Can't do it without your help (1D)

Emmy Parks er en 15 årig teenager som ikke ønsker hendes liv mere. Hun har gået i skole hver dag siden hun startede i skolen, med en frygt der aldrig ville forsvinde. En frygt for at blive mobbet pga hendes tøj og hendes døde far, som døde i krig. Hendes mor Mia har ikke råd til tøj da hun er ene mor til Emmy og intet job har. Mia kender intet til Emmy´s problemer. Emmy går rundt i slidt tøj, gamle umoderne sko og en gammel brun aflagt skoletaske. Hun bliver mobbet hver dag og til sidst kan hun ikke mere - Hun ville ikke leve med dette mere, i hendes liv. Hun kan ikke klare alle de blikke på hendes hverdag, alle der taler højt om hende. Alle dem der tager billeder af hende og lægger dem ud på internettet. Da Emmy ikke kan klare mere og ville tage sit eget liv, møder hun nogle verdens kendte drenge? Hvad siger de da de ser hende? Kan de hjælpe hende? Eller ville de vende hende ryggen og grine af hende? Læs med i ´Can´t do it without your help´og find ud af det...<3Belle Bieber

50Likes
75Kommentarer
3946Visninger
AA

6. Home from the hospital! Jahhauu xD

*ikke rettet igennem*

Emmy´s synsvinkel

 

Jeg vågnede med en stikkende smerte i min hånd. Jeg åbnede min øjne og kiggede rundt. Hvor var jeg? Alt det der skete igår kom frem. Nååh ja jeg var på hospitalet fordi jeg var blevet kørt ned, af Poul, One Directions et eller andet. Guuuuuud ja! Jeg måtte komme hjem idag, Jaaaaaaha! Åhhlleee ååhhllleeeee åååhhleeee ååååhhhhlllleeee.....Sejers dans! Wuuuhouu, ej er bare glad, ikke tag dig af mig! Ej okay! Jeg havde faktisk meget ondt ved mine ribben - nok fordi jeg har brækket 3 - så det er nok en dårlig ide at danse sejers dans, ehheehmmm, ja. Min mor ville komme og hente mig klokken 12.00 her til middag, så jeg kunne komme hjem. Jeg skulle vente i 3 timer for klokken var kun 9.00, gaaaab.

Jeg kiggede lidt på mit drop og pillede lidt ved plasteret der holdte droppet fast i min hud og blodåre. Jeg havde enligt lovet Zayn at jeg ville ringe til ham idag, men jeg gad enligt ikke. Jeg ville ikke være som en klæbrig skum banan - Haha skum banan, men skum bananer er klæbrige, og klistrede - som kun kontaktede dem fordi de er kendte. Det føles for opmærksomhedskrævende, og de bliver sikkert trætte af mig, og ville ønske jeg var død i ulykken. Ja død det tænkte jeg lige, det har jeg tænkt på mange gange.

Lige siden min far døde, Camilla begyndte at mobbe mig er ALT og jeg mener ALT begyndt at gå ned af bakke. Jeg får gode karakter i skolen, men hvad nytter det når man så bliver kaldt lærerens kæledægge? Jeg kunne mærke tårene snige sig frem i mine øjenkroge. Hvorfor var jeg ved at græde? Det plejede jeg aldrig at gøre, jeg plejede at være god til at holde mine følelser skjult. Var det mon fordi jeg fik medicin? Nej okay dumt tænkt Emmy det er det selvfølgelig ikke din spade af en skovl! Var det så fordi jeg var alene? Hmm måske. Måske fordi jeg ikke skal gemme mig og sørge for at min mor ikke ser mig grædene. Jeg havde altid været god til at skjule mine følelser langt væk, men hvorfor kunne jeg så ikke nu? Aner det ikke.

"Du tænker for meget...:" Mumlede jeg til mig selv. Sjovt i know. Jeg besluttede at trykke på den røde knap der var på væggen, som tilkaldte en læge, hvis man skulle have hjælp til et eller andet. Jeg trykkede den kølige knap ned og lagde mig ned i sengen igen. Og gabte? Ej okay lad vær med at gabe du er ikke træt! Du har sovet i 13 timer du kan umulig være træt Emmy, tænkte jeg. Jeg kunne høre skridt ude på gangen, og få sekunder efter gik døren op og ind kom en ung dame med blondt hår, grønne øjn, et tandpasta smil og iført en hvis kiddel gående. 

"Hvad så Emmy?" Spurgte hun sukker sødt. Jeg rynkede brynene lidt og kiggede på hende. Hvad så? Ja hvad så? Hvad kan man lave når man ligger i en seng. Spørge om hun ville hente mig en barbie dukke? Jeg er altså ikke 2 længere faktisk er jeg 15. Hvorfor var jeg så sur? Aner det ikke. Jeg aner intet lige nu.

