Can't do it without your help (1D)

Emmy Parks er en 15 årig teenager som ikke ønsker hendes liv mere. Hun har gået i skole hver dag siden hun startede i skolen, med en frygt der aldrig ville forsvinde. En frygt for at blive mobbet pga hendes tøj og hendes døde far, som døde i krig. Hendes mor Mia har ikke råd til tøj da hun er ene mor til Emmy og intet job har. Mia kender intet til Emmy´s problemer. Emmy går rundt i slidt tøj, gamle umoderne sko og en gammel brun aflagt skoletaske. Hun bliver mobbet hver dag og til sidst kan hun ikke mere - Hun ville ikke leve med dette mere, i hendes liv. Hun kan ikke klare alle de blikke på hendes hverdag, alle der taler højt om hende. Alle dem der tager billeder af hende og lægger dem ud på internettet. Da Emmy ikke kan klare mere og ville tage sit eget liv, møder hun nogle verdens kendte drenge? Hvad siger de da de ser hende? Kan de hjælpe hende? Eller ville de vende hende ryggen og grine af hende? Læs med i ´Can´t do it without your help´og find ud af det...<3Belle Bieber

50Likes
75Kommentarer
3943Visninger
AA

15. Believe me!

Emmy´s synsvinkel

Mareridtet var igang igen. Jeg stod lænet op af muren ved den overdækkede fodboldbane. Ikke fordi jeg kunne spille fodbold, for det kunne jeg ihvertfald ikke! Men der var skygge, og det var noget jeg kunne lide. Det var frikvarter og jeg havde haft to timers biologi, hvilket bare var gået af L-O-R-T til! Vi havde haft test, og hvad gjorde jeg? Jeg glemte selvfølgelig min bog, og alle mine notater. Så jeg fik en lorte-karakter, plus at min lærer sagde jeg skulle koncentrere mig mere i timerene!  Ej men altså! Kunne denne dag blive værre? Jeg prøvede at koncentrere mig men det er svært når fem drenge fylder ens hoved, og at man heletiden har blikke klistret fast i nakken, som kun venter på at man gør noget forkert så de kan grine. Men ja denne dag kunne godt blive værre og det bliver den sikkert også! Da jeg kom i skole i morges, sendte alle mig onde blikke, hvorfor vidste jeg ikke. Havde jeg dårlig ånde? Eller toiletpapir under skoen? Altså så vidt jeg husker, børstede jeg tænder inden jeg gik. 

 

Jeg stod i mine egne tanker da Camilla og Emma kom gående imod mig. Ohh damn! Jeg hade dem! De kom gående med et smørret smil i ansigtet. Laura var der ikke idag, da hun skulle et eller andet med hendes familie. En mindre YES!

"Nåååh er lille Emmy blevet populær?" Spurgte Emma hånligt og kiggede på mig da hun var kommet her hen. Camilla gav hende et slag på skulderen, hvilket fik Emma til at ømme sig. Hvad mente de? Populær? Hvad talte de om? Jeg havde jo ikke lige pludsselig fået flere venner i skolen? Eller havde jeg? Neeej det havde jeg ikke og hvorfor skulle jeg også lige have det. Jeg kiggede bare spørgende på Emma og Camilla.

"Hvad mener i?" Kom der fra mig. Det var som om jeg havde fået nye kræfter efter at have følt jeg havde nogle.... venner! Og med venner talte jeg om....... Drengene! Nåååh ja de talte sikkert om drengene, men vent hvad? Der blev jo ikke taget billeder af os? Eller... måske nåede de der paparazziaer det inden vi kom ind i bilen... Ja det var et godt spørgsmål. 

Camilla grinte hånligt. 

