Choose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig
Rosie lever hos Pacifisterne. Hun har altid haft en stræben efter viden. I mange år har hun vidst, at hun vil vælge Intelligentsia, når hun skal vælge hendes livs fremtid. Hun er helt sikker på, at det er det, hun vil, indtil hun møder Gabriel. En fyr, der vender hele hendes liv op og ned. Skal Rosie vælge Intelligentsia, eller skal hun fortsat vælge Pacifisterne, så hun kan blive hos Gabriel?

26Likes
19Kommentarer
1364Visninger
AA

5. Kapitel 4

Kapitel 4
 

Prøverne. Det jeg har glædet mig til siden, jeg var helt lille, men som jeg har frygtet siden, jeg mødte Gabriel. Jeg ved ikke, hvordan de foregår. Jeg har ingen anelse.
Det jeg også har frygtet ved prøverne, er at vi er tættere på udvælgelsesceremonien. Vi er faktisk så tæt på, at om 24 timer står vi her igen, dog hvor vi skal vælge, hvad vi vil resten af vores liv. Prøverne i dag (Lige nu står jeg og venter på, at de råber mig op) og udvælgelsesceremonien i morgen.
Jeg er så forbandet nervøs. Jeg er stadig dybt i tvivl om, hvad jeg skal vælge. Intelligentsia eller Pacifisterne? Der er jo også den mulighed at blive faktionsløs med Gabriel, men det har jeg ikke mod nok til (Jeg er helt klart ikke en skytsengel).
Jeg er ikke klar til at give slip på Gabriel. Han betyder så meget for mig, at jeg faktisk tror jeg elsker ham.
22 dage med Gabriel. 22 dage føles som så kort tid, alt for kort tid. Hvis bare vi kunne ende med at sidde fast i en tidslomme eller noget i den stil. Så kunne vi sidde og have vores egen lille evighed i den tidslomme. Jeg tror aldrig, at jeg vil blive træt af at høre på ham. Han snakker og snakker, men jeg elsker at høre hvert eneste ord, som han har at sige.
”Du er nervøs,” hvisker Gabriel med en stemme, der lyder som musik. Jeg bliver ikke engang overrasket over, at han kan se, at jeg er nervøs. Vi har lært hinanden så godt at kende i løbet af de sidste par uger, at det ikke overrasker mig, at han kan læse mig. ”Ja,” hvisker jeg tilbage. Min stemme lyder ikke så sikker, som jeg håbede på. Den lyder meget nervøs og lidt skælvende.
Vi står samlet med alle de andre faktioner, dog stadig delt op, imens de kalder os ind en efter en.
Jeg er meget nervøs for, hvad prøverne vil vise. Jeg har dog en formodning om det, men som Gabriel sagde, kan det godt være, at de viser noget helt andet, end man lige regner med.
Jeg ser om på Gabriel. Nogen gange kan jeg også læse ham, men han er så god til at gemme alt bag hans evigt positive, livsglade og generelt glade facade.
”Er du nervøs?” hvisker jeg til ham. Han trækker på skuldrene. Hverken ja eller nej. ”Ja og nej. Jeg er nervøs for, hvad prøverne vil sige, men jeg ved nogenlunde, hvordan jeg skal reagere som Pacifist,” hvisker han som svar, og hans ene mundvige trækker op i et skævt smil. Mit yndlingssmil.
Jeg nikker som svar til ham. At snakke for meget herinde kan være farligt. Hvis man snakker en tone for højt, kan det være de forkerte personer, der hører det. Hvis man snakker for meget, kan man blive mistænkt for at være noget andet. Noget forkert. Hvis man hvisker i stedet for at snakke... Det er nok det værste. Så derfor beslutter vi med det blik, vi sender hinanden, at vi nu vil forholde os tavse. En klog beslutning.
”Rosie Meadows,” siger en kvindestemme. Jeg kan mærke, hvordan anspændtheden siver ud i min krop, som om nogen har sprøjtet noget ind i mit blod. Jeg træder frem, og jeg tillader mig at kigge om på Gabriel, bare i to sekunder. Jeg retter blikket mod kvinden, der sagde mit navn. En Puritaner. Det er tydeligt at se på hendes grå kjole, der næsten går i et med væggen. Hendes hår gør det også nemt at genkende, hvor hun hører til. Det er sat op i en stram knold. Bare den måde hun står og går på gør det tydeligt at se.
Jeg går med nogle lidt for hurtige skridt hen imod hende. Men hvem lægger egentlig mærke til, om man går for hurtigt eller for langsomt?
”Denne vej,” siger Puritaner kvinden med en stemme, der minder mig om en fugls kvidren. Jeg følger efter kvinden. Jeg træder ind i et rum, der ærlig talt skræmmer mig lidt.
Der er spejle på alle de fire vægge, og midt i rummet står der en stol, der dominerer rummet. Stolen ligner en tandlægestol.
”Tag plads,” siger hun, og jeg gør hvad hun siger. Jeg sætter mig ned i stolen, der er en anelse for hård. Mit hoved føles tomt for tanker. Selvom det nok burde være nu, at mine tanker går amok, er det nu de vælger at tie stille. Men nu beslutter min mund sig selvfølgelig for at snakke. ”Hvorfor er der så mange spejle?” hun svarer ikke. Det irriterer mig.
Kvinden sætter en masse elektroder fast til mit hoved. Hun rækker mig en flaske med en klar væske i. ”Drik det her,” siger hun med hendes kvidrende stemme. Jeg ser mistroisk på flaskens indhold.
Min hals føles opsvulmet, og jeg har svært ved at synke indholdet, da jeg har hældt det hele ned. ”Hvad skal der ske? Hvorfor skal jeg drikke det her?” spørger jeg om, men forgæves. Hun er ikke til at få et svar af.
Mit blik bliver sløret, og jeg forsøger at holde mig med bevidsthed, men inden jeg når at tælle til tre, så lukker mine øjne sig… 1… 2…


