Intelligentsia

Evelina lever i faktionen Intelligentsia ligesom hendes forældre. Intelligentsia vejer viden højere end alt andet, men Evelina ved ikke hvad hun synes om alle de regler og hele samfundet i faktionen. Hun begynder stille at gøre oprør ved at læse fiktive bøger, som faktionen ikke mener kan bruges til noget, men hun overvejer aldrig at flygte. Lige indtil hun møder Ben.

20Likes
21Kommentarer
1037Visninger
AA

5. Pacifisterne

Pacifisternes hovedkvarter tårnede sig op foran os i det fjerne. Det lignede mest af alt et kæmpe, rundt drivhus, da det var lavet af glas. I midten stod et gammelt og frodigt træ, som Pacifisterne holdt meget af. Hovedkvarteret var samlested for Pacifisterne, og det var her, de tog alle deres fredelige og demokratiske beslutninger. 
Vi var stadig ikke tæt nok på byen til at blive opdaget af tilfældige forbipasserende. 
Jeg havde brugt tiden, mens vi gik, på at spørge Ben om så mange spørgsmål, som jeg kunne finde på, for at lære ham bedre at kende. 
Yndlings-farve? Sort. 
Hund eller kat? Hund.
Yndlings-sport? Basketball. 
Jeg begyndte langsomt at danne mig et billede af hans personlighed. Hvad han ikke fortalte kunne jeg gætte mig til ud fra hans lidt skæve smil og selvsikre måde at bære sig selv på, mens han gik. 

Vi gjorde stop bag et gigantisk areal dækket af græs, buske og høje træer. Det var et stykke vildt natur, som Pacifisterne selvfølgelig havde ladet stå, som de naturelskere de nu engang var. I Intelligentsia var de ligeglade med natur, og jeg kunne ikke lade værre med at sætte pris på Pacifisternes værdier og levemåde. 

"Har du lyst til at falde i ét med mængden" spurgte Ben drillende, og inden jeg kunne nå at spørge hvad han mente med det, trak han et sæt gult tøj og et sæt rødt tøj op af sin taske. 
"Begge sæt passer godt nok til mig, men Pacifisterne er ligeglade. De går alle sammen i poset tøj." 
Jeg kunne ikke lade værre med at grine hysterisk. 
"Du er ikke rigtig klog, Ben!"
"Det siger de alle sammen." Han rakte mig tøjet og forsvandt ind mellem træerne. 
Det tog mig ingen tid at trække det gule tøj over mit eget blå. Det var alt for stort, men jeg var klar på et eventyr blandt Pacifisterne. 
"Ben?" kaldte jeg. "Ben?" 
Jeg fik øje på ham tæt på den lille skovs udkant og løb med hurtige skridt over den fugtige jord og hen til ham. Han var klædt i en rød t-shirt og mørkerøde bukser. Han stod med ryggen til, hænderne i lommerne og blikket vendt på den rolige by foran ham. 
Ingen kom i slagsmål som hos Skytsenglene. Ingen snakkede grimt til hinanden, fordi de var nødt til at være ærlige som hos de Sanddru. 
Der sad små grupper samlede omkring bænke, hvor de grinede og hyggede sig. Jeg fik helt lyst til at være en del af deres fællesskab. 
"De ser alle sammen så lykkelige ud, synes du ikke?" spurgte jeg og stillede mig ved siden af ham. Han nikkede stille og tog min hånd. 
Sammen gik vi afsted mod hovedkvarteret; hånd i hånd. Det kom som en overraskelse, hvor let det var at passe ind. Med skuldrene hængende og en langsom gang lod vi, som om vi hørte til. 

"Jeg har aldrig set jer før." En lille pige med en bamse hængende i den ene hånd kiggede op på Ben, og det føltes som om luften blev slået ud af min mave. Hvis hun kunne gennemskue os, så kunne enhver. Jeg kiggede hurtigt ned af mig selv, for at se om mit blå tøj kunne ses nogen steder. Det kunne det heldigvis ikke. 
"Det er fordi vi har været på en rejse i de andre faktioner" løj Ben. "Vi bliver nødt til at enes alle sammen, hvis freden skal vare." 
Hans løgn lød næsten sand i mine ører, også selvom jeg vidste bedre. 
"Det er rigtigt" sagde den lille pige. Hun kiggede på mig. "Er I kærester?" 
"Nej... øh." Jeg gik i stå. "Vi er bedste venner," sagde jeg så. 
"Okay. Hej hej." Hun smilede til os begge og løb så hen til en flok andre børn, der legede i skyggen fra de mange træer. 

"Det var tæt på," sagde jeg lettet. "Du er god til at lyve." Jeg sagde det med et smil, men i virkeligheden var jeg bekymret. Man kan lyve om alting, og jeg kunne ikke vide, om de ting Ben havde fortalt mig også var løgne. 
"Jeg lyver normalt ikke," sagde han, og jeg troede på ham. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...