Choose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig
Rosie lever hos Pacifisterne. Hun har altid haft en stræben efter viden. I mange år har hun vidst, at hun vil vælge Intelligentsia, når hun skal vælge hendes livs fremtid. Hun er helt sikker på, at det er det, hun vil, indtil hun møder Gabriel. En fyr, der vender hele hendes liv op og ned. Skal Rosie vælge Intelligentsia, eller skal hun fortsat vælge Pacifisterne, så hun kan blive hos Gabriel?

26Likes
19Kommentarer
1372Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kapitel 2


Jeg slår øjnene op, og jeg behøver ikke engang at kigge på uret for at vide, hvad klokken er. Jeg plejer altid at vågne klokken seks hver evig eneste morgen. Jeg kan dog ikke lade være med at se på klokken. Jeg havde ret. Klokken er 06:03.
Overraskende nok føler jeg mig allerede helt frisk, og det er der en grund til. Jeg skal møde Gabriel igen i dag. Jeg føler dog allerede, at der er uendelig lang tid til. Efter frokost skal vi mødes. Så hvordan skal jeg lige få seks timer til at gå? Okay, jeg kan starte med at gøre det, jeg plejer.
Jeg slår benene ud over sengekanten, og jeg tager mit enkle røde og gule sæt tøj på.
Imens jeg ikke rigtig tænker på andet end Gabriel, kører jeg min sædvanlige rutine igennem, men jeg gør det nok lidt hurtigere og lidt mere begejstret, end jeg plejer.
Hvorfor ville Gabriel egentlig lige præcis lære mig at kende? Hvorfor fortalte han mig alle de ting om systemet, og hvorfor føler jeg mig allerede mere knyttet til ham end andre, jeg har kendt i flere år?
Jeg sætter mig på min sædvanlige plads i køkkenet på den slidte træstol. Min mor sidder allerede ved bordet, og min far er sikkert allerede taget ud og ordne hans daglige opgaver. Imens jeg begynder at spise min morgenmad, ser min mor på mig med et smil. Jeg ser op på hende. ”Hvad?” spørger jeg om. Selvom jeg ville have haft det til at lyde lidt teenager sur, lød det underligt nok stadig glad. ”Hvorfor er du så begejstret i dag? Er der noget du skal nå, siden du er så hurtig færdig?” spørger hun om i hendes fredlige mor tone. ”Nej. Der er ikke noget, jeg skal nå. Jeg synes bare det er en dejlig dag i dag,” siger jeg med den mest overbevisende stemme og ansigt, jeg kan lave, når jeg lyver. Jeg rømmer mig kort, og jeg siger så henkastet, jeg kan: ”kender du egentlig familien Ash?” spørger jeg om, imens jeg kigger ned på min morgenmad, som om det var mere spændende end emnet. Hun ser på mig med et lidt undrende blik, hvilket også er klart i forhold til, hvor mærkeligt det er at spørge om andre familier. ”Ja, de bor i den anden ende af centrum. Manden i familien – Paul Ash, er landmand i de nærliggende plantager, og kvinden – Astrid Ash, hun arbejder som kok i spisesalen, og de to har sammen en søn, der hedder Gabriel Ash, en meget snaksalig fyr og…,” lige pludselig stopper hun sin talestrøm, og hun ser på mig, som om noget lige er gået op for hende. Hun ler med hendes ret unikke latter, og jeg krymper mig lidt, for jeg ved, hvad hun vil sige. ”Det er ham du skal mødes med i dag, er det ikke?” spørger hun om, og hun ser på mig med et ret drillende glimt i øjet, men jeg kan se alvoren bag. ”Jooh.. Måske, måske ikke,” siger jeg og trækker på skuldrene, som om det ikke var interessant. ”Det er det!” siger hun, og hun ler igen. Jamen, det er godt nok også sjovt, at jeg skal mødes med Gabriel. ”Men husk-,” begynder hun, og hun sender mig et alvorligt blik. Et meget alvorligt blik. ”Det vil være meget dumt af dig, både for din og Gabriels skyld, hvis du binder dig til ham. Der er kun omkring tre uger til, at du skal igennem prøverne, og hvis du vælger en anden faktion, får du ham jo ikke at se igen,” siger hun, og al det sjove er væk. Hun har ret. Det vil være meget idiotisk, hvis jeg knyttede mig til ham, men alt i min krop – undtagen min hjerne, skriger efter at lære ham bedre at kende. Jeg har kun 22 dage tilbage i denne faktion, men så må jeg bruge hver evigt eneste ledigt minut på at være sammen med ham, hvis det er sådan det skal være.
Jeg rejser mig op, og min mor ser ventende på mig. Havde hun seriøst ventet, at jeg skulle kunne besvare sådan en mundfuld? ”Jeg ved det godt, men så må jeg være dum,” siger jeg, og jeg stiller min tallerken ved vasken. ”En Intelligentsia er ikke dum,” mumler hun. Det var nok ikke meningen, jeg skulle høre det, men av. Den gjorde ondt. Det er næsten hendes måde at sige, at hun stadig synes, jeg skal blive hos Pacifisterne. Jeg marcherer ud af køkkenet, og min krop fyldes med vrede og sorg. Det bliver underligt ikke at skulle se min familie mere, når jeg træder ind hos Intelligentsia. Lige nu er jeg sur på min mor over den unødvendige kommentar, hun sagde. Jeg går ud ad vores hoveddør, og jeg sørger for at smække døren i bagved mig med et højlydt brag. Endnu en grund til jeg ikke burde være hos Pacifisterne, jeg er ikke altid helt fredelig.