Jeg åbner mine øjne igen. Spejlene er væk. Stolen er væk. Puritanerkvinden er væk. Jeg står i et rum, der minder om en kantine. Der er et aflangt bord foran mig med to kurve. I den ene er der ost, og i den anden er der en lang kniv. Jeg kan pludselig høre en kvindestemme.
”Vælg,” beordrer stemmen. Jeg ser mig omkring. Her er ikke nogen. ”Hvorfor?” spørger jeg ret undrende om. Jeg ser ikke nogen logisk grund til, at jeg skal vælge noget af det.
”Vælg,” beordrer stemmen igen, denne gang lyder stemmen dog vred. ”Hvad skal jeg bruge det til?” spørger jeg om igen. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal bruge det til.
Jeg hører en kradsende lyd over gulvet bag mig. Jeg vender mig om, og der kommer en stor hund gående med blottede tænder. Dens knurrende lyd fylder mit hoved. Jeg stivner i kroppen. Frygten begynder at pumpe rundt i mit blod.
Nu ved jeg, hvad jeg skulle bruge indholdet i de to kurve til.
Jeg ser mig over skulderen, og kurvene står der stadigvæk. Hvis jeg tager kniven, vil jeg blive nødt til at dræbe hunden, hvilket jeg for alt i verden ikke vil. Så jeg må tage osten og håbe på, at hunden ikke vil dræbe mig bagefter. Jeg får osten i min hånd, og jeg sætter mig ned foran hunden så, at jeg er i højde med den. ”Værsgo,” siger jeg med en blid stemme, og jeg lægger osten foran den. Hunden kaster sig over osten, og jeg er lettet over, at det ikke er mig, den kaster sig over.

