Can't do it without your help (1D)

Emmy Parks er en 15 årig teenager som ikke ønsker hendes liv mere. Hun har gået i skole hver dag siden hun startede i skolen, med en frygt der aldrig ville forsvinde. En frygt for at blive mobbet pga hendes tøj og hendes døde far, som døde i krig. Hendes mor Mia har ikke råd til tøj da hun er ene mor til Emmy og intet job har. Mia kender intet til Emmy´s problemer. Emmy går rundt i slidt tøj, gamle umoderne sko og en gammel brun aflagt skoletaske. Hun bliver mobbet hver dag og til sidst kan hun ikke mere - Hun ville ikke leve med dette mere, i hendes liv. Hun kan ikke klare alle de blikke på hendes hverdag, alle der taler højt om hende. Alle dem der tager billeder af hende og lægger dem ud på internettet. Da Emmy ikke kan klare mere og ville tage sit eget liv, møder hun nogle verdens kendte drenge? Hvad siger de da de ser hende? Kan de hjælpe hende? Eller ville de vende hende ryggen og grine af hende? Læs med i ´Can´t do it without your help´og find ud af det...<3Belle Bieber

50Likes
75Kommentarer
3919Visninger
AA

12. A reason to cry!:(

Emmy´s synsvinkel

 

Jeg vågnede da jeg fik en hånd klasket i hovedet. Suk! Det var sikkert Harry eller Liam´s. Eller.... jeg ved det var en af deres hænder, fordi ellers må de andre drenge nok have nogle enormt lange arme. Ej lol! Jeg kiggede rundt og fandt et billede der hang på væggen. På billedet var der en masse piger, og en dreng iblandt, gode øjne jeg har, i know. Drengen så trist ud imens alle andre piger var glade. Det viste faktisk virkelig meget hvordan jeg havde det. I skolen blev jeg jo mobbet, og jeg kunne ikke fortælle det til nogen. Kun min far, men han er jo desværre borte nu. Jeg savnede min far som bare fanden, han var min bedste og eneste ven. 

Jeg kunne mærke nogle tåre samle sig i mine øjenkroge, jeg måtte bare ikke græde nu. Ikke foran drengene selvom jeg sikkert kommer til det på et tidspunkt. Altså hallo alle mennesker har følelser. Men jeg ville heller ikke græde foran dem fordi, så vækkede jeg dem sikkert!

Jeg rejste mig hurtigt op i den mørke og varme stue, og gik ud af stuen. Da jeg kom ud i gangen, var det en smule køligt. Jeg skulle nu bare finde badeværelset. Jeg gik derhen og tog fat i håndtaget med der var desværre låst. Var Zayn, Louis eller Niall ståret op? Sikkert. Jeg sukkede og stillede mig op af den kølige væg. Så kastede jeg blikket ned på min brune slidte skole taske, suk! Skolen er skabt af helved, selv!

"Er du okay Emmy?" Kom der bag fra mig. Jeg fløj en halv meter op i luften, fuuck jeg fik et chok. Jeg tog mig til brystet og vendte mig om, så jeg kiggede på et træt ansigt.

"Niall ik forskræk mig sådan!" Kom der fra mig. Han havde virkelig skræmt mig. Mit humør var virkelig nede idag. Alt var lort. Men drengene gjorde det en mikro smule bedre, ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men alle tanker fyldte bare så meget i mit hoved! 

"Du svarede ikke..:" Kom der lidt efter fra ham. Jeg plantede mit blik i jorden. Skulle jeg fortælle det? Det med Camilla eller bare min far? Før eller siden skulle de jo nok få det af vide. Jeg rystede på hovedet. 

"Nææææh." Sagde jeg trist. Jeg var faktisk alt andet end okay. Han lagde armen om min skulder. Døren til badeværelset gik op og ud kom en dreng, ingen ringere end Louis. Han kiggede lidt på os, mit blik var stadig i jorden. 

"Er hun okay?" Spurgte Louis bekymret. Hvorfor var de så bekymrede for mig? Altså jeg er squ da ikke noget specielt, selvom de siger det. Jeg kunne svagt fornemme Niall ryste på hovedet inden inden han fulgte mig ind i stuen. De andre drenge var vågnet og Harry sad og gned sig i øjnene. Zayn sad - som normalt -  med sin iphone. Jeg sukkede og satte mig ned i sofaen. Alle de andre kiggede bekymret på mig. Jeg pillede lidt ved mine negle, de var ikke specielt kønne. 