Den friske morgenluft prikker let i mine kinder, og jeg indånder den lidt fugtige luft. Jeg tænker mig om et kort øjeblik, hvorefter jeg vælger at gå ud i skoven. Her på Pacifisternes område er der én stor skov, der er fredet. Jeg kan huske, at jeg altid plejede at lege ude i skoven, da jeg var lille.
Hvor bliver det egentlig trist, hvis jeg aldrig kommer til at se dette sted igen. Det rummer så mange minder. Men minder er jo noget inde i hjernen, så bare fordi jeg ikke er ved stedet, hvor minderne foregik, så betyder det jo ikke, at jeg glemmer minderne.
Jeg giver egentlig Gabriel ret. Det er faktisk ret uretfærdigt, at man i en alder af 16 år skal vælge sin fremtid. Hvad så hvis, at når man kommer op i årene, at man så lige pludselig vil noget andet? Hvad så? Nårh ja, så bliver man jo faktionsløs. Ikke ligefrem et særlig rart alternativ. Det med at være faktionsløs virker så surrealistisk. Ingen regler, ingenting at forholde sig til, intet bestemt man skal, ingen, der forventer noget af en, intet. Det må være så… mærkeligt, men på en måde også… frit.
Ja, frit beskriver det sikkert meget godt. Dog ved jeg ikke, om det er positivt eller negativt. At være så fri, må være meget anderledes end den hverdag, jeg kender til.
Jeg når lige at undvige en sten, der ligger og ser faretruende ud, inden jeg vælter over den. Jeg lægger mærke til, at jeg pludselig er nået meget langt ind i skoven. Jeg beslutter at vende om. Jeg ser på solen, og jeg kan se, at den har rykket sig noget siden, at jeg sidst så på den. Fantastisk, så er der kortere tid til, at jeg skal møde Gabriel.