Jeg åbner øjnene. Jeg kan mærke, at mine hænder er svedige. Jeg blinker en enkelt gang, hvorefter jeg ser rundt i rummet, jeg er i. Stolen, jeg sidder i, spejlene og Puritanerkvinden er tilbage. Hun fjerner elektroderne fra sit eget hoved og derefter fra mit. Jeg sætter mig op, og jeg tørrer hænderne af i mine røde bukser. Jeg møder Puritanerkvindens blik. ”Intelligentsia,” siger hun kort med hendes kvidrende stemme. Samtalen er tydeligvis ovre. Jeg ser på hende med en rynket pande. Jeg troede, at prøverne plejede at være meget uhyggelige? Jeg var jo ret bange for den hund, men det var ikke helt ekstremt slemt. ”Plejer prøverne ikke at skræmme en fra vid og sans?” spørger jeg hende om.
Hun ser på mig. ”Nej, ikke altid,” siger hun, og hendes tone siger tydeligt, at samtalen er slut.
Jeg rejser mig op, og med få skridt er jeg ude af rummet igen.
Intelligentsia. Jeg er Intelligentsia.

***

”Intelligentsia,” svarer jeg til Gabriel, da han spørger mig om, hvad mine prøver sagde.
Han nikker. Jeg følger hans blik, der er landet på en fugl, der sidder i et af de mange æbletræer omkring vores lille græsareal i udkantsæbleområdet. ”Hvis bare man var en fugl. Fri og lykkelig. Ingen sorger, ingen bekymring, ingen regler, ingenting. Man kan bare flyve væk, hvis noget går en på. Flyve væk, så langt væk man vil og ikke vende tilbage,” siger han, imens hans blik stadig følger den lille grå fugl.
”Hvad sagde dine prøver?” spørger jeg om, imens mit blik også hviler på fuglen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den mon er en Puritanerfugl, fordi den er grå.
Gabriel ryster med hovedet, hvorefter hans blik rammer mig. Hans øjne er utrolige. ”Det var en Intelligentsia, der styrede min prøve. Han sagde Pacifist, men hans øjne sagde Divergent,” siger han, og jeg kan tydeligt høre irritationen i hans stemme. ”Da prøven var færdig, kiggede han på mig med et meget mærkeligt ansigtsudtryk. Han kiggede på mig, som om jeg var et skadedyr, der skulle udslettes,” siger han, og han ler en latter, der tydeligt viser, hvor latterligt han synes det er. Men jeg kan godt høre en lille tone af frygt i latteren. ”Så han ved uden tvivl, hvad jeg er… Og jeg ved, at jeg officielt er ude i en kamp om liv og død,” slutter han af med. En kamp mellem liv og død. Den tanke bryder jeg mig ikke om.
”Du sagde, at du vil overleve. Uanset hvad, så vil du overleve,” næsten hvisker jeg til ham. Jeg vil have, at han overlever. Gabriel må under ingen omstændigheder forsvinde fra denne jord.
”Det vil jeg også, så lang tid jeg kan. Jeg vil kæmpe indtil det sidste,” siger han meget målrettet. Jeg ser på ham. Jeg prøver at indprente hver eneste lille millimeter af hans skønhed i min hukommelse.
Jeg prøver at tro på det, han siger, men inderst inde ved vi begge, at det ikke er sådan virkeligheden er. Man kan ikke bare løbe fra regeringen, uanset hvor meget jeg ville ønske, man kunne.
Man kan ikke bare kæmpe imod systemet. Når man først er en Divergent, så er man fucked.
”Gabriel,” siger jeg, og min stemme lyder næsten halvkvalt. ”Vi ved jo begge, at det ikke vil hjælpe… Du er en Divergent,” siger jeg, og jeg lægger ekstra tryk på ordet ’Divergent’. ”Og de ved det,” siger jeg, og jeg lyder lettere desperat.
Gabriel ser på mig med et trist blik. Det der blik, hvor han ligner en hundehvalp, der er såret. Åh gud, hvor ville jeg dog ønske, at han ville smile sit fantastiske smil lige nu.
