Till the world ends!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2014
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Igang
till the world ends er en roman om to mennesker der finder kærligheden selv i de sværeste forhold!

0Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. ulykken

"Du kan ikke tvinge mig!" Råbte jeg hen mod min mor." Jo jeg kan!" Sagde hun og kom ind på mit værelse. "Jeg tar ikke med på den dumme rejse!" Sagde jeg og gik om bag min seng for at hun ikke kunne røre mig. Hun gik hurtigt hen til mig og tog et stramt grøn om min arm. "Hvis jeg ikke kan komme ud på den her rejse med arbejdet sammen med dig... Har vi heller ingen mad på bordet!" Sagde min mor og nu kunne man se at hun faktisk mente det! Jeg mærkede noget lunt falde ned af mine kinder. Jeg tog fat om min mors hofter og trak hende ind til mig. Jeg havde det som om tacklet aldrig ville give slip igen! Men det kom jeg til for lige pludselig sad vi i min mors bil på vej til Belgien. Jeg sad bare og stiredde ud i det blå det meste af tiden! Og endelig var vi derhenne! Jeg åbnede døren op og sprang ud af bilen. Jeg vidste ikke hvad jeg ville! Men jeg løb bare ud af lejrpladsen. Så hurtigt jeg kunne. Jeg løb ind i skoven og passede på at løbe ind i alle træerne! Jeg kiggede kun op og prøvede at koncentrere mig om himlen der var skjuler oppe over de mørke trætoppe. Men pludselig var himlen højere oppe og jorden meget tættere på. Jeg tog mig til knæet og vidste at jeg var faldet over den rod der var bag mig! Jeg lå i et par minutter og ømmede mig. Jeg Tænkte at jeg nok aldrig ville finde hen til lejrpladsen igen! Jeg lukkede øjnene og ladte tårerne sætte ind. Men pludselig mærkede jeg en varm hånd på min skulder. "Hvorfor ligger du her?" Sagde en behagelig stemme. Jeg åbnede øjnene med et sæt og vendte mig om på ryggen. En dreng med brunt hår på cirka min alder stod og kiggede nysgerrigt ned på mig. "Jeg.... Øøhhm... Jeg leder efter sjældne sten... Jeg har hørt der skulle være nogen her i Belgien men jeg har nok bare hørt forkert!" Sagde jeg og rejste mig hurtigt op. Jeg begyndte at gå. Snærten fra mit knæ og var stærk og fordelte sig stille og roligt i min krop. "Okay så lad mig lige forstå det rigtigt!" Sagde han og løb hen til mig. "Du lå nede på jorden med lukkede øjne et blødende knæ og ledte efter sjældne sten her!" Sagde han hånligt. "Ja... Hvad er der galt i det?" Sagde jeg. "Skal du hen til lejrpladsen?" Sagde han og tog fat i mit håndled. "Ja... Hvorfor spørger du?" Sagde jeg og standsede. "Fordi lejrpladsen er den anden vej!" Sagde han og skulle lige til at grine. Jeg vendte mig bestemt om og begyndte at gå. Men så mærkede jeg smerten fra mit knæ. Den blev støre og støre jo mere jeg gik. Til sidst ladte jeg mig falde. Jeg lå bare på jorden med lukkede øjne og mærkede den fugtige jord på mine bare arme og ben. Men pludselig forsvandt jorden under mig. Jeg åbnede øjnene og så at han havde taget mig op. Mit sorte lange hår hang ned af mine skuldre og begyndte at kilde ubehageligt jo mere han trykkede det ind mod mig. Og inden jeg nåede at se mig om var vi henne ved lejrpladsen igen! "Skat! Hvor har du været!" Råbte min mor som stod henne ved et telt cirka tyve meter fra mig. Jeg svarede ikke! Han skyndte sig at sætte mig ned. "Kan du godt gå eller skal jeg hente en barnevogn til dig?" Sagde han. Jeg skulle lige til at give ham en flad men der var et eller andet ved ham der sagde nej! Gør det ikke! Jeg kunne slet ikke styre mig selv! Lige pludselig begyndte jeg at grine. Jeg kunne ikke holde op!pludselig var min mor henne ved os og først der stoppede jeg med at grine. "Hvor har du været?!" Sagde min mor til mig. "Jeg bar bare ude at gå!" Sagde jeg. "Skat vi tar hjem lige nu!" Sagde hun. " hvorfor?" "Fordi efter du har gjordt det her... Åhr skat jeg blev bare så bekymret!" Sagde hun og pressede mig ind mod hende. "Mor altså! Jeg er næsten fjorten år! Jeg kan godt klare mig selv!" Sagde jeg og prøvede at komme ud af hendes greb om mig. "Pak dine ting skat! For vi skal hjem om du vil eller ej!" Sagde hun bestemt og gik ind i hendes telt. "Nå... Tak for hjælpen....." Sagde jeg til ham og vendte mig om. "Vent!" Råbte han efter mig. Jeg stoppede op og var glad for at han råbte efter mig. "Jeg fik aldrig dit navn!" Sagde han. "Jackilo! Og dit?" Råbte jeg over til ham."Teyz" sagde han og smile til mig. Jeg havde det som om at det var meningen at jeg skulle møde ham! At min mor havde planlagt det men fordi at jeg ingen venner havde i Phoenix!

