Can't do it without your help (1D)

Emmy Parks er en 15 årig teenager som ikke ønsker hendes liv mere. Hun har gået i skole hver dag siden hun startede i skolen, med en frygt der aldrig ville forsvinde. En frygt for at blive mobbet pga hendes tøj og hendes døde far, som døde i krig. Hendes mor Mia har ikke råd til tøj da hun er ene mor til Emmy og intet job har. Mia kender intet til Emmy´s problemer. Emmy går rundt i slidt tøj, gamle umoderne sko og en gammel brun aflagt skoletaske. Hun bliver mobbet hver dag og til sidst kan hun ikke mere - Hun ville ikke leve med dette mere, i hendes liv. Hun kan ikke klare alle de blikke på hendes hverdag, alle der taler højt om hende. Alle dem der tager billeder af hende og lægger dem ud på internettet. Da Emmy ikke kan klare mere og ville tage sit eget liv, møder hun nogle verdens kendte drenge? Hvad siger de da de ser hende? Kan de hjælpe hende? Eller ville de vende hende ryggen og grine af hende? Læs med i ´Can´t do it without your help´og find ud af det...<3Belle Bieber

50Likes
75Kommentarer
3919Visninger
AA

18. Epilog

Emmy's synsvinkel

1 måned, 2 uger, 8 dage, 3 timer, og 2 minutter siden jeg så drengene for sidste gang. De havde selvfølgelig ringet, sendt sms'er og endda været herhenne, men jeg gad ikke åbne. 

Min mor var på arbejde igen, og hun arbejdede hele tiden, nu. Jeg savnede hende. Jeg savnede drengene (Mest Zayn). Mit liv var et stort sort hul lige nu. Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre. 

Jeg pjækkede fra skole, løj fra min mor, jeg kunne intet klare længere, jeg ville væk, og det havde jeg besluttet, jeg var i aften, når klokken slog 6 om aftenen død. 

Jeg sad ved mit bord med et stykke A4 papir, en blyant med sort papir eller hvad det hedder, og et viskelæder. Tanken om at fortælle drengene jeg ikke var her mere i morgen, gjorde ondt men det skulle siges. Jeg ville have de skulle glemme mig, glemme at jeg eksisterede, og komme videre i deres liv!

Jeg tog blyanten i hånden og begyndte at skrive, mens tårene trillede ned af kinderne, og faldt lydløst ned på papiret, og følelserne sad ude på tøjet.

***************

Brevet var blevet skrevet færdigt, tårene var holdt op og pillerne stod klar på værelset med et glas vand, som skulle tømmes med et hav af piller, når den sidste ting var gjort. At få afleveret brevet til de rette 5 mennesker der betød alt. One Direction. 

Jeg trak i mine sorte converse på, tog en indånding, gemte brevet i inderlommen på min jakke og gik ud af døren. Et mål tilbage inde mit liv sluttede. At få afleveret brevet!

Jeg ville savne dem, men de ville ikke savne mig, jeg ville være glemt om et par måneder hvis jeg ikke engang var glemt nu. Jeg ville huske dem, men de ville ikke huske mig, kun som den ynkelige pige, som ikke kunne klare livet og måtte sige farvel på den dummeste måde, istedet for at kæmpe! 

Mine fødder bevægede sig lydløst hen over asfalten indtil jeg stod foran den velkendte dør! Døren ind til drengene. Vinduet ved siden af døren, stod på klem og jeg kunnen høre et velkendt grin, bedre kendt som Niall's. Jeg viste det. Det var klart. Det stod klart. De havde glemt mig. Jeg kiggede hurtigt gennem vinduet, fangede Zayn's blik, smed brevet på trappe stenen og løb min vej. Mit liv var forbi om lidt. Jeg ville savne jer og sige, rart at møde dig igen.... Far!

Jeg løb hjem, og tænkte ikke over at det ville være sidste gang jeg løb her. 

Kom hjem og smed skoene hulter til bulter i gangen og styrtede oppe på mit værelse.

Jeg fik skruet pille glasset's låg af, hældt en håndfuld piller i min hånd.

1, 2, 3 de er taget med vandet. Farvel, verden jeg ville IKKE savner jer, kun i 5 som lykkes for at give mig mit smil tilbage for en stund. Kun jer! Jeg lagde mig i sengen trak dynen over mig, og kiggede en sidste gang på uret. 17.43. 17 minutter og jeg var højest sansynligt væk, eller det håbede jeg.  Farvel, og undskyld...

 

Zayn's synsvinkel

Jeg tænker på hende hver dag. Drengene tænker på hende, vi savner hende. Perrie var ved at få spat af mig. Eller det vil sige, det fik hun. Ugen efter episoden i Emmy's klasse lokale fandt sted, slog hun op. Irriteret over mine tanker hele tiden var på Emmy. 

