Choose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig
Rosie lever hos Pacifisterne. Hun har altid haft en stræben efter viden. I mange år har hun vidst, at hun vil vælge Intelligentsia, når hun skal vælge hendes livs fremtid. Hun er helt sikker på, at det er det, hun vil, indtil hun møder Gabriel. En fyr, der vender hele hendes liv op og ned. Skal Rosie vælge Intelligentsia, eller skal hun fortsat vælge Pacifisterne, så hun kan blive hos Gabriel?

26Likes
19Kommentarer
1362Visninger
AA

4. Kapitel 3

Kapitel 3


Mit hjerte banker en del hurtigere, end det plejer. Men det gør det altid, når jeg er sammen med Gabriel, hvilket jeg er lige nu.
Det er kun få stråler sol, der kan kæmpe sig igennem trækronernes mange grene. Mosset under os er blødt, og vi kan høre den lille bæk, der løber fredfyldt igennem skoven et stykke væk fra os. Fuglene fløjter en masse forskellige sange, men til sammen lyder det som en hel symfoni. Duften er frisk, og der ligger stadig dug rundt omkring på græsset. Skove er simpelthen bare det bedste.

Systemet er noget, som jeg har tænkt meget over det sidste stykke tid. Gabriels snak smitter virkelig af på mig.
Noget jeg er begyndt at blive nervøs over, er prøverne. Vi skal igennem dem om få dage. Gabriel har sagt, at selvom man føler sig meget sikker på sit resultat, kan det blive så meget anderledes, end man forestiller sig.
Det er det, jeg er bange for. Hvad nu hvis, prøverne siger, at jeg måske passer bedst som en Sanddru?
Dog har jeg bestemt mig for, at jeg vil følge det, som mit hjerte vil. Men hvor er jeg dog blevet i tvivl. Hvis jeg vælger Intelligentsia, mister jeg al kontakt til Gabriel. Jeg er blevet næsten afhængig af ham her det sidste stykke tid. Vi har brugt næsten al tid sammen, og jeg tror det har været den bedste tid i mit liv. Men hvis jeg vælger Pacifisterne, bliver jeg jo nødt til at leve med en facade, jeg ikke bryder mig om, resten af mit liv. Prøv at tænk, hvis mig og Gabriel ikke ses mere om nogle år, så bliver jeg nødt til at vandre rundt som Pacifist, indtil jeg dør. Den fremtid lyder ikke særlig behagelig.
Systemet vi er i, generer mig. Det er virkelig begyndt at gå mig på. Hvorfor er vi delt op? Hvorfor skal vi vælge hele vores fremtidige liv i en alder af 16 år? Hvorfor må vi ikke skifte faktion?
Der er så mange spørgsmål, som jeg bliver ved og ved med at spekulere på.
”Jeg synes, at du har ret, Gabriel,” siger jeg til ham, imens jeg kigger ud i skoven, der virker endeløs.
”Jeg ved det, jeg har altid ret,” siger han drillende, imens han har et stort smil i ansigtet. ”Men hvad mener du helt præcis, at jeg har ret i?” spørger han om. Jeg ruller med øjnene over ham. ”Det med systemet, selvfølgelig,” siger jeg, og da jeg nævner det, forsvinder hans muntre smil.
”Nårh, det. Ja… Systemet er generelt bare frygteligt,” siger han, imens han ligner en, der tænker meget koncentreret.
Systemet er virkelig frygteligt. Hvorfor kan vi ikke bare være frie? Ordet ’fri’ minder mig om noget. De faktionsløse.
”Hvordan tror du, det må være at leve som faktionsløs?” spørger jeg ham, og mit blik lander på ham. Jeg kan stadig blive helt målløs over at vide, at han faktisk er min, og ingen andres. Den smukke, fantastiske Gabriel, er min Gabriel. Den tanke kan altid få mig til at smile.
”Jeg tror, at det må føles… fantastisk. Jeg tror nemlig ikke på, at de sulter, fordi Puritanerne hjælper dem jo. Jeg tror det må være så frit, så skønt. Det må være en helt anden verden, end den vi kender. Det må næsten føles urealistisk,” siger han, og han lyder næsten drømmende, hvilket faktisk skræmmer mig lidt. Vil han da gerne leve som faktionsløs?
Jeg vender mig om imod ham. ”Vil du gerne leve som faktionsløs?” spørger jeg ham om med en ret skarp tone. Han må vel kunne høre, hvor skræmt jeg er. At være faktionsløs må være alt det, han siger, men jeg kunne nok aldrig finde på at ende som faktionsløs. Det vil jo være det samme, hvis jeg hoppede ud fra en femten etagers bygning uden nogen former for seler, reb eller noget. Man har intet at holde fast i. Intet, der griber en, hvis man falder. Det må føles så frit, fantastisk i faldet, men når man rammer jorden, indser man, hvordan virkeligheden er.
”Har du da aldrig overvejet hvor vidunderligt, det må være? Jeg har overvejet det, ja, det kan jeg ikke benægte,” siger han, og han holder en pause. Som om han tager tilløb til at sige noget meget vigtigt. Hans ansigt afspejler min tanke. Jeg tror faktisk, at han vil sige noget vigtigt. Han ligner en, der har en indre kamp med sig selv. ’Skal jeg sige det, eller ej?’ ligner det, at han tænker.
Selv når han ser sådan ud, er han utrolig smuk.
”At leve som faktionsløs, ja. Det må være så skønt. Så sikkert… især for sådan nogle som os,” siger han, og der begynder jeg at undre mig. Hvad mener han med ’sådan nogle som os’? Hvem er ’os’? Hvad mener han generelt med hele sætningen?
”Hvad mener du?” spørger jeg om, og han kan sikkert se det undrende udtryk, jeg har i ansigtet. Han ser på mig. Han ser faktisk længe på mig. Han sætter sig op, da han før lå på maven. Han sætter sig foran mig, hvorefter han ser på mig med et meget alvorligt ansigtsudtryk.
