Choose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Færdig
Rosie lever hos Pacifisterne. Hun har altid haft en stræben efter viden. I mange år har hun vidst, at hun vil vælge Intelligentsia, når hun skal vælge hendes livs fremtid. Hun er helt sikker på, at det er det, hun vil, indtil hun møder Gabriel. En fyr, der vender hele hendes liv op og ned. Skal Rosie vælge Intelligentsia, eller skal hun fortsat vælge Pacifisterne, så hun kan blive hos Gabriel?

26Likes
19Kommentarer
1371Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1
 

Græsset kilder under mine fødder, og solen skinner ned fra den skyfrie himmel.
Der er kun et par uger tilbage. 23 dage, præcis. 23 dage tilbage til, at jeg skal vælge, hvor jeg vil tilbringe resten af mit liv. Jeg er sikker. Det har jeg faktisk været i flere år. Jeg vil være en del af Intelligentsia. Siden jeg var lille, har jeg altid stræbet efter viden.
Jeg kan huske engang, da jeg var herude i æbleplantagen med min mor, hvor jeg spurgte: ”hvorfor er nogle æbler røde, og nogle grønne?” hun kiggede på mig. Selvfølgelig havde hun ikke et svar på det, så da vi kom hjem til det gamle træhus, fandt jeg en bog, der stammede fra Intelligentsia om æblevækst. Der stod: ”Formålet med den røde farve er at gøre frugterne synlige og trække dyr til, så frugtens frø spredes bedst muligt. Af samme grund er mange frugter velsmagende og har et højt indhold af sukkerarter”.
Jeg læste resten af bogen og mange flere med. Min mor sagde, at jeg slugte bøgerne. Men det var ikke nok for mig med bøger omkring jorden, planter og frugter. Jeg ville vide mere. Jeg ville vide, hvorfor himlen var blå, hvorfra solen kommer, og alt andet.
Mine forældre, der ellers altid var fredelige, blev en smule urolige for mig. Jeg kunne se det på dem. Selvfølgelig var de urolige for mig. De vil miste deres datter til Intelligentsia.
Jeg vil ikke spille komedie foran alle andre og leve hos Pacifisterne resten af mit liv. Jeg vil vide mere, og jeg har glædet mig i så mange år til at blive en del af Intelligentsia, så jeg kan få mere viden.
En lyd får mig tilbage til nutiden og ud af min tankestrøm. En gren knækker næsten så lydløst, at jeg ikke kan høre det. Jeg vender mig om, men der er ingenting. Det undrer mig. Jeg hørte da lige noget? Jeg kigger op i trækronen over mig, og der sidder han. En fyr, jeg mindedes at have set før. Jeg har nok set ham ved nogle møder. Han smiler et stort smil, og med en direkte yndefuld bevægelse hopper han ned fra træet. Han er ret høj, når han står hernede på jorden. Jeg tror kun, at jeg går ham til skuldrene.
”Hej,” siger han, og det lyder næsten som om, han synger. Han skal til at give mig et kram, da det er vores gestus her hos Pacifisterne, men han må vel have læst mit ansigt, der tydeligvis siger nej. Endnu en grund til jeg glæder mig til at komme over til Intelligentsia, jeg slipper for alle de kram.
”Hej,” siger jeg, og det lyder nok mest som et sølle kvæk. Jeg kan ikke få mere stemme ud, da jeg bliver slået ud af hans skønhed. Han er virkelig smuk. Jeg ved godt, man ikke rigtig kan kalde en fyr smuk, men det er han.
”Jeg hedder Gabriel Ash, og jeg vil høre, om du vil med ned og se på æblerne, der er i udkanten af plantagen? Min far sagde, at jeg skulle tjekke, om de var modne, og jeg tænkte på, om du vil holde mig med selskab?” spørger han om, som om det var helt hverdagsagtigt at spørge en komplet fremmed om selskab. Det er sikkert også helt hverdagsagtigt for Gabriel at spørge om sådan noget.
”Ehh…,” siger jeg, rettere sagt målløs. Hans hår ligner en glorie med solen i baggrunden, og hans øjne er den mest fantastiske farve, jeg nogensinde havde set. En blanding mellem grøn og blå. Han virker allerede som en meget tålmodig fyr, for han står og ser spændt på mig, som om jeg ikke lige har brugt flere minutter på at svare. ”Jo, det vil jeg da gerne,” siger jeg med en lidt sikrere stemme denne gang. Det svar bliver han tydeligvis meget glad for. Han smiler et endnu større smil end før, hvis det overhovedet er muligt. Han sætter i bevægelse, og jeg følger efter ham. ”Må jeg spørge, hvad dit navn er?” spørger han straks om. Han er vidst ikke en fyr, man går rundt med i tavshed. Jeg rømmer mig, så han kan høre min stemme. ”Rosie, Rosie Meadows,” siger jeg. Jeg kigger på ham, og jeg kan virkelig ikke tage mit blik fra ham. Aldrig har jeg set nogen så smuk. ”Rosie Meadows,” gentager han. Hans øjne fanger mine, og jeg føler det som om, at han tænder en elkedel inde i mig, da han kigger på mig. Det føles som om, alting begynder at koge over. ”Det er en ære at møde dig, Rosie Meadows,” siger han med et skævt smil. Det skæve smil bestemmer jeg mig straks for at være mit yndlingssmil. Det ser så… perfekt og menneskeligt ud på ham. Den måde han siger mit navn på, får det til at lyde spændende, eksotisk og ikke som et helt normalt navn. ”Også en ære at møde dig Gabriel Ash,” siger jeg, for jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal svare til ham.