Det stod klart, Perrie var ikke min pige, Det var Emmy! Alders foreskellen betød intet, det var kærligheden der talte. Mig og Perrie var stadig venner, veninder eller hvad du kalder det. Vi kunne stadig hænge ud sammen, kramme og overnatte hos hinanden, men der var ikke mere i det, desværre.

Vi sad og så 'Silent library' Med Justin Bieber, på computeren. Stakkels ham som havde brækket foden. 

Niall var død af grin, da Justin, Niall's idol, tabte og skulle dufte til verdens klammeste, eller stinkende frugt. Ha!

Jeg kiggede ud af vinduet, det kunne ikke passe! Nej.... Hvad det var umuligt! Hun var jo død, eller det troede vi, og så alligevel ikke, hun var jo stærk, men måske ikke så stærk alligevel. Nu løb hun, hvorfor, hun skulle jo blive! Min pige som jeg ikke havde talt med i lang tid, skulle blive! Det skulle hun! Ikke andet, bare blive her!

Hurtigt fik jeg rejst mig op og åbnede hoveddøren!

Emmy!, havde jeg lyst til at råbe men ingen lyd kom ud af min mund. Jeg kiggede ned at gaden, men hun var væk. Min prinsesse var væk, ikke til at se på vejen længere.

Jeg skulle lige til at lukke døren igen, og give op da jeg kiggede ned og så et brev. 'Til de bedste<3' stod der. Aww. Jeg tog brevet op, vendte det om og så der stod 'Fra Emmy'.

"Drenge Brev fra EMMY!" Råbte jeg nærmest i nervøsitet og løb ind i stuen, med den tykke kuvert i hænderne. 

Drengene lignede et spørgsmålstegn i deres hoveder da jeg kom ind med brevet i hånden. Niall stoppede det klip de var i gang med at se nu, og kiggede seriøst og nervøst på mig.

"Du joker, ikke?" Kom der fra ham og havde tilsyneladende ikke langt mærke til brevet i mine hænder. 

​"Nej!" Sagde jeg en anelse hårdt og viftede med det, drengene lavede store øjn. 

​De kendte godt til mine følelser for Emmy, de var nemlig ikke til at lægge skjul for, de var for store.

​"Åben det!" Kom der utålmodigt fra Harry. Jeg gjorde som han sagde. 

brevet bestod af 2 stykker papir, hvor der var skrevet med den smukkeste skrift, nemmelig Emmy's. Hvor jeg savnede hende.

​Jeg begyndte at læse højt mens tankerne kørte rundt.

 

 

Kære Drenge.
Undskyld. Virkelig undskyld. Jeg elsker jer virkelig, glem ikke det. Glem det aldrig, lov mig det! Men jeg kan ikke mere, livet er for hårdt til mig, jeg passer ikke ind. Jeg er som en brik der burde at passe ind i et puslespil, men jeg passer ikke nogle steder. Heller ikke hos jer. Jeg skaber kun problemer, had, bekymrede ansigter, og jeg tager jeres opmærksomhed. Undskyld. Jeg er virkelig taknemmelig over at jeg lærte jer at kende, det er det bedste der er sket for mig efter min fars død.

Drengene kom med et 'Awww' og ja, Aww hvor var hun bare sød, hun er fantastisk, det er jo det jeg siger. Jeg kunne ikke forstå det hun skrev med at hun ikke passede ind. Hun passede jo i mit hjerte, og i drengenes! Jeg ved i hvert fald at de er glade for at have mødt hende. Jeg læste igen videre og lod tankerne forsvinde ind i hvert ord der stod skrevet.

 

Til Harry (Harold)

Harry undskyld. Jeg ved det var forkert at drille dig, første gang jeg var hjemme hos jer. Jo dine krøller er søde, det ville jeg ikke lægge skjul på. Jeg lyver ikke, aldrig, kun den undtagelse med min hånd.

 Du har altid hjulpet mig, hvis jeg ville tale. Du er så sjov, og forstår at få en til at grine, tak for det. Jeg ved godt vi ikke har set hinanden i så lang tid, undskyld. Vær glad nu, det må du love mig. Vi ses..<3 

Til Liam (Daddy)
Åh Liam, ved det lyder som et kærligheds brev, men min kærlighed er ikke så stor til dig, selvom jeg godt kan lide dig! desværre og undskyld. Jeg husker ikke første gang vi mødtes, men jeg husker dengang på hospitalet hvor du ned stirrede min ske, og du blev nød til at gå. Hvad skal jeg sige? Du er som en bror jeg aldrig fik, men altid har ønsket mig. Tak for den gode tid jeg har haft med dig og de andre. Keep going strong, daddy!

