidder Gabriel. I den modsatte ende af rummet sidder vores familier.
Jeg ser rundt i lokalet. Det er så tydeligt at se, hvilken faktion vi tilhører, at det næsten er latterligt.
Os Pacifister er alle sammen klædt i gult og rødt. Intelligentsia er klædt i blåt. Sanddru i sort og hvid. Skytsenglene i sort, og til sidst Puritanerne i gråt.
Og så sidder vi alle sammen helt opdelt. Som om, at hver faktion har en dødsfarlig sygdom, som de andre faktioner ikke må blive smittet af. Det er sindssygt.

I midten af rummet er der fem store metal krukker. Det gyser igennem mig, når jeg ser på dem.
I hver af krukkerne er der noget, der repræsenterer de fem faktioner. Grå sten for Puritanerne, vand for Intelligentsia, muldjord for Pacifisterne, glødende kul for Skytsenglene og glas for Sanddru.
Når mit navn bliver råbt op, skal jeg skære mig i hånden med en kniv. Jeg skal lade blodet løbe ned i den krukke, som repræsenterer den faktion, jeg vil vælge.
En fra Rådet træder ind i ved krukkerne, hvor han begynder at tale. En lang tale, som jeg ærlig talt ikke hører efter, fordi jeg er så nervøs.
Intelligentsia eller Pacifisterne?
Manden snakker derud af, og jeg opfanger kun små bidder af det, han siger.
Jeg ser på Gabriel, og jeg tager igen hans hånd. Jeg læner mig ind imod ham, så min mund er ud for hans øre. Mit hjerte begynder at banke hurtigere igen over at være så tæt på ham. ”Gabriel, jeg…,” hvisker jeg. Jeg tøver et øjeblik, før jeg siger: ”Gabriel, jeg elsker dig,” hvisker jeg, så det kun er ham, der kan høre det.
Jeg får en mærkelig følelse, da jeg har sagt det. En blanding mellem lettelse og frygt over, at han ikke elsker mig. Men jeg mener det, jeg siger. Jeg elsker virkelig Gabriel. Jeg elsker ham mere, end jeg troede, det var muligt at elske en person.
Og tanken om at kunne miste ham for evigt på grund af det her latterlige system er ikke til at bære. Chancerne for, at vi bliver skilt er store. Meget store.
”Ej, det vil jeg have sagt først,” surmuler Gabriel, og jeg kan ikke lade være med at smile. ”Rosie Meadows. Jeg elsker også dig,” hvisker han tilbage, og jeg har det som om, at mit hjerte eksploderer. Han elsker mig faktisk. ”Årh, Gabriel…,” siger jeg.
Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal beskrive, hvordan jeg føler indeni.
Jeg elsker Gabriel, og han elsker mig.
Men nu skal vi nok skilles. For altid.
Inden jeg når at tænke min tanke færdig, vender han sit hoved imod mit, og han lader vores læber vores.
Min krop indeholder lige nu en del andre ting end organer og blod. Lykke, lettelse, frygt og kærlighed indeholder den lige nu.
Gabriel trækker sig lidt væk fra mig, nok på grund af de blikke, vi får fra Puritanerne.
Jeg har virkelig meget lyst til at græde eller noget, men jeg vælger at gemme det til senere. Det vil jo ikke være så godt, hvis jeg sad og tudbrølede midt under det hele.

Frygt. Frygten pumper rundt i mit blod. Frygten for at tage det forkerte valg. Frygten for at fortryde. Frygten for at skulle miste Gabriel. Frygten for så mange ting. Det føles som om, at listen fortsætter i evigheder over mine frygtscenarier.