"Ville du fortælle hvad der skete igår?" Kom der fra Liam. Han lød nervøs, måske en smule bange? Jeg kiggede forsigtigt op, mine øjne var blanke, ikke fordi jeg havde grædt, men det gjorde jeg nok snart. 

"Ehm...." Startede jeg. "I syntes sikkert det er latterligt men...." Jeg stoppede, vidste ikke hvad jeg skulle sige. Zayn lagde sin iphone væk, og kiggede på mig. Han sendte et forsigtigt smil, som jeg svagt gengældte. Alle drengene kiggede nervøst på mig.

"Det kommer til at lyde som en livs historie, men ja i fortjener at vide det hele..." Sagde jeg og kiggede forsigtigt ned. En af drengene - ved ikke hvem - lagde en hånd på min skulder. Jeg sad i sofaen, imellem Zayn og Harry. Niall, Louis og Liam sad på en madras med hovederne vendt mod mig. 

"Jeg bor sammen med min mor.... Min far var udstationeret da han skulle i krig...." Jeg tørrede mine øjne forsigtigt med min håndryg. Jeg græd stille nu. Zayn lagde en hånd på min anden skulder, han havde nok allerede gættet hvad der var i vejen. Det var Harry der havde lagt en hånd på min skulder før. 

"Han døde......" Jeg snøftede en enkelt gang og fortsatte. "Mig og min mor var virkelig knuste... Jeg nåede aldrig at sige farvel.. Han var min eneste ven. Og ja det sagde jeg lige, min eneste ven.." Jeg blev afbrudt af Niall:

"Det gør mig eller...os ondt. Men hvad mener du med eneste ven?" Spurgte han forvirret. 

"Som sagt i skal vide hele min historie... Min mor (Mia) mistede sit job og har ikke haft et meget meget længe.. Jeg måtte arbejde for pengene, men jeg blev fyrret. Vi havde ikke råd til forkælelse.... I skoen.. Ja der er der ingen venner.. Eller jo men, de er venner med alle andre end mig. Jeg bliver....." Jeg græd nu så tårende nærmest stod til alle sider, overdrivelse...!

"Mobbet." Louis fuldendte min sætning. Jeg nikkede svagt. Liam rejste sig og gik hen og krammede mig. Efter fulgt af Louis og så Niall. De fik et lille smil frem på mine læber, men det var ikke helt nok. Jeg pillede igen ved mine negle og kiggede ned i gulvet. Tårende trillede stadig fra mine øjne, og ned på mine kinder. Jeg kiggede op og så 5 drenges ansigter med forstående øjne. De smilede svagt til mig og jeg smilede svagt igen.

"Hvad er klokken?" Spurgte jeg og tørrede mine øjne. 

"9.32 helt præsis" Kom der fra Zayn som igen sad med hans telefon. Jeg nikkede. Han kiggede ned i skærmen igen, og tastede lidt efter løs på den. Hvem skrev han dog med? Ikke for at være en stalker, eller noget men jeg gad godt at vide det. Var det bare fans? Eller måske hans søster?

"9.32! Og jeg har ikke spist endnu?!! Jeg laver mad nu!" Kom der råbende fra den madglade Niall. Drengene begyndt at grine, men jeg kiggede bare på dem med et lille smil. Niall gik ud i køkkenet, sammen med Liam (Selvfølgelig) og Harry. Så var der kun Zayn, Louis og mig tilbage. Jeg kiggede lidt på Zayn. Hans mørke hår stod ud til alle sider, hans øjne strålede af glæde, og kort tid efter begyndte han at smile. Han var lige-ud-sagt P-e-r-f-e-k-t. Var jeg forelsket i ham? Mit svar kunne jeg ikke finde i mine tanker. Men jeg kunne godt finde ud af at han var noget for sig selv, hvis i altså forstår? Det kan godt være han er 21, og jeg er 15 men hør lige her. Min far var 42 og min mor var 34 da de blev gift. Altså alderen er kun et tal, kærligheden er en historie. Enten så passer man sammen, ellers også gør man ikke. Og min mor og far passede åbenbart sammen, for et år efter de mødtes friede min far, og min mor sagde ja. Nåå videre til real life igen. Zayn sad igen og smilte for sig selv

"Hvad smiler du sådan for?" Spurgte jeg. Louis kiggede på Zayn og fandt ud af at spørgsmålet var til Zayn. Zayn kiggede på mig og lignede et spørgsmåls tegn.