Jeg får de næste par timer til at gå ved at sidde og læse lidt og lave alt og intet. Da jeg ser, at klokken snart er tolv springer jeg op, og det tager mig nok kun fem minutter, så er jeg henne ved spisesalen. Jeg er kommet et lidt for tidligt, men det er fint nok, fordi så kan jeg blive hurtig færdig med at spise, og så kan jeg møde Gabriel.
Åh gud, hvorfor er jeg så ivrig? Seriøst, det er jo bare Gabriel, som jeg har snakket med en gang. Hvorfor overreagerer jeg sådan? Det er der jo ingen grund til.
Da jeg træder ind ad dørene til spisesalen, slår mit hjerte et slag over. Der står han. Gabriel. Gabriel Ash. Ham jeg ikke har kunnet få ud af mine tanker siden i går. I stedet for at stå som en, der lige har set et spøgelse, går jeg hen til buffeten med en afslappet gang. Han har set mig, og han smiler over hele ansigtet. Han møder mig henne ved buffeten. ”Goddag, Rosie Meadows,” siger han formelt med den der stemme, der lyder som en sang. Jeg smiler helt ukontrolleret. ”Goddag, Gabriel Ash,” svarer jeg i det samme formelle toneleje som ham. Han kan faktisk huske hele mit navn. Jeg må indrømme, at jeg er ret imponeret. Jeg begynder at fylde mad på min bakke, og han gør det samme lige efter mig. ”Vil du sidde ved mig og mine venner og spise i dag?” spørger han om, og man kan virkelig tydeligt hører på ham, hvor meget han håber på, at jeg siger ja. ”Hmm…,” siger jeg, og jeg laver et spekulerende ansigt. ”Det vil jeg overveje,” siger jeg. Da jeg er færdig med at tage min frokost, vender jeg mig om mod ham så pludseligt, at jeg er ved at vælte ind i ham. ”Jeg takker ja til tilbuddet,” siger jeg stadig med den overdrevent formelle tone. Igen får jeg ham til at smile mere end det sikkert er muligt. Gad vide om han bliver nødt til at massere sine kæber hver aften, fordi han smiler så meget…?
”Denne vej,” siger han, og han fører an hen til et bord, der lige nu er helt tomt. Vi er begge to også kommet tidligt. Han har en god grund til det, fordi hans mor er kok her, men jeg har faktisk ikke rigtig nogen god grund.
Vi sætter os på en af de aflange bænke, der er med tilhørende bord. Han begynder straks at snakke om noget, som jeg egentlig kun hører små bidder af, da jeg lige nu er mere optaget af min mad.
Jeg kan pludseligt mærke hans blik hvile på mig. Jeg ser på ham. Det går op for mig, at det var over fem minutter siden, at han sagde noget. ”Hvad?” spørger jeg om, og jeg lyder nok lidt omtumlet, som om jeg lige er trådt ud af en drømmeverden. Han begynder at le med hans fantastiske latter. Men pludselig hører jeg også en anden latter omkring os, og jeg fjerner blikket fra Gabriel, og jeg ser, at der sidder fire andre ved vores bord. Alle sammen fyre. Den ene er en lidt ranglet brunhåret en med de mærkeligste øjenbryn, jeg nogensinde har set, og jeg føler en enorm trang til at læne mig ind over bordet med en pincet for at plukke dem.
Ved siden ad ham sidder en blond fyr, der faktisk ser ret godt ud, men han slår ikke Gabriel.
På den blonde fyrs venstre side, sidder en sorthåret fyr, der er utrolig muskuløs, men med en ret stor opstopper næse og med nogle store briller. Tilsammen ser det lidt komisk ud. Som om hovedet er skruet på en forkert krop.
Ved siden af ham sidder en ret lav fyr, der også har brunt hår. Han ser alle andre steder end os, og han er den eneste, der ikke griner. Han virker ikke som en, der følger særlig meget med i, hvad der sker omkring ham.
”Jeg spurgte, om din mad er god,” siger Gabriel leende. Jeg nikker. ”Jo, det er den,” siger jeg, og igen griner alle sammen, og jeg har ingen anelse om, hvorfor de griner, men jeg tror, at de griner af mig. ”Nå, men det her er mine venner. Det er Phillip,” siger Gabriel, og han peger på fyren med de mærkelige øjenbryn ved navn Phillip. ”Og det er Marvin,” siger han og peger på den blonde fyr, der ser ret godt ud. ”Edgar,” han peger nu på fyren med opstoppernæsen og de alt for store briller. ”Og til sidst har vi Axel,” siger han og peger på fyren, der ikke rigtig følger med i, hvad der sker.
Jeg har allerede glemt, hvad de hedder.
Snakken foregår ubesværet og uden en eneste pause. Jeg må indrømme, at de faktisk er ret gode til at inddrage mig i samtalen. Da vi er færdige med at spise, går mig og Gabriel direkte ud i plantagerne på vej mod græsarealet i udkantsæbleområdet.

”Nå, hvad synes du så om mine venner?” spørger Gabriel forventningsfuldt om, imens vi bevæger os ned imod græsarealet. ”De virker faktisk alle sammen ret så flinke, men bare lige så du ved det, så har jeg for længst glemt, hvad de hedder,” siger jeg. Han ler igen. ”Bare rolig, det forventede jeg heller ikke, du ville huske,” siger han med hans fantastiske smil.
Hvor er det egentlig rart at være sammen med en fyr som Gabriel, der bare kan snakke uafbrudt. Især når det faktisk er interessant, alt det han siger.