Til Niall (Nialler)
Nialler min alt spisene, fjollehoved! Hvor jeg savner dit grin. Dine madvaner, og evne til at spise for 10! Hvad skal jeg sige? Tusind tak for din forståelse, din måde at være dig på. Tak for lån at din t-shrit, den duftede dejligt at parfume og dig! Tak for hus-ly og mad. Tak for alt. Bliv ved med at spise, og spis gerne for mig også, eller det skal du. You're the only one who eat like an elephant, but i love you!


Jeg holdte en pause med at læse og så på de andre. Alle sammen sad med tåre i øjnene og jeg stod med tåre i øjnene. Hvor var det rørende, men hvad mente hun med vi ses og alt sammen? 
Jeg var godt og grundig forvirret. Min prinsesse skrev et brev, hun bankede ikke på og sagde det? Altså der var jo ikke fordi vi grinede af hende, tvært imod. Vi ville nok hellere kramme hende, og sige alt muligt om hvor meget vi savnede og havde været bekymret for hende. Eller... jeg ville ihvertfald! 


Jeg kiggede på brevet og så jeg havde læst den første side, en sikkert lige så følelsesladede side endnu.
Jeg kiggede på drengene. De lavede et nik med hovedet og jeg læste videre.

 

Til Louis (Boobear)
Tusinde tak! Det er umuligt at takke dig nok. De har betydet umenneskelig meget for mig. Jeg er evigt taknemmelig for alt din forståelse, din støtte og ævne til at holde hovedet koldt. Mit hoved er eksploderet af tanker jeg ville skrive ned, men ikke kan. Lige som Liam er du som en bror jeg aldrig fik. I er næsten alle som en bror undtagen en, Zayn. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort hvis du ikke opdagede mig på stranden, jeg ville have været ude af stand til at gøre noget, hvis ikke i var kommet. Jeg elsker dig og din være måde, bliv ved med det! 

Til Zayn (Min prins)
Zayn, Zayn, Zayn hvor fanden skal jeg starte? Jeg husker min første tanke om dig svagt, men ville ønske jeg kunne for den ville sikkert være fantastisk! Tusind tak fordi du kom ind i mit liv, og forstod mig. Det er jeg mega glad for. Du er ikke som en bror for mig, og ja du har sikkert gættet det. Du betyder hele verdenen for mig. Jeg kan godt lide dig og ikke bare lide dig, jeg har..... følelser for dig, desværre. Det knuste mig at vide du var en andens, jeg kunne ikke holde tanken ud. Men jeg ønsker at du er glad for hende, og hun behandler dig godt. Bedre end jeg kunne. Jeg ville ønske vi kunne få noget sammen, men jeg har givet op, undskyld. Jeg kan ikke mere. Du skal vide at hver gang jeg har tænkt på dig har jeg fået 1000 sommerfugle i min mave. Jeg elsker dig og ville altid elske dig lige meget hvad! Stay positive!

Til alle

Ja jeg ved jeg er latterlig, i har alle grunde til at hade mig, jeg fortjener det. I behøver ikke huske mig, glem mig, det er fint nok, jeg skal nok acceptere det.... en dag. Jeg kan ikke klare skolen mere, den dræber mig smertefuldt og langsomt. Camilla, har altid været efter mig, mere end jeg kunne klare. Jeg troede jeg kunne klare det i starten, men gav op. Jeg sidder og skriver dette med tåre fyldte øjne, og en tanke som jeg ville dele med jer. En i fortjener at vide, alle sammen. Når i læser dette brev..... ville jeg passe ind i et puslespil, men ikke hvilket som helst puslespil. Et puslespil med min far... undskyld jeg ville aldrig glemme jer. Jeg var lykkelig imens jeg var sammen med jer. Jeg ville aldrig have fået et smil frem igen vis det ikke var sket. Hvis jeg ikke havde mødt jer. Jeg kunne ikke gøre det uden jeres hjælp. Tak drenge, jeg elsker jer. 

Jeres Emmy

 

Nej det kunne ikke passe. Det måtte ikke passe. Hvordan kunne hun få sig selv til det? Få sig selv til at stoppe hendes eget liv? Hun var jo perfekt! Nej ikke bare perfekt, hun var meget mere end det.

Hun var smuk, søs, rar, alt hvad man kunne være og mere til. Hun var sig selv. Hun sagde hvad hun mente, hun prøvede at kæmpe lige ind til at hun ville tage hendes eget.... LIV!

"Vi må stoppe hende!" Udbrød jeg, og var hurtigt ude i gangen, og havde hoppet i mine grønne converse. Drengene var også hurtigt i deres sko, og vi var ude af døren. 

Vi måtte, og skulle finde hende, stoppe hende, og det skulle være nu! Min pige måtte ikke dø!

"Hvor skal vi lede?" Kom der fra en nervøs Louis.

