Intelligentsia

Evelina lever i faktionen Intelligentsia ligesom hendes forældre. Intelligentsia vejer viden højere end alt andet, men Evelina ved ikke hvad hun synes om alle de regler og hele samfundet i faktionen. Hun begynder stille at gøre oprør ved at læse fiktive bøger, som faktionen ikke mener kan bruges til noget, men hun overvejer aldrig at flygte. Lige indtil hun møder Ben.

20Likes
21Kommentarer
1036Visninger
AA

4. Flugtvej

Ved det store spisebordet i mørkt træ sad min mor. Det var ikke nogen overraskelse, at hun læste. Der lå stakke af papir og bøger omkring hende. Hun sad stille i spisestuens rolige atmosfære. Vinduerne var dækket af kæmpemæssige, blå gardiner, som ikke lod synderligt med lys slippe indenfor. Rummet blev i stedet lyst op af en overdådig, hvid lysekrone, som var pyntet med glas; skåret ud til at ligne diamanter.
På hendes næse hvilede et par briller, som hun altid havde på. Det var et af de par, som havde en kæde i, så de kunne hænge om hendes hals, når hun ikke skulle bruge dem. Det var godt nok læsebriller, men hun lavede jo ikke andet end at læse, så hun tog dem næsten aldrig af.

Det var aften, og far stod i køkkenet. Han stod bøjet over en kogebog, mens gryder boblede over komfurets varme ved siden af ham. Han var iført en blå skjorte med ærmerne foldet op og et forklæde, som ikke var det mindste beskidt. Han så på mig, da jeg trådte indenfor. 
"Hej min pige. Hvor har du været?" spurgte han og vendte straks blikket ned mod kogebogen igen. 
"Jeg har læst lektier på skolens bibliotek," sagde jeg så henkastet som muligt. 
"Vi spiser lige om lidt," mumlede han, og det satte lidt en stopper for min plan.
Ben ventede på mig i kælderen, og jeg var kun tilbage for at hente alt, hvad jeg havde brug for, når jeg skulle flygte herfra. Når jeg kiggede på mine forældre blev jeg trist, og jeg kunne ikke lade værre med at tænke på, om det overhovedet var det her jeg ville. Mit liv virkede lige pludselig ikke så slemt igen, men alligevel blev jeg nødt til at tænke på alle de hårde tider og alle de problemer, der hver dag hobede sig op, som en uendelig stak lektier. Jeg kunne snart ikke holde det ud længere, og det slog mig, at den bedste løsning havde været at skifte faktion, da jeg havde muligheden, men det var allerede for sent, og jeg fortrød det så inderligt.

"Dækker du ikke lige bord, Evelina?" spurgte mor og rev mig ud af mine tanker. Hun orkede ikke engang at kigge på mig, når hun spurgte mig om noget, og det gjorde mig så vred. Jeg kunne mærke en vrede koge over inden i mig. En vrede som jeg havde holdt skjult hele mit liv. 
Men hvordan skulle jeg slippe for at spise aftensmad med dem? 
"Er det i orden, hvis jeg spiser hos Annabelle? Vi skal læse lektier sammen senere." Annabelle var en pige fra min klasse. 
"Så lad gå." Min far smilede atter til mig, og jeg kunne mærke en kugle af skyld vokse i maven på mig. Vi havde altid haft et godt forhold, men jeg havde aldrig kunnet holde min mor ud.
Da jeg var lille, glemte hun mig i bilen en hel dag. Det var min far, der fandt mig grædende, og da min mor så ham bære mig ind i huset, sad hun i sin lænestol og læste. Det var alt, hvad hun gjorde. Jeg må have været omkring tre år gammel. I årene efter havde jeg spurgt min far om den dag mange gange, og han fortalte altid, at de skændtes hele den aften, mens jeg sov i mit værelse ved siden af, og mor sagde aldrig undskyld, for hvad hun havde gjort. Hun tjekkede ikke engang, om jeg var okay. 
Jeg tilgav hende aldrig helt for det, og jeg kunne se på min fars bedrøvede blik, at det gjorde han heller ikke.

Hurtigt gik jeg ud af køkkenet og fortsatte ind på mit værelse. 
Mit skrivebord var også fyldt med bøger, og det gik op for mig, at jeg rent faktisk passede bedst ind hos Intelligentsia. Jeg hørte bestemt ikke til i nogen af de andre faktioner, så hvis jeg ikke ville være faktionsløs, så var Intelligentsia det bedste valg. 
Jeg stræbede efter viden. Det gjorde jeg; men jeg ville så meget mere end det, og i mit hoved kunne Ben og jeg opnå så meget mere, hvis vi sammen flygtede herfra sammen.

Jeg greb min grønne rygsæk og tømte den for bøger. Hvad havde jeg brug for?
En lommelygte. Min pung. To sæt ekstra tøj. Min dagbog. 
Ben fortalte mig ikke præcis, hvad man skulle bruge uden for faktionen, så jeg tog det, som jeg ville komme til at savne mest, hvis jeg lod det blive, og så gik jeg.

Inden jeg smækkede fordøren i kom min far ud til mig. 
"Kom nu ikke for sent hjem," sagde han, og jeg måtte bide mig selv i tungen for ikke at græde. Jeg ville komme til at savne ham, men det var ikke værd at blive. 
"Jeg elsker dig, far." 
Han grinede lidt, for sådan noget plejede jeg ikke at fortælle ham. "Jeg elsker også dig, min skat."
Han forsvandt ind i køkkenet, og jeg satte kurs mod kælderen uden at se mig tilbage.

Ben sad og bladrede i en af mine bøger, da jeg vendte tilbage. 
"Det tog sin tid," sagde han og smilede til mig. "Har du læst den her?"
Han holdt bogen op, så jeg kunne se titlen.
Titlen stod skrevet med slyngede bogstaver, som var del af et træ, hvor de lysebrune blade var ved at falde af. Jeg elskede det omslag. 
"Ja. Den var okay." Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg kendte ham knap nok, og alligevel var jeg i gang med at stikke af sammen med ham. Tankerne strømede ind i mit hoved, hurtigere end jeg kunne nå at tænke dem.
Det var som om, jeg havde ventet på sådan en mulighed længe, og hvis han var min rejsepartner, så takkede jeg ikke nej. Han var sød, venlig.
Han virkede oprigtig. 

"Er du klar til at besøge Pacifisterne?" spurgte han og rejste sig. Han satte bogen tilbage på hylden.
Jeg nikkede. 
"Jeg kommer til at savne mine bøger," sukkede jeg og kørte en pegefinger hen langs bogryggene. 
"Vi kan komme tilbage, hvis du vil." Han stod ret som en soldat med hænderne på ryggen. 
"Jeg skal tænke over det."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...