Da vi når græsarealet, lægger vi os ned i det, imens vi ser op på himlen. Græsset kilder imod ens hud. Himlen over os er i dag dækket med nogle snehvide skyer. ”Jeg synes, at den der sky ligner en giraf,” siger han, imens han peger på en sky. Jeg ser lidt på den. Alt hvad jeg kan få den til at ligne er en blyant. ”Jeg synes, at det ligner en blyant,” siger jeg, og han kryber lidt tættere på mig for at kunne se skyen fra min vinkel. ”Jo, det kunne det faktisk godt ligne,” siger han og nikker bekræftende.
Vi ligger lidt i stilhed. Hans nærhed får det til at føles som et kaos inde i. Igen føles det som om, at han har tændt en elkedel inde i mig, og alt andet inde i mig vælter rundt.
Lige pludselig finder hans hånd min, og han fletter sine fingre ind i mine, hvorefter han peger vores hænder op imod en anden sky. Hans hænder er meget større end mine, men hans hud er stadig utrolig blød. Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan jeg har det inde i. Han. Rører. Mig. Vi holder faktisk i hænder lige nu. "Hvad synes du den sky ligner?" spørger han om.
Jeg ser op på skyen. Jeg rømmer mig kort for at kunne få fremsagt nogle ord. ”Jeg synes den ligner en kat,” siger jeg, og jeg kan se ud af min øjenkrog, at han nikker. ”Enig,” siger han, og han sænker vores hænder, så de ligger i græsset.
Jeg har fuldstændig mistet vejret. Det er som om, at tiden er gået i stå. Som om vi er de eneste i verden. Som om, at der ikke kun er 22 dage tilbage, før jeg vælger Intelligentsia. Som om, at jeg er i himlen.
Der begynder jeg at tvivle. Skal jeg virkelig vælge Intelligentsia? Jeg har været så sikker de sidste mange år, og lige pludselig tvivler jeg. Hvis jeg vælger Intelligentsia, får jeg ikke Gabriel at se igen. Det ville være frygteligt.
”Kun at være en personlighed ud af fem er svært. Så svært,” næsten hvisker han pludselig. Jeg bliver lidt overrasket. Men igen har han ret. Han har faktisk næsten altid ret. Men jeg synes faktisk ikke det er særlig svært kun at vær en personlighed, men jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle, der har svært ved det.
Adrenalinen pumper stadig rundt i mit blod af at være så tæt på ham.
Jeg vender mig om mod ham, så jeg har fronten imod ham. Jeg ser på ham. Hvordan kan man være så smuk, som ham?
Han fanger mit blik, og han smiler sit skæve smil.

Vi er ved at gå tilbage til bopladserne, da det er ved at være mørkt. Igen har vi snakket og snakket. Jeg vidste slet ikke, at det var muligt at snakke så meget. Men det er det, når man er sammen med Gabriel.
Da vi er halvvejs igennem plantagerne, stopper han op, og han vender sig imod mig. ”Der er noget, som jeg føler, at jeg bliver nødt til,” hvisker han, og før jeg egentlig når at gøre noget, læner han sig ned imod mig, og hans læber rammer mine.
Jeg føler lige pludselig mange ting. Jeg føler, at jeg bliver vægtløs. Jeg kan ikke trække vejret ordentligt. Jeg har det som om tiden går i stå. Jeg føler, at han har startet en lavine inde i mig, der fører til kaos, og det kaos fører til noget smukt. Til sidst har jeg det som om, at noget er gået op for mig.
Han trækker sig fra mig, og han tager en dyb indånding. ”Undskyld, men.. Jeg kunne ikke vente længere. To dage er nok for mig til at falde for dig,” siger han med et lille smil, og han lyder lidt stakåndet.
Jeg er målløs. Det eneste jeg kan sige er: ”to dage er meget lidt. Det er faktisk næsten ligesom at være med i en film, men… Der skulle kun en dag til for mig til, at jeg faldt for dig,” siger jeg. Han ler, og han tager min hånd.

Den aften her aften følger han mig helt op til min hoveddør, hvor han giver mig et stort kram. Det er faktisk en af de første gange, hvor jeg godt kan lide at kramme.
Jeg ligger i min seng, og to nye ting er gået op for mig i dag.

Gabriel Ash er anderledes end andre personer.

Jeg er faldet for ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...