Det var enligt et godt spørgsmål, hvor skulle vi lede?

"I know... eller måske!" Kom der for en lige så nervøs Niall. "Måske stranden...?" Han så ikke specielt glad ud. Genialt Niall. Du er alt spisene, men kan stadig bruge hovedet, far her er stolt! Ej! Kom videre Zayn du ville jo gerne redde hende ikke? JO!

Uden at sige mere kørte jeg ned mod stranden, i håb om at finde hende der. 

Jeg kørte alt for stærkt, men jeg var ligeglad hun skulle reddes. 

Efter 5 minutters kørsel, var vi ved stranden, og alle ude af bilen på nul komma 5. 

Mit hjerte pumpede hårdt mod mit bryst, da jeg løb ud i sandet. Forvirret kiggede jeg rundt og fandt ingen mennesker på stranden, kun et gammelt ægtepar. Pis! 

Jeg hade givet op, jeg så hende aldrig mere. Tårende strømmede som et vandfald ned af mine kinder, uden stand til at stoppe dem. Hun var væk... Men vent! Hvis hun var her, død, ville der så ikke være et lig? Jeg kunne ikke se et lig. Hvad ville hendes mor enligt tænke hun var jo ikke.. hjemme.

Måske hvad Emmy hjemme i deres hus! Sidste chance Zayn, brug den fornuftigt! Chancen skulle bruges, nu!

"Drenge i leder her jeg tager hjem til hende, og ser om hun er der!" Uden svar kastede jeg bil nøglerne til Liam, og løb væk fra stranden. Emmy boede ikke langt væk, så det var hurtigere at løbe. 

Mine tanker kørte rundt, var det for sent? Passede brevet? Det passede noget af det, det vidste jeg, men håbede ikke den del at at hun var blevet en del at hendes far's puslesp

Huset nærmede sig, dækket af sol. Jeg løb derhen, trak i døren i håb at den var åben. Yes det var den. Døren hamrede hårdt mod væggen, da jeg smækkede den op.

"EMMY!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, men ingen svarede. Det måtte ikke være for sent! Det skulle ikke være for sent! 

Panisk løb jeg ind i stuen, men fandt kun en tom sofa og et slukket tv! Hun var her ikke. 

Din sidste chance er snart væk Zayn, brug den fornuftigt, blev min hjerne ved med at sige inde i mit hoved. Ja chancen skulle bruges fornuftigt.

Uden at tænke på det styrtede jeg op på hendes værelse og smækkede døren op. Mit hoved søgte rundt i rummet, da mit blik fangede sengen. 

Nej Emmy, Ikke nu! Please! Min hjerne kørte på højtryk og mit hjerte føltes som om det kunne eksplodere når som helst. Tårene trillede ned af kinderne, mens mine fødder langsomt bevægede sig hen mod hendes seng.

Der lå hun, helt bleg,hænderne ligge ned langs siden, og ingen puls. Det kunne ikke være slut det måtte det ikke! Hun måtte ikke forlade os, ikke forlade mig!

Langsomt satte jeg mig ned i sengen og strøg en finger ned over hendes, blege kind. En af mine tåre landede på hendes ene hånd. Ingen reaktion fra hende. Det var slut, det var forbi! 

Jeg kunne ikke forstå det. Bare fordi, jeg havde været sammen med Perrie, havde udløst et ragnarok, nærmest. Det var min skyld, jeg tilgiver mig aldrig igen. Det var min skyld hun skulle dø, ikke være her, føle min glæde, det var forbi.

"Jeg elskede dig, og elsker dig, vi ses...." Stammede jeg med tåre ned af kin derne

"Emmy ikke nu. Jeg elsker dig, jeg ved du elsker mig. Du ved jeg elsker dig! Jeg kan ikke mere, du betyder alt, eller betød alt, og ville stadig betyde alt. Jeg kan ikke forstå det, du er væk. Jeg kommer aldrig over dig, aldrig. Hjælp mig, please. I can't do it without your help" Var det sidste jeg sagde, til min prinsesse, min livløse prinsesse, som betød verdenen for mig. Hun vat væk for altid!

 

______________________________________

Hey! Så er Epilogen og dermed også det sidste kapitel skrevet færdig. Jeg ved det er en anderledes Epilog en normal, men jeg er heller ikke normal. Dette kapitel har klart været det sværeste at skrive for mig. Jeg har flere gange skulle synke en klump, eller tørre en tåre væk fra min kind. Jeg håber virkelig i kunne lide at følge med i Emmy's liv, det betyder meget for mig. 

I skal vide at der er NO H8 (Hate) Til Perrie, syntes bare der skulle ske noget!:D

Gerne ris ros eller andet <3

Love you guys!

//Belle Bieber//

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...