Efter kun få sekunders tavshed, og med få sekunder mener jeg to sekunder, spørger han: ”har du egentlig før været ude i udkantsæbleområdet?”. Jeg kan ikke lade være med at grine. ”Udkantsæbleområdet?” spørger jeg ham om. Det var da det mest besynderlige ord, jeg nogensinde har hørt, og alligevel det mest morsomme ord. Han smiler over, at jeg griner. ”Jamen, seriøst har du været derude før?”. ”Ja, det har jeg,” siger jeg. Jeg fortsætter: ”da jeg var lille, elskede jeg at gå på opdagelse i plantagerne. Finde ud af hvordan det hele så ud, og så da jeg kom hjem, tegnede jeg kort over områderne for at kunne huske alle genvejene og hulerne, til næste gang jeg kom herud,” jeg nikker bekræftende over min egen mærkelighed. Han griner med en latter, der igen lyder som en sang. ”Seriøst?” spørger han om, og han ser på mig med et komisk blik. ”Jep,” siger jeg, og jeg nikker igen. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller ham det, men jeg føler bare, at jeg kan fortælle ham alt. Han virker virkelig som en, man kan stole på. ”Ej, okay, så mærkelig var jeg godt nok ikke,” siger han med en drillende tone, og jeg kan ikke lade være med at smile. ”Men til gengæld var jeg altid herude med min far, hvor vi sad og spiste af æblerne. Min far synes nemlig, at udkantsæblerne er de bedste,” siger han. De æbler, der er tættest på bopladserne, plejer ellers altid at være de bedste. Det var derfor, at de placerede træerne så tæt på bopladserne, nemlig for at folk bedre kunne holde øje med, at der ikke kom dyr og spiste æblerne.

Han fortsætter med at snakke om alt og intet indtil, at vi når udkantsæblerne. Gabriel kan snakke, det kan han. Den gave er han heldigvis forsynet med. Imellem udkantsæblerne er der et græsareal med dejlig højt græs, der ser yderst indbydende ud. Dog overrasker Gabriel mig med, at i stedet for at se på æbler, sætter han sig i ned på græsset. Jeg ser undrende på ham, men han klapper bare på græsset foran ham, som en invitation til, at jeg skal sætte mig ned. Jeg sætter mig ned, og jeg ser ventende på ham. ”Jeg troede du skulle se på æbler?” spørger jeg undrende. Han laver et opgivende ansigtsudtryk som om, at jeg har afsløret ham. ”Faktisk var jeg nede og se på dem her før i dag,” siger han, og mit ansigtsudtryk ser sikkert endnu mere undrende ud nu. ”Men så så jeg dig, og jeg tænkte, at hende vil jeg da gerne lære at kende, og så spurgte jeg, om du ville med herned, hvilket du heldigvis gerne ville,” fortsætter han. Han smiler sit skæve smil. Jeg må indrømme, at jeg bliver ret smigret over, at han gerne vil lære mig at kende. Jeg sidder overfor ham, og jeg ser på ham. ”Og jeg har ikke fortrudt,” slutter han af med, og han smiler et stort smil, og automatisk gengælder jeg det.
