Intelligentsia

Evelina lever i faktionen Intelligentsia ligesom hendes forældre. Intelligentsia vejer viden højere end alt andet, men Evelina ved ikke hvad hun synes om alle de regler og hele samfundet i faktionen. Hun begynder stille at gøre oprør ved at læse fiktive bøger, som faktionen ikke mener kan bruges til noget, men hun overvejer aldrig at flygte. Lige indtil hun møder Ben.

20Likes
21Kommentarer
1034Visninger
AA

6. Udkanten

Efter en fredlig eftermiddag omringet af Pacifister, der ikke anede at vi kom fra henholdvis Intelligentsia og Skytsenglene, besluttede vi os for at begive os videre. 
"Har vi overhovedet en slut-station?" Jeg løftede det ene øjenbryn.
"Hvad mener du?" 
"Hvor er vi på vej hen?"
"Ingen steder. Det er det, der er det fede ved det!" udbrød han, kastede armene ud til siden, lagde hovedet tilbage og drejede rundt. "Vi er frie som fugle."
Jeg kunne ikke lade værre med at grine. 

"Evelina." Ben så på mig og bed sig selv i underlæben. Han virkede pludselig lidt nervøs.
"Hvad?" 
"Jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ville rundt og besøge faktionerne. Sanddru ligger ikke så langt den vej," sagde han og pegede frem for sig, "men jeg tænkte på, om du ikke har lyst til at flygte for alvor. Vi kunne tage ud til Udkanten." 
Jeg følte mig lidt tabt bag en vogn, da jeg blev nødt til at spørge: "Hvad er Udkanten for noget?"
Hans øjne blev store. "Du ved ikke hvad Udkanten er? Det troede jeg, de fleste, af dem der tænker på at flygte, vidste. Udkanten er slutningen på alle faktioner. Der hvor det øde land ligger. Der hvor man kan begynde på ny uden at behøves at tænke på faktioner hele tiden."
"Så det er lidt lige som verdens ende?" 
"Vores verden i hvert fald." Han vendte sig om og pegede i retning af Pacifisternes hovedkvarter. "Det er den vej på." 
Jeg stod lidt inden jeg kom i tanke om, at han nok forventede et svar. 
"Okay."
"Virkelig?" Jeg kunne se på ham, hvor lettet han blev. "Åh, tusind mange tak!" 
Han slog armene om mig, løftede mig op og snurrede mig rundt, så min t-shirt fløj op og afslørede min blå trøje indenunder. 
Da han satte mig ned på jorden igen, kiggede jeg hurtigt rundt for at se, om der var nogle Pacifister, der havde lagt mærke til det. 
Til højre for os sad en ældre herre og stirrede på os med et undrende blik. 
"Shit" nåede jeg lige at sige, inden han rejste sig op og råbte: "Vi har en Intelligentsia!" 
På samme tid så alle Pacifister i parken på os. 
"Hvad gør vi?! Ben! Find på noget!" 
"Ehm... jeg ved ikke." 
Nogle af Pacifisterne begyndte, at bevæge sig hen imod os. De mindede mig om slanger, der snor sig hen imod deres bytte, og jeg følte mig, som den lille mus, der ikke er klar over, at den snart bliver ædt med hud og hår. 
Så tog Ben min hånd og hviskede i mit øre: "Løb!" 
Det var tydeligt, at han havde lært noget hos Skytsenglene, for han var mindst dobbelt så hurtig som mig, men han gav ikke slip på min hånd, også selvom en gruppe voksne Pacifister løb efter os. Til gengæld virkede det, som om de aldrig havde løbet før. 

Det føltes som en evighed inden vi rundede et hjørne og løb lige forbi hovedkvarteret. Alle Pacifisterne på vores vej vidste selvfølgelig ikke, hvorfor vi løb, så de stirrede bare med undrende blikke på os. Nogle hviskede til hinanden. 

Vi begyndte at nærme os Udkanten, og jeg vovede at se tilbage, hvor Pacifist-gruppen løb omkring 50 meter bag os. Deres posede tøj og ranglede holdning sænkede deres fart betydeligt. 
Vi kom til et hegn, der omkransede faktionen. Ben sprang straks op på det, og begyndte at kravle op ad, men jeg var mere tøvende. De forberedte os ikke på det her hos Intelligentsia. 
"Kom nu, Evelina!" råbte han deroppe fra. "Vi skal om på den anden side." 
Jeg satte forsigtigt en fod i gitteret og hev mig selv op. På toppen var der pigtråde. Ben viste mig, at ærmerne over hænderne ville gøre det mindre smertefuldt, når vi skulle svinge os selv om på den anden side. 
Vi hoppede begge ned på den anden side i samme sekund, som Pacifisterne nåede hen til hegnet. 
"Vi er frie nu" pustede Ben. 
"I er faktionsløse nu" sagde en mand med hestehale og runde solbriller i hænderne. 
Mange af Pacifisterne vendte om. De kunne ikke gøre noget nu.
Manden blev tilbage. Han kneb øjnene sammen og kiggede på mig med afsky i blikket. 
"En Intelligentsia-tøs der ikke er særlig klog." Han spyttede på jorden foran os og gik så. 

Mens vi gik i hvad der lignede det rene ingenting, lagde Ben sin arm om mine skuldre. 
"Kan du holde på en hemmelighed?"
"Selvfølgelig."
"Jeg er en afviger. Jeg er Divergent."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...