”Jeg ved det, Rosie, jeg ved det…,” siger han, og han holder mit blik fast. Jeg kan se i hans øjne, at han pludselig kommer i tanke om noget. ”Du kan godt huske, at du spurgte, hvor meget jeg turde vædde på, hvis jeg døde, ikke?” spørger han mig om, og han lægger hovedet let på skrå. Jeg nikker. Det løfte har jeg frygtet ret meget her de sidste par dage.
Han løfter sin hånd, og han kærtegner let min kind. Berøringen føles som om, at han sætter stød til mig.
”Hvis jeg dør, så vinder jeg, og så skal du glemme mig. Det er det, jeg vil satse på det. Det du skylder mig, hvis jeg dør er, at jeg bliver glemt,” jeg føler det som om, at han har kastet et klaver ned over mig. I ved, ligesom i de der gamle film?
Jeg glemmer næsten helt at trække vejret, og jeg fryser fuldstændig i kroppen. At glemme Gabriel… Nej. Det vil jeg aldrig kunne gøre.
”Hvis jeg dør – og oddsne er imod mig, så vil jeg ikke have, at du ikke har mulighed for at leve livet. Jeg vil ikke være grunden til, at du ikke får noget ud af dit liv.
Jeg ved, at du nok skal få udrettet noget. Jeg ved, at du har en indre stemme, der skriger for at blive hørt. Og jeg vil ikke være grunden til, at den går til spilde,” siger han. Hans stemme bliver svagere og svagere i løbet af sætningen, og til sidst er hans stemme en hvisken.
Jeg ryster på hovedet. Nej. Jeg nægter. ”Nej, Gabriel. Jeg vil ikke glemme dig. Aldrig. Og jeg vil heller ikke have, at du dør,” siger jeg, og jeg kan høre, at min stemme er en tone højere, end den plejer at være.
Jeg kan mærke en brændende fornemmelse bag mine øjenlåg. Jamen at græde lige nu, er da også super timing. Tak, krop. Tak.
”Hvis bare, at du ikke stopper dit liv fuldstændig, fordi du mister mig, for ellers bliver jeg et meget fornærmet lig,” siger han, og han smiler sit skæve smil, selvom det ikke når helt op til øjnene. Jeg kan ikke lade være med at le over hans frygtelige joke.
Tårerne strømmer ud af mine øjne, imens jeg sidder og ler, og indimellem mine grin siger jeg nogle mærkelige lyde, der er en blanding imellem hulk og hvallyde.
Gabriel kryber over ved siden af mig, hvor han lægger sine stærke arme om mig. Jeg føler mig utrolig tryg i hans arme. Som om, at der ikke er noget, der kan nå os. Intet, der kan skade os.
”Hvis du overlever inden for de næste par år, så vinder jeg, og så skal vi være sammen resten af vores levetid,” siger jeg bestemt. Den plan kan jeg godt lide. Gabriel ler en fantastisk latter, og jeg kan mærke, hvordan hans arme hopper let op og ned om mig.
”Det synes jeg lyder som et godt væddemål,” siger han, og jeg kan høre hans smil. Jeg gemmer mit hoved i hans trøje. ”Undtagen den del, som du vil satse,” hvisker jeg. Enten hører han det ikke, eller også ignorerer han det, for han kysser mig ovenpå hovedet, hvorefter han spørger: ”Vil du med ned og filosofere over skoven, æbletræer, fugle og den dybere mening med livet ude i skoven ved bækken?” han lyder meget forventningsfuld. Som om, at det er det bedste han ved, at filosofere nede ved bækken. Det med at være nede ved bækken er efterhånden blevet en hverdagsaktivitet for os.
Men snart bliver det revet væk fra os.
”Altid, Gabriel, altid,” svarer jeg.
Der ligger en dybere mening bag det svar. Jeg vil altid huske ham, jeg vil altid være sammen med ham, og jeg vil aldrig glemme disse 23 fantastiske dage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...