Min mor trak mig ind i billen. Teyz havde hjulpet mig med at bære mine tasker derhen. "Hvem ved... Måske ses vi igen!" Sagde han og smilte. "Det tvivler jeg på! Vi skal ikke til Belgien igen!" Sagde jeg og smilte igen. "Jeg er altså også bare på ferie her! Jeg bor rigtigt i...." Sagde han men pludselig begyndte min mor at køre! Mor stop! Nu hørte jeg jo ikke hvor han boede!" Sagde jeg surt. "Undskyld skat! Men vi skal køre nu ellers når vi ikke at finde et sted vi kan sove før det bliver nat!" Sagde hun. "Men det er jo næsten nat!" Sagde jeg til hende og blev nu endu mere sur! Jeg sad bare i noget tid og kiggede ud af vinduet. Der var helt mørkt udenfor. "Mor... Tror du det er sikkert at køre ned af det der bjerg når det er mørkt?" Sagde jeg. "Ja ja! Der er vand nedenunder!" Sagde hun. Jeg gøs ved tanken om at styrte i det kolde mørke vand. "Er du sikker på at der ikke sker noget?" Spurgte jeg for en sikkerheds skyld. "Øøhhmm... Nej nej... Det nej der sker ikke noget!" Sagde hun. Hun lød meget træt! Næsten alt for trædt! Vi var lige kørt op på bjerget. Vi blev ved med at køre og det føltes næsten som om at den samle sti på bjerget aldrig stoppede! Pludselig gik bække vores lys på bilen ud! "Hvad skal vi gøre?" Spurgte jeg hende. "Vi har kørt for langt til at vende om!" Mumlede hun. Hun satte ikke farten ned eller op. Vi kørte i et par minutter mere indtil jeg ligepludselig hørte et lille "rrrhhhrrhh...." Fra min mor. Åååhhh nej! Tænkte jeg. Hun var faldet i søvn. "Moar! Vågn op! Skynd dig mor vågn op!... Inden det er for..." Nåede jeg at sige men så heller ikke mere! Bilen fløj op over en kant og blev kastet ud over bjerget. Jeg skreg så højt jeg kunne i håb om at nogle hørte mig. Jeg kunne se en dyb sø nærme sig og til sidst var vi nede i den dybe sø. Jeg bankede hovedet ind i sædet da vi røg derned. Jeg sad helt stille inde i bilen og kiggede rædselsslagen ud af vinduet. Vand begyndte lige så stille at flyde ind af vinduerne. Jeg ruskede i min mor sår hårdt jeg kunne men hun vågnede ikke! Hun plejede ellers at vågne bare jeg gik op på toilettet om natten! Jeg tog fat i hånd taget på døren og besluttede mig for at svømme op til overfladen. Jeg tog en dyb indånding og åbnede hurtigt bildøren. Vandede fossede ind så jeg skyndte mig ud. Jeg kiggede op og kiggede efter månen. Men jeg kunne ikke se andet end vand! Jeg svømmede så meget jeg kunne. Jeg kunne mærke at jeg snart ikke kunne holde vejret mere. Jeg svømmede så hurtigt jeg kunne opad. Jeg kunne se månen nu! Et lille skær fra den i hvert fald! Jeg svømmede hurtigere og hurtigere. Og endelig var jeg oppe ved overfladen. Da jeg var gået op af vandet kunne jeg mærke kulden samle sig om mine skuldere! Jeg vidste ikke om mor stadig var i live! Jeg nåede jo at lukke bildøren igen! Jeg besluttede mig for at råbe om hjælp! Jeg råbte og skreg indtil der kom en gammel mand som hurtigt ringede 112. Efter det blev jeg bevidstløs

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...