”Rosie, jeg er en Divergent,” siger han, og jeg mister al vejret.
Okay, vent. Hvad? Gabriel er en Divergent. Gabriel. Divergent. De to ord hænger bare ikke sammen. Men hvordan kan han vide det? Det… det kan man da ikke, før man har fået taget prøverne, kan man?
”Men det kan du da ikke vide. Du har ikke været igennem prøverne endnu,” det ryger ud af mig, og jeg er dybt forvirret lige nu. Det er jo farligt at være en Divergent. Regeringen hungrer efter at udslette dem, og jeg vil ikke miste Gabriel. Er det egentlig ikke også farligt for mig? Men værst af alt så har jeg en stor chance for at miste Gabriel for altid.
”Jeg er ikke 100 procent sikker på det, kun 99 procent. Jeg har længe lagt mærke til, hvor svært det er for mig at passe ind i systemet. At skulle følge en faktions regler er svært, men at man kun har fem at vælge imellem, er endnu sværere,” siger han, og han ser stadig på mig. Jeg er endnu mere tavs, end jeg nogensinde har været før. ”Jeg kan ikke bare sådan tilpasse mig en bestemt personlighed. Jeg tror på, at alle folk har en del af de fem faktioner i sig. Jeg tror ikke, at man bare kan udelukke fire måder at opføre sig på. Den af de fem faktioner som jeg bedst kan sætte mig ind i, det er Pacifisterne – hvilket også er derfor, jeg har tænkt mig at vælge den faktion til udvælgelsesceremonien.
Jeg tror på, at man skal ordne ting med fred og ikke vold. Jeg tror på, at verden ville være et bedre sted, hvis alle folk bare var fredelige. Og med det mener jeg ikke, at man ikke kan være noget af det andet. Jeg mener, at man burde være lige det, som passer en bedst. Fredelig og klog. Klog og ærlig. Ærlig og modig. Modig og uselvisk, og så videre,” siger han, og han holder en pause fra hans langvarige tale.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Hvorfor skal han have ret? Han har altid ret. Hvor er det dog irriterende. Han har ret i alt det, som folk prøver at glemme. Det hvor folk tænker: ’systemet? De faktionsløse? Nårh ja, det er der jo også noget, der hedder’.
”Rosie, vil du ikke nok svare?” spørger han om med en ret bedende og desperat tone. Han er sikkert bange for, at han har skræmt mig væk, så jeg ikke vil være sammen med ham mere, eller han er måske også bange for, at jeg vil sladre, eller noget i den stil.
”Du har ret, Gabriel. Hvorfor skal du altid have ret?” siger jeg med en tone, der lyder lidt irriteret, over han altid har ret. ”Godt at høre, at du stadig lever. Jeg troede, din sjæl var fløjet op på månen, hvor den sad og holdte cocktailparties med nogle rumvæsner, eller noget,” siger han, og jeg kan ikke lade være med at grine. Det føles virkelig lettende at grine.
”Det var nok den smukkeste beskrivelse, jeg nogensinde har hørt, nogen sige om min sjæl,” får jeg fremsagt, efter mit grineudbrud har lagt sig lidt. Gabriel begynder også at grine, og hans fantastiske latter smitter nok alle i en radius af fem kilometer.
”Det med at beskrive sjæle er min yndlingshobby, for du lignede virkelig en person, der manglede sin sjæl,” siger han ironisk. Jeg ruller med øjnene. Mit smil er nok lige så stort som hans.
”Nej, bare rolig. Jeg sad bare og satsede lidt på, hvor stor chance, der er for, at min kæreste dør. Utroligt, at du ikke kunne gætte det,” siger jeg, og jeg ruller overdrevent meget med øjnene, som om man er fuldstændig idiot, hvis man ikke kan gætte det.
”Det er jo en skændsel, at jeg ikke gættede det. Hvor stor en chance tror du, der er for, at jeg dør? Jeg tror, der er… Hmm… Nok 50 procent,” siger han. Hans smil er blegnet lidt, men utroligt nok smiler han stadig.
”Jeg gætter… 0 procent. For hvis du dør, så vinder du jo, og så har du bare at komme tilbage til jorden, for så skylder jeg dig nemlig penge, og jeg vil ikke skylde en død person penge,” siger jeg. Mit smil er forsvundet, og det samme er min muntre tone.
Han ligner lidt en såret hundehvalp. ”Det kommer du heller ikke til,” siger han, og hans stemme er næsten en hvisken. Den lyder lidt som vinden, der rusker i bladene, som klamrer sig fast til grenene. ”Jeg overlever. Uanset hvad, så overlever jeg,” siger han.
Lige nu ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Vi har lige siddet og satset om, hvor stor chance, der er for, at Gabriel dør. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige til det.
”Hvor meget tør du vædde på det?” spørger jeg ham om, imens jeg ser på ham. Han fanger mit blik, og igen bliver jeg næsten opslugt af hans øjne. ”Må jeg tænke over det?” spørger han om, og jeg nikker. Han må tænke lige så meget, som han vil. Det jeg frygter, er dog, at det bliver for seriøst. At det med at satse på hans død en dag ender med at gå i opfyldelse.
Men jeg vil ikke tænke sådan. Jeg må ikke tænke sådan. Det er for farligt.


At være kærester med en Divergent er farligt. Men lige nu er jeg lige glad. Jeg elsker Gabriel, og så kan systemet brænde op i helvede, hvis bare Gabriel stadig er her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...