"Hvad vi mener med det?" Spurgte hun. "Jo ser du... fordi der er Photo-shoppede billeder over alt på nettet af dig og One Direction." Photo-shoppede billeder hvad fanden talte de lige om? De billeder vare sgu da rigtige! Eller var de? Jeg fandt min slidte telefon frem og loggede på Twitter. De var god nok, der var billeder bogstaveligt talt over alt! Jeg sukkede, og kiggede på dem. De kiggede på mig med deres hårde blikke. 

"Det er altså ægte..." Sagde jeg og kiggede på dem. Billedet var fra dengang jeg gik med dem, nede i byen og paparazziaerne kom, ha sjovt nok hva'??. Camilla og Emma kiggede lidt underligt på hinanden men begyndte så at grine.

"Som om vi tror på den!" Kom der fra Camilla. "Hvorfor skulle de også hænge ud med dig?" Hun grinte igen. Jeg stilede mig ordenligt op og kiggede på den, med et ondt og koldt blik, som jeg ikke anede hvor kom fra. 

"Uha nu bliver vi bange var!?" Kom der fra Emma som så stillede sig der hvor jeg stod lige før. Camilla rykkede sig også. De kom til at stå op af væggen, og jeg stod så jeg kiggede på dem.

"Altså det kan sgu godt være i ikke tror på mig! Men så lad vær, bare lad vær med at ødelægge mit liv okay?" Sagde jeg spydigt. Jeg anede ikke hvor det kom fra. Jeg havde aldrig været god til at skælde ud og det var jeg bestemt heller ikke nu. Normalt var jeg helt svag og kunne ikke en skid! 

"Emmy, Emmy, Emmy... " Begyndte Camilla. "Hvorfor skal vi tro på dig nu? Du siger så meget, men ingen af os tror på det. Ingen af os tror din far er død, vi tror kun du ville have opmærksomhed, så du ikke føler dig udenfor! Men ved du hvad? Det hjælper sgu ikke en skid!" Wut opmærksomhed? Det er sgu da det jeg prøvede at undgå! Og hvad fanden var det med at min far ikke var død? Han havde jo været død i et par år efterhånden. Det gav jo også mening så hvorfor han aldrig kom til møder, og sådan i skolen.

Camilla fik mit blod til at koge! Jeg var rasende. 

"Camilla hør lige her! Min far er død okay!? Jeg prøver at undgå opmærksomhed okay! Fat det!" Sagde jeg spydigt. Hun gjorde mig så vred, men hun stoppede ikke, blev bare ved. Hun var det mest lede menneske jeg kendte! Arrg jeg hader hende med stort H!

"Prøver du at undgå opmærksomhed? God forsøgt, du ligger sgu billeder på nettet af dig og One Direction! Ha taber!" Det sidste mumlede hun, men jeg hørte det godt. Der var mange der havde hørt os skedtes for de fleste havde samlet sig i en kreds omkring os. Nu skulle jeg fandme vise dem jeg ikke var svag! De skulle fandme sættes på plads! Jeg knyttede min hånd og slog ud efter Camilla. Det hele gik i slowmotion. Min knytnæve kom tættere og tættere på for hvert sekund der gik. Hun opdagede det vidst lige i tide for hun rykkede sig og jeg hamrede mig hånd ind i muren bag hende. Pis! Lort! Ydmygende! Træls! Pinligt! Og meget mere sagde jeg inde i mig selv. Alle begyndte at grine, selv den ene af lærerne. Hvordan fuck kunne en lærer grine over en elev! Ej OMG MAN! 

"Var det det bedste du kunne? Barnligt!" Kom der fra skolens sejeste, og pæneste dreng Andrew! Jeg kiggede bare flovt ned i jorden.  Mig som troede jeg kunne sætte dem på plads en gang for alle. Jeg tog fejl. Jeg var dum, irriterende. Tænk at der overhovedet var nogle der troede på mig!