Vi sidder lidt og bare ser på hinanden. ”Skal du igennem prøverne i år?” spørger han lige pludselig om. Hvis andre havde spurgt om det, ville det nok have været lidt akavet at snakke om, men med Gabriel virker det hverken akavet eller mærkeligt at snakke om. ”Ja, det skal jeg. Og dig?” spørger jeg om for at lede samtalen over på ham. Jeg begynder nemlig at blive lidt nysgerrig for at vide mere om ham. ”Ja, jeg skal også igennem prøverne i år,” siger han, og han lyder lidt vred. Som om han er utilfreds ved tanken. ”Er du utilfreds over det?” spørger jeg nysgerrigt om, og jeg hentyder til hans vrede, da det undrer mig ret meget. Han læner sig lidt tilbage, som om han forbereder sig på en lang tale. ”Ja, jeg er meget utilfreds over det. Jeg er nemlig sådan en person, der tænker meget over tingene. Jeg tænker ikke over tingene på den måde Intelligentsia gør, nej, det gør jeg ikke. Jeg stræber efter det menneskelige input, ikke det logiske,” siger han, og han ser mig ind i øjnene. Hans blik hypnotiserer mig. ”Jeg tænker især over det frygtelige system, som vi er fanget i. Hvorfor er vi delt op? Hvorfor er det så slemt, hvis vi alle sammen levede sammen? Hvorfor skal man vælge sin fremtid i en alder af 16 år? Hvorfor er Divergenter så farlige?” jeg stirrer på ham. Det er farligt at tænke sådan, meget farligt. Man kan blive set som en oprører. Det sidste spørgsmål fik det til at gyse ned ad min ryg. En Divergent er en person, der falder udenfor kategorierne. Regeringen hungrer efter at udslette alle Divergenter. ”Jeg har fundet tusinder af svar på alle de spørgsmål igennem årene, men der findes jo kun ét svar, og det svar er der nok kun en person i hele verden, der ved, og det er Jeanine Matthews,” siger han. Jeanine Matthews er Intelligentsias leder. Nok en af de mest magtfulde personer, der er til. Han siger hendes navn med afsky, hvilket undrer mig. Hvad er det, som han ikke kan lide ved Jeanine?
”Har du aldrig tænkt sådan? Altså tænkt over tingene?” han ser på mig med et tålmodigt blik. Jeg er lidt lamslået over den drejning sammentalen har taget. Det er jo nu næsten blevet til en oprører sammentale.
Der slår det mig, at jeg faktisk aldrig nogensinde har tænkt sådan over tingene. Jeg har aldrig tøvet eller tvivlet bare et sekund over systemet. Jeg har altid fulgt det til punkt og prikke. For det er jo sådan det er, og det kan jo ikke laves om. Eller kan det?
”Nej, det har jeg ikke,” svarer jeg ham, og han ser på mig. I et kort glimt kan jeg se et glimt af overraskelse i hans øjne, men det forsvinder hurtigt og bliver byttet ud med det samme rolige blik som før. Han troede sikkert, at jeg var anderledes end alle de andre. ”Hvorfor vælger du ikke bare de faktionsløse, hvis du synes systemet er så skod?” spørger jeg om. At sige de faktionsløse lyder underligt i min mund. Det ord plejer man kun at tænke og ikke sige. Han retter sin ryg. ”Fordi jeg tror på freden og kærligheden. Så derfor vælger jeg Pacifisterne, og jeg går ud fra, at du vælger Intelligentsia,” siger han, og det overrasker mig lidt, at det er så lidt at gennemskue mig. ”Hvordan…?” spørger jeg undrende om. Han ler kort. Hans latter er stadig ligeså fantastisk som første gang, jeg hørte den. ”Allerede da du nævnte det med, at du tegnede et kort over plantagerne, kunne jeg gætte det,” siger han med et glimt i øjet, som jeg ikke kan læse.
Pludselig rejser han sig op. ”Skal vi mødes her igen i morgen efter frokost?” spørger han om. Mit hjerte begynder straks at banke hurtigt. Jeg nikker bare, da jeg er blevet helt ordløs. Han lyser op i hans fantastiske smil. ”Så ses vi, Rosie Meadows,” siger han. Han laver et enkelt høfligt buk, hvorefter han vender sig om, og han begynder at gå op imod bopladserne, der ligger et godt stykke herfra.
Mit blik er lænket fast til ham, indtil jeg ikke kan se ham mere. Lige nu føler jeg mig faktisk… lykkelig, og jeg aner ikke hvorfor.
Vinden danser blidt i mit kastanjefarvede hår, imens jeg ser ud over horisonten. Min hjerne arbejder på højtryk. Jeg sætter dagen fra, da jeg mødte ham i kronologisk rækkefølge, da det bliver lettere at få overblik over, hvad der lige skete.
1. Jeg mødte Gabriel Ash.
2. Vi gik ud i udkantsæbleområdet.
Jeg kan ikke lade være med at smile over det latterlige ord.
3. I virkeligheden ville han bare lære mig at kende, og han fortrød ikke, at han spurgte, om jeg ville med.
4. Han snakkede oprørersnak.
5. Han vælger Puritanerne til prøverne, da han tror på freden.
6. Vi skal mødes her igen i morgen.

Mit hjerte galoperer stadig afsted. Lige nu kan jeg ikke vente indtil i morgen.
Det jeg kan sige om Gabriel Ash er, at han ser forrygende godt ud, at han kan snakke, det kan han, han virker som en fantastisk person, og han vil gerne lære mig at kende.
At skulle vente helt til i morgen med at se ham lyder som en umulig udfordring.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...