"Nåååh spørgsmålet var til mig? Jeg sidder bare og er på Facebook og sådan..." Kom der smilende fra ham. Jeg nikkede igen, som jeg tit gør. LOL! Jeg besluttede mig for at få noget tøj på så jeg ikke skulle ligge i Niall´s t-shirt hele dagen. Jeg rejste mig op og blev fulgt af Zayn og Louis med øjnene. Jeg vendte mig om og kiggede på dem.

"Er der nogle af jer jeg kan låne et par bukser og en t-shirt af?" Spurgte jeg. Nu var det Louis tur til at nikke. Han rejste sig og gik hen til en dør som han forsvandt ind af. Et halv minut efter kom han ud derfra med et par jogging bukser og en stribet hvis og sort t-shirt. Jeg sagde tak og fik skiftet.

 

*******************************
 

Mig og drengene sad nu og spiste aftensmad. Vi havde idag set film og talt om mit og deres liv. Zayn havde heletiden næsten, siddet med hans telefon, han var nærmest uafhængig af den. Det irriterede mig en smule, hvorfor vidste jeg ikke. 

"Emmy er du der?....Du stener..." Kom der fra, ja gæt selv, alle drengene. Jeg rystede lidt på hoveder og de begyndte at grine. 

"Ehhh ja..." Sagde jeg bare og kiggede forvirret rundt.

"Færdig med at spise?" Spurgte Liam. 

"Ja.. tak for mad det smagte bedre end forventet." Sagde jeg og grinte. Det gjorde de andre nu også. 

Vi fik ryddet af bordet, og sat i opvaskeren. Drengene satte sig ind i stuen imens jeg fik tørret det runde spisebord af. Så gik jeg ind til dem, de sad og så tv, et eller andet sports noget. 

"Jeg tror jeg ville komme hjem ad...tak for idag." Sagde jeg og kiggede på dem. de alle kiggede op fra tv skærmen og så alle forvirret ud.

"Vi troede du blev?" Sagde Harry. Jeg kiggede nu forvirret på dem. Jeg skulle jo ikke noget imorgen.

"Ville i gerne have det?" Spurgte jeg og så håbefuld på dem. Jeg ville med glæde blive hos dem.

"Selvfølgelig!" Kom der fra dem alle sammen i kor, hvilket fik mig til at grine.

"Okay så!" Sagde jeg og smilede.

"Jaaaaah" Kom der fra Niall. Jeg grinte igen sammen med de andre drenge. Han kiggede flovt ned i jorden. 
"Det er okay." Sagde jeg og smilede til ham. Han kiggede igen op og smilede et smukt kridhvidt perle smil. Flot.

Vi besluttede os for at se film. Jeg fik lov til at vælge så jeg valgte ´This is us´ hvilket var lidt sjovt for det var jo dem der var med i den. Jeg valgte den af 2 grunde. den første var at det ville være sjovt at se om de kunne deres egne replikker. Og for det andet ville det være rart at kende lidt mere til dem, en bare lige det de fortalte mig tidligere.

 

******************************
 

Filmen var nu slut, og vi alle lå i nattøj på hver vores madras. Jeg lå og tænkte på hvad jeg ville have gjort hvis jeg ikke havde mødt drengene. Ville jeg så stadig være på denne jord? Eller oppe i himlen? Jeg vidste det ikke. Trætheden over manede mig og jeg faldt i en drømme-løs søvn.

 

_______________________________________
 

Så kom der et kapitel mere. Det er lidt kort men ja sorry:D

Hvad syntes i om at hun har fortalt hun er blevet mobbet og det med hendes far? Skriv gerne kommentar!<3

 

Belle Bieber<3

Love my fans!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...