 

**************

 

Min hånd dunkede, var hævet og rød! Det gjorde fucker nass! Jeg havde fået fri for skolen for et par timer siden, og sad sammen med min mor. Vi så et eller reality tv, som var død sygt! Jeg blev totalt ydmyget af alle i skolen, efter den lille episode i skolegården. Jeg hade mig selv for at tro jeg kunne sætte dem på plads. Hvordan skulle jeg også kunne det? Emmy Parker skuffer igen, slog ud efter uskyldig elev, blev skolens overskrift imorgen sikkert. Hver dag er der ligesom en der er den dumme, og det lader til at jeg er den det går ud over imorgen.

Da jeg var kommet hjem, var min mor hjemme. Hun var igang med at stille friske vare ind i køleskabet, hvilket gav et smil på mine læber. Hun gik også og nynnede som gjorde mig glad. Da hun så min hånd, havde hun kigget chokket på mig. Jeg havde bare fortalt at vi skulle spille fodbold, og jeg faldt! Så nemt var det. Hun havde spurgt om jeg ville på skadestuen, hvilket jeg takkede pænt nej til. Jeg orkede ikke at skulle sidde på skadestuen hele aftenen. Det er så trettende. Hun havde i stedet fundet noget bandage og bundet forsigtigt rundt om min hånd, hvilket jeg ikke syntes hun burde gøre. Men hun sagde at enten fik jeg det på ellers så skulle jeg på skadestuen, hvilket jeg ikke ville!

Jeg glæde mig faktisk til imorgen, da jeg skulle være sammen med drengene igen. Min mor var igang med at pakke til at hun skulle afsted på arbejde imorgen, i en hel uge! Så skulle lille Emmy passe sig selv. Ej det kunne jeg også godt! Og jeg var bestemt ikke lille!!

"Moar!" Råbte jeg ude fra gangen af. Jeg havde slukket tv'et og var gået ud i gangen.

"Ja skat?" Spurgte hun oppe fra toppen af trappen af. Jeg grinte kort, da hun prøvede at efterligne min stemme, hvilket mislykkede stort. Min mor er virkelig smuk, dog har hun nogle rynker hist og her, men det skal der jo også være plads til. 

"Hvad skal vi have at spise?" Spurgte jeg grinende. Wow hvor mit humør kunne svinge på nul komma nul næsten! Det ene øjeblik havde jeg lyst til at grine, og det andet øjeblik havde jeg lyst til at græde. Underligt. Min mor kom gående ned af trappen, med en lille kuffert i den ene hånd. Hun smilede til mig og stillede kufferten fra sig.

"Jeg tænkte på om vi skulle lave en pizza?" Sagde hun og smile. "Eller... vi skal have pizza, jeg har købt ind til det." Hun fremtvang et smil på mine læber, hvilket også fik hende til at smile.

"Mums!" Mumlede jeg og kunne allerede høre min mave rumle. Jeg grinte igen og gik ud i køkkenet med mig mor. Vi begyndte at få bikset noget pizza dej sammen, bestående af: Mel, olie, salt, gær, og andre ingredienser.

 

Til sidst inden vi satte pizzaen i ovnen, var mine mørke jeans ikke mørke længere, men hvide af mel. Min top i en turkis farve, og en lidt for lille sort cardigan var heller ikke så ren længere. Men det gjorde intet! Jeg havde haft en fantastisk dag her hjemme, ikke i skolen men det var sikkert hurtigt glemt.. 

 

_________________________________

Hey alle glade mennesker! 

Nu er jeg færdig med aflevering, bog og alt, så jeg har endelig tid til

at opdatere noget mere på denne

novelle. Yaah!

Jeg ville bare lige spørge, Syntes i at den er for u-detalieret, eller kedelig? 

Please skriv en kommentar så er i monster søde. 

Hvor mange læser den? 

Anbefal den gerne til venner, og veninder, da jeg har en konkurrence (LOL) med min søster om hvem der får flest læsere, likes og favoritter!<3

SO LETS GO!

LOVE JER ALLE SAMMEN;)

Belle Bieber

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...