"Har du noget mad jeg kan få? Jeg er temmelig sulten." Sagde jeg og kiggede ned. Jeg kunne virkelig ikke kigge på hende. Hvorfor aner jeg ikke. Se! Der var det igen jeg aner det ikke. Hahah xD Jeg er genial....! Den sukker søde dame gik ud af værelset uden at sige noget, hun kunne da i det mindste svare. Lidt efter kom en mand ind men en brik juice og en skål yoghurt. Hvorfor nu en anden. Jeg kiggede op og betragtede ham. Han havde mørkt stridt hår, sorte briller, tæt bygget og gik også i en hvid kiddel. Jeg havde set ham før men hvor, aner jeg ikke. Se der var det igen, ej okay det er ikke sjovt med ´aner det ikke´ længere. Han rakte mig juicen og yoghurten. 

"Tak" sagde jeg og smilede venligt. Hvor havde jeg set ham før. Jeg kunne virkelig ikke huske det. 

"Hvordan har du det idag?" Spurgte han og kiggede til den holder med droppet i, for at se om det var som det skulle være. 

"Fint, lidt ondt men det går." Sagde jeg og kiggede på ham.

"Det er naturligt, jeg kommer senere og ser til dig.." Sagde han og gik mod døren. Hov vent hvad. Den sætning havde jeg hørt før! Det er naturligt. Hvor havde jeg hørt det før?? Nu kunne jeg huske hvor han var fra. 

 

Jeg sad i en af de klamme kolde stole ude på gangen, og holde min mor i hånden. 

Jeg græd eller rettelse VI græd. 

"I kan gå ind nu og sige farvel, til ham nu..." Sagde en mandlig læge og førte mig og min mor ind i et rum. Vi skulle for sidste gang se min far inden kisten blev lukket, og min far skulle sænkes ned i jorden dagen efter. Jeg gik stille hen til sengen, imens jeg græd. 

Jeg kiggede på min far. Han havde et lagen på der dækkede hele hans krop, undtagen hans hoved. Han var kridhvid i hovedet ligesom lagnet. Jeg kom til at efterladen en dråbe, vand fra mine tåre på lagnet. Denne dag var den værste i hele mit liv. Hvorfor ham? Han var så ung. Hvorfor fandtes krige? Det var noget dumt noget. Jeg tog fat i min fars hånd, den var helt kold i forehold til min. 

"Han....e...er.....helt....kold...." Stammede jeg. Jeg græd som bare fanden.

"Det er naturligt" sagde manden "det er man når man er død." Jeg fald hysterisk sammen af gråd ved siden af min far. Hvem skulle nu hjælpe mig med mine problemer i skolen? Den mandlige læge kom hen og fjernede mig fra min far. Han førte mig ud af rummet. 

"Jeg...elsker....dig...far....jeg.....ville...aldrig...glemme...dig" Sagde jeg og græd. Det var det sidste jeg nåede at sige inde døren lukkede og jeg havde set min far for sidste gang....

 

"Vent." Halv råbte jeg til manden inden han nåede at lukke døren efter sig. Jeg kunne se han stoppede op og ventede lidt inde han vendte sig om og gik ind på værelset.

"Jaah?" Sagde han og kiggede undrende på mig.

"Dig kender jeg..... du hjalp mig da min far døde, tak.." Sagde jeg og kiggede taknemmeligt på ham. Han rynkede brynene lidt men kiggede så på mig. 

"Hvad hed din far?" Spurgte han og gik hen til min seng.

"Ehmm.....Markus.." Sagde jeg stille. Jeg savnede min far som bare fanden. 

"Markus....." sagde han stille. "Nu kan jeg huske det. Det var hårdt for dig, var det ikke?"  Han satte sig ved siden af mig i en stol. Jeg nikkede stille.

"Det værste øjeblik i mit liv...." Sagde jeg stille lidt efter. Ham kiggede på mig og smilte.

"Går det godt nu så?" Spurgte han.

"Ja bortset fra at jeg ligger på et hospital nu så går det helt fint." Løj jeg og tryllede et falsk smil frem. Det gik alt andet end godt.

"Godt at høre. Jeg må smutte arbejdet kalder." Sagde han og så var han ellers smuttet.

 

****************

Jeg var nu kommet hjem fra hospitalet, Jaaaaah! Mig og min mor havde spist og jeg ville i seng fordi jeg ikke havdd det så godt. Hovedpine og ondt i ribbenede. Jeg gik oven på og fandt noget nattøj frem. Det var nogle natshorts og en oversize t-shirt. Jeg gik, ud på badeværelset og låste døren. Jeg fik hurtigt mit nattøj på, dog med nogle grimasser, da det gjorde så ondt. Jeg låste op og gik ind i min seng og lagde mig under dynen. Jeg gik på twitter og så som selvanligt hate kommentarer på mig. Jeg ignorerede beskederne og gik ind på drenges profil altså Zayn, Liam, Louis, Harry og Niall's. Jeg fulgte dem ved at trykke på 'følg' og slukkede så min telefon. Jeg lagde min telefon over på narbordet og slukkede lyset. Så lukkede jeg øjnene og på under 5 minutter var jeg i drømmeland. 

_________________________________________

Hey alle fab mennesker!<3 Nu er der et nyt kapitel ude, undskyld det er kort men ja.....:-) 

Jeg håber i kan lide den og ville sætte den på favoritter. Det ville betyde meget.<3<3

Hvad syntes i om kapitlet? Kan i lide flashbacket? Skriv gerne en kommentar det ville gøre mig glad<3<3

Belle Bieber

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...