”Damerne først,” siger manden, der er værten i år. Vi er nået til Pacifisterne. Min faktion.
Mit navn ligger heldigvis langt nede på listen, men da han siger: ”Rachael Klöl,” bliver jeg lidt forskrækket. Tiden går hurtigere, end man lige tror.
Jeg kan mærke, hvordan mine håndflader begynder at blive svedige, og mit hjerte galoperer afsted.
Jeg ser om på Gabriel, der sidder næsten lige så stille som en statue. Jeg indprenter hver eneste millimeter af hans skønhed, og jeg sørger for at pakke det ned inde i min hukommelse. Jeg vil aldrig glemme, hvordan han ser ud.
”Rosie Meadows,” siger manden. Jeg fryser. Nu er det virkelig nu. Nu skal jeg afgøre resten af mit liv. Min skæbne. Min fremtid. Et liv uden Gabriel. Eller med… Jeg ved det ikke. Mit liv med det jeg har stræbet efter hele mit liv, eller et liv uden.
Jeg rejser mig op, og jeg går med en lidt nervøs gang hen til krukkerne.
Jeg ser på krukkerne. Mit blod i muldjorden eller vandet.
Manden rækker mig en kniv. Jeg tager imod den. Jeg studerer let kniven. Gad vide, hvor mange, der har brugt den her kniv? Flere tusinder? Hundredetusinder?

Stilheden i lokalet er helt ekstrem, da jeg skærer et snit i min hånd. Jeg træder nærmere krukkerne. Muldjord eller vand. Vand eller muldjord. Intelligentsia eller Pacifisterne.
Jeg tager en beslutning, og jeg rækker min hånd hen over krukken. Krukken med vand i.
Mit blod drypper ned i vandet, og farver vandet rødt. En mørkerød farve.
Blodet danser en langsom dans i slowmotion nede i vandet.

Nogle folk begynder at mumle lidt, mens andre bliver endnu mere tavse, end de var før. Jeg er nu officielt Intelligentsia.
Rosie Meadows fra Intelligentsia.
Jeg har det som om, at nogen har skudt mig med tusinder af pile. Jeg får ikke Gabriel at se igen. Mit blik lander på ham, imens jeg går over imod de andre, der har valgt deres faktion.
Hvis jeg ikke ser forkert, smiler Gabriel. Hans skæve smil. Mit yndlingssmil.
Jeg fulgte mit hjerte, det gjorde jeg. Og nu fortryder jeg det. At leve uden Gabriel virker næsten surrealistisk.
Men på den anden side er jeg glad og lettet. Jeg har nu mulighed for at leve resten af mit liv, med at gøre det jeg elsker. Jeg har nu uendelige midler til at skaffe mere viden, end den jeg har.

Imens jeg står over overværer ceremonien, lægger jeg mærke til, at to Skytsengle vagter træder ind ad døren. De bevæger sig lydløst, og jeg er sikker på, at jeg er den eneste, der har lagt mærke til dem.
Det går op for mig, hvor de er på vej hen. De er på vej mod Gabriel.
Hele min krop stivner. De har ikke tænkt sig at gøre det ved ham, som jeg tror, de vil?
Vagterne bevæger sig utrolig hurtigt og lydløst i forhold til deres størrelse. De skræmmer mig.
Utallige tanker går igennem mit hoved. Gabriel sidder der uden at have lagt mærke til noget.
Hvis de tager Gabriel så… Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Men det ville jo ske før eller siden. De ved, at han er en Divergent.
Jeg føler det som om, at nogen har sparket mig i maven. Jeg hader det her fucking system. Jeg hader det så utrolig meget. Hvis det ikke var for det, vil Gabriel stadig være glad og tryg i morgen.

Og så sker det. De når Gabriel. Gabriel ser forskrækket og forfærdet på dem. De trækker ham op. Han gør knap nok modstand. Han har sikkert indset, at det ikke nytter noget. At de vil få ham uanset hvad. De slæber afsted med ham, og jeg kan tydeligvis se fornærmelsen i hans ansigt. Jeg kan læse fra hans mund, at han siger: ”Undskyld mig, men jeg har altså to ben, som jeg kan gå på.” Alles ansigter er vendt imod dem. Manden, der står nede ved krukkerne, siger med en lidt akavet tone: ”Ja, eh. Ja. En mindre forstyrrelse, men lad os komme videre…”.

En mindre forstyrrelse. En mindre forstyrrelse, kaldte han det. Okay, så det, at de sandsynligvis vil tage Gabriels liv er en mindre forstyrrelse? En fucking mindre forstyrrelse?!
Jeg burde nok græde lige nu. Men nej.
Lige nu kan jeg kun mærke vrede. Vreden, der vælter rundt i mig. Vreden, der brænder mig op.

De har taget den, jeg elsker, og de kalder det en mindre forstyrrelse.

Jeg troede, at jeg hadede systemet, men nu ved jeg virkelig, hvad had er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...